DGL 2007.2: Grønlandske retspsykiatriske patienters retsstilling ved behandling og anbringelse i Danmark
Af Fuldmægtig, cand.jur. Helle Ginnerup-Nielsen, Landstingets Ombudsmand
5.1. Menneskerettighedskonventionens gyldighed i Grønland
I forhold til vurderingen af, om nedsendelsen og forholdende under opholdet
i Danmark udgør en krænkelse af EMRK, skal understreges, at en sådan vurdering
skal foretages konkret med udgangspunkt i enkeltsager. [100] Det kan ikke generelt konstateres, om denne praksis med at nedsende de
grønlandske dømte til behandling og anbringelse i Danmark udgør behandling i
strid med Konventionen.
Da det som tidligere beskrevet ikke har været muligt at få adgang til
sagsakter fra konkrete sager vedrørende de § 113-dømte, må analysen således
også begrænses til en overordnet vurdering af, om der ud fra det ellers oplyste
ses en nærliggende risiko for, at Rigsfællesskabet ved sin praksis krænker de i
konventionen sikrede rettigheder. En eventuel sag anlagt ved Den europæiske
Menneskerettighedsdomstol vedrørende de grønlandske patienter vil skulle anlægges
mod staten Danmark, hvorfor den ovenfor anførte tvivl vedrørende ansvarets
placering i denne sammenhæng ikke er relevant.
5.2. Artikel
3
EMRK artikel 3 har følgende ordlyd:
"Ingen må underkastes tortur og ej heller
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf."
Forbudet er absolut i den forstand, at det ikke kan gøres til genstand for
derogation – heller ikke under krig eller anden faretilstand, jf. herved
artikel 15. Forbudets absolutte karakter viser sig tillige ved, at
indskrænkende fortolkninger af bestemmelsen eller undtagelser hertil ikke
tillades. [101]
Bestemmelsen sondrer mellem tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling
og straf. Tortur er den groveste form, umenneskelig behandling er mindre grov,
og nedværdigende behandling er den mindst grove form for mishandling omfattet
af beskyttelsesområdet. [102] Der henvises dog ofte i Domstolens afgørelser til, at en behandling udgør både umenneskelig
og nedværdigende behandling eller straf, hvorfor denne sondring umiddelbart ikke
ses afgørende. [103]
Behandling dækker enhver faktisk handling, som foretages over for borgerne,
og undladelser og passivitet vil efter omstændighederne også være omfattet af
artikel 3. Straf omfatter ud over de indlysende tilfælde tillige
foranstaltninger, som har karakter heraf, men som fremtræder under et andet
navn. [104]
En af de første sager, som blev behandlet vedrørende artikel 3, er fra 1969
og var imod Grækenland. [105] Den fortolkning af bestemmelsen, som den Europæiske
Menneskerettighedskommission udlagde her, og den markering af de skillelinier
imellem de i bestemmelsen hierarkisk angivne forbud imod tortur, umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller straf, som blev foretaget, har dannet grundlag
for Domstolens senere retsanvendelse.
Kommissionen udtalte herom følgende:
“The notion of inhuman treatment covers at least such
treatment as deliberately causes severe suffering, mental or physical, which,
in the particular situation, is unjustifiable. The word torture is often used
to describe inhuman treatment, which has a purpose, such as the obtaining of
information or confession, or the infliction of punishment, and is generally an
aggravated form of inhuman treatment. Treatment or punishment of an individual
may be said to be degrading if it grossly humiliates him before others or
drives him to act against his will or conscience.” [106]
For at være omfattet af beskyttelsesområdet for bestemmelsen tilsiger
praksis, at behandlingen skal være af et vist minimum af alvorlighed. [107] I en sag fra 1978, [108] hvis grundlæggende formuleringer er gentaget i samtlige senere afgørelser vedrørende
artikel 3, fremgår, at denne behandling skal have involveret faktisk legemlig
skade eller intens fysisk eller psykisk lidelse. I denne vurdering indgår
sagens samlede omstændigheder som relevante, herunder fx behandlingens
varighed, dens psykiske og psykiske følgevirkninger og i visse tilfælde
offerets køn, alder og helbredstilstand.
Afgørende for sondringen mellem tortur og umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf er, hvorvidt denne indebærer eller medfører meget alvorlig
og grusom lidelse,’ og hvorvidt denne lidelse er påført forsætligt. [109] Senere sager, hvor der er statueret krænkelse i form af tortur, giver
følgende eksempler på klassifikationen: slag mod brystbenet [110] ,
spark og slag i hovedet med geværkolbe, som medførte hjerneskade [111] ,
slag på krop, tvunget til at knæle foran politibetjent, tisset på af samme,
trusler om brug af blæselampe og injektionssprøjter, seksuelle ydmygelser [112] .
Ved bedømmelse af, om en given behandling er umenneskelig i konventionens forstand,
har Domstolen lagt vægt på, om behandlingen er sket med overlæg (dette er dog
ikke et krav for at være omfattet af umenneskelighedsbegrebet i bestemmelsen,
jf. ovenstående citat modsætningsvis), om den har varet ved i ”flere timer”, og
om den har forårsaget faktisk legemsskade eller intens psykisk eller fysisk
lidelse. Som eksempler herpå ses overlagt ødelæggelse af klagers hus og
ejendele [113] og forhørsteknikker, som indebar, at de afhørte måtte stå på tæer i lange
perioder, fik poser over hovedet, blev udsat for konstant støj, blev forhindret
i at sove og fik for lidt mad og drikke [114] .
Ved konstatering af nedværdigende behandling eller straf har EMD bl.a.
inddraget spørgsmålet om, hvorvidt behandlingen gav eller var egnet til at
indgive en følelse af frygt, angst eller mindreværd, og om den var egnet til at
ydmyge eller nedværdige offeret. [115] Hvis formålet tillige er at ydmyge, og dette har haft skadelig effekt på offerets
personlighed, vil det tale for krænkelse af artikel 3. [116] Det bemærkes dog, at det indgår som et skærpende element i vurderingen, hvis
hensigten har været at ydmyge eller nedværdige den pågældende, men at dette
ikke er et krav for, at der kan være tale om nedværdigende behandling eller
straf i konventionens forstand. [117]
I forbindelse med konstatering af, om der er tale om en behandling eller
straf, som kan karakteriseres som umenneskelig eller nedværdigende, har
Domstolen udtalt, at den påførte lidelse eller ydmygelse må være mere
vidtgående, end hvad der er at anse som en uundgåelig følge af en ellers lovlig
straf eller behandling. I en sag fra 2004 [118] var klager, som var 70 år gammel og indsat i fængsel, indlagt på hospital for
at få foretaget en livsnødvendig operation. Han var under opholdet lænket med
håndjern til sin seng på trods af, at der var placeret to vagter ved
indgangsdøren. Domstolen fandt her, at der var tale om umenneskelig behandling,
idet lænkningen ikke kunne retfærdiggøres ud fra sikkerhedshensyn.
Kravet om, at behandling eller straf skal have medført skade på offerets
personlighed, er dog underlagt en særlig vurdering, når der er tale om frihedsberøvelse
af psykisk syge personer, idet disse ikke altid er i stand til at redegøre for
eller påvise, hvorledes forholdene under opholdet har påvirket deres psyke. I
en sag fra 2001 [119] fandt Domstolen, at det faktum, at klager ikke var i stand til at godtgøre, i
hvilket omfang den opståede forværring af den psykiske tilstand kunne
tilskrives afsoningsforholdene, ikke var afgørende for muligheden for at tage
stilling til, om disse forhold udgjorde en krænkelse af artikel 3. Domstolen
udtalte, at fraværet af effektiv overvågning af den frihedsberøvedes tilstand
samt mangelfuld psykiatrisk behandling af vedkommende, som var kendt som
selvmordstruet, samlet set udgjorde en umenneskelig og nedværdigende behandling
straf i strid med artikel 3. [120]
Det er i rapporter fra Den Europæiske Torturkomité [121] flere gange understreget, at det er af stor vigtighed, at den indsatte får
mulighed for at opretholde kontakt til sin familie og nære venner med henblik
på vedligeholdelse af familiemæssige og følelsesmæssige forbindelser, idet
opretholdelsen af sådanne relationer er af yderste vigtighed i forbindelse med
den sociale rehabilitering af vedkommende. [122] Komitéen udtalte efter et besøg i Bulgarien, at adgang til besøg på en halv
time om måneden ikke er tilstrækkeligt til at opretholde disse nødvendige
relationer. [123]
Hvad angår indsatte, hvis familie bor så langt fra disses opholdssted, at
besøg i praksis viser sig meget vanskelige, har komitéen udtalt, at der bør
udvises stor hensyntagen og fleksibilitet i forbindelse med udarbejdelse af
regler og praktisk gennemførelse af besøg, telefonadgang og andre tiltag, som
kan fremme muligheden for at opretholde disse personlige relationer, fx ved
udvidet adgang til telefonisk kontakt. [124]
I en afgørelse fra EMK fra 1974 [125] var en afsoner, med henvisning til dennes farlighed, overført fra Bahamas til
Storbritannien, hvor han senere blev erklæret sindssyg og herefter overflyttet
til et sikret psykiatrisk hospital. Vedkommende indgav klage til EMK med henvisning
til, at placeringen
4.800
km
fra sin hustru og deres fire børn udgjorde et
uberettiget indgreb i hans ret til familieliv, jf. artikel 8, samt et overgreb
omfattet af beskyttelsen efter artikel 3. Kommissionen fandt, at bestemmelserne
ikke var krænket, og henviste i den forbindelse til, at vedkommende var dømt
for en grov forbrydelse (drab), og at han led af en alvorlig psykisk sygdom,
for hvilken der ikke kunne stilles fyldestgørende behandlingsfaciliteter til
rådighed på Bahamas. Det ansås derfor at være mindre umenneskeligt at placere
ham i en egnet institution i Storbritannien end at overføre ham til forvaring
under utilstrækkelige forhold i Bahamas.
I en anden sag fra 1990 [126] påstod klager, at
fængselsmyndighedernes nægtelse af at overflytte ham til afsoning i en anden
landsdel med henblik på, at han kunne modtage besøg fra sin forlovede, ud over
at være en krænkelse af hans rettigheder efter artikel 8 tillige udgjorde
umenneskelig og nedværdigende behandling i art. 3’s forstand, idet afslaget på
overflytning kunne ødelægge hans familierelation. Kommissionen fandt her, at
myndighedernes nægtelse ikke indebar det minimum af alvorlighed for behandling
eller straf, som er foreskrevet i artikel 3. [127]
Det skal dog fremhæves, at retspraksis vedrørende artikel 3 i relation til
de forhold, som eksisterer under frihedsberøvelse i bl.a. fængsler og
psykiatriske institutioner, i særlig grad må vurderes i under skelen til
tidspunktet for den trufne afgørelse, idet der er tale om et retsområde under
kraftig udvikling mod et højere beskyttelsesniveau, hvorfor ældre afgørelser
ofte vil have en begrænset retskildeværdi. [128]
I en afgørelse fra 2003 [129] var klager anbragt som den eneste afsoner i et
fængsel på en ø langt fra fastlandet. Han havde tilladelse til at modtage besøg
fra sin familie, hvilket dog var særdeles besværliggjort af øens beliggenhed og
mangel på tilstrækkelige transportmuligheder hertil. Det var ikke tilladt for
klager at have telefonisk kontakt til hverken sin familie eller advokater.
Efter et besøg hos klager anbefalede CPT blandt andet, at han blev givet
tilladelse til at have telefonsamtaler med sin familie. Domstolen fandt
imidlertid, at de forhold, klager var indsat under, ikke udgjorde umenneskelig
eller nedværdigende behandling.
5.2.1. Analyse af artikel 3
I relation til artikel 3 kan det umiddelbart konstateres,
at vurderingen af, hvorvidt der foreligger en krænkelse af de grønlandske
retspsykiatriske patienters rettigheder i medfør heraf, må foretages i forhold
til forbudet mod umenneskelig eller nedværdigende behandling og ikke i forhold
til forbudet mod tortur, idet de krævede omstændigheder for, at der er tale om
tortur (behandlingen skal være påført forsætligt med henblik på at påføre
lidelse), ikke er opfyldt, jf. ovenfor. Det skal herefter undersøges, om
behandlingen af patienterne indebærer, at minimumsniveauet for grovhed er nået
i forhold til det øvrige anvendelsesområde efter artikel 3.
Det påhviler staterne at sikre, at frihedsberøvede
tilbageholdes under forhold, som er i overensstemmelse med den frihedsberøvedes
menneskelige værdighed, hvilket bl.a. indebærer, at den påførte lidelse eller ydmygelse ikke må være mere vidtgående, end hvad der
er at anse som en uundgåelig følge af en ellers lovlig straf eller behandling.
Inden for denne ramme påhviler det tillige staterne at sikre den
frihedsberøvedes helbred og velbefindende. [130] Ved vurderingen af, om der sker en krænkelse af artikel 3, skal der, som
ovenfor beskrevet, ses på den måde, forholdene samlet set påvirker den enkelte
frihedsberøvede.
I relation til den her omtalte patientgruppe fremgår det af ovenstående
redegørelse, at nedsendelsen i sig selv indebærer en negativ påvirkning, som
rækker ud over det, der er at anse som en uundgåelig følge af frihedsberøvelse,
jf. beskrivelsen af savn, afsavn, hjemve, manglende kontakt til pårørende,
behandlingsvanskeligheder mv. [131]
Disse problemer søges, som det fremgår af den forudgående afdækning af
forholdene under opholdet i Danmark, mildnet ved (begrænset) adgang til at foretage
telefonopkald, ferierejser, besøg, tildeling af bistandsværger mv. Dog ses det,
at disse tiltag er utilstrækkelige til at afværge de negative konsekvenser af
nedsendelsen. [132]
Som det fremgår af ovenstående gennemgang af den relevante praksis, kan der
ikke udledes et generelt forbud mod straf eller behandling langt fra den
frihedsberøvedes hjem. [133] Ej heller kan udtømmende og præcist opremses de omstændigheder, som skal være
til stede hos denne persongruppe, førend minimumsniveauet for grovhed er nået,
og krænkelse kan statueres.
Relevante omstændigheder, der – i tillæg til det anførte vedrørende de
negative skadevirkninger af opholdet – vil kunne medføre, at den nedre grænse for
krænkelse af artikel 3 opnås, kunne være bl.a. det forhold, at der er tale om
en gruppe personer, som i forvejen er letpåvirkelige på grund af deres svækkede
mentale tilstand og derfor er i højere risiko for at lide psykiske
følgevirkninger i form af fx en forværring af tilstanden eller en langsommere
helbredelse end under en lignende behandling foretaget under indlæggelse i
Grønland. Endvidere er det relevant, at der ofte er tale om ganske unge
lovovertrædere, [134] og at de fleste må formodes at have nær familie i Grønland, ligesom mange ikke
har nogen videre tilknytning til Danmark. [135]
Selve den kendsgerning, at frihedsberøvelsen sker på ubestemt tid, er
tillige en faktor, som i sagens natur kan tænkes at være medvirkende til at
forværre de øvrige negative konsekvenser af opholdet.
Modsat må henses til den ovenfor refererede afgørelse Öcalan mod
Tyrkiet, hvor omstændighederne, som synes sammenlignelige med de
grønlandske patienters, af EMD ikke vurderedes at have opnået det minimum af
alvorlighed, der kræves for, at være omfattet af bestemmelsens
beskyttelsesområde. Domstolen antog dog her, at der ikke var sket skade på
klagers personlighed, [136] og afgørelsen kunne muligvis være faldet anderledes ud, hvis dette havde været
tilfældet. Til sammenligning med den her omhandlede gruppe, skal erindres om
det lempede krav i forhold til påvisning af den indtrådte skade på offerets
personlighed, når der er tale om psykisk syge personer.
Det kan derfor ikke generelt afvises, at den behandling, som nedsendelsen udgør,
i konkrete tilfælde kan være omfattet af bestemmelsens beskyttelsesområde.
5.3. Artikel 5
Artikel 5, stk. 1, har følgende ordlyd:
“Enhver har ret til frihed og personlig
sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i
overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde.”
Formålet med bestemmelsen er at sikre den personlige frihed og beskytte
imod vilkårlig frihedsberøvelse. [137] Bestemmelsen er bygget op således, at der i stk. 1 indledes med en generel
fastlæggelse af borgernes rettigheder, hvorefter litra a – f udtømmende
opregner de kategorier af tilfælde, hvor der lovligt kan frihedsberøves. Dette
betyder, at falder en tilbageholdelsesgrund ikke ind under en af disse kategorier,
er den uden videre konventionsstridig. Disse undtagelser skal tillige fortolkes
snævert. [138]
Definitionen af frihedsberøvelse [139] ses i Domstolens praksis at foretages ud fra typen af opholdssted, længden af
opholdet, effekten heraf på den frihedsberøvede og måden, tilbageholdelsen sker
på. [140]
Til illustration skal nævnes en sag fra 1985. [141] Klager havde været indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor vedkommende havde
adgang til at forlade hospitalsområdet i dagtimer og weekender. Domstolen
sammenlignede forholdene med dem, som eksisterer i mange åbne fængsler, og
fandt herefter, at der var tale om frihedsberøvelse omfattet af artikel 5.
Indgrebet skal i forhold til bestemmelsens stk. 1 være lovligt og i overensstemmelse
med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde. For at en frihedsberøvelse kan anses
som lovlig, er det ikke fyldestgørende, at indgrebet er sket i overensstemmelse
med national lov. De relevante regler skal desuden være af en vis kvalitet for at
opfylde konventionens krav om lovlighed. Det vil sige, at de skal være
tilgængelige og klart forståelige, hvilket efter Domstolens praksis betyder, at
de skal være offentliggjorte [142] og præcise. [143]
5.3.1. Artikel 5, stk. 1, litra e
Som nævnt ovenfor er det alene de i stk. 1, litra a – f, anførte
begrundelser for at frihedsberøve, der er tilladelige efter artikel 5. Den for
denne fremstilling relevante bestemmelse findes i stk. 1, litra e, som har
følgende formulering:
”e) Lovlig frihedsberøvelse af personer for at
hindre spredning af smitsomme sygdomme, af personer, der er sindssyge,
alkoholikere, narkomaner eller vagabonder.”
For at beskytte de personer, som frihedsberøves med henvisning til sindssyge, [144] har Domstolen allerede i en sag fra 1979 [145] statueret tre prøvelseskrav, som skal være opfyldt, for at indgrebet kan
antages at være omfattet af litra e. For det første skal det underbygges af
medicinsk bevisførelse, at vedkommende er sindssyg. For det andet skal denne
sindssygdom være af en sådan karakter, at hensynet til patienten selv eller
andre nødvendiggør frihedsberøvelse, og for det tredje skal tilbageholdelsen
kunne retfærdiggøres løbende under opholdet. [146]
I en sag fra 1998 [147] havde klager været frihedsberøvet på et psykiatrisk hospital i medfør af retlig
kendelse. Efter kendelsens udløb – og forinden en ny blev afgivet – forløb to
måneder, hvor klager på grund af en administrativ fejl således var
frihedsberøvet uden hjemmel. På trods af, at forløbet var tilladeligt efter
hollandsk strafferet, statuerede Domstolen, at en sådan mangel på administrative
og retlige beskyttelsesværn imod vilkårlighed udgjorde en krænkelse af artikel
5, og at tilbageholdelsen således ikke var lovlig.
Det fremgår heraf, at Domstolen stiller betydelige krav til de
proceduremæssige garantier, når der er tale om tilbageholdelse af sindssyge.
Dette må formodes at have sammenhæng med det faktum, at hverken de nationale
domstole eller EMD har mulighed for meningsfuldt at bedømme den medicinske
bevisførelse, men oftest reelt må lægge denne uprøvet til grund.
Det forhold, at det fra lægelig side vurderes, at en person ikke længere er
sindssyg, medfører ikke nødvendigvis, at den pågældende straks skal udskrives.
Myndighederne kan fastsætte vilkår for udskrivning og kan, hvis det findes
nødvendigt, tillige udsætte udskrivning midlertidigt af hensyn til disse
vilkår. Udskrivning må imidlertid ikke forsinkes på urimelig vis.
Der stilles desuden krav om retssikkerhedsgarantier, som sikrer en effektiv
kontrol af, om en undladelse af at udskrive med henvisning til disse vilkår er
forenelig med bestemmelsens krav. Hvis der alene kan henvises til praktiske
vanskeligheder med at finde et egnet opholdssted til vedkommende, kan den
fortsatte frihedsberøvelse vise sig konventionsstridig. Det kan dog give anledning
til tvivl, hvor lang tid der må gå fra det tidspunkt, hvor de foreliggende
lægelige oplysninger indikerer, at vedkommendes tilstand ikke længere er af en
sådan karakter, at den kan begrunde frihedsberøvelse, og indtil udskrivning
sker.
I en sag fra 1997 [148] havde klager været anklaget for at have overfaldet en gravid kvinde og var herefter
blevet diagnosticeret med en psykose. Efter domfældelse var vedkommende blevet
dømt til indlæggelse på sikret psykiatrisk hospital. Efter 5 års ophold blev
det af det medicinske ekspertnævn, som årligt gennemgik klagers sag for at
efterse, om der stadig var behov for indlæggelse, konstateret, at klager ikke
længere var psykisk syg, men at han dog ikke endnu var parat til at bo alene og
tilpasse sig samfundet uden hjælp. Det blev derfor bestemt, at hans udskrivning
skulle betinges af, at han bosatte sig på et dertil indrettet rehabiliteringsbosted
under tilsyn. Det viste sig dog efterfølgende ikke muligt at sikre klager en
plads på et bosted, og hans udskrivning fra hospitalet blev derved forsinket i
over 3 år, hvorefter han blev udskrevet uden forbehold for bestemt opholdssted.
Klager gjorde under sagen ved EMD gældende, at hans tvangsanbringelse i det
tidsrum, der forløb fra konstateringen af, at han ikke længere var psykisk syg,
til hans endelige udskrivning, var i strid med artikel 5, stk. 1, litra e.
Domstolen afviste denne argumentation med henvisning til, at beslutningen om at
betinge udskrivning af ophold på bosted var sket efter medicinsk bevisførelse,
og at en så konsekvent [149] fortolkning af kravet om, at tilbageholdelsen skal kunne retfærdiggøres løbende
under opholdet, vil pålægge de ansvarlige myndigheder en unødig begrænsning i
deres skønsmæssige beføjelser. Konstatering af, om en patient er fuldt ud
helbredt for en psykisk sygdom, kan ikke altid kan påvises med absolut
sikkerhed, men kan derimod ofte først konstateres ved dennes opførsel efter udskrivning.
Det havde derfor ikke konkret været urimeligt at betinge udskrivningen som sket.
Dog var myndighederne, efter at have stillet denne betingelse for
udskrivning, forpligtede til at påse, at en sådan udskrivning også var praktisk
mulig. Klager havde ikke under opholdet haft mulighed for at begære foretræde
for nævnet imellem de årlige gennemgange, og de efterfølgende nævn havde ikke
mulighed for at udskrive klager, medmindre kravet vedrørende bosted, som pålagt
af det første nævn, var opfyldt. Sammen med forsinkelsen førte dette til, at en
enig domstol fandt, at frihedsberøvelsen i de sidste 3 år udgjorde en krænkelse
af artikel 5, stk. 1.
5.3.2. Artikel 5, stk. 4
Artikel 5 indeholder i stk. 4 en selvstændig prøvelsesgaranti:
"Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved
anholdelse eller anden tilbageholdelse, har ret til at indbringe sagen for en
domstol, for at denne hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden af
frihedsberøvelsen og beordre ham løsladt, hvis frihedsberøvelsen ikke er
lovlig."
Bestemmelsen sikrer retten til domstolsprøvelse af frihedsberøvelsen.
Ordlyden tilsiger, at denne desuden skal ske hurtigt. I dette krav ses to
aspekter; prøvelsen skal ske hurtigt efter tilbageholdelsen og derefter om
nødvendigt løbende under opholdet.
Frihedsberøvelse af sindssyge sker ofte på ubestemt tid – som det også er
tilfældet, for så vidt angår den for nærværende fremstilling relevante persongruppe.
EMD har specifikt vedrørende frihedsberøvelse af mentalt forstyrrede, jf. stk.
1, litra e, udtalt, at hvor disse er tvangsindlagt på ubestemt tid, er de berettigede
til med passende mellemrum at indbringe spørgsmålet om lovligheden af
den fortsatte frihedsberøvelse for en domstol. [150] I en anden sag[151] har Domstolen udtalt, at prøvelsen i disse situationer skal ske med korte intervaller, idet de forhold, som har begrundet frihedsberøvelsen, kan ophøre
med tiden.
Det er ikke muligt ud fra Domstolens praksis at definere præcis, hvor korte intervaller prøvelse skal ske med, idet dette afhænger konkret af sagens
karakter, den frihedsberøvedes personlige forhold, indholdet af nytilkomne
oplysninger i sagen mv. Der kan dog udledes en vis vejledning hertil.
I en sag fra 1992 [152] vedrørende prøvelse af lovligheden af den fortsatte frihedsberøvelse af klager,
som var indlagt på ubestemt tid i henhold til strafferetlig dom, statuerede
Domstolen krænkelse af artikel 5, stk. 4. Domstolen henviste i den forbindelse
indledningsvis til, at det i den østrigske straffelov var angivet, at prøvelsesintervallerne
ikke måtte overstige 1 år. Herefter anførtes – uden videre argumentation – at
en løbende prøvelse med henholdsvis 15 måneders og 2 års mellemrum udgjorde en
krænkelse af bestemmelsen, idet prøvelserne ikke antoges at have fundet sted
med rimelige intervaller.
Prøvelsen efter stk. 4 i forhold til tvangsanbringelse af mentalt
forstyrrede personer skal ud over undersøgelse og vurdering af vedkommendes
aktuelle tilstand tillige indbefatte en kontrol af hensigtsmæssigheden af
anbringelsesstedet og betingelserne for tvangsanbringelsen. [153]
I en sag fra 1990 [154] udtalte Domstolen, at artikel 5, stk. 4, ikke giver krav på domstolsprøvelse af
samtlige aspekter af sagen, herunder af beslutningstagerens skøn, som den
nationale domstol således ikke nødvendigvis skal efterprøve. [155] Dog skal prøvelsen være omfattende nok til at påse, om de betingelser, som ligger
til grund for at vurdere tilbageholdelsens lovlighed, er til stede, jf. artikel
5, stk. 1.
Der stilles ikke krav om, at den i stk. 4 omtalte domstol skal være en
domstol i traditionel forstand, forstået på den måde, at den skal være en
integreret del af det i øvrigt gældende nationale retssystem. [156] Det fordres dog, at der er tale om et organ af judiciel karakter, som giver
visse proceduremæssige garantier [157] og er uafhængigt både af de udøvende myndigheder og af sagens parter. [158] Desuden skal den have kompetence til at beordre frihedsberøvelsens ophør – en
indstillingsret er i denne sammenhæng ikke fyldestgørende. [159]
Dette var også tilfældet i den ovenfor omtalte sag, Johnson mod Det
Forenede Kongerige, hvor klager tillige bl.a. havde gjort gældende, at
tilbageholdelsen også udgjorde en krænkelse af artikel 5, stk. 4. Han hævdede,
at nævnet manglede bemyndigelse til at forpligte et bosted til at tage imod ham
samt til at sikre, at den betingede udskrivning skete inden et på forhånd
fastlagt tidspunkt. Derved var de krav, som stilles til en domstol, ikke opfyldt,
jf. herved stk. 4. [160]
EMD bemærkede dog hertil, [161] at disse spørgsmål allerede var behandlet under artikel 5, stk. 1, og at der
ikke var anledning til at behandle dem separat under artikel 5, stk. 4. Det må
heraf udledes, at der ikke ses en skarp grænse imellem det udtrykkelige prøvelseskrav
i stk. 4 og prøvelsen af lovligheden efter stk. 1. [162]
5.3.3. Analyse af artikel 5
I relation til de nedsendte grønlænderes situation kan det umiddelbart
konstateres, at der er tale om frihedsberøvelse i bestemmelsens forstand, jf.
til sammenligning ovennævnte afgørelse Ashingdane mod Det Forenede Kongerige.
Hjemmelen til frihedsberøvelsen – her kriminallovens § 113 – må antages at
opfylde kravene til præcision mv. Det samme gælder, for så vidt angår de
ovenfor anførte krav til, at persongruppen kan antages at være omfattet af
undtagelsesbestemmelsen i artikel 5, stk. 1, litra e; konstateringen af den
pågældendes sindssyge underbygges af medicinsk bevisførelse og sker
tilsyneladende på betryggende vis ved sagens oplysning forud for kredsrettens
afgørelse. Frihedsberøvelsen må tillige antages at være nødvendiggjort af
hensynet til patienten selv eller andre. [163]
5.3.3.1. Udskrivning inden ”rimelig tid”
Dog kan det forekomme problematisk i forhold til artikel 5, stk. 1, at
udskrivning og hjemtagelse tilsyneladende forsinkes ud over det tidsrum, hvor
dette har været lægeligt indikeret – og derfor burde være sket – idet
foranstaltningen ikke længere har kunnet opretholdes med henvisning til psykisk
abnormitet. Dette begrundes tilsyneladende fra Hjemmestyret og kommunernes
side med bl.a. mangel på økonomiske eller personalemæssige ressourcer til at
fremskaffe nok pladser på dertil indrettede bosteder.
Som nævnt har det ikke været muligt at afdække de nærmere omstændigheder
vedrørende disse forsinkelser ud over de forhold, at de tilsyneladende stadig
forekommer, og at der i perioden fra medio 2005 til primo 2006 var tre personer,
som afventede udskrivning i ca. 6 måneder, efter at de kunne have været
udskrevet på lægelig indikation. Desuden oplyses det, at kredsretterne har forekommet
at være tilbageholdende med at ændre eller ophæve den idømte foranstaltning,
så længe der ikke kunne anvises passende opholdssted i Grønland. [164]
Det kan ikke af EMD’s praksis udledes, hvor langvarig forsinkelse der skal
være tale om, førend denne kan siges at være urimelig og dermed ikke kan rummes
inden for artikel 5, stk. 1, litra e. I den ovennævnte sag, Johnson mod Det
Forenede Kongerige, var der forløbet over 3 år. Der henvises i Domstolens
begrundelse alene til det faktum, at klager ikke havde adgang til at få hørt
sin sag imellem de årlige fremstillinger for nævnet, og at de efterfølgende
nævn ikke havde mulighed for at udskrive klager, medmindre kravet vedrørende
bosted, som pålagt af det første nævn, var opfyldt.
I forhold til vurderingen af, om udskrivning sker inden rimelig tid, må ses
på den samlede varighed af frihedsberøvelsen; præcise oplysninger herom vedrørende
de grønlandske patienter er dog som nævnt ikke tilgængelige. En forlængelse på
6 måneder må dog efter forholdets natur anses som værende betragtelig, uanset
varigheden af opholdet i øvrigt. Desuden er baggrunden for vanskelighederne med
at finde egnede udslusningsfaciliteter som tidligere beskrevet til dels begrundet
i, at området ikke tilføres tilstrækkelige ressourcer, fx i forhold til at
rekruttere kompetent personale.
Staterne har ved tiltrædelse af konventionen forpligtet sig til at påse efterlevelse
af den, hvorfor det må antages, at almindelige ressourcehensyn og
-prioriteringer som udgangspunkt ikke kan undtage staterne fra deres pligter
undtagen i de tilfælde, hvor sådanne hensyn er særskilt hjemlede. [165] Desuden har problemet været kendt i en årrække, uden at der i den anledning er gjort
effektive tiltag, som sikrer, at disse forsinkelser ikke opstår. Overordnet må
ses på formålet med artikel 5, nemlig sikring imod vilkårlig frihedsberøvelse;
opregningen af de tilfælde, hvor frihedsberøvelse kan være forenelig med konventionen,
er udtømmende og skal som nævnt fortolkes indskrænkende.
Samlet set kan det derfor ikke afvises, at Domstolen ved en eventuel sag herom
kunne komme til den konklusion, at udskrivning ikke er sket inden for rimelig
tid.
5.3.3.2. Løbende prøvelse af frihedsberøvelsen
I forhold til de i artikel 5, stk. 4, indfortolkede krav om, at der skal
ske løbende prøvelse af den fortsatte lovlighed af frihedsberøvelsen med
rimelige intervaller, hvis tilbageholdelsen er sket på ubestemt tid, og at
denne sker i overensstemmelse med legalitetskravet i stk. 1, skal erindres den
ovennævnte sag Herczegfalvy mod Østrig, hvor der forelå en situation,
som må sidestilles med de grønlandske patienters.
Domstolen fandt her – kategorisk og summarisk – prøvelsesintervaller på henholdsvis
15 måneder og 2 år, hvor prøvelse efter national ret skulle have været sket
årligt, som værende i strid med konventionen. Der var her tale om overskridelser
på mellem 3 måneder og 1 år af den lovpligtige løbende prøvelse.
Denne periodiske prøvelse skal, for så vidt angår de indlagte grønlændere,
ske således, at spørgsmålet om ophævelse eller ændring af den idømte
foranstaltning indbringes for retten senest tre år efter dommen og derefter
hvert andet år. Der ses dog, som beskrevet, forsinkelser i denne prøvelse på op
til 1 år, og det må derfor anses som nærliggende, at de anførte forsinkelser
konkret kan udgøre en krænkelse af artikel 5, stk. 4.
5.3.3.3. Domstolens karakter af et kompetent prøvelsesorgan
I føromtalte sag Johnson mod Det Forenede Kongerige blev det tillige
anført, at det er krav efter artikel 5, stk. 4, at prøvelsesinstansen er
kompetent til at påse udskrivning af den pågældende. I forhold til de grønlandske
patienter må det igen understreges, at de nærmere omstændigheder i forhold til de
konkrete forsinkelser ikke er afklaret.
Situationen kan i nogle tilfælde være den, at forsinkelserne skyldes
kredsretternes uvillighed til at ændre eller ophæve foranstaltningen. En anden
mulighed er, at frihedsberøvelsen foregår ud over det tidspunkt, hvor
foranstaltningen af retten allerede var ændret til behandling, og denne tillige
fra lægelig side var vurderet som færdiggjort, men at udskrivning alligevel
ikke skete, fordi der ikke fandtes tilgængelige modtagelsesfaciliteter.
I relation til de grønlandske retspsykiatriske patienter skal retten efter
kriminallovens § 113, stk. 3, jf. 108, stk. 2, træffe afgørelse om
foranstaltningens ændring eller ophævelse efter begæring af fx den dømte. Hvis
det anførte vedrørende kredsretternes generelle uvillighed til at ændre eller
ophæve foranstaltningen er korrekt, kan det dog forekomme illusorisk med en
sådan prøvelsesret.
I de situationer, hvor der foreligger forsinkelser efter det tidspunkt,
hvor kredsretten har ændret foranstaltningen, skal udskrivning ske administrativt
og under iagttagelse af reglerne herom i den danske psykiatrilov.
Herefter kan tvangstilbageholdelse kun finde sted, såfremt patienten er
sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed,
jf. lovens § 10. Klage over, at udskrivning ikke er sket på trods af lægelig
indikation, skal indgives til Patientklagenævnet. [166] Alternativt kan sag anlægges ved domstolene, jf. grundlovens § 63. Disse
opfylder formodentligt begge kravene til at udgøre en domstol i bestemmelsens
forstand.
Det kan derfor ikke endeligt afgøres, om der i alle tilfælde er adgang til
at få foretræde for et organ, som har reel mulighed for at beordre
frihedsberøvelsens ophør. Det kan ej heller af Domstolens afgørelse udledes,
hvorvidt elementerne i begrundelsen er kumulative, således at de begge skal
foreligge, førend krænkelse kan statueres. En endelig afklaring heraf må henstå
til det tidspunkt, hvor en klage over denne praksis eventuelt indbringes for
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. |