DGL 2007.2: Grønlandske retspsykiatriske patienters retsstilling ved behandling og anbringelse i Danmark
Af Fuldmægtig, cand.jur. Helle Ginnerup-Nielsen, Landstingets Ombudsmand
1 . I n d l e d n i n g
1.1. Forord
Grønland var frem til 1953 en dansk koloni. Ved ændringen af den danske
grundlov den 5. juni 1953 fik Grønland status som en dansk amtskommune. Efter
en vejledende folkeafstemning den 17. januar 1979 fik Grønland hjemmestyre
med virkning fra den 1. maj 1979. [1] Grønland er således – ligesom Færøerne – en del af det danske rige og indgår i
det danske rigsfællesskab.
Med ikrafttræden af lov om Grønlands Hjemmestyre overførtes den politiske,
økonomiske og forvaltningsmæssige kompetence i forhold til en række opgaver fra
de danske myndigheder til de grønlandske, der dermed overtog ansvaret herfor.
Fra denne dato var det derfor Grønlands Hjemmestyre, som besad såvel den lovgivende
som den udøvende myndighed i forhold til disse opgaver.
Op gennem 1980'erne og starten af 1990'erne fik hjemmestyret overført ansvaret
for yderligere meget store og komplicerede områder, herunder sundhedsvæsenet,
som overgik i 1992. Dog har den danske stat stadig ansvar for bl.a. politi, retsvæsen
og kriminalforsorg, og disse områder varetages stadig af rigsmyndighederne,
enten via danske love, som sættes i kraft for Grønland ved kongelig anordning,
eller gennem særlige folketingslove for Grønland – herunder Grønlands kriminal-
og retsplejelov.
Grønlands Hjemmestyres økonomi er baseret på egne indtægter i form af skatter
og afgifter samt et bloktilskud fra den danske stat. Tilskuddet er (før
fremskrivning til nutidsværdi) svarende til det beløb, som staten havde anvendt
på områderne i årene forud for afgivelsen af de områder, der blev overført til
grønlandsk selvforvaltning. [2]
Det grønlandske retssystem, som således stadig er et rigsanliggende, blev
fra 1994 genstand for en større undersøgelse og revurdering, idet den
Grønlandske Retsvæsenskommission her blev nedsat af den danske regering og det
grønlandske hjemmestyre i fællesskab på baggrund af en tiltagende kritik af
forholdene i Grønland. Arbejdet hermed varede 11 år, og kommissionen afgav betænkning
i 2004. [3]
Betænkningen – et ganske omfattende værk, som tæller mere end 2.000 sider –
omfatter også en gennemgang af de efterhånden velkendte problemstillinger i forbindelse
med nedsendelse af grønlandske lovovertrædere til forvaring i Danmark. Indretningen
af det psykiatriske behandlingssystem og samarbejdet herom med danske
institutioner har dog, siden sundhedsområdet i 1992 overgik til hjemmestyret,
henhørt under dette og har derfor ikke været omfattet af kommissoriet. Der ses
ej heller andre fremstillinger, som belyser området fyldestgørende.
Jeg har derfor i forhold til personer, som er dømt til behandling eller
anbringelse på psykiatrisk hospital i Danmark efter den grønlandske
kriminallovs § 113, fundet det relevant at undersøge, hvorledes processen i
perioden fra tidspunktet op til dom til den efterfølgende hjemtagelse efter
endt behandling i Danmark forløber – både med hensyn til hjemmelsspørgsmål og til
de forhold af mere praktisk karakter, som gør sig gældende undervejs.
1.2. A r t i k l e n s e m n e
I forhold til de grønlandske retspsykiatriske
patienter, som nedsendes til behandling eller anbringelse på psykiatrisk
hospital i Danmark efter dom, jf. kriminallovens § 113, stk. 1, foretages en kortlægning
af udvalgte hjemmelsmæssige og praktiske problemer, som forløbet – fra oplysning
af sagen forud for dom til den endelige hjemsendelse til Grønland – giver
anledning til. Foreneligheden af visse aspekter af denne praksis med Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikler 3, 5 og 8 søges herefter tillige
undersøgt.
2 . D e n g r ø n
l a n d s k e k r i m i n a l r e t
2.1. Domstolssystemet
i Grønland
Domstolssystemet
i Grønland er særegent på den vis, at det i høj grad er baseret på læge
personers behandling af sagerne. Grønland er inddelt i 18 retskredse, og første
instans er kredsretterne her, som hver ledes af en (læg) kredsdommer, der
beskikkes af Landsdommeren i Grønland for fire år ad gangen [4] ;
også domsmænd og deres suppleanter er lægfolk. [5] I straffesager varetages anklager- og forsvarerfunktionen af henholdsvis politifolk
og læge bisiddere. [6]
Grønlands
Landsret, der har sæde i Nuuk og ledes af Landsdommeren i Grønland, som er
jurist [7] ,
behandler ankesager og kæremål fra kredsretterne samt beslutninger fra
kredsdommerne. Desuden behandles her visse sager, der ved særlovgivning er
henlagt til landsretten som første instans, samt visse sager, der kræver særlig
juridisk eller anden speciel indsigt. [8] Her møder anklagemyndigheden ved jurister ved politimesterembedet, og
bisidderhvervet varetages som altovervejende hovedregel af lokale jurister. [9] En dom afsagt af Landsretten som 1. instans kan indankes for Østre Landsret. [10]
2.2. Den
grønlandske kriminallov
Den
grønlandske kriminallov [11] er opdelt i 2 dele. Første del, som har overskriften ”Om forbrydelser”, svarer
i hovedtræk til den danske straffelovs almindelige og specielle del. 2. del – ”Om
forbrydelsens retsfølger” – indeholder reglerne om påtale og
foranstaltninger.
Den grønlandske kriminalrets almindelige del omfatter, som i dansk ret,
regler om bl.a. kriminel lavalder, tilregnelse, forsøg og medvirken. Ligeledes
er her diskulperende nødrets- og nødværgeregler. Derimod findes der ikke i
loven bestemmelser om tilregnelighed.
2.2.1. Den Juridiske Ekspedition 1948
Baggrunden for det, i
europæisk ret, særegne fravær af bestemmelser om tilregnelighed skal søges i Den
Juridiske Ekspedition, som i 1948 blev udsendt med henblik på at beskrive den
grønlandske ret. Heraf fremkom, at den grønlandske strafferet bestod af spredte
bestemmelser i ældre lovgivning og sædvaneret udviklet igennem sysselretternes
praksis.
En gennemgang af denne praksis påviste en betydelig overensstemmelse med
den danske straffelov i forhold til de gerningstyper, som var kriminaliserede,
hvorimod reaktionerne over for lovovertrædere sås markant forskellige. I dansk
strafferet er frihedsberøvelse en fremtrædende sanktionsmulighed, hvorimod det
konstateredes, at den mest almindelige retsfølge ved sysselretterne var bøde.
Anvendelse af frihedsstraf var stort set ukendt, og selv grove forbrydelser
straffedes med bøde eller konfiskation.
Ved siden af disse retsfølger var andre typer af forholdsregler beregnede
på at afholde den enkelte gerningsmand fra nye lovovertrædelser, og sanktionen
afpassedes den enkeltes behov. [12] Det fandtes tillige, at der i den tidlige grønlandske sanktionspraksis ikke
havde været taget særlige hensyn til, hvorvidt gerningsmanden måtte antages at
være utilregnelig. Man mente, at en indførsel af en sådan sondring i et system,
der skulle forvaltes af læge dommere, ville være uhensigtsmæssigt, idet dette
kunne virke vildledende for disse ikke juridisk trænede praktikere.
I harmoni
med ønsket om at bevare det stærkt individualpræventive reaktionssystem fandt
ekspeditionen det derfor bedst stemmende med sit forslags øvrige grundlæggende
principper at pålægge domstolene, eventuelt med sagkyndig bistand, i det
enkelte tilfælde at finde frem til den mest hensigtsmæssige foranstaltning til
forebyggelse af yderligere kriminalitet. Ud fra disse synspunkter var der i
lovudkastet til den grønlandske kriminallov ingen regler om tilregnelighed og
ingen strafferammer for de enkelte delikter. Loven blev vedtaget i
overensstemmelse hermed. [13]
2.2.2. Kriminallovens bestemmelser om foranstaltninger
over for psykisk abnorme lovovertrædere
Kriminallovens
bestemmelser om særlige foranstaltninger over for psykisk abnorme
lovovertrædere findes i lovens § 102 (forvaring), § 113 (anbringelse og behandling),
§ 104 (ændring af oprindelig idømt foranstaltning til nedsendelse til Danmark)
og § 108 (løbende prøvelse af foranstaltningen) samt i bestemmelserne om
forsorg i §§ 94-98.
2.2.2.1. Anstaltsanbringelse
af ikke-sindssyge
Lovens § 102 omhandler anstaltsanbringelse, herunder af
psykisk abnorme personer, som ikke er sindssyge, cf. § 113, men som anses som en
trussel mod sikkerheden, jf. stk. 3. Her er der tale om særligt farlige
lovovertrædere, der ikke har en psykiatrisk diagnose, men som må betegnes som karakterafvigende.
En dom kan efter bestemmelsens stk. 2 lyde på tidsubestemt anbringelse, og
betingelserne herfor svarer stort set til den danske straffelovs § 70, stk. 1,
om forvaring. [14] § 102, stk. 3, hjemler endvidere anstaltsanbringelse i Danmark, såfremt
personen findes uegnet til anbringelse i Grønland eller af sikkerhedshensyn. Anbringelse
i Danmark sker i Anstalten ved Herstedvester.
2.2.2.2. Foranstaltninger
over for sindssyge
§ 113 har følgende ordlyd:
”Såfremt gerningsmanden er i en tilstand af psykisk abnormitet, kan retten,
såfremt det findes formålstjenligt for at forebygge yderligere
lovovertrædelser, bestemme, at han skal anbringes på hospital eller anden
institution, om fornødent i Danmark. I tilfælde, hvor mindre indgribende foranstaltninger
findes tilstrækkelige, kan der idømmes sådan foranstaltning, herunder forsorg
efter reglerne i §§ 94-98. For foranstaltningens varighed fastsættes ingen
længstetid.
Stk. 2. For den, der dømmes efter
stk. 1, skal der af retten beskikkes en egnet og villig bistandsværge.
Stk. 3. Retten træffer afgørelse om ophævelse eller ændring af den idømte
foranstaltning. Reglerne i § 108, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse,
dog at begæring om ændring tillige kan fremsættes af vedkommende hospital eller
institution.
Stk. 4. Begår den dømte ny lovovertrædelse under ophold i institution som
nævnt i stk. 1, fastsætter retten en samlet foranstaltning for dette forhold og
for den tidligere pådømte lovovertrædelse, medmindre den anser den tidligere
foranstaltning for tilstrækkelig. Retten kan i stedet fastsætte en
foranstaltning alene for det nye forhold. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. finder
ligeledes anvendelse, hvis den dømte begår ny lovovertrædelse efter at være
dømt til anbringelse i institution, men inden anbringelse i institutionen er
iværksat.”
Bestemmelsen tager, i modsætning til § 102, især sigte på
personer med egentlige psykiske lidelser, sindssygdomme og andre sværere
psykiske abnormtilstande, herunder åndssvaghed, og svarer i det væsentligste
til den danske straffelovs §§ 68-69. [15] Der er således tale om klart psykisk syge gerningspersoner, hvor den pådømte
gerning har sammenhæng med sygdommen. Proportionalitetsprincippets krav om
forholdsmæssighed tilsiger, at der skal være tale om forbrydelser af en vis
alvorlighed, førend nedsendelse til Danmark kan komme på tale. Diagnosticeringen
foretages ved hjælp af en række lægelige erklæringer og udtalelser. [16]
Foranstaltningerne kan ud over forsorg mv. [17] være såvel anbringelsesdomme som behandlingsdomme, jf. herved stk. 1, 1. og
2. pkt., [18] og foranstaltningerne idømmes alle på ubestemt tid, jf. stk. 1, 3. pkt. Finder kredsretten,
at en særlig foranstaltning som nævnt i § 113 bør anvendes, konkretiseres
foranstaltningen nærmere i dommen.
De grønlandske domstyper i relation hertil er nærmere
præciseret i Landsdommercirkulære nr. 233 af 15.december 1993 vedrørende
anvendelse af kriminallovens § 113. En af disse domstyper lød tidligere på ”dom
til psykiatrisk behandling, om fornødent i Danmark.” Det var her overladt
til lægeligt skøn, om behandling skulle foregå i Grønland eller Danmark, og en
foranstaltningsændring, herunder eventuelt indebærende flytning mellem Grønland
og Danmark, krævede ikke fornyet prøvelse og dom.
Denne praksis er dog senere underkendt af Grønlands
Landsret i dom af 23. juni 1999 [19] som værende uden hjemmel i § 113, idet landsretten her udtaler:
”[…] Med hensyn til bestemmelser om anbringelse
på et hospital i Grønland eller Danmark må bestemmelsen i kriminallovens § 113
forstås således, at retten om fornødent kan træffe bestemmelse om, at en af
bestemmelsen omfattet person kan anbringes på et egnet hospital eller
institution i Danmark, hvorimod der ikke, efter indgrebets karakter, findes at
være hjemmel til i dommen at bemyndige til administrativ overførsel af en
domfældt til Danmark uden en foranstaltningsændring og dertil knyttet
domstolsprøvelse.”
I stedet anvendes herefter formuleringen, at der ”idømmes
behandling på dansk psykiatrisk hospital eller under tilsyn heraf”, således
at den behandlende læge skal være bemyndiget til efter nærmere aftale med
overlægen ved psykiatrisk afdeling på Dr. Ingrids Hospital i Nuuk at træffe
bestemmelse om udskrivning via psykiatrisk afdeling på Dr. Ingrids Hospital. [20]
Anbringelsesdom anvendes, når tiltalte frembyder en sådan
fare for sikkerheden [21] (forbrydelsens karakter, forbryderens farlighed), at den pågældende ikke bør kunne
udskrives, uden at der er taget retlig stilling hertil i form af en
foranstaltningsændringsdom. Denne foranstaltningstype kan kun fuldbyrdes i
Danmark, idet der endnu ikke i Grønland er mulighed for tilbageholdelse på
lukket psykiatrisk afdeling, når tilstanden kræver det. Ændring heraf kræver ny
dom til ændring af foranstaltningen fra ’anbringelse’ til ’behandling’,
hvorefter udskrivning sker administrativt efter lægeligt skøn som beskrevet
nedenfor.
Dom til behandling benyttes, når den psykiske abnormitet
kræver behandling for at forebygge yderligere kriminalitet, og hvor hensyn til
sikkerheden (forbrydelsens karakter, forbryderens farlighed) ikke samtidig kræver anbringelse på psykiatrisk hospital. Denne domstype kan
fuldbyrdes såvel i Grønland som i Danmark. I Grønland vil behandlingen ske på
Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og i Danmark på Psykiatrisk Hospital i
Risskov.
Er det bestemt, at behandling skal ske under indlæggelse,
eller er en anbringelsesdom ændret af retten til en behandlingsdom, sker
udskrivning herfra administrativt efter lægelig vurdering af det fortsatte
behandlingsbehov samt efter vurdering af recidivrisiko. Det vil i praksis sige,
at overlægen på afdeling R3, Risskov Hospital, i samråd med overlægen på
afdeling A1, Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, og Kriminalforsorgen i Grønland
træffer afgørelse om udskrivning, eventuelt efter forudgående foranstaltningsændring. [22]
For at afgøre, om en person er omfattet af § 113,
indhentes som nævnt ovenfor en række lægelige erklæringer og udtalelser. Har
politiet under efterforskningen af en forbrydelse mistanke om, at
lovovertræderen er psykisk abnorm, anmodes den lokale distriktslæge om en
vejledende erklæring. Denne forelægges overlægen på psykiatrisk afdeling ved
Dronning Ingrids Hospital, hvorfra der afgives udtalelse.
På baggrund heraf afgør anklagemyndigheden, om der skal
ske mentalobservation af sigtede. [23] Mentalundersøgelse af en grønlænder, der er tilbageholdt i forbindelse med
sigtelse for kriminelle forhold, foregår enten som ambulant mentalundersøgelse
foretaget ved Dronning Ingrids Hospital, psykiatrisk afdeling, i Nuuk eller,
efter behov, under indlæggelse på dansk psykiatrisk hospital, idet der som
nævnt ikke findes en lukket psykiatrisk afdeling på Dronning Ingrids Hospital.
Under forudsætning af, at den psykiatriske overlæge finder det forsvarligt at
foretage mentalundersøgelsen ambulant i Grønland, herunder at den tilbageholdte
opholder sig i anstalten for domfældte, mens undersøgelsen pågår, findes dette
som udgangspunkt at være mere hensigtsmæssigt end at foretage observationen
under indlæggelse i Danmark, navnlig fordi mentalundersøgelsen i Grønland
normalt foretages af en grønlandsksproget psykiatrisk overlæge. [24]
Resultatet af en eventuel mentalobservation forelægges
Retslægerådet, som herefter afgiver en retspsykiatrisk udtalelse, hvor det
vurderes, om kriminallovens § 113 finder anvendelse, og i givet fald hvilken
foranstaltning der vil være relevant. [25]
Beslutning om anbringelse efter § 113 er ud fra en
lægelig betragtning relativt enkel. Det drejer sig oftest om klart sindssyge
personer, som ud over overvågning også har behov for behandling. Bedømmelsen af
behovet for at forebygge fremtidige lovovertrædelser ses dog altid vanskelig,
ikke mindst når det som her ofte drejer sig om en patient med et andet sprog og
kulturel baggrund end den, som skal foretage diagnosen, og med for den
undersøgende læge ofte ret ukendte sociale forhold. Selve hospitalsmiljøet,
hvor den sigtede observeres og eventuelt senere skal behandles, er også for
fremmedartet for vedkommende, og det kan ikke afvises, at nogle observander i
denne situation vurderes mere farlige, end tilfældet ville have været i miljø,
som var den pågældende mere velkendt. [26]
Ved rettens
afgørelse af, hvilken foranstaltning der skal anvendes, skal der dels tages
hensyn til forbrydelsens grovhed, dels til de behov, der eksisterer for behandling
med henblik på at forebygge yderligere kriminalitet. Overordnet gælder et
proportionalitetsprincip, således at mindre indgribende foranstaltninger, som
fx behandling, skal anvendes frem for mere indgribende, såsom fx anbringelse,
hvor disse findes tilstrækkelige. Det samme gælder ved afgørelsen af, om der
skal ske nedsendelse til Danmark. [27] I forhold til proportionalitetskravet i relation til kriminallovens § 113 viser
en gennemgang af den tilgængelige praksis [28] ,
at nedsendelse til Danmark anvendes ved stort set de samme forbrydelser, som er
nævnt i kriminallovens § 102, stk. 2, nr. 1 – typisk drab, røveri, voldtægt
eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse (især hvor denne er begået imod
børn), brandstiftelse m.m. eller forsøg herpå.
2.2.2.3. Kriminalforsorgens
rolle
Efter § 123 i kriminalloven har Kriminalforsorgen i
Grønland ansvaret for fuldbyrdelse af foranstaltninger og følger den
pågældendes foranstaltningsforløb. Kriminalforsorgen skal også medvirke til at
vurdere og evt. indstille, hvorvidt en lovovertræder bør idømmes en psykiatrisk
behandlingsdom og anbringes, eller om vedkommende skal behandles ambulant.
Grundlaget for vurderingen er mentalobservationserklæringer fra en psykiater
og en psykolog. Til brug for mentalobservationen udarbejder kriminalforsorgen
en udvidet personundersøgelse med bl.a. en redegørelse for forløbet af
eventuelle tidligere tilsynsforløb, og inden tiltalerejsning fremlægger
kriminalforsorgen forslag til egnet foranstaltning. [29] Det fremgår af den tilgængelige praksis, at de lægelige vurderinger som oftest
følges ved sanktionsfastsættelsen. [30]
2.2.2.4. Ændring af foranstaltning
Kriminallovens § 104 giver mulighed for at ændre en oprindelig
anbringelsesdom på ubestemt tid i Grønland enten til hospital eller til egnet
hjem eller institution med henblik på særlig behandling eller pleje, om
fornødent i Danmark. Bestemmelsen tager sigte på mere varige tilstande, fx den
dømtes alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder, og kræver
almindeligvis den dømtes samtykke. Efter samme bestemmelses stk. 2 er der også
hjemmel til nedsendelse til Danmark i de tilfælde, hvor det efter dommen viser
sig, at den dømte er uegnet til anbringelse i Grønland på grund af psykisk
abnormitet.
§ 104 supplerer såvel § 102, stk. 3, som § 113, stk. 1, idet bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor nedsendelse kunne
være sket ved den oprindelige foranstaltning, såfremt de forhold, der begrunder
nedsendelse, havde været til stede her. Anvendelsesområdet for bestemmelsen er
imidlertid videre, idet også psykisk abnorme, som er idømt tidsbestemte
foranstaltninger, uanset kriminalitetens art kan overføres i medfør af § 104,
stk. 2, såfremt den pågældende viser sig uegnet til ophold i anstalt. Derimod
kan der ikke træffes bestemmelse om overførsel af en tidsbestemt anbragt alene
af sikkerhedshensyn. [31]
2.2.2.5. Prøvelse
Kriminallovens § 108 er affattet som følger:
”Ved anbringelse i anstalt på ubestemt tid træffer retten
afgørelse om løsladelse, endeligt eller på prøve. Prøvetiden kan ikke overstige
5 år. I øvrigt finder reglerne i § 105, stk. 2-4, tilsvarende anvendelse ved
løsladelse på prøve. Begår den prøveløsladte i prøvetiden ny lovovertrædelse,
eller overtræder han de bestemmelser, der er fastsat efter § 105, stk. 4,
træffer retten bestemmelse om retsfølgen i overensstemmelse med § 106.
Stk. 2. Rettens afgørelse træffes efter påstand af
påtalemyndigheden eller på begæring af kriminalforsorgen, den dømte eller hans
bistandsværge. Begæringen fremsættes over for påtalemyndigheden, der snarest
muligt indbringer spørgsmålet for retten. Tages en begæring fra den dømte eller
hans bistandsværge ikke til følge, kan spørgsmålet ikke forlanges indbragt for
retten, før der er forløbet et år fra afgørelsen.”
Stk. 3. Påtalemyndigheden skal indbringe spørgsmålet om
prøveløsladelse for retten senest tre år efter dommen og derefter hvert andet
år. Er genindsættelse sket, indbringes spørgsmålet to år efter genindsættelsen
og derefter hvert andet år.”
Ophævelse
eller ændring af den idømte foranstaltning træffes af retten med hjemmel i §
113, stk. 3. Kriminallovens § 108, stk. 2 og 3,
regulerer den løbende prøvelse af det tidsubestemte ophold og finder efter §
113, stk. 3, anvendelse i de tilfælde, hvor der er dømt efter § 113, stk. 1.
En foranstaltning efter § 113 vil som nævnt altid være på ubestemt tid.
Retsvæsenets opgave er derfor med jævne mellemrum at tage stilling til,
hvorvidt den allerede idømte foranstaltning skal opretholdes, ændres til en
mindre indgribende foranstaltning eller eventuelt ophæves helt.
Påtalemyndigheden skal, som det fremgår af bestemmelsen,
indbringe spørgsmålet om ændring eller ophævelse af foranstaltningen for retten
senest 3 år efter dommen, og derefter skal der foretages løbende
domstolsprøvelse hvert andet år. Denne prøvelse, som skal ske ved kredsretten i
Grønland, langt fra, hvor den indlagte rent fysisk befinder sig, foregår i
praksis på forskellige måder, der, som det fremgår nedenfor, har vist sig mere
eller mindre hensigtsmæssige.
Ca. 6 måneder før prøvelse skal foretages, anmoder Politimesteren
i Grønland den ansvarlige overlæge på afdelingen i Risskov om en udtalelse i
spørgsmålet om, hvorvidt der bør ske foranstaltningsændring. Herefter
berammedes tidligere indenretlig subsidiær afhøring ved dansk byret, typisk Retten
i Århus. Efter gennemførelse heraf fremsendtes udskrift af den indlagtes
forklaring til den lokale kredsret, som herefter på baggrund heraf og
sammenholdt med de lægelige samt Kriminalforsorgens anbefalinger tog stilling
til den fortsatte foranstaltning.
Det er de seneste par år forsøgt i stedet at gennemføre
denne afhøring i form af tele- og videokonference via satellitlink mellem
hospitalet og den relevante kredsret i Grønland, hvor den dømte, bistandsværgen
og eventuel bisidder deltager. [32]
Dette fungerer i hovedreglen mere hensigtsmæssigt, idet
kredsretten således får mulighed for at høre og se den dømte under
forklaringen. Der ses dog eksempler på, at disse afhøringer er gennemført på
trods af, at billedtransmissionen er faldet ud allerede ved starten af retsmødet
og ikke har kunnet genoprettes under forklaringen, hvilket nok rettelig burde
have medført sagens udsættelse med henblik på at sikre en forsvarlig gengivelse
heraf. [33]
Det oplyses fra Risskov Hospital [34] , at der også efter
overgangen til systemet med afhøring via satellitforbindelse ofte sker
overskridelse af de lovhjemlede frister for den løbende prøvelse på op til et
år. Dette bekræftes ved Grønlands Landsret, hvor det
tilføjes, at forsinkelserne skyldes stort sagspres og personalemangel i øvrigt.
Der er opmærksomhed herpå i retsvæsenet, og det har været drøftet at indføre
frister for afgivelse af sagkyndige erklæringer og eventuelt indkalde de
sagkyndige som vidner, hvis erklæringerne ikke kan klargøres i tide. Da dette
vil indebære et øget pres på anklagemyndigheden, vil sådan en praksis dog
først blive gennemført efter, at spørgsmålet er drøftet med embedet.
I de få tilfælde, hvor det er praktisk gennemførligt, vil domsforhandling i
en foranstaltningsændringssag blive gennemført i forbindelse med, at den
dømte er på ferieophold i Grønland, eller fx under et eventuelt
udskrivningsophold på Dronning Ingrids Hospital. [35]
I forbindelse med ændring af afgørelser, der medfører hjemtagelse af retspsykiatriske
patienter, ses det af praksis, at det ud over de lægelige vurderinger og
udtalelse fra patienten er afgørende for retterne, at forløb af evt. ledsaget/uledsaget
udgang og eventuel tidligere overførsel til Grønland har fungeret uden
problemer, samt at der ikke foreligger oplysninger om alkohol- eller hashmisbrug.
Desuden skal der foreligge realistiske handle- og udslusningsplaner, og det
skal sikres, at der er etableret sikkerhed for de nødvendige rammer, eventuelt
i form af en institution til at modtage den pågældende.
3.1.
Myndighedssamarbejde
Når tidspunktet for en foranstaltningsændring nærmer sig, igangsættes en konkret
planlægning af hjemtagelsen, hvori medvirker Psykiatrisk Hospital i Risskov, Kriminalforsorgen
i Grønland, Dronning Ingrids Hospital, hjemkommunen i Grønland og Sungiusarfik
Aaqa, som er en landsdækkende socialpsykiatrisk døgninstitution. Endvidere er
Grønlands Repræsentation ved Familiedirektoratet og Familiedirektoratets
regionalkontor involveret med hensyn til tiltag med hjemmel i sociallovgivningen.
Der udarbejdes i den forbindelse en handleplan, hvori indgår indlæggelse på
Dronning Ingrids Hospital i kortere tid til observation, midlertidig anbringelse
i Sungiusarfik Aaqa, etablering af bolig i hjemkommunen, sikring af forsørgelsesgrundlag,
eventuelt arbejde eller beskæftigelse og eventuelle støtteforanstaltninger
efter handicapforordningen [36] ,
herunder tildeling af støtteperson, som bl.a. skal påse, at eventuel medicin
tages i overensstemmelse med ordinationen. [37]
Familiedirektoratets regionalkontorer og afdeling i Grønlands
Repræsentation bliver af hospitalet i Danmark løbende orienteret om, hvilke
retspsykiatriske patienter der er indlagt, samt om status vedrørende den
enkeltes foranstaltning. Når en patient med en retspsykiatrisk foranstaltning
står til udskrivning, samarbejder socialrådgiveren på hospitalet med den
grønlandske hjemkommune, direktoratets regionalkontor og direktoratets afdeling
i Grønlands Repræsentation om de sociale tiltag omkring den retspsykiatriske
klient.
Vedrørende anbringelse på døgninstitution beslutter Familiedirektoratet
efter indstilling fra den handicappedes hjemkommune, om vedkommende kan optages
på en døgninstitution.
Det er Psykiatrisk afdeling A1, Dronning Ingrids Hospital, som har
behandlingsansvaret for de retspsykiatriske patienter, og handleplan for den
enkelte patient udarbejdes i et samarbejde mellem hjemkommunen, A1,
Kriminalforsorgen og Sungiusarfik Aaqa. [38]
Det har længe været diskuteret [39] ,
om det kunne være hensigtsmæssigt, om der fandtes hjemmel til at udsluse de
indlagte i Danmark i stedet for i Grønland efter udskrivning, hvilket i visse
tilfælde kan ses hensigtsmæssigt, hvis patienten har opholdt sig i Danmark i en
årrække og ikke har pårørende i Grønland, eller hvis vedkommende har begået så
uacceptabel kriminalitet, at en tilbagevenden til hjemstavnen er uhensigtsmæssig.
Regler om overførsel af tilsyn til en anden del af riget findes i kriminallovens
§ 126, som har følgende ordlyd:
”§ 126. Tilsyn, der er fastsat i den ene del af riget, kan overføres
til den anden del. Afgørelsen træffes af justitsministeren eller den, han
bemyndiger dertil. Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om tilsynets
udøvelse.
Stk. 2. Når tilsyn ifølge en dom til forsorg eller ifølge en afgørelse om
prøveløsladelse er overført til den øvrige del af riget, finder borgerlig
straffelovs regler om betinget dom og prøveløsladelse fra fængsel anvendelse
med hensyn til ændring af dommens eller afgørelsens bestemmelser og retsfølgen
i anledning af tilsidesættelse af bestemmelserne. På samme måde finder kriminallovens
regler anvendelse, når tilsyn ifølge en betinget dom eller ifølge en afgørelse
om prøveløsladelse fra fængsel er overført til Grønland.
Stk. 3. Begår den pågældende en ny lovovertrædelse i tilsyns- eller prøvetiden,
finder reglerne i stk. 2 anvendelse, selv om tilsynet ikke er overført efter
stk.
1.”
I lyset af bestemmelsens stk. 2, der alene omtaler tilsyn i forbindelse med
en forsorgsdom eller prøveløsladelse, må det derfor antages, at der ikke er
mulighed for overførsel fra Grønland til de øvrige dele af riget af andre
former for tilsyn, herunder tilsyn i forbindelse i med kriminallovens § 113, 2.
punktum. [40]
Det oplyses dog fra Grønlands Landsret [41] ,
at emnet pt. er under drøftelse, idet det her anses som uklart, om der allerede
findes hjemmel til en sådan udslusning, eller hjemmel eventuelt først ville
skulle skabes. Tankerne går foreløbig i retning af, at en § 113-dom kan ændres til en dom til forsorg, jf. § 94, hvilket kan give mulighed for, at
Kriminalforsorgen beslutter at overføre tilsynet/forsorgen til en anden del af
riget, jf. § 126, stk. 1. [42]
Der ses fra praksis et enkelt eksempel på, at en kredsret [43] i en dom til ændring af foranstaltning på dansk hospital, jf. § 113, stk. 3,
jf. § 108, stk. 3, har angivet som vilkår, at dømte skal undergives ”behandling
på dansk psykiatrisk hospital med tilsyn af kriminalforsorgen i Danmark under udskrivning [min fremhævning].” Det anføres som baggrund herfor, at tiltalte efter første dom siden havde bosat
sig i Danmark.
Der ses dog i ikke i bestemmelserne om dom til forsorg i kriminallovens
kapitel 26 hjemmel til en sådan konstruktion, hvor retten i Grønland således
pålægger den danske kriminalforsorg at føre tilsyn med pågældende, idet
kriminallovens § 94 definerer begrebet Kriminalforsorgen som Kriminalforsorgen i Grønland.
En sådan ordning skal altså – skulle Landsretten konkludere at § 126 rent
faktisk hjemler mulighed for overførsel af tilsyn i forbindelse med § 113, 2.
punktum – ske ved, at Direktoratet for Kriminalforsorgen træffer afgørelse om
overførsel efter ændring til dom til forsorg, jf. § 94. [44]
3.2. Forsinket
hjemtagelse
Folketingets Ombudsmand besøgte den 16. maj 1995 Grønlænderafdelingen på
Amtshospitalet i Vordingborg. [45] Besøget havde sammenhæng med, at der i 1991 og 1993 var foretaget egentlige
inspektioner af detentioner/arrester og anstalter for domfældte i Grønland samt
af Anstalten ved Herstedvester, Grønlænderafdelingen. Besøget på Amtshospitalet
i Vordingborg udsprang af et ønske om at få et samlet indblik i forholdene for
grønlandske domfældte.
I Ombudsmandens redegørelse herfra fremgår [46] :
”[…] Folketingets Ombudsmand fandt det klart utilfredsstillende, at det
tilsyneladende forholdt sig således, at grønlandske patienter med behandlingsdom,
og som af amtshospitalet blev bedømt som færdigbehandlede, ikke kunne udskrives
fra amtshospitalet alene begrundet i, at de grønlandske myndigheder ikke fandt
at kunne modtage de pågældende.” [47]
Denne redegørelse fremsendtes til Landstingets Ombudsmand med henblik på,
at denne fik mulighed for at vurdere, om der skulle foretages et nærmere eftersyn
af de nævnte forhold. Landstingets Ombudsmand besluttede senere i 1996 at iværksætte
en undersøgelse om Hjemmestyrets og de grønlandske kommuners medvirken i de
konkrete sager om hjemsendelse af grønlandske retspsykiatriske patienter,
anbragt i medfør af kriminallovens § 113. Redegørelsen herfra fremsendtes til
Landsstyret i 2000. [48]
Det fremgik heraf – på baggrund af en længere udredning – at der efter
Landstingets Ombudsmands opfattelse var retspsykiatriske patienter i Danmark,
som var færdigbehandlede, men som ikke kunne hjemtages, idet der manglede
bomuligheder i Grønland, og at der desuden ikke sås klart lovgrundlag, som foreskrev
en pligt for Hjemmestyret og kommunerne til at tilvejebringe institutionelle,
andre behandlingsmæssige og bistandsmæssige rammer for at kunne hjemtage de retspsykiatriske
patienter fra Danmark. Landstingets Ombudsmand gav tillige udtryk for den
opfattelse, at der tilsyneladende ikke er taget stilling til, om Hjemmestyret
ved overtagelsen af sundhedsområdet og socialområdet fra staten har overtaget
de hidtidige statsopgaver for de retspsykiatriske patienter. [49]
Den 2. september 2002 meddelte Statsministeriet Landstingets Ombudsmand, at
Hjemmestyret ved bemyndigelseslovgivningen og den tilhørende tilskudslovgivning
efter Statsministeriets opfattelse havde overtaget ansvaret for det grønlandske
socialvæsen i 1980 og det grønlandske sundhedsvæsen i 1992. [50] Ansvaret for planlægning og drift af den psykiatriske behandling – uanset om
den finder sted i Grønland eller Danmark – er herunder overgået til Grønlands
Hjemmestyre med bloktilskud.
På denne baggrund fandt Statsministeriet ikke grundlag for en forhandling
mellem Grønland og staten om overdragelse af disse sagsområder efter
hjemmestyrelovens § 4 eller § 5. Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som er
ressortmyndighed for bemyndigelsesloven vedrørende sundhedsvæsenets overførsel
til Grønlands Hjemmestyre, delte denne opfattelse. [51]
Landstingets Ombudsmand har
efterfølgende i 2002 [52] og 2003 [53] givet udtryk for, at hun, uanset denne manglende enighed vedrørende ansvarets
placering, fortsat er af den opfattelse, at rigsfællesskabet bærer et
overordnet ansvar for, at grønlandske retspsykiatriske patienters rettigheder
efter EMRK ikke krænkes, og at en eventuel retssag anlagt ved EMD vil blive
ført imod Kongeriget Danmark uden hensyntagen til, hvorledes forpligtelserne er
fordelt mellem den danske stat og Grønlands Hjemmestyre. [54]
På den baggrund pålagde Landsstyret primo 2003 landsstyremedlemmet for familie
og sundhed at nedsætte en arbejdsgruppe vedrørende hjemtagning af færdigbehandlede
retspsykiatriske patienter fra Danmark. Rapport herfra forelå i maj 2005, og
det fremgår bl.a. heraf, at der i 2004 var færdiggjort en udvidelse af
Sungiusarfik Aaqa, således at forsinkelser i fremtiden bør kunne undgås. [55]
Det oplyses dog fra Risskov Hospital, at der stadig forekommer forsinkelser
i forbindelse med udslusning i Grønland, og at der i perioden fra medio 2005
til primo 2006 var tre personer, som ventede i ca. 6 måneder, efter at de kunne
have været udskrevet på lægelig indikation. [56] Dette begrundedes bl.a. med, at de berørte kommuner ikke havde haft hverken
økonomiske eller personalemæssige ressourcer til at fremskaffe nok pladser på
dertil indrettede bosteder og i øvrigt manglede ekspertise i forhold til at
håndtere deres pligter i forhold til de pågældende, som stadig havde behov for
forsorgsmæssige foranstaltninger efter udskrivning. [57]
Dette bekræftes af bistandsværgekoordinator Henriette Kjær, som oplyser at
forsinket udskrivning forekommer jævnligt. I ca. 3 – 5 tilfælde om året
forsinkes udskrivning efter endt behandling i mere end 2 – 3 måneder. Disse
forsinkelser har en vis sammenhæng med adgangen til ferierejser, idet der under
disse ferierejser normalt tages kontakt til Kriminalforsorgen i Grønland og de
bosteder, som senere skal huse den dømte i perioden efter hjemsendelse, med
henblik på at der her skal opnås kendskab til vedkommende. Har disse
ferierejser ikke fundet sted, er bostederne og Kriminalforsorgen mere uvillige
til at afgive de i forvejen begrænsede pladser til vedkommende. [58] |