DGL 2007.2: Grønlandske retspsykiatriske patienters retsstilling ved behandling og anbringelse i Danmark
Af Fuldmægtig, cand.jur. Helle Ginnerup-Nielsen, Landstingets Ombudsmand
4.1. Forhold på afdelingen
Afsnit R3 på Risskov
Psykiatriske Hospital, som huser de nedsendte grønlændere, ligger i tilknytning
til de øvrige retspsykiatriske afsnit. Der er plads til 14 patienter, og der er
pt. [59] indlagt 14, hvoraf 4 har dom til anbringelse, 4 har dom til behandling, 2 er
indlagt til mentalobservation og 4 til frivillig behandling uden dom. [60]
De skilte, der er opsat på afsnittet, er affattet på dansk og grønlandsk.
Afsnittet har flere grønlændere blandt basispersonalet, pt. [61] 8 ud af 38. Gangarealerne er pyntet med grønlandsk inspireret kunst på væggene.
I dagtimerne er tilknyttet en fastansat tolk, som desuden
kan tilkaldes efter behov. Der bruges bl.a. tolk til lægesamtaler,
psykologsamtaler, socialrådgiversamtaler, gruppeterapi og undervisning.
Patienterne har adgang til køkkenet, og de tilbereder maden i samarbejde
med personalet. Der laves decideret grønlandsk mad, når de nødvendige råvarer
kan fremskaffes enten fra Grønland eller fra Anstalten ved Herstedvester. Dette
er dog undtagelsen, idet grønlandske råvarer, såsom hval- og sælkød, er meget
dyre. I stedet tilberedes oftest tillempet grønlandsk mad af danske råvarer.
Der abonneres på to grønlandske aviser. Det er ikke teknisk muligt at se
grønlandsk tv, idet den grønlandske tv-kanal KNR ikke kan modtages med parabol.
Dog vises på DR en gang ugentligt en halv times nyheder fra Grønland, og videobånd
tilsendes afdelingen ugentligt med optagelser fra KNR.
I kælderen findes et mindre rum, som anvendes til videokonferencerum i
forbindelse med samtaler over video til Grønland, bl.a. i forbindelse med behandling
af retssager. [62]
Det oplyses fra bistandsværgekoordinator Henriette Kjær, at frustrationer
over sproglige misforståelser er et stort problem. Dette er særligt udtalt for
de retspsykiatriske patienter [63] ,
idet sygdommen i sagens natur i forvejen medfører en vis social fremmedgørelse.
Disse frustrationer har en forstærkende effekt på de ofte voldsomme savn,
hjemve og ensomhedsfølelser, som opleves under nedsendelsen.
For de personer, som har været i Danmark i længere tid, aftager kontakten
til de pårørende og det oplevede tilhørsforhold til Grønland efterhånden, samtidig
med at de ofte stadig ikke føler sig hjemme i Danmark. Det beskrives ofte fra
de patienter, som har været i Danmark i en årrække, at de mister fornemmelsen
af, hvem de var før nedsendelsen. Disse forhold ses også af vedkommende som
værende problematiske i forhold til den følgende integration i det Grønlandske
samfund.
Det oplyses af
Bodil
Landbo
, behandlede overlæge på afsnit R3, at det kan være
problematisk i terapisammenhæng, at tonefald, sprognuancer og sprogkultur går
(delvist) tabt i oversættelsen, når der benyttes tolke. Desuden kan kulturelle
forskelle virke hæmmende for behandlingen, idet man i Grønland ikke har samme
kultur i forhold til at tale om følelser, analysere fortidige handlinger og
lære heraf. Der er herfra ingen tvivl om, at det i behandlingssammenhæng er særdeles
uhensigtsmæssigt, at denne foregår under de omstændigheder, en nedsendelse medfører.
4.2. Retsgrundlag under opholdet i Danmark
Det kan give anledning til tvivl, hvorvidt de grønlandske
patienter, som er nedsendt til Danmark i henhold til grønlandsk dom, er
omfattet af den danske psykiatrilov [64] (og forskrifter udstedt i
medfør heraf), som regulerer frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.
I henhold til lovens § 42 fastsætter justitsministeren
regler om, i hvilket omfang lovens regler finder anvendelse på personer, der
opholder sig på psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse, som er
truffet i strafferetsplejens former. Med hjemmel heri er udstedt bekendtgørelse
nr. 892 af 14. december 1998 om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i
henhold til strafferetlig afgørelse.
Efter § 1 gælder bekendtgørelsen for personer, der er
indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse, som er truffet
i medfør af straffelovens § 68 eller § 69 (domfældte) eller retsplejelovens §
765 (varetægtssurrogatanbragte), § 777 (overførte varetægtsarrestanter) eller §
809, stk. 2 (mentalobservander). Bekendtgørelsens § 2 bestemmer, at
psykiatrilovens regler med tilhørende administrative forskrifter om
tvangsbehandling mv. og de tilhørende klageregler finder anvendelse på disse
persongrupper.
Det fremgår af psykiatrilovens § 47, at loven ikke gælder
for Grønland, og hjemmelen til ved kongelig anordning at sætte den i kraft for
Grønland er ikke udnyttet. I Grønland gælder således fortsat
1938-sindssygeloven. [65] Det bemærkes, at psykiatriloven
i forhold til sindssygeloven indeholder væsentlige forbedringer af psykiatriske
patienters retsstilling, for så vidt angår tvangsbehandling mv. – og en forbedret
klageadgang i tilknytning hertil.
Vedrørende tvangsbehandling af retspsykiatriske patienter
i Danmark før psykiatrilovens ikrafttræden fremgår følgende af et notat fra
Justitsministeriet [66] :
”Hidtil har de retlige grænser for adgangen til at
tvangsbehandle retslige patienter ikke været nærmere lovreguleret. Spørgsmålet
om, under hvilke betingelser tvangsbehandling af denne gruppe psykiatriske
patienter kan finde sted, har derfor kunnet give anledning til en vis tvivl.
Spørgsmålet har navnlig været aktuelt med hensyn til den gruppe retslige
patienter, der har fået dom til en psykiatrisk foranstaltning, enten i form af
en anbringelsesdom, en behandlingsdom eller i form af en dom til ambulant
psykiatrisk behandling. Ved sådanne foranstaltningsformer kunne man sige, at
hjemmelen til at gennemføre den nødvendige behandling – om fornødent med tvang
– ligger i selve dommen, således at tvangsbehandling i givet fald vil kunne
gennemføres uafhængigt af de særlige betingelser, der gælder for
tvangsbehandling af andre psykiatriske patienter.”
Det kan herefter give anledning til tvivl, om
psykiatrilovens regler om tvangsbehandling mv. finder anvendelse på personer,
der i henhold til kriminallovens § 113 er indlagt på et psykiatrisk hospital i
Danmark, eller om adgangen til tvangsbehandling mv. fortsat må siges at følge
af dommen, jf. ovenfor. Psykiatrilovens territoriale gyldighedsområde omfatter
som nævnt ikke Grønland. Det kan dog ikke derfor uden videre antages, at loven ikke omfatter personer, der i henhold til grønlandsk retsafgørelse er indlagt på psykiatrisk hospital i Danmark.
Ikraftsættelsen af sindssygeloven for Grønland i 1981 var
begrundet i etableringen af en psykiatrisk afdeling ved Dronning Ingrids
Hospital i Nuuk og altså ikke i behovet for en lovregulering af grønlandske psykiatriske
patienter indlagt i Danmark. Af justitsministerens fremsættelsestale fremgår direkte,
at således:
”Lovforslaget har til formål udtrykkeligt at regulere
retsstillingen for psykiatriske patienter i Grønland. Der har indtil for nylig
ikke i Grønland været hospitaler, som kunne modtage psykiatriske patienter til
egentlig behandling. I foråret 1980 blev der imidlertid gennemført en udvidelse
af Dronning Ingrids Hospital i Godthåb, således at grønlandske psykiatriske
patienter nu også kan behandles i deres hjemlige miljø.
På den baggrund foreslås det, at reglerne til sikring af
sådanne patienters retsstilling, der gælder i de øvrige dele af riget, nu
sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de særlige grønlandske
forhold gør nødvendige.” [67]
Det må på denne baggrund formentlig antages, at
1938-sindssygeloven [68] efter psykiatrilovens
ikrafttræden i Danmark alene finder anvendelse på personer, der er indlagt på
psykiatrisk hospital i Grønland.
Heraf følger imidlertid ikke, at psykiatrilovens
bestemmelser om tvangsbehandling mv. finder anvendelse på grønlændere indlagt
på psykiatrisk hospital i Danmark i henhold til dom efter kriminallovens § 113.
Psykiatrilovens bestemmelser finder alene anvendelse for retspsykiatriske
patienter, i det omfang justitsministeren fastsætter dette, jf. lovens § 42, og
bekendtgørelse nr. 892 af 14. december 1998 gør, som anført ovenfor, kun (visse
af) psykiatrilovens bestemmelser anvendelige på personer indlagt i henhold til
bestemmelser i den danske straffelov og retsplejelov.
Mest nærliggende er det dog formentlig at slutte analogt
fra bekendtgørelsens § 1 til de tilsvarende bestemmelser i den grønlandske
kriminallov og retsplejelov, således at også grønlandske retspsykiatriske
patienter i Danmark anses for omfattet af bekendtgørelsen. [69] Det oplyses da også, at
både Amtshospitalet i Vordingborg og Psykiatrisk Hospital i Risskov, efter at
behandlingen i 2003 overgik hertil, følger reglerne i psykiatriloven i
forbindelse med behandlingen af grønlandske retspsykiatriske patienter. [70]
4.3.
Kontakt til pårørende
4.3.1. Udgang
De ovenfor anførte omstændigheder må antages at gøre sig
tilsvarende gældende, for så vidt angår bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts
2004 om udgangstilladelse mv. til personer, der er anbragt i hospital eller
institution i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af
farlighedsdekret. Det oplyses tillige fra Risskov Hospital [71] og Rigsadvokaten [72] , at reglerne i
bekendtgørelsen følges i forbindelse med behandlingen af grønlandske retspsykiatriske
patienter.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, hvilke
udgange overlægen skal træffe afgørelse om og i bestemmelsens stk. 3 er opregnet de udgangssituationer, hvor statsadvokaten
skal træffe afgørelse. Rigsadvokaten træffer i medfør af stk. 4 afgørelse om
udgange, der ikke er omfattet af stk. 1-3. Det oplyses hos Rigsadvokaten [73] ,
at det forhold, at der ikke for Grønland findes en statsadvokatur, har medført,
at afgørelseskompetencen efter stk. 3 er overgået til Rigsadvokaten. Der kan
dog ikke herfra anvises hjemmel hertil. Eventuel klage over afgørelser herfra rettes
til Justitsministeriet.
§ 3 tilsiger, at der ved afgørelsen af, om der bør gives
tilladelse til udgang mv., ud over behandlingsmæssige hensyn navnlig skal
lægges vægt på hensynet til retssikkerheden, herunder de forhold, som har
begrundet dom til anbringelse i stedet for mindre indgribende foranstaltninger.
Det oplyses hos Rigsadvokaten, at der ved afgørelsen af, om en tilladelse skal
gives og i hvilket omfang, navnlig lægges vægt på den generelle vurdering af vedkommendes
farlighed, som bl.a. foretages ud fra patientens opførsel under indlæggelsen.
Endvidere angives herfra, at de lægelige vurderinger ikke altid følges, idet de
behandlingsmæssige hensyn ikke altid stemmer overens med denne farlighedsvurdering.
I forbindelse med ansøgning om udgang til ferierejse til
Grønland forelægges spørgsmålet for Politimesteren i Grønland til udtalelse,
forinden Rigsadvokaten træffer afgørelse, idet embedet her ofte har en bedre
fornemmelse for, hvorledes sikkerhedshensyn varetages, og om der bør gives
pålæg om fx overnatning i detentionen under opholdet her. Disse tilladelser
gives oftest, men der er set eksempel på, at rejse ikke kunne tillades på trods
af positiv lægelig vurdering af hensigtsmæssigheden heraf. [74]
For patienter med dom til
behandling følger det af selve dommen, at overlægen på afdelingen ud fra
sikkerheds- og behandlingsmæssige hensyn vurderer, om der kan gives tilladelse
til udgang.
De kriterier, som i praksis
anvendes ved vurderingen, er for det første, at den psykiske tilstand er så
stabil, at de påvirkninger af patienten, som opstår uden for afdelingen, ikke
forværrer tilstanden. For det andet skal der afleveres negativ urinprøve.
Beslutningen om udgang og med hvilken hastighed, den optrappes, træffes af de
faste kontaktpersoner ud fra en samlet vurdering af den psykiske tilstand, den
enkeltes forhold og det samlede pres i afsnittet i forhold til, at der
indbringes hash på afdelingen. [75] Der kan ikke fra Risskov Hospital oplyses generelt om, hvor ofte udgang gives,
eller om der ses en forskel i hyppigheden sammenlignet med de danske indlagte.
4.3.2. Besøg
Den indlagtes bistandsværge skal besøge patienten minimum en gang om måneden.
Kun ganske få har familie i Danmark, og besøg er for de flestes tilfælde begrænset
til værgen. Besøg fra Grønland er meget sjældne, idet en rejse til Danmark
oftest er for omkostningsfuld for familien. [76]
4.3.3. Kontakt via telefon og internet
De indlagte modtager ugentligt et telekort pålydende 80,00 kr. Dette kan
benyttes i en opstillet afskærmet telefonboks til personlige opkald til
Grønland; minuttaksten hertil er pt. 6,75 kr.
Der er desuden på afdelingen indrettet en IT-café, hvor der er opsat to
computere med internetopkobling, som frit kan benyttes til bl.a.
e-mailkorrespondance. Dog er visse af de indlagte analfabeter, og de pårørende
har for manges vedkommende også problemer med at læse og skrive eller mangler
internetadgang. Nogle pårørende tager ind på det lokale kommunekontor og
benytter computere her, dette ligger dog ofte langt fra bygden. [77]
4.4. Ferierejser,
hjemmelsspørgsmål
Udgang til Grønland sker i form af ferierejser hertil. I
forbindelse med mit besøg på afdelingen i juli 2005 blev opmærksomheden af
hospitalspersonalet dog henledt på, at disse ikke bliver givet i samme omfang
som tidligere – med skade for de indlagte til følge.
Det er tidligere hertil oplyst fra Dronning Ingrids
Hospital, som er bevilgende myndighed i forhold til disse rejser, at der ikke i
den grønlandske sundhedslovgivning kan anvises regler, som forpligter
sundhedsvæsenet til at afholde denne form for udgifter. [78] Tilsvarende oplyses fra Sundhedsdirektoratet. [79] Det skal derfor nærmere undersøges, i hvor stort omfang disse rejser bevilges,
og hjemmelsgrundlaget herfor afdækkes.
Adgang til ferierejser er siden 2003 [80] reguleret i aftale mellem Psykiatrien i Århus Amt og Grønlands
Hjemmestyre/Dronning Ingrids Hospital, Nuuk. [81]
Kapitel IX heri omhandler ferierejser for
langtidsindlagte patienter på Risskov Psykiatriske Hospital og har følgende
ordlyd:
”§ 181 Med henblik på
at opretholde patienters kontakt til familien og Grønland kan der for
langtidsindlagte patienter aftales ferierejser til Grønland, første gang
normalt i det andet indlæggelsesår.
§ 182 Som
udgangspunkt kan der bevilges 1 årlig ferierejse for langtidsindlagte patienter.
§ 183 Dronning
Ingrids Hospital varetager administrationen af ferierejserne og afholder alle
udgifter i forbindelse med ferierejser.
§ 184 Retningslinierne vedr.
ferierejser i øvrigt aftales nærmere mellem aftaleparterne.”
Det oplyses fra Risskov Hospital, at der ikke er indgået
egentlig skriftlig aftale vedrørende de nærmere retningslinier for ferierejser,
jf. § 184. Disse blev dog tidligere givet efter den behandlende
læges vurdering af hensigtsmæssigheden heraf, typisk årligt. Kriteriet for bevilling
var og er tillige, i overensstemmelse med aftalens § 18, at den psykiatriske
patient har opholdt sig gennem længere tid på psykiatrisk hospital i Danmark –
typisk efter påbegyndelse af 2. indlæggelsesår. [82]
Hjemmestyrets udgifter til psykiatriske patienters
behandlingsophold i Danmark afholdes over den af Landstinget givne
driftsbevilling, hvilken er henlagt til Dronning Ingrids Hospitals ansvarsområde.
Bemyndigelse til at afholde udgifter gives af Landstinget på de årlige
finanslove, og det fremgår af bemærkningerne til finanslovsforlagene fra 2004,
2005 og 2006 [83] ,
at bevillingen til ferierejser ydes i henhold til landstingsforordning nr. 15
af 6. november 1997 om sundhedsvæsenets ydelser. Det oplyses fra
Sundhedsdirektoratet [84] ,
at aftalen mellem Grønlands Hjemmestyre og Psykiatrien i Århus Amt er indgået i
henhold til dennes § 23, stk. 1, som er affattet som følger:
”§ 23. Henvisning til undersøgelse og behandling
uden for Grønland kan alene ske til behandlingsinstitutioner, som Landsstyret
har indgået aftale med om modtagelse af patienter fra Grønland.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter nærmere regler om
benyttelse af behandlingsinstitutioner uden for Grønland.”
Der er dog endnu ikke udarbejdet en bekendtgørelse efter
§ 23, stk. 2, og der er således ikke fastsat nærmere retningslinier om
benyttelse af behandlingsinstitutioner uden for Grønland. Sundhedsdirektoratet
har endnu ikke fået udarbejdet grønlandske forordninger og bekendtgørelser for
alle områder inden for sundhedsvæsenet, hvorfor det henstår som et
prioriteringsspørgsmål, hvornår denne bekendtgørelse bliver udarbejdet. Det
oplyses fra Direktoratet [85] ,
at udarbejdelse af den manglende grønlandske sundhedslovgivning forventes tilendebragt
omkring 2012. [86]
For at understrege den hjemmelsmæssige uklarhed, som
eksisterer på området, skal som en kuriositet afslutningsvis nævnes, at der
desuden ses et enkelt eksempel på, at en patient i 2003 har fået bevilget
hjemrejse fra sin hjemkommune i Grønland med henvisning til Hjemmestyrets
bekendtgørelse nr. 28 af 22. december 2000 om hjælp til personer med vidtgående
handicap § 45. [87]
Ordlyden af bestemmelsen i den pågældende bekendtgørelse
er:
”En person med vidtgående handicap, der på grund
af handicappet opholder sig uden for sit hjemsted, kan én gang om året bevilges
hjælp til en ferierejse hjem. Det er en betingelse, at den pågældende opholder
sig uden for hjemstedet, fordi der ikke er et egnet bomæssigt tilbud der, og at de sociale myndigheder i Grønland har truffet beslutning om opholdet.” [Min fremhævning]
De, som er nedsendt på retligt grundlag, er hermed ikke omfattet,
idet hjemmelen således kun omfatter ophold efter beslutning af de sociale
myndigheder.
4.5. Ferierejser
– konkrete bevillinger og kritik af mangel herpå
Under Folketingets Ombudsmands inspektion på Risskov
Hospital den 23. august 2005 blev denne også gjort opmærksom på det forhold, at
der tilsyneladende ikke blev bevilget ferierejser til de langtidsindlagte
patienter efter de ovenfor gengivne bestemmelser herom i aftalen. Folketingets
Ombudsmand rettede i den forbindelse henvendelse til Landstingets Ombudsmand med
orientering herom. [88]
Landstingets Ombudsmand anmodede herefter
Sundhedsdirektoratet [89] om en redegørelse for, om der foreligger en generel beslutning fra de
ansvarlige myndigheder i Grønland om ikke at tilbyde disse ferierejser samt om
baggrunden for en eventuel beslutning.
Det fremgår af denne redegørelse fra Sundhedsdirektoratet [90] ,
at der i 2003 blev tilbudt ferierejse til 3 langtidsanbragte patienter. Det
oplyses fra Risskov hospital at kun 2 rejser blev tilbudt dette år, og at disse
umiddelbart blev finansieret af Psykiatrien i Århus Amt. [91]
I 2004 blev ingen sådanne rejser givet, på trods af at
der var behov for ca. 6 [92] .
I 2005 blev 2 ferierejser blev gennemført, og det oplyses
fra Risskov Hospital, at der i 2006 foreløbig er givet 2 ferierejser. [93]
Desuden fremgår det af svar af 24. april 2003 fra DIH på
ansøgning fra Risskov Hospital, at der gives afslag på ansøgning om 4 -5
ferierejser, men i stedet tilbydes 3 besøgsrejser. [94] Fra Risskov Hospital oplyses dog hertil, at der ikke i perioden, siden området
overgik hertil i 2003, er bevilget besøgsrejser. [95]
Det fremgår tillige af redegørelsen, at den ansvarlige
ledelse på Dronning Ingrids Hospital har disponeret i overensstemmelse med den
aktuelle bevilling, hvor der i 2004 ikke var mulighed for at bevilge
ferierejser, men at der både herfra samt fra Psykiatrien i Århus fra lægefaglig
side er givet udtryk for, at denne økonomiske prioritering er uheldig fra et
behandlingsmæssigt perspektiv, idet disse rejser er af væsentlig betydning for
patienternes mulighed for at kunne vende tilbage til Grønland efter endt
behandling. Desuden vanskeliggøres planlægningen af behandlingen af, at det
behandlende hospital ikke har bevillingsmæssig kompetence i forhold til
ferierejserne. [96]
Videre oplyses det, at
Landstinget og Landsstyret i budgetorienteringer og Landstingets Finansudvalg
i høringssvar over forslag til finanslov er blevet gjort opmærksomme på, at én
blandt flere uheldige konsekvenser af den stramme økonomiske ramme, som
finanslovforslaget for 2004 stillede i udsigt, ville være, at ferierejser for
psykiatriske patienter måtte ophøre. Tilsvarende er konsekvenserne beskrevet
i regnskabsbemærkningerne til Landstingets Revisionsudvalg.
Der ses i budgetoverslag og
budget i finansloven for 2005 og 2006 for konto 32.10.04 D, ”Patientbehandling
i udlandet, psykiatriske”, dog ingen
forøgelse af det samlede budget, som fortsat udgør kr. 26.120.000. [97] |