DGL 2007.2: Grønlandske retspsykiatriske patienters retsstilling ved behandling og anbringelse i Danmark
Af Fuldmægtig, cand.jur. Helle Ginnerup-Nielsen, Landstingets Ombudsmand
Der ses på baggrund af
redegørelsen en del praktiske og hjemmelsmæssige problemstillinger i relation
til forløbet for de grønlandske retspsykiatriske patienter før, under og efter
nedsendelse til Danmark.
Det er påvist, at lovgiver og administration
i både Grønland og Danmark ved udarbejdelse af lovgivning og administrative
forskrifter i flere tilfælde ikke har taget stilling til retsgrundlaget for de
grønlandsk dømte lovovertrædere, som er nedsendt til behandling i Danmark. Dog fremgår
det, at retsstillingen under opholdet i Danmark til en vis grad er sikret ved
mere pragmatisk begrundede ad hoc-løsninger; således følger eksempelvis institutionerne
og Rigsadvokaten reglerne i psykiatriloven og relevante bekendtgørelser, uanset
at der ikke er klart grundlag herfor.
Det må konstateres, at
nedsendelsen og opholdet i Danmark har en række negative konsekvenser for de
berørte. Det oplyses, at de indlagte under opholdet i Danmark lider store afsavn,
hjemve og sproglige frustrationer, hvilke er til skade for patienternes
velbefindende og muligvis også for deres behandlingsforløb. Disse følgevirkninger
er forsøgt minimeret ved, at man på afdelingen forsøger at indrette de fysiske
forhold og hverdagen her således, at der så vidt muligt tages hensyn til patienternes
kulturelle baggrund, og at denne i et vist omfang tilgodeses i forhold til
indretning af afdelingen, madlavning mv. Desuden er der (begrænset) mulighed
for at bibeholde kontakten til de pårørende i Grønland i form af telefonopkald
og e-mail. Ferierejser til Grønland for de dømte skal medvirke til at sikre
bevarelse af tilhørighed til hjemlandet, familien og sociale netværk.
Risskov Hospitals oplysninger om, at der årligt er givet mellem 1 og 2
ferierejser, og at der ikke er bevilget besøgsrejser, sammenholdt med det forhold, at belægningen på afsnittet har udgjort mellem 10 og 14 grønlandske patienter
årligt med dom efter kriminalloven, siden behandlingen heraf overgik til
Risskov i 2003, må dog lede til den konklusion, at de grønlandske patienters samlede
muligheder for at bibeholde en meningsfuld kontakt til deres bl.a. deres pårørende
under opholdet i Danmark er ganske begrænsede.
Endvidere er det afdækket, at der ikke for nuværende findes retsgrundlag,
som forpligter Hjemmestyret til at afholde udgifter til at bevilge ferierejser
til de grønlandske retspsykiatriske patienter i Danmark. Det vil herefter være
op til de regelfastsættende myndigheder – her Landstinget – at ændre på den
nuværende tilstand. Det bemærkes dog som beskrevet, at der igennem længere tid
har været gjort opmærksom på problemet, uden at dette har medført tilstrækkelig
hensyntagen hertil ved bl.a. finanslovenes vedtagelser.
Der foretages under opholdet løbende prøvelse af dom til anbringelse efter
kriminallovens § 113. Det er imidlertid oplyst, at der opstår forsinkelser på op
til 1 år i forhold til denne prøvelse. Desuden forekommer forsinkelser i
forhold til tidspunktet for udskrivning efter endt behandling i Danmark,
hvilket tidligere har været påpeget og kritiseret af både Folketingets og
Landstinget Ombudsmand. Det er påvist, at hjemtagelse i flere tilfælde er
blevet forsinket op til et ½ år på grund af mangel på passende faciliteter i
Grønland.
Det er herefter undersøgt, om de beskrevne forhold er
forenelige med Danmarks forpligtelser efter Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
I relation til forbudet mod umenneskelig og nedværdigende
behandling i artikel 3 er det fundet, at nedsendelsen i sig selv indebærer en
negativ påvirkning, som rækker ud over det, der er at anse som en uundgåelig
følge af frihedsberøvelsen. Om dette tillige udgør omstændigheder, som er omfattet
af forbudet, kan på baggrund af Domstolens praksis ikke endeligt afgøres, men
det kan ikke afvises, at nedsendelsen og opholdet i Danmark udgør behandling i
strid med artikel 3.
Artikel 5 indeholder et forbud mod vilkårlig
frihedsberøvelse. Heri ligger bl.a. et krav om, at tidsubestemt
frihedsberøvelse skal underlægges periodisk domstolskontrol med henblik på at
konstatere, om tilbageholdelsen stadig kan retfærdiggøres med henvisning til
den indlagtes sindssyge. Den beskrevne forsinkelse i forhold til den løbende
prøvelse af foranstaltningen kan således have som konsekvens, at en patient
tilbageholdes uberettiget og på mere eller mindre uhjemlet og tilfældigt
grundlag. Dette indikerer, at frihedsberøvelsen kan være at anse som vilkårlig,
idet der ikke foreligger faste og saglige rammer for, hvornår en konkret sag
forsinkes. Hermed vil rigsfællesskabets praksis kunne være i strid med forbudet
i artikel 5.
Det er endvidere forsøgt afdækket, om også de
forsinkelser, som er beskrevet i forhold til udskrivning og hjemtagelse af de
grønlandske patienter, konkret kan udgøre krænkelse af artikel 5. Da det ikke
har været muligt at få adgang til alle de relevante oplysninger, kan
spørgsmålet dog ikke belyses fuldt ud. Der påvises desuagtet momenter, som peger
i retning af, at forsinkelserne er af en karakter, som kvalificerer til at
kunne udgøre en krænkelse af artikel 5, stk. 4.
De begrænsede muligheder for at opretholde kontakten til pårørende
medfører desuden utvivlsomt, at den nuværende ordning konsekvent indebærer indgreb
i den i artikel 8, stk. 1, sikrede ret til familieliv. Dette antages at være
tilfældet, selvom der skulle ske en betragtelig forøgelse af mulighederne for
besøg fra og ferierejser til Grønland.
Om dette indgreb er berettiget
efter bestemmelsens stk. 2, er undersøgt, men det kan med udgangspunkt i
praksis fra EMD dog ikke med sikkerhed forudsiges, hvorledes Domstolen i en
eventuel sag anlagt mod Rigsfællesskabet ville vægte statens skønsmargin i
forhold til berettigelsen af de foretagne indgreb. Det forekommer dog
nærliggende, at disse ikke er proportionale i forhold til formålet og dermed
ikke omfattet af undtagelsen i bestemmelsens stk. 2.
En endelig afklaring af de
menneskeretlige spørgsmål i relation til det beskrevne forløb for de nedsendte
grønlændere må afvente det tidspunkt, hvor en sag herom eventuelt bliver anlagt
ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. |
