DGL 2007.2: Grønlandske retspsykiatriske patienters retsstilling ved behandling og anbringelse i Danmark

Af Fuldmægtig, cand.jur. Helle Ginnerup-Nielsen, Landstingets Ombudsmand

Indhold
Del 1
Del 2
Del 3
Del 4
Del 5
Kildeliste
Noter

5.4. Artikel 8

Artikel 8 har følgende ordlyd:

”Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.”

Afgrænsningen mellem de i artikel 8 nævnte fire rettigheder er ikke entydig og kan i praksis være vanskelig at foretage. En klage over indgreb i artikel 8-rettigheder kan dog angå bestemmelsen i sin helhed uden nødvendigvis at angive, hvilken af de angivne rettigheder indgrebet vedrører. I forhold til de nedsendte grønlandske retspsykiatriske patienter ses forholdet til retten til familieliv under artikel 8 at være mest problematisk. Derfor vil i det følgende alene praksis vedrørende denne rettighed blive beskrevet.

Begrebet familieliv omfatter bl.a. retten til anerkendelse af familiesamhørighed. [167] Der kræves en vis intensitet af indgrebet, idet beskyttelsen er tænkt mod indgreb i den mere intime og fundamentale sfære. [168]

Allerede i 1975 [169] afviste Domstolen, at der for frihedsberøvedes vedkommende skulle foreligge iboende begrænsninger i deres rettigheder efter konventionen, som alene følger af selve frihedsberøvelsen, og understregede, at indgreb i de her beskyttede rettigheder alene er lovlige, såfremt de kan retfærdiggøres efter stk. 2. Frihedsberøvede nyder således samme beskyttelse som andre borgere. [170]

Konventionen giver ikke den frihedsberøvede ret til selv at vælge, hvor friheds­berøvelsen skal finde sted, [171] og staterne har i et vist omfang ret til at fastsætte begrænsninger i forhold til antal og varighed af besøg. [172] Da frihedsberøvelse i sagens natur indebærer visse begrænsninger i udøvelsen af familieliv, er det dog afgørende, at myndighederne medvirker til, at den frihedsberøvede på trods heraf kan opretholde en effektiv kontakt til sine pårørende. [173] Desuden er der i praksis fra prøvelsesorganerne lagt vægt på, at kontakt til familien er betydningsfuld i forhold til at fremme den frihedsberøvedes senere rehabilitering i samfundet. [174]

Adskillelse fra familien anses som nævnt som en uundgåelig følge af frihedsberøvelse, men hvis en indsat placeres meget langt fra sit hjem eller under særligt belastende omstændigheder, kan dette dog konkret udgøre en krænkelse af artikel 8. [175] Afgørende er, hvorvidt restriktionerne i udøvelsen af familielivet overstiger dem, som normalt ville blive accepteret ved en vanlig tilbageholdelse. [176]

Sådanne ekstraordinære omstændigheder kan eksempelvis opstå netop ved frihedsberøvelse langt fra hjemegnen, som dog kun vil indebære et indgreb i rettighederne efter artikel 8, stk. 1, hvis besøg til og fra familiemedlemmer på grund af afstanden bliver vanskeliggjort eller umulig. [177] I en afvisningsbeslutning fra 2001 [178] fandt EMD, at begrænsninger i varighed, karakter og hyppighed af familiebesøg udgjorde et indgreb i rettighederne efter artikel 8, stk. 1, som dog sås legitimeret efter stk. 2. Som en mulig modifikation af tidligere praksis anførte EMD her, at det er et væsentligt led i frihedsberøvedes ret til familieliv, at myndighederne hjælper med at opretholde en effektiv kontakt til deres familier.

Denne opfattelse kom ligeledes til udtryk i en sag fra 2000, [179] hvor en strafafsoner, som var anklaget for at være involveret i alvorlig mafiakriminalitet, havde været underlagt langvarige restriktioner bl.a. i forhold til familiebesøg. Disse var begrænset til maksimum to per måned og skulle foregå således, at den indsatte og de besøgende befandt sig på hver deres side af en glaspartition i besøgslokalet. Dette blev anset som værende et indgreb i klagers ret til familieliv; det blev dog konkret, med henvisning til alvorligheden af den begåede kriminalitet og opklaringshensyn, fundet at være inden for, hvad der er nødvendigt i et demokratisk samfund og derfor berettiget i medfør af stk. 2.

Den i afsnit 5.2. vedrørende artikel 3 omtalte sag fra 1974, [180] hvor klager var placeret i Storbritannien 4.800 km fra sit hjem og familie, og hvor myndighederne tillige afslog klagers ansøgninger om besøgsrejser til Bahamas, gjorde klager ligeledes gældende, at dette udgjorde en krænkelse af hans ret til familieliv efter artikel 8.

Kommissionen udtalte her, at det faktum, at klager hverken havde mulighed for hjemrejser eller praktisk mulighed for at modtage besøg fra sin familie, udgjorde et indgreb i de i artikel 8 sikrede rettigheder. Dog sås dette konkret at være berettiget efter stk. 2, jf. nedenfor, idet indgrebet ikke alene var begrundet i administrativ belejlighed, men derimod i hensyn til klagers farlighed og det faktum, at der ikke på Bahamas fandtes egnede institutioner, som kunne huse ham.

Har der ikke forud for frihedsberøvelsen eksisteret et familieliv, kan der følgelig ikke ske indgreb heri. Efter Domstolens praksis inddrages hensyn til den faktuelle afhængighed mellem fx forældre og disses eventuelt voksne børn. Det ses, at det ikke er udelukket, at selv voksne, som har stiftet egen familie, kan have krav på beskyttelse af retten til familieliv med deres forældre. [181]

I en sag fra 1992 [182] understregede Kommissionen dog, at begrebet familieliv skal fortolkes bredere i forhold frihedsberøvelse end i andre situationer, idet udøvelsen heraf er begrænset til besøg, telefonkontakt og korrespondance, og at den følelsesmæssige afhængighed derfor forstærkes.

Som beskrevet har de grønlandske patienter kun meget begrænsede muligheder for at opretholde kontakten til deres pårørende. Dette medfører utvivlsomt, at den nuværende ordning konsekvent indebærer indgreb i den i artikel 8, stk. 1, sikrede ret til familieliv, forudsat at der forudgående for frihedsberøvelsen har eksisteret et sådant. Det skal herefter undersøges, om dette indgreb kan legitimeres i medfør af undtagelsesbestemmelsen i stk. 2.

5.4.1. Artikel 8, stk. 2

Et indgreb i de beskyttede rettigheder kan kun legitimeres, hvis det opfylder betingelserne i artiklens stk. 2, som er en undtagelsesbestemmelse, der angiver, hvilke omstændig­heder der skal foreligge, for at staterne kan gøre indgreb i individets rettigheder, uden at dette indgreb udgør en krænkelse af art. 8.

Det første krav er, at indgrebet skal være i overensstemmelse med loven. Lovhjemmel omfatter både skrevne og uskrevne retskilder samt sædvaneret og retspraksis. [183] Hjemmelen skal være tilgængelig for befolkningen, og reglerne skal fremstå med en rimelig klarhed og forudsigelighed. Jo mere intensivt et indgreb er, des større krav vil der blive stillet til lovgrundlagets klarhed. [184]

Dernæst skal indgrebet være nødvendigt i et demokratisk samfund. Der er her tale om et proportionalitetsprincip, hvori ligger de almindelige krav om egnethed, nødvendighed og forholdsmæssighed i forhold til at opnå det angivne mål. De legitime interesser, som staterne kan forfølge ved indgreb i rettighederne efter art. 8, stk. 1, er som nævnt begrænset til de samfundsmæssige interesser, som er angivet udtømmende i stk. 2.

Staterne har en vis skønsmargin ved afvejningen af, om et indgreb er legitimeret i henhold til art. 8, stk. 2. Rækkevidden af det skøn, der er overladt til staten, er afhængig af, hvilken type rettighed sagen drejer sig om; jo mere grundlæggende retten er for den berørte, des snævrere er statens skønmargin. [185]

I starten af 1990'erne afviste Kommissionen en række klager i sager, hvor irske indsatte i engelske fængsler gjorde gældende, at myndighedernes afslag på at overflytte dem til afsoning i Nordirland, hvor de lettere ville kunne modtage besøg af deres irske familier, udgjorde et ulovligt indgreb i retten til familieliv efter art. 8.

Kommissionen anerkendte igen, at fængsling langt fra den indsattes hjem og familie kan udgøre en krænkelse af retten til respekt for familielivet, men afviste, at disse omstændigheder gjorde sig gældende i omhandlede sager, idet afvisningerne begrundedes med, at klagernes meget alvorlige kriminalitet var begået i England, og at selve overførslen til Nordirland ville udgøre en sikkerhedsrisiko, hvorfor det var nødvendigt at undgå en sådan overførsel; indgrebet fandtes herefter legitimeret efter stk. 2. [186]

Heraf må udledes, at de nationale myndigheder ifølge ældre praksis gives en ret vid skønsmargin i tilfælde, hvor kontakt til familien begrænses af hensyn til en af de beskyttede interesser i art. 8, stk. 2. Dette gælder, uanset at restriktionerne i adgangen til familieliv overstiger det, der ellers ville blive accepteret, såfremt der havde været tale om en frihedsberøvelse under sædvanlige vilkår. [187]  Sammenholdt med princippet om konventionens dynamiske fortolkning kan disse snart 15 år gamle afgørelser dog ikke uden videre tages som udtryk for, hvordan lignende situationer ville blive vurderet i dag.

5.4.2. Analyse af artikel 8, stk. 2

I forhold til de dømte efter kriminallovens § 113 må denne bestemmelse siges at indeholde en klar og forudsigelig hjemmel for de indgreb i familieliv, der følger af nedsendelsen til Danmark. Hermed ses det i artikel 8, stk. 2, indeholdte legalitetskrav opfyldt.

Herudover indeholder artikel 8, stk. 2, et krav om proportionalitet, jf. ovenfor. Kravet indebærer som nævnt tre betingelser: egnethed, nødvendighed og forholdsmæssighed. Der er ikke tvivl om, at indgrebet – nedsendelse til Danmark – er egnet til at opnå formålet. Idet der ikke eksisterer en lukket psykiatrisk afdeling i Grønland, er det ligeledes umiddelbart klart, at der foreligger nødvendighed i relation til den tredelte proportionalitetsvurdering. [188]

I den forbindelse erindres den ovennævnte sag X vs. UK, hvor EMD fandt, at der sås proportionalitet imellem indgrebet og dettes formål, idet der ikke fandtes egnede institutioner på Bahamas.

Proportionalitetsvurderingen må dog gå videre, således at også forholdsmæssigheden – pligten til at foretage det mindst indgribende indgreb – vurderes i forhold til alle de forhånden­værende alternativer, herunder muligheden for at påse oprettelse af sådanne institutionspladser og at bekoste flere besøgs- og ferierejser.

I forlængelse heraf må dog påpeges, at det i forhold til muligheden for at bekoste flere rejser må antages, at den nuværende ordning – på trods af en eventuel betragtelig udvidelse af adgangen til besøg og hjemrejser – stadig vil udgøre et indgreb i artikel 8’s forstand, og at en proportionalitetsvurdering i relation til artikel 8, stk. 2, således stadig vil være afgørende. Der henvises i den forbindelse til den ovenfor i afsnit 5.4. refererede afgørelse i Messina mod Italien, hvor frihedsberøvelsen trods to besøg per måned stadig fandtes at udgøre et indgreb i retten til familieliv efter artikel 8, stk. 1.

Der kan således stilles spørgsmålstegn ved forholdsmæssigheden af, at patienterne reelt afskæres fra muligheden for effektiv kontakt med deres familie. På den anden side er der tale om personer, som frembyder en nærliggende fare for andre, til hvis behandling og tilbageholdelse der ikke eksisterer rimelige alternativer.

Endvidere skal indgrebet stå i et rimeligt forhold til den interesse, der søges beskyttet. Ved undersøgelsen af, om dette rimelige forhold eksisterer, lægges vægt på, om indgrebet varetager et påtrængende samfundsmæssigt behov, samt om statens begrundelse for indgrebet er relevant og tilstrækkelig. [189]

I relation til muligheden for at oprette lukkede afdelinger i Grønland skal det fremhæves, at hjemtagelsen til Grønland til behandling og anbringelse af de (rets)psykiatriske patienter har været debatteret siden kriminallovens tilblivelse, og at der til stadighed har været henvist til ressource- og personalemæssige hindringer herfor. [190] Det må dog anses som tvivlsomt, at sidstnævnte ikke i hvert fald delvist kunne afhjælpes ved, at der blev tilbudt bedre løn- og ansættelses­forhold i sundhedssektoren. [191]

Det skal hertil understreges, at almindelige ressourcehensyn ikke fritager staterne for at opfylde deres forpligtelser efter konventionen. Endvidere vil oprettelsen af en lukket psykiatrisk afdeling i Grønland indebære overskuelige omkostninger set i forhold til samfundsøkonomien og vil således ikke have mærkbar betydning for landets økonomiske velfærd. [192]

Det kan med udgangspunkt i praksis ikke med sikkerhed forudsiges, hvorledes Domstolen i en eventuel sag anlagt mod Rigsfællesskabet ville vægte statens skønsmargin i forhold til berettigelsen af de foretagne indgreb. Samlet set kan enkelthederne dog pege i retning af, at rigsfællesskabets praksis ikke opfylder kravene til proportionalitet i artikel 8, stk. 2. Det må derfor anses som nærliggende, at de nedsendte grønlænderes situation under opholdet konkret kan udgøre en krænkelse af artikel 8.