DGL 2007.2: Grønlandske retspsykiatriske patienters retsstilling ved behandling og anbringelse i Danmark

Af Fuldmægtig, cand.jur. Helle Ginnerup-Nielsen, Landstingets Ombudsmand

Indhold
Del 1
Del 2
Del 3
Del 4
Del 5
Kildeliste
Noter

1 .   I n d l e d n i n g

1.1. Forord

Grønland var frem til 1953 en dansk koloni. Ved ændringen af den danske grundlov den 5. juni 1953 fik Grønland status som en dansk amtskommune. Efter en vejledende folkeafstemning den 17. januar 1979 fik Grønland hjemmestyre med virkning fra den 1. maj 1979. [1] Grønland er således – ligesom Færøerne – en del af det danske rige og indgår i det danske rigsfællesskab.

Med ikrafttræden af lov om Grønlands Hjemmestyre overførtes den politiske, økonomiske og forvaltningsmæssige kompetence i forhold til en række opgaver fra de danske myndigheder til de grønlandske, der dermed overtog ansvaret herfor. Fra denne dato var det derfor Grønlands Hjemmestyre, som besad såvel den lovgivende som den udøvende myndighed i forhold til disse opgaver.

Op gennem 1980'erne og starten af 1990'erne fik hjemmestyret overført ansvaret for yderligere meget store og komplicerede områder, herunder sundheds­væsenet, som overgik i 1992. Dog har den danske stat stadig ansvar for bl.a. politi, retsvæsen og kriminalforsorg, og disse områder varetages stadig af rigsmyndighederne, enten via danske love, som sættes i kraft for Grønland ved kongelig anordning, eller gennem særlige folketingslove for Grønland – herunder Grønlands kriminal- og retspleje­lov.

Grønlands Hjemmestyres økonomi er baseret på egne indtægter i form af skatter og afgifter samt et bloktilskud fra den danske stat. Tilskuddet er (før fremskrivning til nutidsværdi) svarende til det beløb, som staten havde anvendt på områderne i årene forud for afgivelsen af de områder, der blev overført til grønlandsk selvforvaltning. [2]

Det grønlandske retssystem, som således stadig er et rigsanliggende, blev fra 1994 genstand for en større undersøgelse og revurdering, idet den Grønlandske Retsvæsens­kommission her blev nedsat af den danske regering og det grønlandske hjemmestyre i fællesskab på baggrund af en tiltagende kritik af forholdene i Grønland. Arbejdet hermed varede 11 år, og kommissionen afgav betænkning i 2004. [3]

Betænkningen – et ganske omfattende værk, som tæller mere end 2.000 sider – omfatter også en gennemgang af de efterhånden velkendte problemstillinger i forbindelse med nedsendelse af grønlandske lovovertrædere til forvaring i Danmark. Indretningen af det psykiatriske behandlingssystem og samarbejdet herom med danske institutioner har dog, siden sundhedsområdet i 1992 overgik til hjemmestyret, henhørt under dette og har derfor ikke været omfattet af kommissoriet. Der ses ej heller andre fremstillinger, som belyser området fyldestgørende.

Jeg har derfor i forhold til per­soner, som er dømt til behandling eller anbringelse på psykiatrisk hospital i Danmark efter den grønlands­ke kriminallovs § 113, fundet det relevant at undersøge, hvorledes processen i perioden fra tidspunktet op til dom til den efterfølgende hjemtagelse efter endt behandling i Danmark forløber – både med hensyn til hjemmelsspørgsmål og til de forhold af mere praktisk karakter, som gør sig gældende undervejs.

1.2.   A r t i k l e n s   e m n e

I forhold til de grønlandske retspsykiatriske patienter, som nedsendes til behandling eller anbringelse på psykiatrisk hospital i Danmark efter dom, jf. kriminallovens § 113, stk. 1, foretages en kortlægning af udvalgte hjemmels­mæssige og praktiske problemer, som forløbet – fra oplysning af sagen forud for dom til den endelige hjemsendelse til Grønland – giver anledning til. Foreneligheden af visse aspekter af denne praksis med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikler 3, 5 og 8 søges herefter tillige undersøgt.

2 .   D e n   g r ø n l a n d s k e   k r i m i n a l r e t

2.1. Domstolssystemet i Grønland

Domstolssystemet i Grønland er særegent på den vis, at det i høj grad er baseret på læge personers behandling af sagerne. Grønland er inddelt i 18 retskredse, og første instans er kredsretterne her, som hver ledes af en (læg) kredsdommer, der beskikkes af Landsdommeren i Grønland for fire år ad gangen [4] ; også domsmænd og deres suppleanter er lægfolk. [5] I straffesager varetages anklager- og forsvarerfunktionen af henholdsvis politifolk og læge bisiddere. [6]

Grønlands Landsret, der har sæde i Nuuk og ledes af Landsdommeren i Grønland, som er jurist [7] , behandler ankesager og kæremål fra kredsretterne samt beslutninger fra kredsdommerne. Desuden behandles her visse sager, der ved særlovgivning er henlagt til landsretten som første instans, samt visse sager, der kræver særlig juridisk eller anden speciel indsigt. [8] Her møder anklagemyndigheden ved jurister ved politimesterembedet, og bisidderhvervet varetages som altovervejende hovedregel af lokale jurister. [9] En dom afsagt af Landsretten som 1. instans kan indankes for Østre Landsret. [10]

2.2. Den grønlandske kriminallov

Den grønlandske kriminallov [11] er opdelt i 2 dele. Første del, som har overskriften ”Om forbrydelser”, svarer i hovedtræk til den danske straffelovs almindelige og specielle del. 2. del – ”Om forbrydelsens retsfølger” – indeholder reglerne om påtale og foranstaltninger.

Den grønlandske kriminalrets almindelige del omfatter, som i dansk ret, regler om bl.a. kriminel lavalder, tilregnelse, forsøg og medvirken. Ligeledes er her diskulperende nødrets- og nødværge­regler. Derimod findes der ikke i loven bestemmelser om tilregnelighed.

2.2.1. Den Juridiske Ekspedition 1948

Baggrunden for det, i europæisk ret, særegne fravær af bestemmelser om tilregnelighed skal søges i Den Juridiske Ekspedition, som i 1948 blev udsendt med henblik på at beskrive den grønlandske ret. Heraf fremkom, at den grønlandske strafferet bestod af spredte bestemmelser i ældre lovgivning og sædvaneret udviklet igennem sysselretternes praksis.

En gennemgang af denne praksis påviste en betydelig overensstemmelse med den danske straffelov i forhold til de gerningstyper, som var kriminaliserede, hvorimod reaktionerne over for lovovertrædere sås markant forskellige. I dansk strafferet er frihedsberøvelse en fremtrædende sanktionsmulighed, hvorimod det konstateredes, at den mest almindelige retsfølge ved sysselretterne var bøde. Anvendelse af frihedsstraf var stort set ukendt, og selv grove forbrydelser straffedes med bøde eller konfiskation.

Ved siden af disse retsfølger var andre typer af forholdsregler beregnede på at afholde den enkelte gerningsmand fra nye lovovertrædelser, og sanktionen afpassedes den enkeltes behov. [12] Det fandtes tillige, at der i den tidlige grønlandske sanktionspraksis ikke havde været taget særlige hensyn til, hvorvidt gerningsmanden måtte antages at være utilregnelig. Man mente, at en indførsel af en sådan sondring i et system, der skulle forvaltes af læge dommere, ville være uhensigtsmæssigt, idet dette kunne virke vildledende for disse ikke juridisk trænede praktikere.

I harmoni med ønsket om at bevare det stærkt individualpræventive reaktionssystem fandt ekspeditionen det derfor bedst stemmende med sit forslags øvrige grundlæggende principper at pålægge domstolene, eventuelt med sagkyndig bistand, i det enkelte tilfælde at finde frem til den mest hensigtsmæssige foranstaltning til forebyggelse af yderligere kriminalitet. Ud fra disse synspunkter var der i lovudkastet til den grønlandske kriminallov ingen regler om tilregnelighed og ingen strafferammer for de enkelte delikter. Loven blev vedtaget i overensstemmelse hermed. [13]

2.2.2. Kriminallovens bestemmelser om foranstaltninger over for psykisk abnorme lovovertrædere

Kriminallovens bestemmelser om særlige foranstaltninger over for psykisk abnorme lovovertrædere findes i lovens § 102 (forvaring), § 113 (anbringelse og behandling), § 104 (ændring af oprindelig idømt foranstaltning til nedsendelse til Danmark) og § 108 (løbende prøvelse af foranstaltningen) samt i bestemmelserne om forsorg i §§ 94-98.

2.2.2.1. Anstaltsanbringelse af ikke-sindssyge

Lovens § 102 omhandler anstaltsanbringelse, herunder af psykisk abnorme personer, som ikke er sindssyge, cf. § 113, men som anses som en trussel mod sikkerheden, jf. stk. 3. Her er der tale om særligt farlige lovovertrædere, der ikke har en psykiatrisk diagnose, men som må betegnes som karakterafvigende. En dom kan efter bestemmelsens stk. 2 lyde på tidsubestemt anbringelse, og betingelserne herfor svarer stort set til den danske straffelovs § 70, stk. 1, om forvaring. [14] § 102, stk. 3, hjemler endvidere anstaltsanbringelse i Danmark, såfremt personen findes uegnet til anbringelse i Grønland eller af sikkerhedshensyn. Anbringelse i Danmark sker i Anstalten ved Herstedvester.

2.2.2.2. Foranstaltninger over for sindssyge

§ 113 har følgende ordlyd:

”Såfremt gerningsmanden er i en tilstand af psykisk abnormitet, kan retten, såfremt det findes formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, bestemme, at han skal anbringes på hospital eller anden institution, om fornødent i Danmark. I tilfælde, hvor mindre indgribende foranstaltninger findes tilstrækkelige, kan der idømmes sådan foranstaltning, herunder forsorg efter reglerne i §§ 94-98. For foranstaltningens varighed fastsættes ingen længstetid.
Stk. 2. For den, der dømmes efter stk. 1, skal der af retten beskikkes en egnet og villig bistandsværge.
Stk. 3. Retten træffer afgørelse om ophævelse eller ændring af den idømte foranstaltning. Reglerne i § 108, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse, dog at begæring om ændring tillige kan fremsættes af vedkommende hospital eller institution.
Stk. 4. Begår den dømte ny lovovertrædelse under ophold i institution som nævnt i stk. 1, fastsætter retten en samlet foranstaltning for dette forhold og for den tidligere pådømte lovovertrædelse, medmindre den anser den tidligere foranstaltning for tilstrækkelig. Retten kan i stedet fastsætte en foranstaltning alene for det nye forhold. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. finder ligeledes anvendelse, hvis den dømte begår ny lovovertrædelse efter at være dømt til anbringelse i institution, men inden anbringelse i institutionen er iværksat.”

Bestemmelsen tager, i modsætning til § 102, især sigte på personer med egentlige psykiske lidelser, sindssygdomme og andre sværere psykiske abnormtilstande, herunder åndssvaghed, og svarer i det væsentligste til den danske straffelovs §§ 68-69. [15] Der er således tale om klart psykisk syge gerningspersoner, hvor den pådømte gerning har sammenhæng med sygdommen. Proportionalitetsprincippets krav om forholdsmæssighed tilsiger, at der skal være tale om forbrydelser af en vis alvorlighed, førend nedsendelse til Danmark kan komme på tale. Diagnosticeringen foretages ved hjælp af en række lægelige erklæringer og udtalelser. [16]

Foranstaltningerne kan ud over forsorg mv. [17] være såvel anbringelsesdomme som behand­lings­domme, jf. herved stk. 1, 1. og 2. pkt., [18] og foranstaltningerne idømmes alle på ubestemt tid, jf. stk. 1, 3. pkt. Finder kredsretten, at en særlig foranstaltning som nævnt i § 113 bør anvendes, konkretiseres foranstaltningen nærmere i dommen.

De grønlandske domstyper i relation hertil er nærmere præciseret i Landsdommer­cirkulære nr. 233 af 15.december 1993 vedrørende anvendelse af kriminallovens § 113. En af disse domstyper lød tidligere på ”dom til psykiatrisk behandling, om fornødent i Danmark.” Det var her overladt til lægeligt skøn, om behandling skulle foregå i Grønland eller Danmark, og en foranstaltningsændring, herunder eventuelt indebærende flytning mellem Grønland og Danmark, krævede ikke fornyet prøvelse og dom.

Denne praksis er dog senere underkendt af Grønlands Landsret i dom af 23. juni 1999 [19] som værende uden hjemmel i § 113, idet landsretten her udtaler:

”[…] Med hensyn til bestemmelser om anbringelse på et hospital i Grønland eller Danmark må bestemmelsen i kriminallovens § 113 forstås således, at retten om fornødent kan træffe bestemmelse om, at en af bestemmelsen omfattet person kan anbringes på et egnet hospital eller institution i Danmark, hvorimod der ikke, efter indgrebets karakter, findes at være hjemmel til i dommen at bemyndige til administrativ overførsel af en domfældt til Danmark uden en foranstaltningsændring og dertil knyttet domstolsprøvelse.”

I stedet anvendes herefter formuleringen, at der ”idømmes behandling på dansk psykiatrisk hospital eller under tilsyn heraf”, således at den behandlende læge skal være bemyndiget til efter nærmere aftale med overlægen ved psykiatrisk afdeling på Dr. Ingrids Hospital i Nuuk at træffe bestemmelse om udskrivning via psykiatrisk afdeling på Dr. Ingrids Hospital. [20]

Anbringelsesdom anvendes, når tiltalte frembyder en sådan fare for sikkerheden [21] (forbrydelsens karakter, forbryderens farlighed), at den pågældende ikke bør kunne udskrives, uden at der er taget retlig stilling hertil i form af en foranstaltnings­ændrings­dom. Denne foranstaltningstype kan kun fuldbyrdes i Danmark, idet der endnu ikke i Grønland er mulighed for tilbageholdelse på lukket psykiatrisk afdeling, når tilstanden kræver det. Ændring heraf kræver ny dom til ændring af foranstaltningen fra ’anbringelse’ til ’behandling’, hvorefter udskrivning sker administrativt efter lægeligt skøn som beskrevet nedenfor.

Dom til behandling benyttes, når den psykiske abnormitet kræver behandling for at forebygge yderligere kriminalitet, og hvor hensyn til sikkerheden (forbrydelsens karakter, forbryderens farlighed) ikke samtidig kræver anbringelse på psykiatrisk hospital. Denne domstype kan fuldbyrdes såvel i Grønland som i Danmark. I Grønland vil behandlingen ske på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og i Danmark på Psykiatrisk Hospital i Risskov.

Er det bestemt, at behandling skal ske under indlæggelse, eller er en anbringelsesdom ændret af retten til en behandlingsdom, sker udskrivning herfra administrativt efter lægelig vurdering af det fortsatte behandlingsbehov samt efter vurdering af recidivrisiko. Det vil i praksis sige, at overlægen på afdeling R3, Risskov Hospital, i samråd med overlægen på afdeling A1, Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, og Kriminalforsorgen i Grønland træffer afgørelse om udskrivning, eventuelt efter forudgående foranstaltnings­ændring. [22]

For at afgøre, om en person er omfattet af § 113, indhentes som nævnt ovenfor en række lægelige erklæringer og udtalelser. Har politiet under efterforskningen af en forbrydelse mistanke om, at lovovertræderen er psykisk abnorm, anmodes den lokale distriktslæge om en vejledende erklæring. Denne forelægges overlægen på psykiatrisk afdeling ved Dronning Ingrids Hospital, hvorfra der afgives udtalelse.

På baggrund heraf afgør anklagemyndigheden, om der skal ske mentalobservation af sigtede. [23] Mentalundersøgelse af en grønlænder, der er tilbageholdt i forbindelse med sigtelse for kriminelle forhold, foregår enten som ambulant mentalundersøgelse foretaget ved Dronning Ingrids Hospital, psykiatrisk afdeling, i Nuuk eller, efter behov, under indlæggelse på dansk psykiatrisk hospital, idet der som nævnt ikke findes en lukket psykiatrisk afdeling på Dronning Ingrids Hospital. Under forudsætning af, at den psykiatriske overlæge finder det forsvarligt at foretage mentalundersøgelsen ambulant i Grønland, herunder at den tilbageholdte opholder sig i anstalten for domfældte, mens undersøgelsen pågår, findes dette som udgangspunkt at være mere hensigtsmæssigt end at foretage observationen under indlæggelse i Danmark, navnlig fordi mentalundersøgelsen i Grønland normalt foretages af en grønlandsksproget psykiatrisk overlæge. [24]

Resultatet af en eventuel mentalobservation forelægges Retslægerådet, som herefter afgiver en retspsykiatrisk udtalelse, hvor det vurderes, om kriminallovens § 113 finder anvendelse, og i givet fald hvilken foranstaltning der vil være relevant. [25]

Beslutning om anbringelse efter § 113 er ud fra en lægelig betragtning relativt enkel. Det drejer sig oftest om klart sindssyge personer, som ud over overvågning også har behov for behandling. Bedømmelsen af behovet for at forebygge fremtidige lovovertrædelser ses dog altid vanskelig, ikke mindst når det som her ofte drejer sig om en patient med et andet sprog og kulturel baggrund end den, som skal foretage diagnosen, og med for den undersøgende læge ofte ret ukendte sociale forhold. Selve hospitalsmiljøet, hvor den sigtede observeres og eventuelt senere skal behandles, er også for fremmedartet for vedkommende, og det kan ikke afvises, at nogle observander i denne situation vurderes mere farlige, end tilfældet ville have været i miljø, som var den pågældende mere velkendt. [26]

Ved rettens afgørelse af, hvilken foranstaltning der skal anvendes, skal der dels tages hensyn til forbrydelsens grovhed, dels til de behov, der eksisterer for behandling med henblik på at forebygge yderligere kriminalitet. Overordnet gælder et proportionalitets­princip, således at mindre indgribende foranstaltninger, som fx behandling, skal anvendes frem for mere indgribende, såsom fx anbringelse, hvor disse findes tilstrækkelige. Det samme gælder ved afgørelsen af, om der skal ske nedsendelse til Danmark. [27] I forhold til proportionalitetskravet i relation til kriminallovens § 113 viser en gennemgang af den til­gænge­lige praksis [28] , at nedsendelse til Danmark anvendes ved stort set de samme forbrydelser, som er nævnt i kriminallovens § 102, stk. 2, nr. 1 – typisk drab, røveri, voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse (især hvor denne er begået imod børn), brandstiftelse m.m. eller forsøg herpå.

2.2.2.3. Kriminalforsorgens rolle

Efter § 123 i kriminalloven har Kriminalforsorgen i Grønland ansvaret for fuldbyrdelse af foranstaltninger og følger den pågældendes foranstaltningsforløb. Kriminalforsorgen skal også medvirke til at vurdere og evt. indstille, hvorvidt en lovovertræder bør idømmes en psykiatrisk behandlingsdom og anbringes, eller om vedkommende skal behandles ambulant. Grundlaget for vurderingen er mental­observations­erklæringer fra en psykiater og en psykolog. Til brug for mentalobservationen udarbejder kriminal­forsorgen en udvidet person­undersøgelse med bl.a. en redegørelse for forløbet af eventuelle tidligere tilsynsforløb, og inden tiltalerejsning fremlægger kriminalforsorgen forslag til egnet foranstaltning. [29] Det fremgår af den tilgængelige praksis, at de lægelige vurderinger som oftest følges ved sanktionsfastsættelsen. [30]   

2.2.2.4. Ændring af foranstaltning

Kriminallovens § 104 giver mulighed for at ændre en oprindelig anbringelsesdom på ubestemt tid i Grønland enten til hospital eller til egnet hjem eller institution med henblik på særlig behandling eller pleje, om fornødent i Danmark. Bestemmelsen tager sigte på mere varige tilstande, fx den dømtes alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder, og kræver almindeligvis den dømtes samtykke. Efter samme bestemmelses stk. 2 er der også hjemmel til nedsendelse til Danmark i de tilfælde, hvor det efter dommen viser sig, at den dømte er uegnet til anbringelse i Grønland på grund af psykisk abnormitet.

§ 104 supplerer såvel § 102, stk. 3, som § 113, stk. 1, idet bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor nedsendelse kunne være sket ved den oprindelige foranstaltning, såfremt de forhold, der begrunder nedsendelse, havde været til stede her. Anvendelsesområdet for bestemmelsen er imidlertid videre, idet også psykisk abnorme, som er idømt tidsbestemte foranstaltninger, uanset kriminalitetens art kan overføres i medfør af § 104, stk. 2, såfremt den pågældende viser sig uegnet til ophold i anstalt. Derimod kan der ikke træffes bestemmelse om overførsel af en tidsbestemt anbragt alene af sikkerhedshensyn. [31]

2.2.2.5. Prøvelse

Kriminallovens § 108 er affattet som følger:

”Ved anbringelse i anstalt på ubestemt tid træffer retten afgørelse om løsladelse, endeligt eller på prøve. Prøvetiden kan ikke overstige 5 år. I øvrigt finder reglerne i § 105, stk. 2-4, tilsvarende anvendelse ved løsladelse på prøve. Begår den prøveløsladte i prøvetiden ny lovovertrædelse, eller overtræder han de bestemmelser, der er fastsat efter § 105, stk. 4, træffer retten bestemmelse om retsfølgen i overensstemmelse med § 106.
Stk. 2. Rettens afgørelse træffes efter påstand af påtalemyndigheden eller på begæring af kriminalforsorgen, den dømte eller hans bistandsværge. Begæringen fremsættes over for påtalemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten. Tages en begæring fra den dømte eller hans bistandsværge ikke til følge, kan spørgsmålet ikke forlanges indbragt for retten, før der er forløbet et år fra afgørelsen.”
Stk. 3. Påtalemyndigheden skal indbringe spørgsmålet om prøveløsladelse for retten senest tre år efter dommen og derefter hvert andet år. Er genindsættelse sket, indbringes spørgsmålet to år efter genindsættelsen og derefter hvert andet år.”

Ophævelse eller ændring af den idømte foranstaltning træffes af retten med hjemmel i § 113, stk. 3. Kriminallovens § 108, stk. 2 og 3, regulerer den løbende prøvelse af det tids­ubestemte ophold og finder efter § 113, stk. 3, anvendelse i de tilfælde, hvor der er dømt efter § 113, stk. 1.

En foranstaltning efter § 113 vil som nævnt altid være på ubestemt tid. Retsvæsenets opgave er derfor med jævne mellemrum at tage stilling til, hvorvidt den allerede idømte foranstaltning skal opretholdes, ændres til en mindre indgribende foranstaltning eller eventuelt ophæves helt.

Påtalemyndigheden skal, som det fremgår af bestemmelsen, indbringe spørgsmålet om ændring eller ophævelse af foranstaltningen for retten senest 3 år efter dommen, og derefter skal der foretages løbende domstolsprøvelse hvert andet år. Denne prøvelse, som skal ske ved kredsretten i Grønland, langt fra, hvor den indlagte rent fysisk befinder sig, foregår i praksis på forskellige måder, der, som det fremgår nedenfor, har vist sig mere eller mindre hensigtsmæssige.

Ca. 6 måneder før prøvelse skal foretages, anmoder Politimesteren i Grønland den ansvarlige overlæge på afdelingen i Risskov om en udtalelse i spørgsmålet om, hvorvidt der bør ske foranstalt­nings­ændring. Herefter berammedes tidligere indenretlig subsidiær afhøring ved dansk byret, typisk Retten i Århus. Efter gennemførelse heraf fremsendtes udskrift af den indlagtes forklaring til den lokale kredsret, som herefter på baggrund heraf og sammenholdt med de lægelige samt Kriminalforsorgens anbefa­ling­er tog stilling til den fortsatte foranstaltning.

Det er de seneste par år forsøgt i stedet at gennemføre denne afhøring i form af tele- og videokon­feren­ce via satellitlink mellem hospitalet og den relevante kredsret i Grønland, hvor den dømte, bistandsværgen og eventuel bisidder deltager. [32]

Dette fungerer i hovedreglen mere hensigts­mæssigt, idet kredsretten således får mulighed for at høre og se den dømte under forklaringen. Der ses dog eksempler på, at disse afhøringer er gennemført på trods af, at billedtransmissionen er faldet ud allerede ved starten af retsmødet og ikke har kunnet genoprettes under forklaringen, hvilket nok rettelig burde have medført sagens udsættelse med henblik på at sikre en forsvarlig gengivelse heraf. [33]

Det oplyses fra Risskov Hospital [34] , at der også efter overgangen til systemet med afhøring via satellitforbindelse ofte sker overskridelse af de lovhjemlede frister for den løbende prøvelse på op til et år. Dette bekræftes ved Grønlands Landsret, hvor det tilføjes, at forsinkelserne skyldes stort sagspres og personalemangel i øvrigt. Der er opmærksomhed herpå i retsvæsenet, og det har været drøftet at indføre frister for afgivelse af sagkyndige erklæringer og eventuelt indkalde de sagkyndige som vidner, hvis erklæringerne ikke kan klargøres i tide. Da dette vil indebære et øget pres på anklage­myndigheden, vil sådan en praksis dog først blive gennemført efter, at spørgsmålet er drøftet med embedet.

I de få tilfælde, hvor det er praktisk gennemførligt, vil domsforhandling i en foranstaltnings­ændrings­sag blive gennemført i forbindelse med, at den dømte er på ferieophold i Grønland, eller fx under et eventuelt udskrivningsophold på Dronning Ingrids Hospital. [35]

I forbindelse med ændring af afgørelser, der medfører hjemtagelse af retspsykiatriske patienter, ses det af praksis, at det ud over de lægelige vurderinger og udtalelse fra patienten er afgørende for retterne, at forløb af evt. ledsaget/uledsaget udgang og eventuel tidligere overførsel til Grønland har fungeret uden problemer, samt at der ikke foreligger oplysninger om alkohol- eller hashmisbrug. Desuden skal der foreligge realistiske handle- og udslusningsplaner, og det skal sikres, at der er etableret sikkerhed for de nødvendige rammer, eventuelt i form af en institution til at modtage den pågældende.

3 .   H j e m t a g e l s e

3.1. Myndighedssamarbejde

Når tidspunktet for en foranstaltningsændring nærmer sig, igangsættes en konkret planlægning af hjemtagelsen, hvori medvirker Psykiatrisk Hospital i Risskov, Kriminalforsorgen i Grønland, Dronning Ingrids Hospital, hjemkommunen i Grønland og Sungiusarfik Aaqa, som er en landsdækkende social­psykiatrisk døgninstitution. Endvidere er Grønlands Repræsentation ved Familiedirektoratet og Familie­direktoratets regionalkontor involveret med hensyn til tiltag med hjemmel i social­lov­giv­ning­en.

Der udarbejdes i den forbindelse en handleplan, hvori indgår indlæggelse på Dronning Ingrids Hospital i kortere tid til observation, midlertidig anbringelse i Sungiusarfik Aaqa, etablering af bolig i hjemkommunen, sikring af forsørgelsesgrundlag, eventuelt arbejde eller beskæftigelse og eventuelle støtteforanstaltninger efter handicapforordningen [36] , herunder tildeling af støtteperson, som bl.a. skal påse, at eventuel medicin tages i overensstemmelse med ordinationen. [37]

Familiedirektoratets regionalkontorer og afdeling i Grønlands Repræsentation bliver af hospitalet i Danmark løbende orienteret om, hvilke retspsykiatriske patienter der er indlagt, samt om status vedrørende den enkeltes foranstaltning. Når en patient med en retspsykiatrisk foranstaltning står til udskrivning, samarbejder socialråd­giveren på hospitalet med den grønlandske hjemkommune, direktoratets regionalkontor og direktoratets afdeling i Grønlands Repræsentation om de sociale tiltag omkring den retspsykiatriske klient.

Vedrørende anbringelse på døgninstitution beslutter Familiedirektoratet efter indstilling fra den handicappedes hjemkommune, om vedkommende kan optages på en døgninstitution.

Det er Psykiatrisk afdeling A1, Dronning Ingrids Hospital, som har behandlingsansvaret for de retspsykiatriske patienter, og handleplan for den enkelte patient udarbejdes i et samarbejde mellem hjemkommunen, A1, Kriminalforsorgen og Sungiusarfik Aaqa. [38]

Det har længe været diskuteret [39] , om det kunne være hensigtsmæssigt, om der fandtes hjemmel til at udsluse de indlagte i Danmark i stedet for i Grønland efter udskrivning, hvilket i visse tilfælde kan ses hensigtsmæssigt, hvis patienten har opholdt sig i Danmark i en årrække og ikke har pårørende i Grønland, eller hvis vedkommende har begået så uacceptabel kriminalitet, at en tilbagevenden til hjemstavnen er uhensigtsmæssig. Regler om overførsel af tilsyn til en anden del af riget findes i kriminallovens § 126, som har følgende ordlyd:

”§ 126. Tilsyn, der er fastsat i den ene del af riget, kan overføres til den anden del. Afgørelsen træffes af justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil. Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om tilsynets udøvelse.
Stk. 2. Når tilsyn ifølge en dom til forsorg eller ifølge en afgørelse om prøveløsladelse er overført til den øvrige del af riget, finder borgerlig straffelovs regler om betinget dom og prøveløsladelse fra fængsel anvendelse med hensyn til ændring af dommens eller afgørelsens bestemmelser og retsfølgen i anledning af tilsidesættelse af bestemmelserne. På samme måde finder kriminallovens regler anvendelse, når tilsyn ifølge en betinget dom eller ifølge en afgørelse om prøveløsladelse fra fængsel er overført til Grønland.
Stk. 3. Begår den pågældende en ny lovovertrædelse i tilsyns- eller prøvetiden, finder reglerne i stk. 2 anvendelse, selv om tilsynet ikke er overført efter stk. 1.”

I lyset af bestemmelsens stk. 2, der alene omtaler tilsyn i forbindelse med en forsorgsdom eller prøveløsladelse, må det derfor antages, at der ikke er mulighed for overførsel fra Grønland til de øvrige dele af riget af andre former for tilsyn, herunder tilsyn i forbindelse i med kriminallovens § 113, 2. punktum. [40]

Det oplyses dog fra Grønlands Landsret [41] , at emnet pt. er under drøftelse, idet det her anses som uklart, om der allerede findes hjemmel til en sådan udslusning, eller hjemmel eventuelt først ville skulle skabes. Tankerne går foreløbig i retning af, at en § 113-dom kan ændres til en dom til forsorg, jf. § 94, hvilket kan give mulighed for, at Kriminalforsorgen beslutter at overføre tilsynet/forsorgen til en anden del af riget, jf. § 126, stk. 1. [42]

Der ses fra praksis et enkelt eksempel på, at en kredsret [43] i en dom til ændring af foranstaltning på dansk hospital, jf. § 113, stk. 3, jf. § 108, stk. 3, har angivet som vilkår, at dømte skal undergives ”behandling på dansk psykiatrisk hospital med tilsyn af kriminalforsorgen i Danmark under udskrivning [min fremhævning].” Det anføres som baggrund herfor, at tiltalte efter første dom siden havde bosat sig i Danmark.

Der ses dog i ikke i bestemmelserne om dom til forsorg i kriminallovens kapitel 26 hjemmel til en sådan konstruktion, hvor retten i Grønland således pålægger den danske kriminalforsorg at føre tilsyn med pågældende, idet kriminallovens § 94 definerer begrebet Kriminalforsorgen som Kriminalforsorgen i Grønland.

En sådan ordning skal altså – skulle Landsretten konkludere at § 126 rent faktisk hjemler mulighed for overførsel af tilsyn i forbindelse med § 113, 2. punktum – ske ved, at Direktoratet for Kriminalforsorgen træffer afgørelse om overførsel efter ændring til dom til forsorg, jf. § 94. [44]

3.2. Forsinket hjemtagelse  

Folketingets Ombudsmand besøgte den 16. maj 1995 Grønlænderafdelingen på Amtshospitalet i Vordingborg. [45] Besøget havde sammenhæng med, at der i 1991 og 1993 var foretaget egentlige inspektioner af detentioner/arrester og anstalter for domfældte i Grønland samt af Anstalten ved Herstedvester, Grønlænderafdelingen. Besøget på Amtshospitalet i Vordingborg udsprang af et ønske om at få et samlet indblik i forholdene for grønlandske domfældte.

I Ombudsmandens redegørelse herfra fremgår [46] :

”[…] Folketingets Ombudsmand fandt det klart utilfredsstillende, at det tilsyneladende forholdt sig således, at grønlandske patienter med behandlingsdom, og som af amtshospitalet blev bedømt som færdigbehandlede, ikke kunne udskrives fra amtshospitalet alene begrundet i, at de grønlandske myndigheder ikke fandt at kunne modtage de pågældende.” [47]

Denne redegørelse fremsendtes til Landstingets Ombudsmand med henblik på, at denne fik mulighed for at vurdere, om der skulle foretages et nærmere eftersyn af de nævnte forhold. Landstingets Ombudsmand besluttede senere i 1996 at iværksætte en undersøgelse om Hjemme­styrets og de grønlandske kommuners medvirken i de konkrete sager om hjemsendelse af grønlandske retspsykiatriske patienter, anbragt i medfør af kriminallovens § 113. Redegørelsen herfra fremsendtes til Landsstyret i 2000. [48]

Det fremgik heraf – på baggrund af en længere udredning – at der efter Landstingets Ombudsmands opfattelse var retspsykiatriske patienter i Danmark, som var færdigbehandlede, men som ikke kunne hjemtages, idet der manglede bomuligheder i Grønland, og at der desuden ikke sås klart lovgrundlag, som foreskrev en pligt for Hjemmestyret og kommunerne til at tilvejebringe institutionelle, andre behandlingsmæssige og bistandsmæssige rammer for at kunne hjemtage de retspsykiatriske patienter fra Danmark. Landstingets Ombudsmand gav tillige udtryk for den opfattelse, at der tilsyneladende ikke er taget stilling til, om Hjemmestyret ved overtagelsen af sundhedsområdet og socialområdet fra staten har overtaget de hidtidige statsopgaver for de retspsykiatriske patienter. [49]

Den 2. september 2002 meddelte Statsministeriet Landstingets Ombudsmand, at Hjemmestyret ved bemyndigelseslovgivningen og den tilhørende tilskudslovgivning efter Statsministeriets opfattelse havde overtaget ansvaret for det grønlandske socialvæsen i 1980 og det grønlandske sundhedsvæsen i 1992. [50] Ansvaret for planlægning og drift af den psykiatriske behandling – uanset om den finder sted i Grønland eller Danmark – er herunder overgået til Grønlands Hjemmestyre med bloktilskud.

På denne baggrund fandt Statsministeriet ikke grundlag for en forhandling mellem Grønland og staten om overdragelse af disse sagsområder efter hjemmestyrelovens § 4 eller § 5. Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som er ressortmyndighed for bemyndigelses­loven vedrørende sundhedsvæsenets overførsel til Grønlands Hjemme­styre, delte denne opfattelse. [51]

Landstingets Ombudsmand har efterfølgende i 2002 [52] og 2003 [53] givet udtryk for, at hun, uanset denne manglende enighed vedrørende ansvarets placering, fortsat er af den opfattelse, at rigsfællesskabet bærer et overordnet ansvar for, at grønlandske retspsykiatriske patienters rettigheder efter EMRK ikke krænkes, og at en eventuel retssag anlagt ved EMD vil blive ført imod Kongeriget Danmark uden hensyntagen til, hvorledes forpligtelserne er fordelt mellem den danske stat og Grønlands Hjemmestyre. [54]

På den baggrund pålagde Landsstyret primo 2003 landsstyremedlemmet for familie og sundhed at nedsætte en arbejdsgruppe vedrørende hjemtagning af færdigbehandlede retspsykiatriske patienter fra Danmark. Rapport herfra forelå i maj 2005, og det fremgår bl.a. heraf, at der i 2004 var færdiggjort en udvidelse af Sungiusarfik Aaqa, således at forsinkelser i fremtiden bør kunne undgås. [55]

Det oplyses dog fra Risskov Hospital, at der stadig forekommer forsinkelser i forbindelse med udslusning i Grønland, og at der i perioden fra medio 2005 til primo 2006 var tre personer, som ventede i ca. 6 måneder, efter at de kunne have været udskrevet på lægelig indikation. [56] Dette begrundedes bl.a. med, at de berørte kommuner ikke havde haft hverken økonomiske eller personalemæssige ressourcer til at fremskaffe nok pladser på dertil indrettede bosteder og i øvrigt manglede ekspertise i forhold til at håndtere deres pligter i forhold til de pågældende, som stadig havde behov for forsorgsmæssige foranstaltninger efter udskrivning. [57]

Dette bekræftes af bistandsværgekoordinator Henriette Kjær, som oplyser at forsinket udskrivning forekommer jævnligt. I ca. 3 – 5 tilfælde om året forsinkes udskrivning efter endt behandling i mere end 2 – 3 måneder. Disse forsinkelser har en vis sammenhæng med adgangen til ferierejser, idet der under disse ferierejser normalt tages kontakt til Kriminalforsorgen i Grønland og de bosteder, som senere skal huse den dømte i perioden efter hjemsendelse, med henblik på at der her skal opnås kendskab til vedkommende. Har disse ferierejser ikke fundet sted, er bostederne og Kriminalforsorgen mere uvillige til at afgive de i forvejen begrænsede pladser til vedkommende. [58]