Artiklen er også offentliggjort i Juristen 2012.253 og gengives i samarbejde med forfatterne og med tilladelse fra Djøf Forlag
DGL 2013.18: Værneting for sager om leje af fast ejendom i Grønland
Af juridisk konsulent, cand.jur. Kenneth Bøjler, A/S Boligselskabet INI, Nuuk, og advokat Henrik Karl Nielsen, Koch/Christensen, Advokatfirma, København
Tvister
om lejeforhold i Danmark hører efter lejelovens § 107 under boligretten.
Lejeloven gælder ikke for Grønland, jf. § 117. Danske domstole har undertiden
alligevel henvist sager om grønlandske lejeforhold til domstole i Grønland.
Artiklen gennemgår danske og grønlandske procesretlige bestemmelser om stedlig
og saglig kompetence i lejesager. Sager om lejemål i Grønland henhører under
danske domstole, hvis lejer har hjemting i Danmark. Sager om lejemål i Danmark
henhører under danske domstole, selvom lejeren har hjemting i Grønland.[1]
1.
Den retlige ramme i Grønland efter selvstyreloven og retsplejereformen
Grønland
gennemgår i disse år en udvikling, der medfører omfattende reformer af landets
retsforhold. § 1 i selvstyreloven,[2] der med
virkning fra den 21. juni 2009 erstatter hjemmestyreloven,[3] henlægger
den lovgivende magt til Grønlands Landsting, Inatsisartut, og den
udøvende magt til Grønlands Landsstyre, Naalakkersuisut. Lovgivning, der
udgår fra Inatsisartut, benævnes inatsisartutlove.
Disse erstatter de hidtil anvendte lovgivningsinstrumenter landstingslove og
landstingsforordninger.[4] Ved en omfattende domstolsreform har Grønland fået
ny retsplejelov. Lov nr. 305 af 30. april 2008 retsplejelov for Grønland er en
rigslov vedtaget af Folketinget efter grundlovens procedurebestemmelser. Loven
trådte med få undtagelser i kraft den 1. januar 2010.[5] Loven
benævnes her »den grønlandske retsplejelov«. Den grønlandske retsplejelov adskiller
i procesretlig henseende Grønland fra Danmark i en udstrækning, der er mere
vidtgående end under den hidtil gældende retsplejelov. Østre Landsret ophører
med at være ankeinstans for Grønlands Landsret. Efter den grønlandske
retsplejelov § 1 er de almindelige domstole kredsretterne, Retten i Grønland,
Grønlands Landsret og Højesteret.
2.
Lejeretten i Grønland
Lejeloven[6] gælder
efter § 117 ikke for Grønland. Lejelovgivning, boligstøtte og boligforvaltning
var blandt de områder, der efter hjemmestyreloven kunne overgå fra
rigsmyndighederne til hjemmestyremyndighederne.[7] Det
skete ved lov for Grønland nr. 944 af 23. december 1986 om boligforsyning,
boligstøtte, leje af boliger mv. (boligforsyningsloven). Efter
boligforsyningslovens § 1 kunne Grønlands Hjemmestyre ved landstingsforordning
fastsætte regler, der sikrede Grønlands forsyning med boliger, herunder om
støtte til boligbyggeri i Grønland. Grønlands Hjemmestyre kunne efter
boligforsyningslovens § 2 ved landstingsforordning fastsætte regler om leje af
hus og husrum. Efter boligforsyningslovens § 3 kunne Hjemmestyret i
landstingsforordninger udstedt i henhold til §§ 1 og 2 fastsætte regler om
bødestraf for overtrædelser af bestemmelser i landstingsforordningerne eller i
forskrifter udstedt i henhold hertil. Samtidig med boligforsyningslovens ikrafttræden
trådte landstingsforordning (lfo.) nr. 11 af 22.
december 1986 om Grønlands Hjemmestyres udlejningsboliger i kraft. Efter
landstingsforordningens § 4 forblev hidtidige regler fastsat af Ministeriet for
Grønland og Rigsombudsmanden i Grønland for området i kraft, indtil de blev
ændret eller ophævet.
Lejelovgivningen
i Grønland er ændret flere gange. Den seneste samlede ændring af
lejelovgivningen i Grønland skete ved lfo. nr. 2 af
5. maj 2005 om leje af boliger.[8] Som noget
nyt indeholder landstingsforordningen i kap. 14 regler om boligklagenævn. Landstingsforordningen
er ændret ved lfo. nr. 9 af 5. december 2008 om
ændring af landstingsforordning om leje af boliger (øget tidsfrist for rettidig
betaling og mulighed for at indgå afdragsordning ved restancer mv.)[9] og lfo. nr. 14 af 20. november 2006 om ændring af
landstingsforordning om leje af boliger (ændring af 7-års regel for overtagelse
af personalebolig, bestemmelse om restlejers retsstilling ved omdannelse til henholdsvis
andels- eller ejerboliger, præcisering af udlejers økonomiske tilsyn,
præcisering af Boligklagenævnets kompetence samt tekniske ændringer af enkelte
bestemmelser).[10] Den beskrevne rigs- og hjemmestyrelovgivning er
fortsat den retlige ramme for lejeretten i Grønland. Der er stort set ingen
bolig- og lejeretlig litteratur, der specifikt omhandler Grønland. Som for
andre retsområder må den, der søger information om boliglovgivning i Grønland, falde
tilbage på anden samfundsfaglig litteratur.[11]
3.
Stedlig og saglig kompetence efter lejeloven for sager om lejeforhold i Danmark
3.1. Boligrettens kompetence
I
Danmark er retsplejelovens hovedregel, at civile sager anlægges ved sagsøgtes
hjemting, medmindre andet er bestemt ved lov, jf. retsplejelovens § 235, stk.
1. En sådan lovhjemmel til at fravige udgangspunktet findes i lejelovens procesordning.
Efter lejelovens § 107, stk. 1, kan tvister om lejeforhold indbringes for
boligretten. Værnetinget er det sted, hvor ejendommen er beliggende, jf.
lejelovens § 111, stk. 1. Bestemmelserne om boligretter i lejelovens kap XVIII
finder også anvendelse på tvister, der udspringer af erhvervslejeloven,[12] jf.
dennes § 76, stk. 2. Sådanne tvister henhører under boligretten, jf. § 76, stk.
1, medmindre parterne har aftalt behandling ved voldgift, jf. § 77, stk. 1. Hvis
en sag, der henhører under de almindelige domstole, indbringes for boligretten,
eller hvis en sag, der er omfattet af lejeloven, indbringes for en almindelig domstol,
henvises sagen til rette domstol, jf. lejelovens § 111, stk. 3. Boligretternes
afgørelser er efter lejelovens § 113, stk. 1, underlagt retsplejelovens
bestemmelser om anke og kære til landsret og med efterfølgende mulighed for at
opnå Procesbevillingsnævnets tilladelse til sagens indbringelse for Højesteret.
Disse regler er alment kendt og omtales ikke nærmere her.
3.2. Huslejenævnet
Lejelovens
§ 106 tillægger huslejenævnet kompetence til at afgøre en række tvister mellem
lejer og udlejer. Lejelovens § 106 henviser om huslejenævnet til
boligreguleringslovens[13] kap. VI. Boligreguleringsloven
gælder efter § 68 ikke for Grønland. Et huslejenævn i Danmark vil derfor aldrig
have kompetence til at behandle en tvist om et lejemål i Grønland. Hvis sådanne
sager indbringes for et huslejenævn i Danmark, må huslejenævnet afvise sagen, jf.
boligreguleringslovens § 40, stk. 1.
4.
Stedlig og saglig kompetence efter den grønlandske retsplejelov for sager om
lejeforhold i Grønland
4.1. Fraværet af boligretter i Grønland
Den
danske retsplejelov gælder ikke for Grønland.[14] En civil
sag, der anlægges ved en domstol, der er lovfæstet ved den grønlandske
retsplejelovs § 1, vil derfor skulle behandles efter den grønlandske
retsplejelov. Som noget nyt er retsplejen efter selvstyrelovens § 3, stk. 2,
blandt de retsområder, der kan overgå til Grønlands Selvstyre på tidspunkter,
der fastsættes af Grønlands Selvstyre efter forhandling med rigsmyndighederne.
Noget sådant er endnu ikke sket. Da retsplejen ikke hørte til de sagsområder, der
efter hjemmestyreloven kunne overgå til Grønlands Hjemmestyre, indeholder
Landstingsforordningen om leje af boliger ikke procesretlige regler. Det er
først med landstingsforordningen fra 2005 om leje af boliger, at der er
tilvejebragt hjemmel til nedsættelse af et boligklagenævn.[15] Begrebet
»boligretten« eksisterer fortsat ikke i grønlandsk ret.
4.2. Boligklagenævnet, Maalaarut
Lfo. nr. 2 af 12. maj 2005 om leje
af boliger § 82, stk. 1, tilvejebragte hjemmel til, at Grønlands Landsstyre
kunne nedsætte et boligklagenævn. Boligklagenævnets kompetence fastlægges i §
84, stk. 1. som gennemgås nedenfor. Bestemmelserne er i vidt omfang opbygget
som de danske regler om huslejenævn.
Et
boligklagenævn blev nedsat ved Hjemmestyrets Bkg. nr.
4 af 13. februar 2006 om Boligklagenævnets virksomhed, der efter § 13 trådte i
kraft den 1. april 2006. Bekendtgørelsen er erstattet af Hjemmestyrets bkg. nr. 27 af 26. november 2008 om Boligklagenævnets
virksomhed, der efter § 13, stk. 1, trådte i kraft den 1. februar 2009. Boligklagenævnet, Maalaarut,
offentliggør sine afgørelser elektronisk.[16]
4.2.1.
Boligklagenævnets kompetence og et praktisk problem
Hvis en
tvist allerede er indbragt for domstolene, afviser Boligklagenævnet sagen, jf.
bekendtgørelsens § 84, stk. 4. Boligklagenævnet har jf. § 82, jf. § 84,
kompetence til at behandle tvister mellem lejere og udlejere i Hjemmestyrets og
kommunernes udlejningsejendomme.[17] Kun lejerne kan indbringe klager for
nævnet. Offentlige udlejere er henvist til retlig behandling. Det falder
udenfor Boligklagenævnets kompetence at behandle sager mellem lejre og udlejere
af private lejemål. En sag om et lejemål i Danmark vil ikke kunne behandles af
Boligklagenævnet og kan afvises, jf. bekendtgørelsens § 85, stk. 1.
Boligklagenævnet
har efter § 84 kompetence til at behandle klager indbragt af lejere vedrørende:
1.
Formalia ved varsling af huslejeforhøjelser, jf. § 28, stk. 2.
2.
Vedligeholdelse og istandsættelse, jf. § 45.
3. Boligens
stand ved indflytningen, jf. § 47.
4.
Installation i og forbedringer af det lejede (råderet), jf. §§ 51 og 55.
5.
Lejerens brug af det lejede (overtrædelser af ordensreglerne), jf. § 50.
6.
Brugsrettens overgang til andre (boligbytning, fremleje og fortsættelse af
lejemål), jf. §§ 58-62.
7.
Boligens stand ved fraflytning (normalistandsættelse), jf. § 77.
I en ny
principiel afgørelse[18] har Boligklagenævnet slået fast, at
en lejer er forpligtet til at betale husleje, selvom lejer ikke har afhentet
nøgler til lejemålet, hvis lejeren ved indgåelse af lejekontakt og underskrift
af samme har rådigheden over lejligheden. Det forhold at lejeren ikke har afhentet
nøgler, ændrer ikke på det forhold, at lejeren har haft rådigheden over lejligheden
og udlejer ikke har kunnet udleje lejligheden til tredjemand. Videre har
Boligklagenævnet slået fast, at lejeren på trods af manglende indflytning skal
betale for sin del af fællesudgifter til vand og varme. Lejeren fritages dog
for betaling af normalistandsættelse af lejligheden, som ellers er praksis ved
alle fraflytninger, uanset hvor længe lejeforholdet har bestået. Boligselskabet
havde i den konkrete sag ikke faktureret lejeren for normalistandsættelse.
Boligklagenævnet
har tidligere[19] taget stilling til en sag om en
flytteafregning fra et lejemål i Grønland, hvor klager var bosiddende i
Danmark. Boligklagenævnet slog fast, at maling af boliger i røde og andre svært overmalbare farver ikke kunne betragtes som
misligholdelse. Men hverken den tidligere lejer, boligselskabet eller
Boligklagenævnet betvivlede, at Boligklagenævnet havde kompetence til at
behandle sagen. Det er næppe med denne praksis generelt knæsat, at
Boligklagenævnet er kompetent, uanset hvor lejeren eller den tidligere lejer
befinder sig. Men i den konkrete sag blev det ikke draget i tvivl.
Der er
ikke indført mulighed for tvangsfuldbyrdelse af Boligklagenævnets afgørelser.
Dermed er udlejer, såfremt der er truffet en afgørelse, som går lejeren imod og
som denne ikke vil følge, nødsaget til at gennemføre sagen som civil sag ved de
almindelige domstole efter reglerne i den grønlandske retsplejelov.
4.3.
Hovedreglen om anlæggelse af civile sager ved sagsøgtes hjemting
Udgangspunktet
efter den grønlandske retsplejelov § 203, stk. 1, er som i den danske
retsplejelov, at civile retssager anlægges ved retten i den retskreds, hvor
sagsøgte har bopæl, medmindre andet er bestemt ved lov. Har sagsøgte bopæl i
flere retskredse, kan sagen anlægges ved ethvert af dem. Har sagsøgte ingen
bopæl, kan sagen anlægges i den retskreds, hvor sagsøgte opholder sig, jf. §
203, stk. 2. Har sagsøgte hverken bopæl eller kendt opholdssted, kan sagen
anlægges i den retskreds, hvor sagsøgte sidst har haft bopæl eller opholdssted,
jf. § 203, stk. 3. Sager om inkassation af huslejerestancer, forbrugsafgifter og
erstatning for misligholdelsesarbejder kan derfor anlægges ved kredsretten i
den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl.[20] Hvis sagsøgte har bopæl i Danmark,
vil sagen derimod som udgangspunkt ikke kunne anlægges i Grønland.
4.4.
Udlejningsbekendtgørelsen og endnu et praktisk problem
Der er
flere bekendtgørelser udstedt med hjemmel i landstingsforordningen om leje af
boliger. Den seneste bekendtgørelse med et generelt lejeretligt sigte er
Hjemmestyrets bkg. nr. 12 af 23. april 2008 om
udlejning af ejendomme til beboelse (udlejningsbekendtgørelsen).
Udlejningsbekendtgørelsen gælder efter § 1, stk. 1, for leje, herunder fremleje
af hus og husrum til beboelse i Hjemmestyrets og kommunernes
udlejningsejendomme.[21]
Af
udlejningsbekendtgørelsens § 59 fremgår det, at hvis lejemålet er gyldigt
opsagt, hævet eller ophørt, og lejer ikke er fraflyttet lejemålet, skal udlejer
uden ugrundet ophold søge lejer udsat af det lejede, jf. lov om rettens pleje i
Grønland. Af § 59, stk. 2, fremgår, at begæring om tvangsudsættelse fremsendes
til politiet i den retskreds, hvor boligen er beliggende.
Der kan
opstå et særegent problem, hvis et lejemål i Grønland er gyldigt opsagt, og
lejeren ikke har fjernet sine ejendele og afleveret nøgler mv. til udlejer, og
alligevel har taget varig bopæl i Danmark. Her må udlejer fremsende begæring om
tvangsudsættelse til politiet i den grønlandske retskreds, hvor boligen er
beliggende, hvorefter politiet skal oversende sagen til kredsretten, som igen
skal oversende sagen til den retskreds i Danmark, hvor sagsøgte har taget varig
bopæl, jf. den grønlandske retsplejelovs § 203, stk. 1.
5. Sager
vedrørende rettigheder over fast ejendom
Den
grønlandske retsplejelovs § 205 hjemler som den danske retsplejelovs § 241, at
sager vedrørende »rettigheder over fast ejendom« kan anlægges i den retskreds,
hvor ejendommen er beliggende. Bestemmelsen i den grønlandske retsplejelovs §
205 kan føres tilbage til lov nr. 271 af 14. juni 1951 om rettens pleje i
Grønland. I Grønlandskommissionens betænkning[22] er der
intet nævnt om, at bestemmelsen skulle forstås anderledes end bestemmelsen i
den danske retsplejelov. Som i dansk ret må den grønlandske bestemmelse om
værneting i sager om rettigheder over fast ejendom forstås som en regel, der
tager sigte på tinglige rettigheder.[23] Sager om krav efter lejekontrakter falder
som udgangspunkt uden for bestemmelsen.[24]
6.
Kontraktværneting
Efter den
grønlandske retsplejelov § 206, stk. 1, kan sager om kontraktforhold anlægges
ved retten i den retskreds, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for
sagen, er opfyldt eller skal opfyldes. Det gælder efter § 206, stk. 2, ikke for
pengekrav, medmindre kravet er opstået under ophold i retskredsen under sådanne
omstændigheder, at det skulle opfyldes, inden stedet blev forladt. Bestemmelsen
svarer til den danske retsplejelovs § 242. Som følge af lejelovens procesordning
er den danske retsplejelovs § 242 ikke anvendelig i sager om krav i henhold til
lejekontrakter omfattet af lejeloven. Da en sådan lejeretlig procesordning netop
ikke findes i Grønland, er spørgsmålet, om der med den grønlandske retsplejelov
er indført mulighed for, at en udlejer ved en grønlandsk domstol anlægger sag
om et krav om betaling af f.eks. en huslejerestance, også selvom lejer er
fraflyttet og har taget ophold i Danmark. Der er ikke i forarbejderne til den
grønlandske retsplejelov taget specifik stilling til dette.[25] Men efter ordlyden af § 206, stk. 2, gælder reglen om
kontraktværneting ikke generelt for pengekrav. Noget andet ville da også
indebære en videregående adgang for en kreditor til at kunne sagsøge en debitor
ved kreditors hjemting, idet pengekrav efter den deklaratoriske regel i
gældsbrevslovens § 3[26] skal opfyldes hos kreditor. En
støtte for noget sådant findes heller ikke i den danske retsplejelovs § 242.[27] Bestemmelsen tager sigte på kontraktlige krav på andet end
penge[28] og fører derfor ikke automatisk til,
at betalingsforpligtelser i henhold til en hvilken som helst kontrakt kan
anlægges ved pengekreditors hjemting, jf. til sammenligning UfR 2009.1670 Ø. Den grønlandske retsplejelovs § 206
ændrer derved næppe ved den hidtil gældende retstilstand, hvorefter sag om inddrivelse
af pengekrav i henhold til kontrakter om leje af hus eller husrum skal anlægges
i Danmark, hvis lejer har taget ophold i Danmark.
7. Sager
mod fysiske og juridiske personer, der ikke har hjemting i Grønland
Sager mod
personer, selskaber, foreninger, private institutioner og andre
sammenslutninger, der ikke har hjemting i Grønland, kan efter den grønlandske
retsplejelovs § 212 anlægges i Grønland, hvis en ret efter bestemmelserne i lovens
§§ 204-206, § 208, stk. 2, og § 211 kan anses som værneting. Efter § 204 kan
sager mod personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed, anlægges i den
retskreds, hvorfra virksomheden udøves, når sagen vedrører virksomheden.
8.
»Hensigtsmæssighedsværneting«
Retten
kan efter den grønlandske retsplejelovs § 214 træffe bestemmelse om, at en sag,
der er indbragt for retten, henvises til en anden ret, som efter de ovenfor
omtalte regler er værneting, når det på grund af vidners bopæl eller af anden
grund skønnes hensigtsmæssigt. Når særlige grunde taler for det, kan Retten i
Grønland efter § 214, stk. 2, bestemme, at sagen skal behandles ved en ret, der
ikke er værneting efter disse regler. Denne bestemmelse er, så vidt vides,
endnu ikke bragt i anvendelse i sager om lejeforhold.
9. Sager
uden for den grønlandske kommuneinddeling
Efter den
hidtil gældende grønlandske retsplejelov skulle sager uden for
kommunalinddelingen anlægges ved Grønlands Landsret som 1. instans.[29] Det drejede sig om de eksisterende og tidligere amerikanske
forsvarsområder, først og fremmest Thule Air Base og Kangerlussuaq (Søndre
Strømfjord). Grønlands Landsret kunne i medfør af den dagældende grønlandske
retsplejelovs kap. 3, § 1, stk. 2, henvise sager til behandling ved kredsretten
eller ved dansk domstol, såfremt parterne ønskede det, eller hensynet til sagens
behandling talte derfor.[30] Nu gælder, at alle sager anlægges
ved kredsretten, efter de ovenfor beskrevne bestemmelser.
10.
Rettens stillingtagen til rette værneting
Retten
påser efter § 215 af egen drift, om sagen er indbragt for rette værneting.
Fremsætter sagsøgte ikke indsigelse mod rettens kompetence inden forberedelsens
slutning, anses retten for rette værneting. Er sagen anlagt ved en ret, som
ikke er rette værneting for sagen eller et af de rejste krav, henviser retten
om muligt sagen eller kravet til afgørelse ved rette domstol, jf. § 215, stk.
2. Afgørelse om henvisning træffes ved beslutning, som skal begrundes, jf. §
215, stk. 2, 2. pkt. Kan sagen ikke henvises, afviser retten sagen ved dom, jf.
§ 215, stk. 2, 3. pkt.
10.1.
Sagens behandling i 1. instans ved domstole i Grønland
En sag
kan forberedes mundtligt eller skriftligt, jf. den grønlandske retsplejelovs §
216, stk. 1. Ved mundtlig forberedelse indkaldes parterne til møde i retten.
Ved skriftlig forberedelse fastsættes frist for parten til at indlevere et processkrift.
Den grønlandske retsplejelov indeholder i kap. 22 bestemmelser om behandling af
inkassosager. Disse regler finder anvendelse på sager om pengekrav, hvor
sagsøger i stævningen angiver, at det ikke kan forventes, at sagsøger har
indsigelser mod kravet eller vil gøre modkrav gældende. Disse regler finder
også anvendelse i sager om lejeforhold. Sagerne anlægges efter § 264 ved indlevering
af stævning til en kredsret, hvor sagsøgte har værneting efter § 203, § 204
eller § 208, stk. 1 og 2. I alle tilfælde vil sager, der udspringer af
lejeforhold, skulle anlægges ved kredsret, hvis der i øvrigt er værneting for kravet.
10.2.
Henvisning fra kredsret til Retten i Grønland
Den
grønlandske retsplejelov indeholder en henvisningsprocedure, der ikke kendes
fra den danske retsplejelov. Kredsdommeren skal efter den grønlandske
retsplejelovs § 56, stk. 1, henvise en sag til behandling ved Retten i Grønland,
hvis sagen angår særlig vanskelige faktiske eller retlige spørgsmål, sagen er
af principiel karakter, eller sagen har særlig indgribende betydning for en
part. Denne henvisningsadgang er ikke en appelbehandling. Henvisningen efter §
56, stk. 1, indebærer, at sagen realitetsbehandles af Retten i Grønland som
første instans. Kredsretten skal begrunde sin beslutning om henvisning, jf. den
grønlandske retsplejelov § 56, stk. 4, 1. pkt. Retten i Grønland stiller krav
om, at kredsdommeren i sin begrundede beslutning foretager en afvejning af, om
sagen opfylder henvisningsbetingelserne.[31] Retten i Grønland kan efter § 56,
stk. 5, nægte at modtage en sag fra kredsretten, hvis Retten i Grønland finder,
at sagen ikke opfylder betingelserne for henvisning.
10.3.
Sagens behandling ved 2. og 3. instans i Grønland
Domme
afsagt både af kredsret og Retten i Grønland kan ankes til Grønlands Landsret,
jf. den grønlandske retsplejelovs § 494, stk. 1. Ankefristen er 4 uger fra
dommens afsigelse, jf. den grønlandske retsplejelovs § 496. Grønlands Landsrets
domme kan ikke ankes, jf. den grønlandske retsplejelovs § 515, stk. 1, 1. pkt.
Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til anke fra Grønlands Landsret til
Højesteret, hvis sagen er af »principiel karakter«. Det fremgår af den
grønlandske retsplejelovs § 515, stk. 1, 2. pkt., der henviser til den danske
retsplejelovs kap. 1 a. For sager, der på denne måde indbringes for Højesteret,
gælder den danske retsplejelov, jf. den grønlandske retsplejelov § 516.[32]
11.
Henvisning fra dansk til grønlandsk domstol
Byretter
i Danmark har undertiden ex officio henvist sager om grønlandske
lejeforhold anlagt mod personer, der har taget bopæl eller ophold i Danmark,
til kredsretten i den grønlandske retskreds, hvor ejendommen er beliggende. Københavns
Byret henviste den 11. april 2002 fire sager anlagt af et boligselskab i
Grønland mod fraflyttede lejere i Danmark[33] til kredsretterne i Maniitsoq og
Nuuk. Retten i Kolding afsagde den 9. december 2003 en lignende kendelse. Kendelserne
henviser til lejelovens § 112, stk. 1, jf. retsplejelovens § 248, stk. 2. Efter
at have modtaget kæreskrifter traf Københavns Byret den 6. maj 2002 beslutninger
i medfør af retsplejelovens § 222 om omgørelse af kendelserne, og tre af
sagerne blev fremmet til udeblivelsesdom.[34] Tilsvarende omgjorde Retten i
Kolding den 23. december 2003 en lignende henvisningskendelse, og sagen blev
fremmet til erkenderdom.[35] Københavns Byrets omgørelsesbeslutninger af 6. maj 2002
henviser til »de i sagen nye foreliggende oplysninger«. Omgørelsesbeslutningen af
23. december 2003 fra Retten i Kolding angiver, at henvisningen var »sket på
uretmæssigt grundlag«. Da de nævnte henvisningskendelser blev omgjort af
byretterne efter modtagelse af kæreskrifter, er der ingen stillingtagen fra
landsretterne til værnetingsspørgsmålet. Lejeloven er ganske vist gældende i
Danmark, men det er efter lejelovens § 117 utvivlsomt, at grønlandske
lejeforhold ikke er omfattet af lejeloven. Det følger derfor af lejelovens §
107, stk. 1, at der ikke er tale om en tvist »om lejeforhold, der er omfattet
af denne lov«. Henvisningskendelser i sager om grønlandske lejemål, der
henviser til lejelovens værnetingsregler, vil derfor være uhjemlede.
Efterfølgende har Københavns Byret uden at drage værnetinget yderligere i tvivl
afsagt udeblivelsesdomme i tilsvarende sager.[36] Men det
er inden for de senere år igen sket, at danske byretter har draget deres
kompetence i tvivl i sager om inddrivelse af krav efter grønlandske
lejekontrakter. I en dom fra 2012 har Retten i Odense afvist en sag om
inddrivelse af en huslejerestance fra et lejemål i Nuuk med henvisning til, at
Retten i Odense »ikke er rette værneting«, og at det ikke var muligt at henvise
sagen til afgørelse ved rette domstol.[37] Dommen henviser til retsplejelovens §
248, stk. 2. På trods af, at der er tale om en dom, omgjorde retten
henvisningen efter retsplejelovens § 222 om omgørelse af kendelser og
beslutninger med henvisning til, at afvisningen var sket på »fejlagtigt
grundlag«.[38] Når der ses bort fra (korrekte)
henvisninger i sager, hvor det efter sagens anlæg viser sig, at sagsøgte på ny
har taget ophold i Grønland,[39] har øvrige byretter sædvanligvis behandlet
sagerne uden at drage værnetingsspørgsmålet i tvivl.[40] Det forekommer dog utilfredsstillende, at spørgsmålet har
givet anledning til et større antal sager, hvor der i første omgang er sket
henvisning på forkert grundlag, når de processuelle regler i øvrigt ikke bør
give anledning til tvivl.
Noter
1. Artiklen er udarbejdet med udgangspunkt i Henrik Karl Nielsens artikel Værneting
i Danmark for sager om grønlandske lejeforhold, som er publiceret i
Fuldmægtigen on line, dokument id 1-2005-3158. Artiklen er udvidet og revideret
og tager højde for den nu indførte grønlandske selvstyreordning og den nye
retsplejelov for Grønland samt den seneste vedtagne landstingsforordning om
leje af boliger, med efterfølgende ændringer. Stud.jur. Ditte Refsgaard har
fortaget korrekturlæsning og har deltaget i udarbejdelsen af artiklens afsnit
om anvendelighederne af den grønlandske retsplejelovs bestemmelser om
kontraktværneting.
2. Lov
nr. 473 af 12. juni 2009 om Grønlands Selvstyre.
3. Lov
nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands Hjemmestyre.
4. Grønlands Landsting kunne efter hjemmestyrelovens § 4, stk. 4, vedtage
landstingslove inden for områder, som Grønlands Hjemmestyre efter
hjemmestyrelovens bilag selv kunne beslutte at overtage. Landstingsforordninger
blev vedtaget af Grønlands Landsting efter hjemmestyrelovens § 5, stk. 2, inden
for områder, der var nævnt i hjemmestyrelovens bilag som områder, der kunne overgå
til Grønlands Hjemmestyre efter forhandling med rigsmyndighederne og efter
bemyndigelse fra rigsmyndighederne.
5. Efter
lovens § 746, stk. 2, trådte §§ 742-745 om Rådet for Grønlands Retsvæsen og Det
Kriminalpræventive Råd i kraft den 1. juli 2008.
6. Lovbkg. nr. 963 af 11. august 2010 om leje med senere
ændringer.
7. Lov
nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands Hjemmestyre § 4, stk. 1, jf. bilagets
pkt. 14.
8. Landstingsforordningen erstatter efter § 87, stk. 2, lfo.
nr. 5 af 31. maj 2001 om leje af boliger, som senest er ændret ved lfo. nr. 3 af 15. april 2003.
9. § 74
10. §§ 5,
11, 15, 21, 24, 24 a, 26, 32, 63, 65, 73, 81 og 84.
11. Der
henvises til Jens Christian Madsen: Udsteder og bopladser i Grønland 1901-2000,
Nuuk 2009, Jens Christian Madsen: Offentligt byggeri i Grønland 1900-1946,
Nuuk 2007 og Jens Christian Madsen: Grønlandske boliger. Selvbyggeri og
typehuse, Nuuk 2000. Ordningen med boligstøtte og boligstøttehuse er
beskrevet i A/S Boligselskabet INIs publikation:
Tassa uagut illorput – Det er
vores hus, Nuuk 1997.
12. Lovbkg. nr. 1714 af 16. december 2010 om leje af
erhvervslokaler mv. (erhvervslejelov).
13. Lovbkg. nr. 962 af 11. august 2010 om midlertidig
regulering af boligforholdene.
14. Retsplejeloven indeholder ikke bestemmelser om lovens anvendelse i Grønland. Da
loven er fra før Grønlands integration i Kongeriget Danmark ved Grundloven af
1953, er den ikke gældende for Grønland. Senere ændringer af retsplejeloven
angiver, at de ikke gælder for Grønland. Se om problemstillingen vedrørende lovgivning
før 5. juni 1953 Peter Blume: Et lovfortolkningsproblem, UfR 1986 B 278f. og Frederik Harhoff: Dansk rets gyldighed i grønlandske og færøske særanliggender, UfR 1987 B 347ff.
16. Afgørelserne er tilgængelige på www.maalaarut.gl. I skrivende stund, 14.
november 2012, er hjemmesiden under restrukturering.
17. Boligklagenævnet er, jf. § 82, sammensat således, at formanden og dennes
suppleant udpeges af Landsstyret efter indstilling fra det landsstyremedlem,
som er ansvarlig for området. De skal besidde særlig viden om boligforhold og
have bestået juridisk kandidateksamen. Videre er der tre
interesserepræsentanter som indstilles af hhv. det selvstyreejede
boligadministrationsselskab, A/S Boligselskabet INI, De Grønlandske Kommuners Landsforening,
KANUKOKA og Lejernes Landsorganisation, IPK. Der er mulighed for, at tre
navngivne faglige organisationer udpeger et medlem, såfremt IPK ikke gør det.
Nævnets afgørelser har jf. § 86, stk. 6, bindende virkning for Hjemmestyret og
kommunerne som udlejere af boliger. Hvis der er antaget ekstern administrator,
har nævnets afgørelser også bindende virkning for denne. Nævnets afgørelser kan
jf. § 86, stk. 7, ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
18. Boligklagenævnets sagsnummer 2012-069186, afgørelse af 9. november 2012.
19. Boligklagenævnets sagsnummer 2010-032845, afgørelse af 16. december 2010.
20. Se
f.eks. Kredsretten i Nuuk, dom af 3. januar 2000 (C-356/99, sag om
husleje og normalistandsættelse) og Kredsretten i Qaqortoq, dom af 18.
september 1998 (C-376/98, sag om husleje).
21. Udlejningsbekendtgørelsens kap. 8 om varmeregnskab og vandregnskab gælder efter
§ 1, stk. 2, tillige private udlejningsejendomme.
22. Grønlandskommissionens
Betænkning, bd. 2, Kbh. 1950, s. 105ff.
23. Sml. UfR 1960.701 Ø (sag om købers vedståelse af
ejendomshandel), UfR 1970.874 Ø (sag om
forkøbsret) og UfR 1970.917 Ø (sag om
tilbageskødning).
24. Bernhard Gomard mfl. Kommenteret retsplejelov, 8. udg., Kbh. 2008, Bd.
I, s. 488f.
25. I
lovforslaget anføres det blot, at bestemmelsen svarer til den danske
retsplejelov § 242, jf. Lovforslag L 34, 2007-2008 (2. samling) tilgængeligt på www.folketinget.dk.
26. Gældsbrevsloven er sat i kraft for Grønland ved lov nr. 104 af 31. marts 1965
om ikrafttræden for Grønland af visse formueretlige love med senere ændringer.
27. I
Bernhard Gomard & Michael Kistrup: Civilprocessen, 6. udg., Kbh. 2007, s.
118 nævnes som eksempler på krav, der er omfattet af § 242, stk. 2, krav om
betaling af hotel- eller restaurationsregninger.
28. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen & Lasse Højlund
Christensen: Den civile retspleje, 2. udg., Kbh. 2010, s. 187 og
Bernhard Gomard mfl.: Kommenteret retsplejelov, 8. udg., bd. I, s. 490.
29. Se
herom generelt Tinne Thomassen: Sager der efter loven skal behandles af
Grønlands Landsret som 1. Instans, Tidsskrift for Grønlands Retsvæsen (TGR)
1998.3ff. Ordningen var klart uhensigtsmæssig i rene inkassosager, se f.eks. Grønlands
Landsret, dom af 21. maj 1997, TGR 1998.6 (hotelregning på 1.463 kr.) og Grønlands Landsret, dom af 25. august 1997,
TGR 1998.7 (telefonregning). Begge sager afgjort ved udeblivelsesdom.
30. Se
f.eks. Grønlands Landsrets beslutning af 30. september 2003 (A 495/03),
hvor en sag om husleje, varme og istandsættelse mod en sagsøgt på Thule Air
Base blev henvist til Kredsretten i Qaanaaq.
31. Se Retten
i Grønland, retsbog af 28. juni 2012 i sagl. nr.
JS 101/12. I den pågældende sag havde Kredsretten i Ilulissat ved beslutning af
22. juni 2012 (sagl. nr. C
99/2012) henvist sagen til Retten i Grønland med generel henvisning til, at
sagen drejede sig om »vanskelige eller retslige spørgsmål«.
32. Dette
fjerner den tvivl, som den hidtil gældende grønlandske retsplejelov gav
anledning til. Der var i loven ingen stillingtagen til, om Østre Landsret og
Højesteret i grønlandske sager virkede i henhold til den danske eller
grønlandske retsplejelov.
33. BS
99-3971/2002, BS 99-3972/2002, BS 99-3973/2002 og BS 99-3974/2002.
34. Københavns
Byret, dom af 14. oktober 2002 (BS 99-3972/2002), Københavns Byret, dom
af 12. august 2002 (BS 99-3973/2002) og Københavns Byret, dom af 5.
august 2002 (BS 99-3974/2002). I BS 99-3971/2002 afviste Københavns Byret
sagen ved beslutning af 24. oktober 2002, da det ikke var muligt at fremskaffe
fyldestgørende oplysning om sagsøgtes adresse.
35. Retten i Kolding, dom af 21.
juni 2004 (BS 3-1853/2003).
36. Københavns
Byret, dom af 7. april 2003 (BS 6D-672/2003); Københavns Byret, dom af
23. august 2004 (BS 99-7351/2004); Københavns Byret, dom af 16. november
2004 (BS 99-12042/2004), Københavns Byret, dom
af 6. december 2004 (BS 99-11692/2004), Københavns Byret, dom af 20.
december 2004 (BS 99-12874/2004), Københavns Byret, dom af 21. december
2004 (BS 99-13467/2004) og Københavns Byret, dom af 29. december 2004 (BS
99-12855/2004).
37. Retten
i Odense, dom af 19. januar 2012 i sag nr. BS 14-151/2012.
38. Retten
i Odense, retsbog af 16. februar 2012 i sag nr. BS 14-151/2012.
39. Retten
i Varde, kendelse af 3. november 2004 (BS 788/2004), der henviser en sag
til kredsretten i Maniitsoq med henvisning til oplysninger om, at sagsøgte ikke
havde værneting ved Retten i Varde.
40. Retten
i Korsør, dom af 20. februar 2004 (BS 1-746/2003, sag om husleje, varme og
istandsættelse); Retten i Vordingborg, dom af 13. december 2001 (BS
1-1112/2001, sag om husleje, varme og istandsættelse); Retten i Skjern, dom
af 3. december 2001 (BS 1-627/2001, sag om husleje og varme); Retten i
Odense, dom af 7. december 2004 (BS 14-4729/2004, sag om skyldig husleje og
misligholdelsesudgifter), Retten i Skanderborg, dom af 14. december 2004 (BS
2-1083/2004, sag om istandsættelsesarbejder) og Retten på Bornholm, retsbog
af 27. april 2012 (BS 18/2012), hvor der blev mæglet og indgået forlig i en
sag mellem en grønlandsk udlejer og en fraflyttet lejer. Se et tilsvarende
eksempel på forligsmægling Retten i Randers, retsbog af 25. september 2012 (BS
15-1138/2012). |