Artiklen er oprindeligt offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1987B.347 og gengives i samarbejde med forfatteren og med tilladelse fra Karnov Group Denmark A/S
DGL 2008.15: Dansk rets gyldighed i grønlandske og færøske særanliggender
Af dommer Frederik Harhoff, FN's Internationale Krigsforbryderdomstol For Det Tidligere Jugoslavien
Hjemmestyremyndighederne på Færøerne
og i Grønland har i henhold til
hjemmestyrelovene efterhånden overtaget de fleste af de
heri angivne sagligt afgrænsede lovgivende og udøvende beføjelser
fra rigsmyndighederne.[1] Dette er sket med den virkning, at den ved
overtagelsen gældende danske retstilstand på de sagsområder
der overtages er forblevet i kraft indtil den ændres
eller ophæves af rette myndighed, dvs. enten
Lagtinget/Landstinget eller Landsstyret på hhv. Færøerne
og i Grønland. Denne ordning er
begrundet i ønsket om at undgå »retstomme huller« på disse områder, som hjemmestyremyndighederne i modsat fald ville være nødsaget til straks at udfylde
med egen lovgivning.
Ordningen indebærer,
at ny dansk lovgivning eller administrativ regulering inden for disse områder fremover kun har virkning for Danmark, men derimod ikke
for Færøerne
og Grønland. I disse rigsdele består den ældre rigslovgivning således fortsat i det omfang den ikke - efter overtagelsen -
er ændret eller erstattet af
Hjemmestyremyndighederne. Ønskes ny dansk lovgivning på disse områder
i enkelte sjældne tilfælde ikraftsat også på Færøerne og/eller i Grønland, kan dette kun ske ved Hjemmestyremyndighedernes
mellemkomst. Princippet er enkelt og hensigtsmæssigt,
og det turde i almindelighed være
ufornødent at indskrive særlige regler herom i ny dansk regulering på disse
områder, jfr. nærmere herom ndf. vedrørende
praksis i så henseende.
Højesterets dom i U 1986 p. 314 H
rejser imidlertid spørgsmål om rækkevidden af dette princip.
Dommen, der er kommenteret af universitetslektor, lic. jur. Peter Blume i U
1986 B, p. 278-79, påkalder sig imidlertid nogle
supplerende bemærkninger om dansk rets
gyldighed i grønlandske og færøske særanliggender, ikke mindst fordi det er første gang Højesteret
tager stilling til en rigslovs gyldighed i de oversøiske rigsdele.
1. Problemstillingen i dommen
Problemet i dommen var at afgøre,
hvilken instans der var kompetent til at behandle et overenskomstbrud på Færøerne.
Principielt bestod der flere muligheder: Den færøske Arbejdsgiverorganisation havde således indbragt sagen som et anerkendelsessøgsmål for Færøernes
Ret (de almindelige domstole), medens Den færøske Arbejderforening havde påstået sagen afvist fra denne ret
og i stedet behandlet ved den i overenskomsten omtalte faglige voldgift. Færøernes Ret fulgte dette synspunkt.
Landsretten udtalte imidlertid, at tvisten ikke kunne henhøre under denne faglige voldgift, da der forelå et brud på overenskomsten, og afviste derfor sagen med den virkning at denne enten måtte behandles af Arbejdsretten i København, eller muligt slet ikke kunne behandles af nogen judiciel
instans overhovedet. Landsretten lagde derved til grund, at lov nr. 536 af
4. oktober 1919 om Den faste Voldgiftsret fortsat måtte være gældende på Færøerne,
og at det derfor måtte være Arbejdsretten - som i 1964 erstattede »Den faste Voldgiftsret« - der i det foreliggende tilfælde
måtte være den kompetente myndighed. Paradoxalt nok var begge parter
under sagen enige om, at sagen i hvert fald ikke skulle afgøres af Arbejdsretten! Parternes begrundelse herfor får stå hen i det uvisse, men det er
sikkert, at Den faste Voldgift i hvert fald i 1954 faktisk anså sig for kompetent i færøske arbejdsforhold, se F.V.K. i U 1954, p. 624. Højesteret fastslog herefter, at sagen rigtignok måtte afvises fra de almindelige domstole men tilføjede, at sagen ej heller kunne behandles af Arbejdsretten,
idet den i Danmark gældende arbejdsretslov -
herunder den for dette område tidligere gældende danske lovgivning - ikke gælder på Færøerne. Højesteret nåede
derfor til det resultat, at sagen måtte
behandles af den faglige voldgift i henhold til overenskomsten. Henset
til den uklarhed der herskede om det gældende
retsgrundlag havde det måske været nærliggende, om statsministeriet var
indtrådt som biintervenient under
sagen, jfr. bestemmelsen i Rpl. § 252, stk. 2.
Det er Højesterets
fastslåelse af, at hverken den nuværende eller de tidligere danske arbejdsretslove er gældende på Færøerne,
der er genstand for bemærkningerne i denne artikel.
2. Formelle betragtninger
Højesteret fastslår med denne - kun lidet begrundede - udtalelse, at der nu på Færøerne
ikke gælder nogen særregler om løsning
af de typiske arbejdsretlige konflikter, som det i Danmark er overladt
Arbejdsretten at behandle, jfr. lov nr. 317 af 13. juni 1973 om Arbejdsretten.
Min væsentligste og principielle
indvending mod denne retsskabende konstatering er, at Højesteret ikke - ligeså lidt som andre Rigsmyndigheder - er kompetent til at fastslå, hvad der skal være
gældende ret inden for et
hjemmestyreanliggende. Afgørelsen heraf er suverænt henlagt til Hjemmestyremyndighederne i henhold til
hjemmestyreloven. Når begrundelsen for Højesterets konstatering ovenikøbet
synes at ligge i 1973-lovens § 25 (der undtager Færøerne
fra denne lovs gyldighedsområde)
opstår der det generelle spørgsmål, om de tilsvarende bestemmelser
i en række andre rigslove har samme virkning for den på Færøerne
gældende retstilstand. Dette spørgsmål vender jeg tilbage til nedenfor
under pkt. 3.
Dommen udtaler endvidere, at den ved arbejdsretsloven af
1973 foretagne ophævelse af det tidligere
retsgrundlag[2] også måtte have virkning for Færøerne, bl.a. fordi Det færøske Landsstyre i 1973 tilsluttede sig, at den nye
arbejdsretslov ikke kom til at gælde
for Færøerne.
Dommens præmisser røber ikke klart, hvilken betydning Højesteret har tillagt Landsstyrets tilslutning. Synspunktet i
dommen forekommer at hvile på den betragtning, at når Landsstyret - ved afvisningen
af den nye arbejdsretslov i 1973 - ikke udtrykkeligt udtalte at den gamle 1919-lov
(med senere ændringer) fortsat ansås for gældende på Færøerne,
da måtte denne lov for bestandig være ude af verden, også for Færøernes
vedkommende. Det er imidlertid efter min vurdering ikke holdbart at tillægge Landsstyrets afvisning af den nye lov denne betydning. Mere
nærliggende er det vel at antage,
at Landsstyrets stillingtagen i sin tid alene har drejet sig om, hvorvidt den
nye lov skulle gælde eller ej, uden at der ved
denne lejlighed har været anledning til udtrykkeligt at
fastslå, at den ældre lovgivning fortsat ansås
for gældende; Landsstyret har i så henseende kunnet henholde sig til den almindelige
bestemmelse i hjemmestyrelovens § 13, hvorefter den på tidspunktet for overtagelsen gældende danske lovgivning forbliver i kraft indtil videre, jfr.
ovf. - Denne antagelse bestyrkes af den i motiverne til 1973-loven anførte færøske
begrundelse for at afvise lovens gyldighed for Færøerne, nemlig at området
som helhed er overtaget af Hjemmestyret, og dermed er blevet et færøsk anliggende.[3] Uanset at der
hos Landsstyret kan have været tvivl om, hvilke
arbejdsretlige regler der gjaldt i 1973 på Færøerne,
er der efter min vurdering intet grundlag for at antage, at det ved den
lejlighed skulle have stået Landsstyret klart, at
afvisningen af den nye lovs gyldighed for Færøerne indebar en ophævelse
af alle hidtil gældende regler. I øvrigt kan man undre sig over, at lovforslaget overhovedet
blev sendt til høring i Landsstyret - når området er et særanliggende - for at få en tilkendegivelse af om den nye danske lov ønskedes ikraftsat på Færøerne.
Det er vel det sandsynligste, at incitamentet til at lade nye danske regler træde i kraft på de områder, der er overtaget som særanliggender næppe
har været stort.
Bortset fra omstændighederne
ved Landsstyrets afvisning af 1973-lovens gyldighed for Færøerne kan det for interessens
skyld tilføjes, at 1919-lovens forblivende
faktisk er fastslået i den for Færøerne gældende retsplejelovs § 1, stk. 3, jfr. lov nr. 72 af 5. marts 1979. Denne betragtning skal dog næppe overvurderes. Bestemmelsen er en afskrift af den
tilsvarende bestemmelse i den for Danmark gældende
retsplejelov, hvor den fremtræder
som et rudiment fra tiden før
1973. Bestemmelsen er dog foreløbig
opretholdt i det foreliggende lovforslag til revision af den for Færøerne gældende retsplejelov.
3. Materielle betragtninger
Dommens resultat er muligvis udtryk for den helt enkle
betragtning, at det ikke har mening at henvise sagen til behandling ved Den
faste Voldgift i henhold til 1919-loven, fordi denne institution forlængst er nedlagt og erstattet af Arbejdsretten. Den lovændring i 1964, hvorved Voldgiftsretten afløstes af Arbejdsretten var imidlertid aldrig trådt i kraft for Færøerne, fordi lovændringen
ikke var kundgjort dér i overensstemmelse med de om
kundgørelse på Færøerne
gældende særlige regler,[4] og Højesteret
har derfor ikke villet tillægge
Arbejdsretten nogen kompetence overhovedet i færøske arbejdsforhold. Dette stemmer imidlertid ikke med arbejdsministerens
udtalelse i Folketinget i forbindelse med behandlingen af den nye
arbejdsretslov i 1973 om, at Arbejdsretten faktisk gennem årene har behandlet et mindre antal sager fra Færøerne. Lovbekendtgørelsen fra 1964 intenderede efter sit indhold også at gælde for Færøerne, og Arbejdsretten har åbenbart handlet i overensstemmelse hermed - trods den
formelt manglende kundgørelse af lovændringen fra 1964. Om man i denne situation vil hævde, at lovændringen
fra 1964 alligevel måtte anses for ikrafttrådt på Færøerne ved sædvane, eller om man i stedet antager, at 1919-loven i sin
reviderede skikkelse fortsat måtte
være gældende på Øerne,
fordi den i 1964 stedfundne ændring
i realiteten blot medførte, at institutionens navn ændredes fra »Den
faste Voldgift« til »Arbejdsretten«,
spiller kun en mindre rolle. - Afgørende
i begge tilfælde er, at det relevante
lovgrundlag for den anlagte sags behandling skulle have været lovbekendtgørelsen
fra 1964 og ikke 1919-loven i sin uændrede
skikkelse som forudsat af Højesteret.
Dette synspunkt - som ville have medført,
at sagen var blevet behandlet af Arbejdsretten, ville imidlertid som nævnt komme på tværs af begge parters interesse.
Ansvaret for dette resultat ligger da på den anden side ikke hos Højesteret, men derimod hos Det færøske Lagting selv. Og det er
netop her det politiske ansvar bør
ligge. Højesteret skal med andre ord
ikke »reparere« eller kompensere for Lagtingets manglende udnyttelse af
dets kompetence og de (urimelige) konsekvenser dette eventuelt måtte få.
Sagen volder imidlertid vanskeligheder uanset hvilket
resultat Højesteret var nået til. Den løsning
Højesteret valgte rejser nemlig
nogle andre problemer, i hvert fald i det omfang dommen tillægges almindelig retsskabende virkning.
For det første
synes konsekvensen at være, at den ældre danske retstilstand - ikke blot på de områder, hvor
Hjemmestyremyndighederne har overtaget lovgivningskompetencen, men overalt hvor
retstilstanden hviler på ældre
dansk lovgivning - nu må anses for bortfaldet på Færøerne og i Grønland i samme omfang som denne tidligere lovgivning henad
vejen er ophævet for Danmarks vedkommende. -
Denne konsekvens er særdeles uheldig, fordi den som nævnt tvinger Færøerne og Grønlands
lovgivende myndigheder ud i et meget omfattende lovgivningsarbejde for at
udfylde de »retstomme huller«, der hermed er skabt på en række særanliggender. Også Folketinget vil skulle udføre en tilsvarende opgave for så vidt angår »huller« i rigsanliggenderne på Færøerne
og Grønland. Efter mit umiddelbare skøn drejer det sig for Færøernes vedkommende om ca. 25 ældre
danske love, der skal erstattes enten af Lagtinget eller af Folketinget, - og
for Grønlands vedkommende omtrent det
halve.
For det andet indebærer
dommen helt konkret en fjernelse på Færøerne
af den begrænsning, som det arbejdsretlige
sanktionssystem har medført i de erstatningsretlige
retsfølger over for forbundene og
disses enkelte medlemmer under arbejdsretlige konflikter, herunder overenskomstbrud.
Denne begrænsning er en følge af, at retsforholdene inden for den kollektive
arbejdsret adskiller sig markant fra andre erstatningsretlige situationer. Begrænsningen indebærer
hovedsageligt, som også landsrettens flertal antyder,
at almindelige erstatningsretlige regler på dette område fortrænges til fordel for et lempeligere bodsansvar ved
vurderingen af en virksomheds økonomiske
tab som følge af overenskomstbrud.[5] Jeg
skal ikke gå nærmere ind på den arbejdsretlige teori og debat om det arbejdsretlige sanktionssystems
begrundelse og anvendelse; det er i denne sammenhæng
blot hensigten at fremhæve, at dette system - med den
grad af social beskyttelse og forbundsmæssig
forpligtelse det indebærer - nu synes at være ophævet på Færøerne.
En lagtingslov om et arbejdsretligt system er efter det
oplyste undervejs i Det færøske
Lagting, men indtil denne lov vedtages gælder
på Færøerne
alene de almindelige erstatningsretlige regler i tilfælde af overenskomstbrud, og disse regler vil tilmed være at anvende ved de almindelige domstole. Højesterets dom, der uden Det færøske Hjemmestyres udtrykkelige tilslutning fjerner det
retlige produkt af dette århundredes faglige kamp på arbejdsmarkedet med et pennestrøg, må siges at være
en meget stærk indgribende og forhåbentlig utilsigtet retsskabelse.
4. Om praksis i dansk lovgivning
Nyere danske loves gyldighed på Færøerne
og i Grønland er i reglen afgjort i særskilte bestemmelser, hvis nærmere
formulering afhænger af kompetence- og
reguleringsforholdene. Følgende to hovedtyper kan opstilles:
a) love der erstatter ældre
danske love inden for fælles rigsanliggender, og
b) love der erstatter ældre
danske love inden for færøske/grønlandske særanliggender,
ad a) I disse tilfælde
ophæves den ældre lovgivning samtidig med ikrafttrædelsen af det nye regelsæt.[6] Herefter
fastsættes det, at:
»Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men kan ved kgl. anordning sættes
i kraft for disse rigsdele (landsdele) med de afvigelser som de særlige færøske
og grønlandske forhold tilsiger.«
Det er i disse tilfælde
klart formuleret i bestemmelsen, at det er Rigsmyndighederne der besidder
kompetencen til at sætte det nye regelsæt i kraft på Færøerne
og i Grønland, og at dette kan ske således, at der herved tages særlige
hensyn til de lokale forhold. Forinden dette sker skal Rigsmyndighederne forelægge loven for Hjemmestyremyndighederne til udtalelse.[7] Det
almindeligste er, at loven på et senere tidspunkt sættes i kraft på Færøerne/i
Grønland ved kgl. anordning. Men
det forekommer, at dette ikke er sket - med den virkning, at man har anset den
tidligere retstilstand for fortsat gældende
i disse rigsdele. Det er netop i disse tilfælde,
at Højesterets dom får virkning som anført
ovenfor. Nogle eksempler vil illustrere problemets omfang:
Lov nr. 298 af 8. juni 1977 om konkurs (med senere ændringer) ophæver
i § 215 den ældre lov nr. 51 af 25. marts 1872 om konkurs, samt lov af
14. april 1905 (nr. 225 i 1906) om tvangsakkord. I den gældende konkurslovs § 224 er herefter indsat en bestemmelse, der svarer til den ovenfor citerede om
lovens gyldighed for Færøerne
og Grønland. Loven er senere sat i
kraft for Grønland, men ikke for Færøerne, hvor der - hvis man skal
følge Højesterets linie ikke længere
gælder nogen regler om konkurs og
tvangsakkord.
Lov nr. 228 af 23. maj 1984 om erstatningsansvar ophæver i § 29, nr. 1, lov nr. 129 af 15.
april 1930 om forsikringsaftaler § 25. I erstatningsansvarslovens § 32 er indsat en fakultativ bestemmelse om ikraftsættelse
på Færøerne, men denne er ikke
udnyttet. Følger man princippet i Højesterets dom gælder
der herefter på Færøerne ingen regler om
forsikringsselskabers regresret mod den erstatningsansvarlige.
Lov nr. 275 af 9. juni 1982 om køb på kredit ophæver i § 42, stk. 3, lov nr. 224 af 11.
juni 1954 om køb på afbetaling. I kreditkøbslovens § 43 er indsat en fakultativ
bestemmelse om ikraftsættelse på Færøerne,
men denne er ikke udnyttet. Følger
man principperne i Højesterets dom gælder der herefter på Færøerne
ingen regler om køb på afbetaling.
Lov nr. 297 af 14. juni 1974 om markedsføring (med senere ændringer)
ophæver i § 21 den tidligere lov nr. 98 af 29. marts 1924 om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse. I markedsføringslovens § 23 ses påny bestemmelsen om lovens gyldighed for Færøerne (og Grønland) svarende til den ovenfor citerede, og også her må det konstateres at markedsføringsloven ikke er sat i kraft for Færøerne. Højesterets dom medfører,
at de bestemmelser i den gamle 1924-lov, der hidtil har været gældende på Færøerne,
nu må anses for bortfaldet. Der gælder herefter ingen regler på Færøerne
om uretmæssig konkurrence ved urigtig
varebetegnelse. (Hvad særligt angår priskontrol er dette anliggende overtaget som sær anliggende, hvorom der gælder
de i lagtingslov nr. 43 af 23. juni 1978 indeholdte regler).
Det ville utvivlsomt være
lovteknisk ønskeligt - men næppe altid hensigtsmæssigt
eller tilfredsstillende i praksis - om der i alle rigsanliggender gjaldt en énsartet retstilstand. - Som eksemplerne ovenfor viser, er
dette imidlertid langt fra tilfældet.
Retstilstanden på Færøerne og/eller i Grønland hviler i virkeligheden på forbavsende mange og væsentlige fælles rigsanliggender på ældre dansk lovgivning, som forlængst er afløst
af nye regler i Danmark.[8] At dette undertiden har påkaldt sig særlig
opmærksomhed hos Lovgiver fremgår af følgende formulering, som i
enkelte tilfælde er tilføjet i bestemmelserne om lovens ikrafttræden for Færøerne og Grønland:[9]
»Indtil lovens ikrafttræden for Færøerne og Grønland
skal de hidtil gældende regler i lov nr. - - -
af - - - iagttages.«
I disse tilfælde
fastslås det således udtrykkeligt, at den ældre
lovgivning, som ophæves samtidig med den nye lovs
ikrafttræden for Danmark, forbliver i
kraft indtil videre i de to øvrige
rigsdele. Som antydet i indledningen er det principielt unødvendigt at indsætte
en sådan særlig bestemmelse herom; bestemmelsen om lovens eventuelle
senere ikrafttræden ved kgl. anordning på Færøerne
og i Grønland er hidtil blevet forstået således, at den ældre lovgivning uden videre fortsat bestod i de oversøiske rigsdele. Efter Højesterets
dom får disse tilføjelser imidlertid nu selvstændig
betydning som særlig lovhjemmel for den ældre lovgivnings fortsatte gyldighed. Dette skaber en helt
tilfældig forskel mellem de situationer,
hvor den ældre lovgivning henholdsvis
bevares eller bortfalder, for det beror tilsyneladende på rene tilfældigheder
om den citerede tilføjelse er indsat i de nye love
eller ej.
ad b) I de tilfælde
hvor ældre danske love inden for færøske og/eller grønlandske særanliggender
erstattes af nye danske love, bestemmes det som hovedregel at:
»Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland.«
Denne kortfattede formulering afspejler den grundlæggende kompetencefordeling mellem Staten og
Hjemmestyremyndighederne: De danske Rigsmyndigheder er ikke længere kompetente til at regulere det pågældende område på Færøerne/i Grønland, og det følger
af de ovenfor under note [1] anførte
bestemmelser, at det herefter er overladt til Hjemmestyremyndighederne selv at
træffe afgørelse om den ældre
danske retstilstands fortsatte gyldighed i disse rigsdele. Det ligger derfor i
sagens natur, at den nye danske lovs ophævelse
af den ældre lovgivning kun har
virkning for Danmark. - Det falder med andre ord uden for rigsmyndighedernes
beføjelse at træffe afgørelse om den nye lovs
eventuelle ikrafttræden på Færøerne
og i Grønland, og tilføjelsen om at dette kan ske ved kgl. anordning er derfor ikke
medtaget i disse tilfælde.
Også i disse tilfælde giver Højesterets
dom anledning til vanskeligheder; den konkrete sag om den nye arbejdsretslovs
gyldighed på Færøerne
er netop et eksempel herpå, og det af Blume, a.st.
angivne eksempel om den nye offentlighedslov er et andet. I begge tilfælde angives det i loven, at den ældre lovgivning ophæves,
samt at loven ikke gælder for de oversøiske rigsdele.[10] Konsekvensen af dommen må være, at der efter 1. januar 1987
ikke gælder nogen regler om
offentlighed i den færøske
og grønlandske forvaltning. - For
blot at nævne et tredie eksempel - der
vedrører et grønlandsk særanliggende
- vil loven om dybfrosne levnedsmidler m.m. fra 1964[11] ikke længere være gældende i Grønland,
fordi denne lov sidenhen er ophævet
ved den nye levnedsmiddellov i Danmark fra 1973.
5. Sammenfatning
Den ovenfor omtalte praksis giver grundlag for at fastslå følgende almindelige regler om
virkningerne for Færøerne
og Grønland af ældre danske loves ophævelse:
i. Hvor det alene drejer sig om ophævelse af ældre
danske love inden for et rigsanliggende, har ophævelsen
umiddelbar virkning for alle tre rigsdele. Ikraftsættes samtidig hermed en ny lov, må denne i hvert fald ikke sættes
i kraft for Grønland og Færøerne førend Hjemmestyremyndighederne har haft lejlighed til at
udtale sig til fordel herfor, (og loven skal herefter særligt for Færøerne kundgøres
efter de herom gældende regler). Denne ordning følger af bestemmelserne i den færøske hjemmestyrelovs § 7 og den grønlandske hjemmestyrelovs § 12 om Rigsmyndighedernes pligt til forudgående forelæggelse
af påtænkte
love og administrative forskrifter. Ordningen medfører i praksis, at det i loven bestemmes, at den ikke gælder for Færøerne og Grønland,
men at den ved kgl. anordning kan sættes
i kraft dér. Det er herved forudsat, at
den ældre retstilstand
fortsat gælder i disse
rigsdele - og at dette vil være tilfældet indtil den nye lov efter
anmodning fra Hjemmestyremyndighederne sættes
i kraft af regeringen, eventuelt med visse i »de
særlige forhold« begrundede ændringer.
- Denne ordning er enkel og hensigtsmæssig,
og det bør i almindelighed undgås at tilføje
nogen særlig bestemmelse om den ældre retstilstands fortsatte gyldighed i selve loven.
ii. Drejer det sig om ophævelse
af ældre danske love inden for færøske og/eller grønlandske særanliggender,
er virkningen den modsatte: den ældre
lov ophæves kun for Danmark men består fortsat for Færøerne og Grønland.
Beføjelsen til at ophæve ældre danske love inden for særanliggenderne tilkommer Hjemmestyremyndighederne, og kun
disse. Denne ordning følger af bestemmelsen i den færøske hjemmestyrelovs § 13 og den tilsvarende bestemmelse i den grønlandske hjemmestyrelovs § 19 om danske reglers ændring eller ophævelse ved rette myndighed.
iii. Er der endelig tale om udstedelse af nye danske regler
inden for færøske/grønlandske særanliggender,
gælder disse selvsagt kun for Danmark
- uanset om dette fremgår af lovens ordlyd eller ej.
Dette følger af hjemmestyreordningernes
grundlæggende princip, således som dette er kommet til udtryk i bestemmelserne om
overdragelse af sagligt afgrænset
lovgivende og administrativ myndighed til hjemmestyret, jfr. § 4 i såvel den færøske som den grønlandske hjemmestyrelov. Af hensyn til de vanskeligheder,
der i enkelte tilfælde kan være forbundet med at afgøre
om den pågældende
lov falder inden for dansk rigsanliggende eller færøsk/grønlandsk særanliggende, bør
det i almindelighed fremgå direkte af alle love, der ikke
udstedes på rigsanliggenderne, at disse
ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Spørgsmålet om muligheden for at udstrække
gyldigheden af en ny dansk lov på et hjemmestyreområde til også at omfatte Færøerne og Grønland
er opstået i enkelte tilfælde. Man kunne f.eks. tænke
sig, at en dansk lov efter aftale med Hjemmestyremyndighederne kom til at gælde og sattes i kraft for Færøerne og/eller Grønland
inden for et område, der i øvrigt var underlagt hjemmestyrets kompetence.[12] - Noget sådant er principielt muligt; den retlige konstruktion vil i så fald være at hjemmestyret ved aftale
tilbagefører en del af sin kompetence til
Rigsmyndighederne med henblik på regulering af det konkrete tilfælde.
Uagtet at dette altså principielt er muligt, bør det imidlertid undgås,
da det rejser flere problemer end det løser.
Spørgsmål om formkrav til og rækkevidden
af en sådan tilbageførelse; spørgsmål om kompetencen til at ændre
denne retstilstand; og spørgsmål om det politiske og retlige ansvar er blot nogle af de
komplicerede spørgsmål, der følger
med en sådan konstruktion.
Sammenfattende må det om de her anførte tre hovedregler siges, at ny
dansk lovgivning i almindelighed ikke gælder
umiddelbart for Færøerne
og Grønland, hvorimod ophævelse af ældre
danske love kun kan vedtages af folketinget for så vidt angår fælles rigsanliggender. Efterlevelse af disse enkle hovedregler
vil formentlig gøre det muligt at undgå de vanskeligheder, som Højesterets
dom kunne medføre i fremtiden.
Noter:
1. Lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands hjemmestyre, jfr. §§ 4-5 og § 7; samt lov nr. 137 af 23.
marts 1948 om Færøernes
hjemmestyre § 4.
2. Lov nr. 536 af 4. oktober 1919 om Den faste Voldgiftsret
som gengivet i lbk. 124 af 21. april 1964.
3. Folketingstidende 1972-73, B spalte 2254.
4. Lov nr. 51 af 1. april 1896 om kundgørelse på Færøerne. Ifølge bestemmelserne i denne lov skal danske loves titel og
udstedelsesdato kundgøres i dagbladet »Dimmalætting«, hvorefter de træder
i kraft på Færøerne fire uger efter datoen for
denne kundgørelse.
5. Jfr. Knud Illum, Kollektiv Arbejdsret, 3. udg. 1964, s.
281 og s. 314-15.
6. Se Statsministeriets cirkulære
1981-08-18 om sager vedr. Færøerne og Grønland,
og Juridisk Grundbog, 1975 p. 63 ff.
7. Se § 7 i den færøske hjemmestyrelov, og § 12 i den grønlandske.
8. Exempelvis gælder
flere af Norske Lov's bestemmelser den dag i dag på Færøerne.
9. Se f.eks. § 55, stk. 3 i lbk. 35 af 30. januar 1981 om banker og sparekasser; og § 163 i lbk. 6 af 13. januar 1984 om aktieselskaber.
10. Om offentlighedsloven, se § 18 i lov nr. 572 af 19. december 1985. Den nye offentlighedslov træder i kraft 1. januar 1987 og kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Grønland
og Færøerne,
men kun for så vidt angår de statslige myndigheders virksomhed dér. Den nye offentlighedslov intenderer således efter sit indhold ikke at gælde for Hjemmestyremyndighedernes forvaltning.
11. Lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m., der
iflg. § 71 ikke gælder for Grønland,
ophæver i § 67, nr. 4. Lov nr. 189 af 4. juni 1964 om dybfrosne levnedsmidler,
der i hvert fald hidtil er anset som det gældende
retsgrundlag på dette særanliggende.
12. Noget sådant
blev overvejet i forbindelse med overenskomstindgrebene i 1985, hvor
Folketingets forlængelse af overenskomsterne for
statens personale i Grønland påtænktes udvidet til også at omfatte en forlængelse
af Hjemmestyrets og De Grønlandske Kommuners personale.
De to indgreb blev dog foretaget hver for sig men med et parallelt indhold,
jfr. landstingslov nr. 18 af 19. november 1985 om forlængelse og fornyelse af kollektive overenskomster. |