DGL 2008.10: Det grønlandske retsvæsen

Af tidl. civildommer Jørgen Kisbye Møller

Den afgørende nyordning af retsvæsnet i Grønland skete i 1951 som led i gennemførelsen af den store Grønlandskommissions reformforslag af 1950 - og er efter hjemmestyrets indførelse i 1979 bevaret uden principielle ændringer. Da det grønlandske retssystem næsten ikke er omtalt i de juridiske lærebøger (se dog Gomard: Civilret 1979, pg. 54-55) eller i andre juridiske tidsskrifter end »tidsskrift for Grønlands retsvæsen«, skønnes en samlet oversigt, navnlig over procesordningen, at være på sin plads både af principielle og praktiske grunde: Vi har her for en del af det danske rige en særegen retsordning, der søger at forene hensyntagen til de særlige folkelige og geografiske forhold i Grønland med iagttagelse af afgørende danske retsprincipper – og jurister i Danmark har i stigende grad brug for kendskab hertil.[1]

Hovedvægten er lagt på fremstilling af den grønlandske retsplejeordnings oprettelse og funktion (I), lov 271 om rettens pleje i Grønland af 14. juni 1951, ikraft 1. december 1951, med senere ændringer, sidst lov 556 af 30. november 1983, se lovbkg. 99 af 21. marts 1984. Under II gøres nogle korte bemærkninger om den materielle ret.

Om danske loves gyldighed i Grønland kan generelt siges: Love fra før grundlovsændringen i 1953 gælder ikke, medmindre andet klart fremgår af deres indhold; grønlandske retsregler fandtes i administrative bestemmelser fra Grønlands styrelse, landsråds- og kommunalvedtægter samt sædvaner. Grundlovsændringen, der gjorde Grønland til en ligestillet del af det danske rige, betød, at senere vedtagne love omfatter Grønland, medmindre loven udtrykkelig bestemmer det modsatte - eller at den kan sættes i kraft i Grønland med de afvigelser, de særlige grønlandske forhold tilsiger, en ofte forekommende formulering. En række almindelige danske love, bl.a. inden for formueretten, er dog uændret udvidet til at gælde Grønland. Dernæst findes en række særlige love for Grønland; efter hjemmestyrets oprettelse overgår kompetencen til at udstede disse gradvis til det grønlandske landsting.[2]

Det er ikke tilsigtet i denne artikel at forsøge at gennemgå den samlede for Grønland gældende lovgivning. Desværre medtager Kamovs lovsamling ikke de særlige grønlandske love, men interesserede kan henvises til dels det af ministeriet for Grønland årlig udgivne grønlandske lovregister, dels Juridisk Formularbogs fyldige gennemgang af gældende love og praksis i Grønland (12. udg. 1983, pg. 946 ff), især om forhold, der kan have interesse for advokater.

I. Retsplejeordningen

A. Domstolene. Grønlands kommissionen 1949-50, nedsat på initiativ af Hans Hedtoft, er lige så skelsættende i Grønlands historie som hjemmestyreordningen. Mens flere tidligere kommissioners forslag af sparegrunde var blevet henlagt, blev dens lovforslag og forslag om stærkt forøgede bevillinger til modernisering (navnlig forbedring af erhvervs- og uddannelsesmuligheder og af sociale og sundhedsforhold) hurtigt gennemført. Da de grl. landsråd tiltrådte betænkningen havde de understreget, at man krævede ligestilling, opfattet som ønske om ligeret med danske i legal og ikke mindst i materiel henseende, »erhvervsmæssigt og kulturelt at komme på højde med andre nationer«, som det udtryktes. Hovedmotivet bag 1950-reformerne var at højne grønlændernes velfærd - men som en omkostningsmæssig yderst beskeden, men psykologisk vigtig del af reformerne foresloges ufuldstændig nyordning af retsvæsnet. Som det nærmere fremgår af kommissionsbetænkningens bd. 2, pg. 100 ff., havde befolkningen hidtil retslig set været delt i 2 skarpt adskilte grupper: Grønlænderne stod under den for en stor del uskrevne og ufuldstændige grl. ret; den håndhævedes af sysselmanden (næsten overalt den danske kolonibestyrer), der både skulle opklare og bagefter pådømme sagen, da der ikke fandtes politi eller anklagemyndighed. Han udpegede selv sine meddomsmænd og sysselrettens afgørelser var inappellable; der var ingen juridisk kontrol og tiltaltes adgang til at medtage en mand til bistand blev næsten aldrig benyttet. Danskerne derimod stod under almindelig dansk ret, småsager mod dem kunne behandles af landsfogden, større sager måtte hjemsendes og pådømmelse ske ved domstol i Danmark. Da dette dobbeltsystem havde indlysende ulemper og var i strid med ønsket om ligestilling, foresloges en særlig retsplejeordning, der - ligesom senere love - var karakteriseret ved at være fælles for alle i Grønland, men afvigende fra almindelig dansk lovgivning.

Retsplejelovforslaget blev i 1950 tiltrådt af landsrådet og i 1951 vedtaget af folketinget. Loven er siden kun undergået mindre væsentlige ændringer - vigtigst vel, at den i 1964 udvidedes til at gælde for Nord- og Østgrønland.

Hovedtrækkene i retsplejeordningen er, at der i hver kommune findes en kredsret; den består af en kredsdommer, beskikket af landsdommeren for en periode af 4 af, samt to domsmænd (og suppleanter), valgt af vedkommende kommunalbestyrelse, ligeledes for 4 år. Normalt deltager de to domsmænd sammen med kredsdommeren i behandlingen af alle slags sager. Dog kan udeblivelses- og erkendelsesdomme afsiges af kredsdommeren alene, ligesom kredsdommeren alene behandler skiftesager, hvor der ikke opstår tvist. Kredsretterne er som altovervejende hovedregel 1. instans i alle sager, både kriminelle og civile.

Grønlands landsret med sæde i Godthåb består af en retsformand, der skal være jurist, samt to domsmænd (med suppleanter) valgt af landstinget efter indstilling af landsdommeren for en 4-års periode; også i landsretten deltager to domsmænd i behandlingen af alle sager efter samme retningslinie som ved kredsretterne. Landsretten er først og fremmest ankeinstans. Ankefristen er i civile sager 4 uger (det samme gælder, mere praktisk end i Danmark, også fuldbyrdelsesfristen) og i kriminalsager 14 dage. Enhver dom kan gratis ankes - der betales i Grønland ingen retsafgifter hverken i 1. instans eller ved anke. Under anken finder en ny vurdering sted både af beviser og retsspørgsmål. I nogle undtagelsestilfælde behandler landsretten sager som 1. instans: 1) Hvis kredsdommeren eller en part skønner, at juridisk eller anden speciel indsigt er af særlig betydning og landsdommeren er enig heri (landsdommeren kan altså ikke tage initiativ til henvisning), 2) sager fra områder, der ligger uden for kommunalinddelingen (Thulebasen og Sdr. Strømfjord) samt 3) visse sager i henhold til særlovgivning, bl.a. om ulovligt fiskeri på søterritoriet, om ekspropriation og om konkurs.

Grønlands landsrets dom i en ankesag er normalt endelig, men justitsministeriet kan give tilladelse til indbringelse for Højesteret. Dette er sket i få tilfælde, se fra det sidste 10 år: UfR 75.508 (mand anset som bidragspligtig i faderskabssag, stadf.), 77.29 (to mænd, der havde haft samleje med moderen i avlingstiden, begge anset som bidragspligtige; pådømt efter den før lov af 16. juni 1962 gældende ret, der svarede til retstilstanden i det øvrige Danmark for børn født uden for ægteskab før 1. januar 1938. Stadf.), 81.840 (fremstilling, salg og bortgivelse af alkoholrationeringsmærker anset som dokumentmisbrug, idømt bøde og konf.: stadf.), 81.833 (ung grønlænder for voldtægt og forsøg herpå samt for drabsforsøg idømt anbringelse på anstalt i Grl. Stadf., at der ikke var fuldt tilstrækkelig anledning til anbringelse på ubestemt tid på psykiatrisk ledet anstalt i Danmark), 82.126 (to unge grønlændere, der var fundet skyldige i manddrab, dømt til anbringelse på psykiatrisk ledet anstalt i Danmark), 82.800 og 811 (tyske fiskeskibes ulovlige fiskeri, idømt bøder og konf.).

En af Grønlands landsret som 1. instans pådømt sag kan inden for en 4 ugers frist indankes for Østre landsret, se eksempelvis U 77.118 H (spørgsmål om, hvem der var begunstiget efter en livsforsikring; et af afdøde efterladt brev anset som en efter fal § 103 given meddelelse. Stadf. af ØL (Dissens) og af HR); 77.1057 Ø (spørgsmål om erstatning for ekspropriation af lagerbygning; stadf. af den af ekspr.kommissionen fastsatte erstatning, der indbefattede en vis beliggenhedsværdi); 83.1127 Ø (danske statsborgere på amerikanske militærbaser antoges at kunne pålægges grønlandsk indkomstskat; stadf.).

De legale krav til lægdommerne er alene, at de skal være uberygtede og have kommunal valgret samt normalt bo der, hvor retten har sit sæde. Der er intet krav om et bestemt forhold mellem antallet af grønlandske og danske lægdommere. Fra starten i 1951 ønskede jeg at markere et klart brud med den gamle, danskdominerede ordning og udpegede grønlandske kredsdommere i 10 af de da 16 retskredse. Allerede i løbet af 50erne beskikkedes der grønlandske kredsdommere i langt de fleste retskredse (dog ikke i den overvejende danske Ivigtut kommune), og således har det nu været i en årrække; for tiden er alene kredsdommeren i Scoresbysund dansk. Gennem alle år har omkring ¾ af de faste domsmænd og mindst 5/6 af suppleanterne (der især bruges, når retten sættes uden for hjemstedet) været grønlændere. - De hidtidige 4 landsdommere har alle været danske, hvorved skal bemærkes, at de første grønlændere tog juridisk embedseksamen i 1956 og at ingen af de fåtallige grønlandske jurister har søgt stillingen. - Vedrørende kredsretternes sammensætning og virkemåde henvises til Agnete Weis Bentzons retssocio logiske undersøgelse af lægdommersystemet i det grønlandske overgangssamfund »Ret og reformer« I/II Kbhvn. 1979.

Der har således siden 1951 bestået en uafhængig domsmagt i Grønland, adskilt både fra anklagemyndighed/politi og fra hjemmestyre og statsadministration. Heri har hjemmestyrets indførelse ingen ændringer medført. Dens vigtigste træk er det stærke lægdommerelement (jfr. den engelske fredsdommerordning) med grønlandsk dominans: Ikke alene i kriminalsager, men også i civilsager, derunder faderskabs- og ægteskabssager, deltager både i kredsret og landsret ikke-juridiske lægdommere. Grønlandiseringen er naturligvis begrundet med den vægt, det må tillægges, at der i afgørelserne deltager mennesker med kendskab til grønlandsk sprog, sædvaner og tankegang og til lokal; skik og brug.

B. Politiet. Med støtte i kommissionsbetænkningen 1950 oprettedes der også, for at muliggøre bedre efterforskning efter lovovertrædelser og opretholde ro og orden i byerne, et selvstændigt politivæsen under en politimester i Godthåb. I 1951 udsendtes 5 danske overbetjente, der - med grønlandske betjente som medhjælpere og tolke - tildeltes hver sit 2-400 km lange distrikt på den grønlandske vestkyst. Med befolkningens og opgavernes vækst (den stigende kriminalitet og den krævende eftersøgnings- og redningstjeneste) er styrken efterhånden vokset - og samtidig i høj grad grønlandiseret; den består i dag af ca. 100 mand, hvoraf 75 er grønlændere. Uddannelsen af grønlandske politifolk sker dels i Godthåb, dels på politiskolen i Kbhvn. Politiet suppleres i bygderne af kommunefogder, svarende til vore forsvundne sognefogder. Det grønlandske politi råder i dag over 10 stærke politi- og redningskuttere. Foruden at have de samme opgaver som i Danmark er det grønlandske politi fogedmyndighed, hvilket medfører et betydeligt arbejde med inddrivelse af krav, hidrørende såvel fra Grønland som udefra (Danmark). Da politimesteren og hans fuldmægtige normalt kun møder som anklagere i landsretten, påhviler det ude i kredsretterne den ikke-juridiske politimand at virke som anklager. I en årrække var det politiets opgave både at fremkomme med forslag til de foranstaltninger, anklagemyndigheden fandt egnede overfor en tiltalt - og sørge for selve fuldbyrdelsen. Ansvaret for kriminaldommes fuldbyrdelse ligger fortsat hos politimesteren, men de praktiske opgaver vedrørende kriminalforsorgen uden for anstalt og det forsorgsmæssige arbejde vedr. anstaltsanbragte varetages nu af kriminalforsorgen, mens det er politimesteren, der forestår ledelsen af de grønlandske anstalter. – Den enkelte politimands stilling er væsentlig mere selvstændig end i Danmark og stiller - som i øvrigt alle job i Grønland - store krav til indføling og takt. Anklagemyndigheden har overfor den læge kredsret og bisidder en særlig pligt til objektivitet. Det er mit indtryk, jfr. også Weis Bentzons fornævnte værk, at det er en sund balance - samarbejde og gensidig respekt - mellem politiet og retterne.

C. Bisiddere og rettergangsfuldmægtige. Ifølge retsplejeloven har kredsdommeren pligt til, hvis tiltalte begærer det eller der skønnes at kunne blive tale om idømmelse af frihedsberøvelse eller fremsættes begæring om frihedsberøvelse (som varetægtsfængsling), at beskikke tiltalte en bisidder. Som bisidder kan beskikkes enhver uberygtet person. Omend der har været og er mange gode bisiddere, står det stadig på ønskelisten at opbygge et fastere bisidderkorps med forsvarlige kvalifikationer. - I mange år efter retsreformen fandtes der slet ikke advokater på Grønland. Der findes nu 2 advokatfirmaer i Godthåb og et i Frederikshåb; p.g.a. afstandene og for at domsforhandlingen ikke skal få et for juridisk præg, der kan virke overvældende på kredsretterne, er det imidlertid mellem landsretten og advokaterne aftalt, at disse normalt kun lader sig beskikke i landsretten. - I civile sager kan en part lade en rettergangsfuldmægtig møde for sig, og retten kan, hvor sagens karakter gør det rimeligt, beskikke en sådan, således at udgiften til denne fastsættes af retten og afholdes af det offentlige.[3]

D. Nærmere om retsarbejdet. Der er vist behov for at give et jordnært billede af, hvordan arbejdet i Grønlands landsret gennem årene er foregået:

Sproget: Grønlandsk og dansk er ligestillede; hvis ikke alle retsmedlemmer og parter forstår det anvendte sprog, må der tolkes. Vel er næsten alle kredsdommere og de fleste faste domsmænd dobbeltsprogede, men mange suppleanter, parter og tiltalte forstår ikke tilstrækkelig dansk - og omvendt mestrer de færreste danske tilstrækkeligt grønlandsk til at kunne klare sig uden tolkning. I kredsretterne kan i en del tilfælde den tidskrævende tolkning spares - og i landsretten vil sager mellem eller imod danske kunne foregå alene på dansk. - Ikke alene alle særlige Grønlandslove m.v., men alle af landsretten udsendte blanketter og cirkulærer foreligger på begge sprog. Domme og retsbogstilførsler kan skrives på det sprog, retten foretrækker, og oversættes så bagefter af dommeren selv eller hans tolk. Det er tungt, men dobbeltsprogetheden gælder på de fleste livsområder i Grønland, så det vænner man sig til.

Også i Grønland er retsmøder som hovedregel offentlige og domme afsiges altid i offentligt retsmøde; det var ikke almindeligt tidligere, men blev fastslået i retsplejeloven. I begyndelsen var der betydelig tilstrømning til retsmøderne, nu hører det ligesom i Danmark til undtagelserne. Rent praktisk hører gennemførelse af offentlighed sammen med lokaleforholdene, og de har gennem årene mange steder været trange; havde man skaffet en kredsdommer gode lokaler, var der nemt en anden institution, der satte sig på dem - men det er blevet væsentlig bedre. Landsretten og kredsretten i Godthåb havde i mange år en rummelig retssal, der samtidig tjente som landsrådsal - og er i sommer flyttet til en smuk, ny bygning med gode retslokaler. Men under sine rejser har landsretten ofte holdt ret ombord i motorbåden, i kantiner og tandlægeklinik, i handelsforvalterens dagligstue osv. Også tidspunktet for et retsmøde kan være utraditionelt: Jeg har således i det nordlige Grønland om sommeren holdt ret ved midnatstid; når der ligger skib, var alle oppe uanset tidspunkt på døgnet.

Rejserne. Under hensyn til afstandene og de vanskelige og dyre trafikforhold sættes retten i Grønland langt oftere end i Danmark uden for hjembyen. Især giver det for landsretten en bedre vurdering af sagens bevisligheder at domsforhandle den på stedet, ligesom det kan være sikrere end at tilsige parter og vidner til Godthåb. Retsvæsnet har aldrig haft egne rejsebåde, men med fly, kystskib eller lånt rejsebåd rejser dommer, sekretær (tolk) og typisk en af de faste domsmænd ud og supplerer sig med en stedlig domsmandssuppleant. I 50erne var jeg på rejse langs kysten omkring 3 måneder om året, nu er rejsetiden en del kortere takket være hyppigere brug af fly. Også kredsretterne aflægger mindst et par gange årlig retsbesøg på bygderne i deres retskreds. - Godt halvdelen af landsrettens sager behandles dog i Godthåb, dels er det stedlige sagstal betydeligt, dels kan nogle sager afgøres på skriftligt grundlag eller ved brug af subsidiære forklaringer.

Landsrettens vejledningspligt: Som korrelat til den omfattende kompetence, der er tillagt kredsretterne, er der i retsplejelovens kap. I, § 16, givet landsdommeren en i almindelig dansk ret ukendt vejledningspligt. Mens han aldrig på forhånd kan udtale sig om den konkrete sag, har kredsretterne pligt til at indsende udskrifter af alle trufne afgørelser og på grundlag heraf skal landsdommeren påtale fejl og mangler, navnlig af formel karakter, med henblik på en fremtidig forbedring af udformningen. Denne vejledning er i praksis sket på forskellig måde, dels ved på grundlag af enkeltsager at give vedkommende kredsdommer vejledning, skriftlig eller ved besøg på stedet, dels i form af rundskrivelser om den formelle udfærdigelse (standardblanketter til domsaffattelse m.m.), dels endelig som orientering om ny lovgivning. Allerede før retsplejelovens ikrafttræden blev der således over Grønlands radio givet en række tosprogede instruktioner, der desuden blev rundsendt skriftlig - og lokalt flere steder optaget på bånd. På samme måde er der senere forholdt i forbindelse med nye love af betydning for domstolene. Landsrettens første c. 40 vejledninger og blanketter blev i 1955 samlet i en på begge sprog trykt cirkulæresamling, der fremover er blevet suppleret af senere landsdommere. Af Weis Bentzons fornævnte bog fremgår, at kredsretterne er vedblevet at gøre megen brug af disse vejledninger. Endelig er der lige siden 1955 gennemsnitlig hvert 3. år afholdt kredsdommermøder, hvor kredsdommerne har haft lejlighed til at være sammen med landsrettens medarbejdere og jurister fra Danmark, især fra det grønlandske lovudvalg, og som har budt på foredrag og forhandlinger om en række sagsområder.

Sagstal. Sagstallet er gennem årene steget kraftigt og er for kredsretternes vedkommende nu oppe på c. 6.000 om året, hvoraf godt halvdelen er civile sager (heraf var der i min tid meget få). Landsretten behandler c. 400 sager om året, hvoraf 1/3 er 1. instanssager; af disse er 40% sager fra områder uden for kommuneinddelingen, blandt de resterende hører sagerne mod udenlandske skibes fiskeriovertrædelser til de tungeste.

Kredsdommerhvervet har fra starten været lagt an som deltidsarbejde. Da arbejdet i nogle kredsretter hurtigt begyndte at vokse, blev sekretærhjælp i en årrække et problem: Bevillingerne var minimale, det var svært at få lokal bistand - og der blev fra nogle sider ytret en vis frygt for, at en dansk sekretær skulle komme til at dominere; denne betænkelighed blev dog overvundet, jfr. Weis Bentzons bog. Da landsretten ikke var overbebyrdet med sager, sendte jeg periodevis landsrettens sekretær ud for at hjælpe med at få ryddet op. Senere er kredsretternes sekretærhjælp øget, men der udsendes stadig af og til assistance fra landsretten. Der er fortsat ikke behov for at gøre kredsdommerhvervet til heltidsbeskæftigelse (i Godthåb er sagsmængden dog så stor, at der er to deltidsbeskæftigede kredsdommere). I en årrække virkede nu afdøde Klaus Lynge dog som en fortræffelig, heltidsbeskæftiget kredsdommer fælles for de 3 sydligste retskredse, men storisen kunne i lange perioder hindre ham i at nå ned til Nanortalik og ved hans død ophørte ordningen. - At hvervet er en bibeskæftigelse, kan give problemer, men det er et borgerligt ombud og kredsdommerne - hvoraf de fleste er lønmodtagere hos det offentlige - får normalt den fornødne tjenestefrihed; nogle kredsdommere er dog private erhvervsdrivende eller pensionister. I de små samfund kan der meget vel opstå inhabilitet, hvorom retsplejeloven har regler svarende til de danske, og landsdommeren kan beskikke en stedfortræder.

II. Lidt om den materielle ret og retspraksis

1. Med grundlovsudvidelsen i 1953 blev frihedsrettighederne grundlovssikrede i Grønland. Grundloven indeholder kun en specialregel, indsat af hensyn til »de særlige grønlandske forhold«, nemlig, at 24 timers reglen i grundlovens § 71 kan fraviges ved lov. Dette er sket i retsplejelovens kap. V § 14, hvorefter fremstilling i retten - hvis den p. g. a. kredsdommerens fravær eller, fordi sigtede er pågrebet uden for rettens sæde, ikke kan ske inden for fristen - skal ske senest 24 timer efter, at hindringen er bortfaldet.

2. Ved siden af retsplejeloven er den for retslivet vigtigste (men også bedst kendte) særlov den grønlandske kriminallov af 9. marts 1954 med senere ændringer, se nu lovbkg. af 13. februar 1979. Den opfylder et gammelt grønlandsk ønske om skrevne bestemmelser. De enkelte forbrydelsers gerningsindhold svarer stort set til den danske straffelovs, hvorimod sanktionssystemet er væsensforskelligt: Der er ingen strafferamme for den enkelte forbrydelse, men loven opregner et fælles register af sanktioner (foranstaltninger), spændende fra bøde over betinget dom og dom til forsorg op til anstaltsanbringelse.

Den grønlandske tradition for individuel behandling af lovovertrædere og for så vidt muligt ikke at udelukke den dømte fra samfundslivet er søgt bevaret. Der blev set hen til loven med forventning; der har imidlertid gennem årene været betydelig kritik af, at anstalterne havde for lille kapacitet, at kontrollen med, hvad de dømte foretog sig uden for arbejdstiden, var for ringe, at nedsendelse til mentalobservation og anstaltsanbringelse (Herstedvester) i Danmark skete i for stort omfang osv. I de senere år er »anstalten for domfældte« i Godthåb dog suppleret med anstalter i to andre byer, og der er nu bevilget penge til udvidelser, således at de 3 anstalter, der i øjeblikket kan rumme i alt 44 domfældte, forøges med 14 arrestlokaler (detentioner) og 8 isoleringsrum; dette sidste betyder ikke indførelse af fængsler i Grønland, isolering er alene tænkt som en midlertidig disciplinærforanstaltning.[4]

Kriminaliteten ligger - trods et beskedent fald i 1983 - på et meget højt og stigende niveau. Mens befolkningstallet i 1973-83 kun steg 8%, voksede antallet af anmeldte forbrydelser med 35%. At tyveri er den største gruppe, kan ikke overraske, men når hærværk tegner sig for hele 18% af overtrædelserne eller dobbelt så mange som for 10 år siden, hænger også dette sammen med uhæmmet spiritusnydelse. Det uhyggeligste tal er antallet af drab: Mens der i 50erne var under et drab om året, anmeldes der i de seneste år gennemsnitlig hele 9 drab om året - mod i Danmark, med en 100 gange så stor befolkning, 60 drab om året!

3. Ligeledes i 1954 indførtes - med ubetydelige afvigelser – den danske ægteskabslov fra 1922, idet man fra grønlandsk side ønskede indført legal adgang til skilsmisse. Fra kirkens side frygtede man, at der ville blive »hausse« i denne hidtil ukendte mulighed, men skilsmisseantallet blev moderat. Ægteskabsloven fra 1969 er endnu ikke gennemført i Grønland. - I 1969 blev den danske myndighedslov uændret sat i kraft i Grønland, kun med den afvigelse, at tvist om samkvemsret henlagdes til domstolene. - I 1964 gennemførtes en grønlandsk arvelov, der i forenklet form indførte regler svarende til den danske fra 1963. I småboer er dog bevaret den grønlandske sædvane at lade husfæller etablere fælleseje uden skifte med andetsteds boende slægtninge. Som noget nyt indførte loven tvangsarv, efter hidtidig grønlandsk opfattelse havde man kunnet gøre sine børn arveløse, når det passede en. - Om børn gælder en lov fra 1962, hvorefter reglerne om ægtebørn svarer til den danske 1960-lovs, mens retsstillingen for børn født uden for ægteskab svarer til den tidligere danske lovs fra 1937: Man kan således fortsat i Grønland dømme såvel til faderskab som idømme en eller flere mænd bidragspligt; faderskabssagerne udgjorde i 50erne og 60erne en meget stor del af retssagerne, men fødselstallet er i de senere år faldet betydeligt. - Det eneste familieretlige felt, hvor der endu ikke er indført ens regler for alle i Grønland, er vedrørende det ægteskabelige formuefællesskab; det skyldes dels opfattelsen af, at der på dette område fortsat gælder særlige sædvaner, dels ønske om at afvente en revision af retsvirkningsloven fra 1925.

4. Købelov, aftalelov, afbetalingslov, veksel- og checklovene, aktieselskabs- og anpartsselskabslovene, forsikringsaftaleloven m.v. gælder uændret i Grønland. - Der antages i Grønland ikke at bestå privat ejendomsret til grunden - men ejendomsret til bygninger giver brugsret til det areal, hvorpå de ligger. Der findes endnu ikke almindelige regler om tinglysning af rettigheder over fast ejendom, men panterettigheder i fast ejendom og løsøre skal for at få gyldighed mod senere aftaler og retsforfølgning registreres - og det sker ved Grønlands landsret.

5. Endelig kan nævnes, at der eksisterer en særlig grønlandsk færdselslov samt en række offentligretlige bestemmelser - der ganske ofte ændres - om fangst og fredning, planlægning, skatter og afgifter mv. Også disse er fælles for alle i Grønland, men afvigende fra almindelig dansk ret, og domstolene kommer jævnlig ud for at skulle bruge og fortolke dem.

- Hvad lovforberedelsen angår, har det i 1951 nedsatte grønlandske lovudvalg (med højesteretspræsident Trolle som formand) haft stor indflydelse på udformningen af væsentlige dele af den nye grønlandske lovgivning. Når lovudvalget efter ministeriets anmodning har lavet lovudkast med bemærkninger, er udkastet blevet tilsendt landsrådet (nu landstinget), der ofte har udsat sin stillingtagen et år for i mellemtiden at fremkalde en drøftelse af emnet i befolkningen. Efter en tiltræden fra landsrådet (landstinget) fremsættes forslaget så i folketinget, hvor de to grønlandske folketingsmedlemmers mening naturligvis tillægges særlig vægt. Det er således en grundig procedure, der har fundet sted - og landsdommeren har gennem årene jævnlig medvirket til at orientere befolkningen om nye lovforslag i det dobbeltsprogede blad Atuagagdliutit/Grønlandsposten.

Det er ikke muligt her at foretage en indgående gennemgang af den materielle grønlandske ret. Det skal kun præciseres, at denne består af dels særlige grønlandske love, suppleret med sædvaneret, dels direkte eller analog anvendelse af almindelig dansk ret.

Om de grønlandske domstoles praksis må henvises til det af ministeriet for Grønland udgivne tidsskrift for Grønlands retsvæsen, der siden 1965 udover artikler har bragt et betydeligt antal kredsrets- og landsretsdomme. Dommene belyser det grønlandske samfunds kompleksitet. Her skal blot i flæng nævnes eksempler på livsområder, hvorfra der foreligger domme: Bøder og konfiskation for ulovlig rensdyrjagt - spørgsmål om besætningsmedlemmer på rejekutter, hvis fiskeri gav tab, har ret til bonus - sager med bødestraf for dyrplageri (forsultede hunde), for spirituskørsel og - mere overraskende for en dansk læser - for voldtægt - om erstatningsansvar for vandskade som følge af utildækket udgravning - om Grønlandsfly hæftede for hoteludgifter påløbet som følge af flyforsinkelse - om samkvemsret for den far eller mor, der ikke har forældremyndigheden - om pligt til at betale kontingent til privat tv-forening - om det danske basepersonale kunne gøres skattepligtige i Grønland - om udenlandske fiskeres ulovlige fiskeri – om forbrugerkøb, kaution, konkurs, smugleri osv.[5]

Afslutning. I 1954 blev der fra grønlandsk side rejst spørgsmål, om de læge kredsretter magtede opgaven eller man burde overgå til en ordning med juridiske kredsdommere i større retskredse; både retsvæsnet, anklagemyndigheden og sluttelig landsrådet udtalte sig imidlertid imod en amdring og der har ikke siden været rejst principiel kritik af den grønlandske retsplejeordning. Dens enkle, men forsvarlige retssystem, med lægdommerdominans, men adgang til gratis anke til en instans med juridisk formand, har givet Grønland en uafhængig domsmagt, tilpasset grønlandske forhold og fælles for alle i landet. Det grønlandske retsvæsen har, som landsdommer Henning Brøndsted har udtrykt det, faktisk været en tidlig forløber for hjemmestyret.

Noter:

1. Forfatteren var i 1950-59 den 1. landsdommer i Grønland og har senest besøgt Grønland i sommer. Nuværende landsdommer Erik Schack har venligst gennemset artiklen.

2. Om Grønlands forfatningsretsretlige stilling se Max Sørensen: Statsforfatningsret 1979, 41-46 og 53-57. Om forholdet til EF Foighel og Hagel-Sørensen: EF-ret 1977, 27 (begge fra før hjemmestyrets indførelse). Om Grønlands udtræden af EF se lov 159 af 11. april 1984.

3. Om gennemførelse af retskrav og om retshjælp og fri proces i Grønland, se artikler i tidsskrift for Grl.s retsvæsen 1966.180 og 68.43.

4. Dette udelukker ikke, at en grønlænder for en i denne del af riget begået forbrydelse kan idømmes fængselsstraf i medfør af dansk straffelov, se UfR 1974.343 H.

5. Om den skrevne og uskrevne retstilstand i Grønland op til nyordningen 1950 findes et omfattende materiale i den juridiske ekspeditions bet. (6 stencilerede bd.) fra 1948/49.

T. f.G.r. indeholder foruden domme en række artikler om grl. ret bl.a. J. Trolle om erstatningsret 1965.2, H. Brøndsted om forslag til grl. færdselslov 1966.129. Weis Bentzon om lovproblemer i et udviklingsområde 1968.3. og om retssystemet 1978.33. Robert Petersen om gl. og nye autoriteter 1970.9 samt H. Brøndsted om kriminallovsændringer 1978.93. Endelig har Det grønlandske Selskabs tidsskrift Grønland gennem årene bragt en række artikler om grl. retsvæsen (navnlig om kriminalloven), således: V. Goldschmidt om krm. loven 1952.93 og 1954.161 samt om grl. rets- og moralbegreber under omstøbning 1953.209, Kisbye Møller om retsvæsnet 1952.425 og 1956.161, E. Hesselbjerg om samme emne 1960.387, Trolle om lovgivningsproblemer 1954.81; om retshåndhævelsesproblemer Goldschmidt 1955.345 og 1956.317 samt Ch. Vesterbirk 1956.307 og 1957.447. H. Bruun de Neergaard om krm.loven 1959.37, V. S. Larsen om kredsdommerhvervet 1959.441, A. Lund-Drosvad træk fra en grl. kredsdommers virke 1961.381. Weis Bentzon om opløsning af ægteskab 1962.11, Trolle om krm.loven 1962.457, Cl. Bornemann om udviklingsproblemer 1969.367, J. P. Hart Hansen om drab i Grl. 1972.214 samt G. Chemnitz og Goldschmidt: Afvigeren og tolerancen 1973.309.