Den Peloponnesiske Krig

Den Peloponnesiske Krig udbrød i 431 f.Kr. mellem Athen (med hjælp fra Det Deliske Søforbund) og Den Peloponnesiske Liga, der inkluderede Sparta og Korinth. Krigen varede i 27 år til 404 f.Kr. med en våbenhvile midtvejs. Hele krigen blev startet, fordi Sparta var utilfreds med Athens spirende imperialisme, idet Sparta ønskede mere politisk magt. Det var samtidig et opgør mellem den demokratiske tradition i Athen og den aristokratisk-oligargiske styreform i Sparta.


Den vigtigste kilde om krigen er værket Den peloponnesiske krigs historie af Thukydid.


Krigen startede med, at spartanerne belejrede Athen uden at angribe. Det følgende år blev Athen ramt af pest, og en tredjedel af befolkningen døde. Spartanerne undlod at angribe, da de var bange for pesten. Athen rejste sig dog og kom endda så tæt på sejren, at de afviste Spartanernes fredstilbud.


Ved det afgørende slag led athenerne et knusende nederlag. I 415 f.Kr. rejste Athenerne på felttog til Sicilien under ledelse af Alkibiades. Athen fortrød dog og beordrede Alkibiades til at returnere flåden til Athen, men han nægtede, og athenerne dømte ham til døden. Alkibiades forrådte derfor sit land og søgte forbund med spartanerne. Da han kendte til Athens svagheder, lykkedes det at bringe Athen til fald. På grund af den situation, athenerne var havnet i, blev Alkibiades taget til nåde og valgt til hærfører. Under hans ledelse gik det stærkt tilbage for spartanerne, som måtte søge hjælp hos perserne. I år 406 f.Kr. blev Alkibiades afsat som hærfører. Dette kom herefter til at betyde stor tilbagegang for athenerne, og flåden blev endeligt tabt i år 404 f.Kr.


Athen måtte overgive sig og godtage Spartas fredsbetingelser.