Artikler



Artiklen er også offentliggjort i Juristen 2012.253 og gengives i samarbejde med forfatterne og med tilladelse fra Djøf Forlag


DGL 2013.18: Værneting for sager om leje af fast ejendom i Grønland


Af juridisk konsulent, cand.jur. Kenneth Bøjler, A/S Boligselskabet INI, Nuuk, og advokat Henrik Karl Nielsen, Koch/Christensen, Advokatfirma, København


Tvister om lejeforhold i Danmark hører efter lejelovens § 107 under boligretten. Lejeloven gælder ikke for Grønland, jf. § 117. Danske domstole har undertiden alligevel henvist sager om grønlandske lejeforhold til domstole i Grønland. Artiklen gennemgår danske og grønlandske procesretlige bestemmelser om stedlig og saglig kompetence i lejesager. Sager om lejemål i Grønland henhører under danske domstole, hvis lejer har hjemting i Danmark. Sager om lejemål i Danmark henhører under danske domstole, selvom lejeren har hjemting i Grønland.[1]


1. Den retlige ramme i Grønland efter selvstyreloven og retsplejereformen

Grønland gennemgår i disse år en udvikling, der medfører omfattende reformer af landets retsforhold. § 1 i selvstyreloven,[2] der med virkning fra den 21. juni 2009 erstatter hjemmestyreloven,[3] henlægger den lovgivende magt til Grønlands Landsting, Inatsisartut, og den udøvende magt til Grønlands Landsstyre, Naalakkersuisut. Lovgivning, der udgår fra Inatsisartut, benævnes inatsisartutlove. Disse erstatter de hidtil anvendte lovgivningsinstrumenter landstingslove og landstingsforordninger.[4] Ved en omfattende domstolsreform har Grønland fået ny retsplejelov. Lov nr. 305 af 30. april 2008 retsplejelov for Grønland er en rigslov vedtaget af Folketinget efter grundlovens procedurebestemmelser. Loven trådte med få undtagelser i kraft den 1. januar 2010.[5] Loven benævnes her »den grønlandske retsplejelov«. Den grønlandske retsplejelov adskiller i procesretlig henseende Grønland fra Danmark i en udstrækning, der er mere vidtgående end under den hidtil gældende retsplejelov. Østre Landsret ophører med at være ankeinstans for Grønlands Landsret. Efter den grønlandske retsplejelov § 1 er de almindelige domstole kredsretterne, Retten i Grønland, Grønlands Landsret og Højesteret.


2. Lejeretten i Grønland

Lejeloven[6] gælder efter § 117 ikke for Grønland. Lejelovgivning, boligstøtte og boligforvaltning var blandt de områder, der efter hjemmestyreloven kunne overgå fra rigsmyndighederne til hjemmestyremyndighederne.[7] Det skete ved lov for Grønland nr. 944 af 23. december 1986 om boligforsyning, boligstøtte, leje af boliger mv. (boligforsyningsloven). Efter boligforsyningslovens § 1 kunne Grønlands Hjemmestyre ved landstingsforordning fastsætte regler, der sikrede Grønlands forsyning med boliger, herunder om støtte til boligbyggeri i Grønland. Grønlands Hjemmestyre kunne efter boligforsyningslovens § 2 ved landstingsforordning fastsætte regler om leje af hus og husrum. Efter boligforsyningslovens § 3 kunne Hjemmestyret i landstingsforordninger udstedt i henhold til §§ 1 og 2 fastsætte regler om bødestraf for overtrædelser af bestemmelser i landstingsforordningerne eller i forskrifter udstedt i henhold hertil. Samtidig med boligforsyningslovens ikrafttræden trådte landstingsforordning (lfo.) nr. 11 af 22. december 1986 om Grønlands Hjemmestyres udlejningsboliger i kraft. Efter landstingsforordningens § 4 forblev hidtidige regler fastsat af Ministeriet for Grønland og Rigsombudsmanden i Grønland for området i kraft, indtil de blev ændret eller ophævet.

Lejelovgivningen i Grønland er ændret flere gange. Den seneste samlede ændring af lejelovgivningen i Grønland skete ved lfo. nr. 2 af 5. maj 2005 om leje af boliger.[8] Som noget nyt indeholder landstingsforordningen i kap. 14 regler om boligklagenævn. Landstingsforordningen er ændret ved lfo. nr. 9 af 5. december 2008 om ændring af landstingsforordning om leje af boliger (øget tidsfrist for rettidig betaling og mulighed for at indgå afdragsordning ved restancer mv.)[9] og lfo. nr. 14 af 20. november 2006 om ændring af landstingsforordning om leje af boliger (ændring af 7-års regel for overtagelse af personalebolig, bestemmelse om restlejers retsstilling ved omdannelse til henholdsvis andels- eller ejerboliger, præcisering af udlejers økonomiske tilsyn, præcisering af Boligklagenævnets kompetence samt tekniske ændringer af enkelte bestemmelser).[10] Den beskrevne rigs- og hjemmestyrelovgivning er fortsat den retlige ramme for lejeretten i Grønland. Der er stort set ingen bolig- og lejeretlig litteratur, der specifikt omhandler Grønland. Som for andre retsområder må den, der søger information om boliglovgivning i Grønland, falde tilbage på anden samfundsfaglig litteratur.[11]


3. Stedlig og saglig kompetence efter lejeloven for sager om lejeforhold i Danmark

3.1. Boligrettens kompetence

I Danmark er retsplejelovens hovedregel, at civile sager anlægges ved sagsøgtes hjemting, medmindre andet er bestemt ved lov, jf. retsplejelovens § 235, stk. 1. En sådan lovhjemmel til at fravige udgangspunktet findes i lejelovens procesordning. Efter lejelovens § 107, stk. 1, kan tvister om lejeforhold indbringes for boligretten. Værnetinget er det sted, hvor ejendommen er beliggende, jf. lejelovens § 111, stk. 1. Bestemmelserne om boligretter i lejelovens kap XVIII finder også anvendelse på tvister, der udspringer af erhvervslejeloven,[12] jf. dennes § 76, stk. 2. Sådanne tvister henhører under boligretten, jf. § 76, stk. 1, medmindre parterne har aftalt behandling ved voldgift, jf. § 77, stk. 1. Hvis en sag, der henhører under de almindelige domstole, indbringes for boligretten, eller hvis en sag, der er omfattet af lejeloven, indbringes for en almindelig domstol, henvises sagen til rette domstol, jf. lejelovens § 111, stk. 3. Boligretternes afgørelser er efter lejelovens § 113, stk. 1, underlagt retsplejelovens bestemmelser om anke og kære til landsret og med efterfølgende mulighed for at opnå Procesbevillingsnævnets tilladelse til sagens indbringelse for Højesteret. Disse regler er alment kendt og omtales ikke nærmere her.


3.2. Huslejenævnet

Lejelovens § 106 tillægger huslejenævnet kompetence til at afgøre en række tvister mellem lejer og udlejer. Lejelovens § 106 henviser om huslejenævnet til boligreguleringslovens[13] kap. VI. Boligreguleringsloven gælder efter § 68 ikke for Grønland. Et huslejenævn i Danmark vil derfor aldrig have kompetence til at behandle en tvist om et lejemål i Grønland. Hvis sådanne sager indbringes for et huslejenævn i Danmark, må huslejenævnet afvise sagen, jf. boligreguleringslovens § 40, stk. 1.


4. Stedlig og saglig kompetence efter den grønlandske retsplejelov for sager om lejeforhold i Grønland

4.1. Fraværet af boligretter i Grønland

Den danske retsplejelov gælder ikke for Grønland.[14] En civil sag, der anlægges ved en domstol, der er lovfæstet ved den grønlandske retsplejelovs § 1, vil derfor skulle behandles efter den grønlandske retsplejelov. Som noget nyt er retsplejen efter selvstyrelovens § 3, stk. 2, blandt de retsområder, der kan overgå til Grønlands Selvstyre på tidspunkter, der fastsættes af Grønlands Selvstyre efter forhandling med rigsmyndighederne. Noget sådant er endnu ikke sket. Da retsplejen ikke hørte til de sagsområder, der efter hjemmestyreloven kunne overgå til Grønlands Hjemmestyre, indeholder Landstingsforordningen om leje af boliger ikke procesretlige regler. Det er først med landstingsforordningen fra 2005 om leje af boliger, at der er tilvejebragt hjemmel til nedsættelse af et boligklagenævn.[15] Begrebet »boligretten« eksisterer fortsat ikke i grønlandsk ret.


4.2. Boligklagenævnet, Maalaarut

Lfo. nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger § 82, stk. 1, tilvejebragte hjemmel til, at Grønlands Landsstyre kunne nedsætte et boligklagenævn. Boligklagenævnets kompetence fastlægges i § 84, stk. 1. som gennemgås nedenfor. Bestemmelserne er i vidt omfang opbygget som de danske regler om huslejenævn.

Et boligklagenævn blev nedsat ved Hjemmestyrets Bkg. nr. 4 af 13. februar 2006 om Boligklagenævnets virksomhed, der efter § 13 trådte i kraft den 1. april 2006. Bekendtgørelsen er erstattet af Hjemmestyrets bkg. nr. 27 af 26. november 2008 om Boligklagenævnets virksomhed, der efter § 13, stk. 1, trådte i kraft den 1. februar 2009. Boligklagenævnet, Maalaarut, offentliggør sine afgørelser elektronisk.[16]


4.2.1. Boligklagenævnets kompetence og et praktisk problem

Hvis en tvist allerede er indbragt for domstolene, afviser Boligklagenævnet sagen, jf. bekendtgørelsens § 84, stk. 4. Boligklagenævnet har jf. § 82, jf. § 84, kompetence til at behandle tvister mellem lejere og udlejere i Hjemmestyrets og kommunernes udlejningsejendomme.[17] Kun lejerne kan indbringe klager for nævnet. Offentlige udlejere er henvist til retlig behandling. Det falder udenfor Boligklagenævnets kompetence at behandle sager mellem lejre og udlejere af private lejemål. En sag om et lejemål i Danmark vil ikke kunne behandles af Boligklagenævnet og kan afvises, jf. bekendtgørelsens § 85, stk. 1.

Boligklagenævnet har efter § 84 kompetence til at behandle klager indbragt af lejere vedrørende:
1. Formalia ved varsling af huslejeforhøjelser, jf. § 28, stk. 2.
2. Vedligeholdelse og istandsættelse, jf. § 45.
3. Boligens stand ved indflytningen, jf. § 47.
4. Installation i og forbedringer af det lejede (råderet), jf. §§ 51 og 55.
5. Lejerens brug af det lejede (overtrædelser af ordensreglerne), jf. § 50.
6. Brugsrettens overgang til andre (boligbytning, fremleje og fortsættelse af lejemål), jf. §§ 58-62.
7. Boligens stand ved fraflytning (normalistandsættelse), jf. § 77.

I en ny principiel afgørelse[18] har Boligklagenævnet slået fast, at en lejer er forpligtet til at betale husleje, selvom lejer ikke har afhentet nøgler til lejemålet, hvis lejeren ved indgåelse af lejekontakt og underskrift af samme har rådigheden over lejligheden. Det forhold at lejeren ikke har afhentet nøgler, ændrer ikke på det forhold, at lejeren har haft rådigheden over lejligheden og udlejer ikke har kunnet udleje lejligheden til tredjemand. Videre har Boligklagenævnet slået fast, at lejeren på trods af manglende indflytning skal betale for sin del af fællesudgifter til vand og varme. Lejeren fritages dog for betaling af normalistandsættelse af lejligheden, som ellers er praksis ved alle fraflytninger, uanset hvor længe lejeforholdet har bestået. Boligselskabet havde i den konkrete sag ikke faktureret lejeren for normalistandsættelse.

Boligklagenævnet har tidligere[19] taget stilling til en sag om en flytteafregning fra et lejemål i Grønland, hvor klager var bosiddende i Danmark. Boligklagenævnet slog fast, at maling af boliger i røde og andre svært overmalbare farver ikke kunne betragtes som misligholdelse. Men hverken den tidligere lejer, boligselskabet eller Boligklagenævnet betvivlede, at Boligklagenævnet havde kompetence til at behandle sagen. Det er næppe med denne praksis generelt knæsat, at Boligklagenævnet er kompetent, uanset hvor lejeren eller den tidligere lejer befinder sig. Men i den konkrete sag blev det ikke draget i tvivl.

Der er ikke indført mulighed for tvangsfuldbyrdelse af Boligklagenævnets afgørelser. Dermed er udlejer, såfremt der er truffet en afgørelse, som går lejeren imod og som denne ikke vil følge, nødsaget til at gennemføre sagen som civil sag ved de almindelige domstole efter reglerne i den grønlandske retsplejelov.


4.3. Hovedreglen om anlæggelse af civile sager ved sagsøgtes hjemting

Udgangspunktet efter den grønlandske retsplejelov § 203, stk. 1, er som i den danske retsplejelov, at civile retssager anlægges ved retten i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl, medmindre andet er bestemt ved lov. Har sagsøgte bopæl i flere retskredse, kan sagen anlægges ved ethvert af dem. Har sagsøgte ingen bopæl, kan sagen anlægges i den retskreds, hvor sagsøgte opholder sig, jf. § 203, stk. 2. Har sagsøgte hverken bopæl eller kendt opholdssted, kan sagen anlægges i den retskreds, hvor sagsøgte sidst har haft bopæl eller opholdssted, jf. § 203, stk. 3. Sager om inkassation af huslejerestancer, forbrugsafgifter og erstatning for misligholdelsesarbejder kan derfor anlægges ved kredsretten i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl.[20] Hvis sagsøgte har bopæl i Danmark, vil sagen derimod som udgangspunkt ikke kunne anlægges i Grønland.


4.4. Udlejningsbekendtgørelsen og endnu et praktisk problem

Der er flere bekendtgørelser udstedt med hjemmel i landstingsforordningen om leje af boliger. Den seneste bekendtgørelse med et generelt lejeretligt sigte er Hjemmestyrets bkg. nr. 12 af 23. april 2008 om udlejning af ejendomme til beboelse (udlejningsbekendtgørelsen). Udlejningsbekendtgørelsen gælder efter § 1, stk. 1, for leje, herunder fremleje af hus og husrum til beboelse i Hjemmestyrets og kommunernes udlejningsejendomme.[21]

Af udlejningsbekendtgørelsens § 59 fremgår det, at hvis lejemålet er gyldigt opsagt, hævet eller ophørt, og lejer ikke er fraflyttet lejemålet, skal udlejer uden ugrundet ophold søge lejer udsat af det lejede, jf. lov om rettens pleje i Grønland. Af § 59, stk. 2, fremgår, at begæring om tvangsudsættelse fremsendes til politiet i den retskreds, hvor boligen er beliggende.

Der kan opstå et særegent problem, hvis et lejemål i Grønland er gyldigt opsagt, og lejeren ikke har fjernet sine ejendele og afleveret nøgler mv. til udlejer, og alligevel har taget varig bopæl i Danmark. Her må udlejer fremsende begæring om tvangsudsættelse til politiet i den grønlandske retskreds, hvor boligen er beliggende, hvorefter politiet skal oversende sagen til kredsretten, som igen skal oversende sagen til den retskreds i Danmark, hvor sagsøgte har taget varig bopæl, jf. den grønlandske retsplejelovs § 203, stk. 1.


5. Sager vedrørende rettigheder over fast ejendom

Den grønlandske retsplejelovs § 205 hjemler som den danske retsplejelovs § 241, at sager vedrørende »rettigheder over fast ejendom« kan anlægges i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende. Bestemmelsen i den grønlandske retsplejelovs § 205 kan føres tilbage til lov nr. 271 af 14. juni 1951 om rettens pleje i Grønland. I Grønlandskommissionens betænkning[22] er der intet nævnt om, at bestemmelsen skulle forstås anderledes end bestemmelsen i den danske retsplejelov. Som i dansk ret må den grønlandske bestemmelse om værneting i sager om rettigheder over fast ejendom forstås som en regel, der tager sigte på tinglige rettigheder.[23] Sager om krav efter lejekontrakter falder som udgangspunkt uden for bestemmelsen.[24]


6. Kontraktværneting

Efter den grønlandske retsplejelov § 206, stk. 1, kan sager om kontraktforhold anlægges ved retten i den retskreds, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes. Det gælder efter § 206, stk. 2, ikke for pengekrav, medmindre kravet er opstået under ophold i retskredsen under sådanne omstændigheder, at det skulle opfyldes, inden stedet blev forladt. Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 242. Som følge af lejelovens procesordning er den danske retsplejelovs § 242 ikke anvendelig i sager om krav i henhold til lejekontrakter omfattet af lejeloven. Da en sådan lejeretlig procesordning netop ikke findes i Grønland, er spørgsmålet, om der med den grønlandske retsplejelov er indført mulighed for, at en udlejer ved en grønlandsk domstol anlægger sag om et krav om betaling af f.eks. en huslejerestance, også selvom lejer er fraflyttet og har taget ophold i Danmark. Der er ikke i forarbejderne til den grønlandske retsplejelov taget specifik stilling til dette.[25] Men efter ordlyden af § 206, stk. 2, gælder reglen om kontraktværneting ikke generelt for pengekrav. Noget andet ville da også indebære en videregående adgang for en kreditor til at kunne sagsøge en debitor ved kreditors hjemting, idet pengekrav efter den deklaratoriske regel i gældsbrevslovens § 3[26] skal opfyldes hos kreditor. En støtte for noget sådant findes heller ikke i den danske retsplejelovs § 242.[27] Bestemmelsen tager sigte på kontraktlige krav på andet end penge[28] og fører derfor ikke automatisk til, at betalingsforpligtelser i henhold til en hvilken som helst kontrakt kan anlægges ved pengekreditors hjemting, jf. til sammenligning UfR 2009.1670 Ø. Den grønlandske retsplejelovs § 206 ændrer derved næppe ved den hidtil gældende retstilstand, hvorefter sag om inddrivelse af pengekrav i henhold til kontrakter om leje af hus eller husrum skal anlægges i Danmark, hvis lejer har taget ophold i Danmark.


7. Sager mod fysiske og juridiske personer, der ikke har hjemting i Grønland

Sager mod personer, selskaber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, der ikke har hjemting i Grønland, kan efter den grønlandske retsplejelovs § 212 anlægges i Grønland, hvis en ret efter bestemmelserne i lovens §§ 204-206, § 208, stk. 2, og § 211 kan anses som værneting. Efter § 204 kan sager mod personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed, anlægges i den retskreds, hvorfra virksomheden udøves, når sagen vedrører virksomheden.


8. »Hensigtsmæssighedsværneting«

Retten kan efter den grønlandske retsplejelovs § 214 træffe bestemmelse om, at en sag, der er indbragt for retten, henvises til en anden ret, som efter de ovenfor omtalte regler er værneting, når det på grund af vidners bopæl eller af anden grund skønnes hensigtsmæssigt. Når særlige grunde taler for det, kan Retten i Grønland efter § 214, stk. 2, bestemme, at sagen skal behandles ved en ret, der ikke er værneting efter disse regler. Denne bestemmelse er, så vidt vides, endnu ikke bragt i anvendelse i sager om lejeforhold.


9. Sager uden for den grønlandske kommuneinddeling

Efter den hidtil gældende grønlandske retsplejelov skulle sager uden for kommunalinddelingen anlægges ved Grønlands Landsret som 1. instans.[29] Det drejede sig om de eksisterende og tidligere amerikanske forsvarsområder, først og fremmest Thule Air Base og Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord). Grønlands Landsret kunne i medfør af den dagældende grønlandske retsplejelovs kap. 3, § 1, stk. 2, henvise sager til behandling ved kredsretten eller ved dansk domstol, såfremt parterne ønskede det, eller hensynet til sagens behandling talte derfor.[30] Nu gælder, at alle sager anlægges ved kredsretten, efter de ovenfor beskrevne bestemmelser.


10. Rettens stillingtagen til rette værneting

Retten påser efter § 215 af egen drift, om sagen er indbragt for rette værneting. Fremsætter sagsøgte ikke indsigelse mod rettens kompetence inden forberedelsens slutning, anses retten for rette værneting. Er sagen anlagt ved en ret, som ikke er rette værneting for sagen eller et af de rejste krav, henviser retten om muligt sagen eller kravet til afgørelse ved rette domstol, jf. § 215, stk. 2. Afgørelse om henvisning træffes ved beslutning, som skal begrundes, jf. § 215, stk. 2, 2. pkt. Kan sagen ikke henvises, afviser retten sagen ved dom, jf. § 215, stk. 2, 3. pkt.


10.1. Sagens behandling i 1. instans ved domstole i Grønland

En sag kan forberedes mundtligt eller skriftligt, jf. den grønlandske retsplejelovs § 216, stk. 1. Ved mundtlig forberedelse indkaldes parterne til møde i retten. Ved skriftlig forberedelse fastsættes frist for parten til at indlevere et processkrift. Den grønlandske retsplejelov indeholder i kap. 22 bestemmelser om behandling af inkassosager. Disse regler finder anvendelse på sager om pengekrav, hvor sagsøger i stævningen angiver, at det ikke kan forventes, at sagsøger har indsigelser mod kravet eller vil gøre modkrav gældende. Disse regler finder også anvendelse i sager om lejeforhold. Sagerne anlægges efter § 264 ved indlevering af stævning til en kredsret, hvor sagsøgte har værneting efter § 203, § 204 eller § 208, stk. 1 og 2. I alle tilfælde vil sager, der udspringer af lejeforhold, skulle anlægges ved kredsret, hvis der i øvrigt er værneting for kravet.


10.2. Henvisning fra kredsret til Retten i Grønland

Den grønlandske retsplejelov indeholder en henvisningsprocedure, der ikke kendes fra den danske retsplejelov. Kredsdommeren skal efter den grønlandske retsplejelovs § 56, stk. 1, henvise en sag til behandling ved Retten i Grønland, hvis sagen angår særlig vanskelige faktiske eller retlige spørgsmål, sagen er af principiel karakter, eller sagen har særlig indgribende betydning for en part. Denne henvisningsadgang er ikke en appelbehandling. Henvisningen efter § 56, stk. 1, indebærer, at sagen realitetsbehandles af Retten i Grønland som første instans. Kredsretten skal begrunde sin beslutning om henvisning, jf. den grønlandske retsplejelov § 56, stk. 4, 1. pkt. Retten i Grønland stiller krav om, at kredsdommeren i sin begrundede beslutning foretager en afvejning af, om sagen opfylder henvisningsbetingelserne.[31] Retten i Grønland kan efter § 56, stk. 5, nægte at modtage en sag fra kredsretten, hvis Retten i Grønland finder, at sagen ikke opfylder betingelserne for henvisning.


10.3. Sagens behandling ved 2. og 3. instans i Grønland

Domme afsagt både af kredsret og Retten i Grønland kan ankes til Grønlands Landsret, jf. den grønlandske retsplejelovs § 494, stk. 1. Ankefristen er 4 uger fra dommens afsigelse, jf. den grønlandske retsplejelovs § 496. Grønlands Landsrets domme kan ikke ankes, jf. den grønlandske retsplejelovs § 515, stk. 1, 1. pkt. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til anke fra Grønlands Landsret til Højesteret, hvis sagen er af »principiel karakter«. Det fremgår af den grønlandske retsplejelovs § 515, stk. 1, 2. pkt., der henviser til den danske retsplejelovs kap. 1 a. For sager, der på denne måde indbringes for Højesteret, gælder den danske retsplejelov, jf. den grønlandske retsplejelov § 516.[32]


11. Henvisning fra dansk til grønlandsk domstol

Byretter i Danmark har undertiden ex officio henvist sager om grønlandske lejeforhold anlagt mod personer, der har taget bopæl eller ophold i Danmark, til kredsretten i den grønlandske retskreds, hvor ejendommen er beliggende. Københavns Byret henviste den 11. april 2002 fire sager anlagt af et boligselskab i Grønland mod fraflyttede lejere i Danmark[33] til kredsretterne i Maniitsoq og Nuuk. Retten i Kolding afsagde den 9. december 2003 en lignende kendelse. Kendelserne henviser til lejelovens § 112, stk. 1, jf. retsplejelovens § 248, stk. 2. Efter at have modtaget kæreskrifter traf Københavns Byret den 6. maj 2002 beslutninger i medfør af retsplejelovens § 222 om omgørelse af kendelserne, og tre af sagerne blev fremmet til udeblivelsesdom.[34] Tilsvarende omgjorde Retten i Kolding den 23. december 2003 en lignende henvisningskendelse, og sagen blev fremmet til erkenderdom.[35] Københavns Byrets omgørelsesbeslutninger af 6. maj 2002 henviser til »de i sagen nye foreliggende oplysninger«. Omgørelsesbeslutningen af 23. december 2003 fra Retten i Kolding angiver, at henvisningen var »sket på uretmæssigt grundlag«. Da de nævnte henvisningskendelser blev omgjort af byretterne efter modtagelse af kæreskrifter, er der ingen stillingtagen fra landsretterne til værnetingsspørgsmålet. Lejeloven er ganske vist gældende i Danmark, men det er efter lejelovens § 117 utvivlsomt, at grønlandske lejeforhold ikke er omfattet af lejeloven. Det følger derfor af lejelovens § 107, stk. 1, at der ikke er tale om en tvist »om lejeforhold, der er omfattet af denne lov«. Henvisningskendelser i sager om grønlandske lejemål, der henviser til lejelovens værnetingsregler, vil derfor være uhjemlede. Efterfølgende har Københavns Byret uden at drage værnetinget yderligere i tvivl afsagt udeblivelsesdomme i tilsvarende sager.[36] Men det er inden for de senere år igen sket, at danske byretter har draget deres kompetence i tvivl i sager om inddrivelse af krav efter grønlandske lejekontrakter. I en dom fra 2012 har Retten i Odense afvist en sag om inddrivelse af en huslejerestance fra et lejemål i Nuuk med henvisning til, at Retten i Odense »ikke er rette værneting«, og at det ikke var muligt at henvise sagen til afgørelse ved rette domstol.[37] Dommen henviser til retsplejelovens § 248, stk. 2. På trods af, at der er tale om en dom, omgjorde retten henvisningen efter retsplejelovens § 222 om omgørelse af kendelser og beslutninger med henvisning til, at afvisningen var sket på »fejlagtigt grundlag«.[38] Når der ses bort fra (korrekte) henvisninger i sager, hvor det efter sagens anlæg viser sig, at sagsøgte på ny har taget ophold i Grønland,[39] har øvrige byretter sædvanligvis behandlet sagerne uden at drage værnetingsspørgsmålet i tvivl.[40] Det forekommer dog utilfredsstillende, at spørgsmålet har givet anledning til et større antal sager, hvor der i første omgang er sket henvisning på forkert grundlag, når de processuelle regler i øvrigt ikke bør give anledning til tvivl.



Noter


1. Artiklen er udarbejdet med udgangspunkt i Henrik Karl Nielsens artikel Værneting i Danmark for sager om grønlandske lejeforhold, som er publiceret i Fuldmægtigen on line, dokument id 1-2005-3158. Artiklen er udvidet og revideret og tager højde for den nu indførte grønlandske selvstyreordning og den nye retsplejelov for Grønland samt den seneste vedtagne landstingsforordning om leje af boliger, med efterfølgende ændringer. Stud.jur. Ditte Refsgaard har fortaget korrekturlæsning og har deltaget i udarbejdelsen af artiklens afsnit om anvendelighederne af den grønlandske retsplejelovs bestemmelser om kontraktværneting.

2. Lov nr. 473 af 12. juni 2009 om Grønlands Selvstyre.

3. Lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands Hjemmestyre.

4. Grønlands Landsting kunne efter hjemmestyrelovens § 4, stk. 4, vedtage landstingslove inden for områder, som Grønlands Hjemmestyre efter hjemmestyrelovens bilag selv kunne beslutte at overtage. Landstingsforordninger blev vedtaget af Grønlands Landsting efter hjemmestyrelovens § 5, stk. 2, inden for områder, der var nævnt i hjemmestyrelovens bilag som områder, der kunne overgå til Grønlands Hjemmestyre efter forhandling med rigsmyndighederne og efter bemyndigelse fra rigsmyndighederne.

5. Efter lovens § 746, stk. 2, trådte §§ 742-745 om Rådet for Grønlands Retsvæsen og Det Kriminalpræventive Råd i kraft den 1. juli 2008.

6. Lovbkg. nr. 963 af 11. august 2010 om leje med senere ændringer.

7. Lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands Hjemmestyre § 4, stk. 1, jf. bilagets pkt. 14.

8. Landstingsforordningen erstatter efter § 87, stk. 2, lfo. nr. 5 af 31. maj 2001 om leje af boliger, som senest er ændret ved lfo. nr. 3 af 15. april 2003.

9. § 74

10. §§ 5, 11, 15, 21, 24, 24 a, 26, 32, 63, 65, 73, 81 og 84.

11. Der henvises til Jens Christian Madsen: Udsteder og bopladser i Grønland 1901-2000, Nuuk 2009, Jens Christian Madsen: Offentligt byggeri i Grønland 1900-1946, Nuuk 2007 og Jens Christian Madsen: Grønlandske boliger. Selvbyggeri og typehuse, Nuuk 2000. Ordningen med boligstøtte og boligstøttehuse er beskrevet i A/S Boligselskabet INIs publikation: Tassa uagut illorput – Det er vores hus, Nuuk 1997.

12. Lovbkg. nr. 1714 af 16. december 2010 om leje af erhvervslokaler mv. (erhvervslejelov).

13. Lovbkg. nr. 962 af 11. august 2010 om midlertidig regulering af boligforholdene.

14. Retsplejeloven indeholder ikke bestemmelser om lovens anvendelse i Grønland. Da loven er fra før Grønlands integration i Kongeriget Danmark ved Grundloven af 1953, er den ikke gældende for Grønland. Senere ændringer af retsplejeloven angiver, at de ikke gælder for Grønland. Se om problemstillingen vedrørende lovgivning før 5. juni 1953 Peter Blume: Et lovfortolkningsproblem, UfR 1986 B 278f. og Frederik Harhoff: Dansk rets gyldighed i grønlandske og færøske særanliggender, UfR 1987 B 347ff.

16. Afgørelserne er tilgængelige på www.maalaarut.gl. I skrivende stund, 14. november 2012, er hjemmesiden under restrukturering.

17. Boligklagenævnet er, jf. § 82, sammensat således, at formanden og dennes suppleant udpeges af Landsstyret efter indstilling fra det landsstyremedlem, som er ansvarlig for området. De skal besidde særlig viden om boligforhold og have bestået juridisk kandidateksamen. Videre er der tre interesserepræsentanter som indstilles af hhv. det selvstyreejede boligadministrationsselskab, A/S Boligselskabet INI, De Grønlandske Kommuners Landsforening, KANUKOKA og Lejernes Landsorganisation, IPK. Der er mulighed for, at tre navngivne faglige organisationer udpeger et medlem, såfremt IPK ikke gør det. Nævnets afgørelser har jf. § 86, stk. 6, bindende virkning for Hjemmestyret og kommunerne som udlejere af boliger. Hvis der er antaget ekstern administrator, har nævnets afgørelser også bindende virkning for denne. Nævnets afgørelser kan jf. § 86, stk. 7, ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

18. Boligklagenævnets sagsnummer 2012-069186, afgørelse af 9. november 2012.

19. Boligklagenævnets sagsnummer 2010-032845, afgørelse af 16. december 2010.

20. Se f.eks. Kredsretten i Nuuk, dom af 3. januar 2000 (C-356/99, sag om husleje og normalistandsættelse) og Kredsretten i Qaqortoq, dom af 18. september 1998 (C-376/98, sag om husleje).

21. Udlejningsbekendtgørelsens kap. 8 om varmeregnskab og vandregnskab gælder efter § 1, stk. 2, tillige private udlejningsejendomme.

22. Grønlandskommissionens Betænkning, bd. 2, Kbh. 1950, s. 105ff.

23. Sml. UfR 1960.701 Ø (sag om købers vedståelse af ejendomshandel), UfR 1970.874 Ø (sag om forkøbsret) og UfR 1970.917 Ø (sag om tilbageskødning).

24. Bernhard Gomard mfl. Kommenteret retsplejelov, 8. udg., Kbh. 2008, Bd. I, s. 488f.

25. I lovforslaget anføres det blot, at bestemmelsen svarer til den danske retsplejelov § 242, jf. Lovforslag L 34, 2007-2008 (2. samling) tilgængeligt på www.folketinget.dk.

26. Gældsbrevsloven er sat i kraft for Grønland ved lov nr. 104 af 31. marts 1965 om ikrafttræden for Grønland af visse formueretlige love med senere ændringer.

27. I Bernhard Gomard & Michael Kistrup: Civilprocessen, 6. udg., Kbh. 2007, s. 118 nævnes som eksempler på krav, der er omfattet af § 242, stk. 2, krav om betaling af hotel- eller restaurationsregninger.

28. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen & Lasse Højlund Christensen: Den civile retspleje, 2. udg., Kbh. 2010, s. 187 og Bernhard Gomard mfl.: Kommenteret retsplejelov, 8. udg., bd. I, s. 490.

29. Se herom generelt Tinne Thomassen: Sager der efter loven skal behandles af Grønlands Landsret som 1. Instans, Tidsskrift for Grønlands Retsvæsen (TGR) 1998.3ff. Ordningen var klart uhensigtsmæssig i rene inkassosager, se f.eks. Grønlands Landsret, dom af 21. maj 1997, TGR 1998.6 (hotelregning på 1.463 kr.) og Grønlands Landsret, dom af 25. august 1997, TGR 1998.7 (telefonregning). Begge sager afgjort ved udeblivelsesdom.

30. Se f.eks. Grønlands Landsrets beslutning af 30. september 2003 (A 495/03), hvor en sag om husleje, varme og istandsættelse mod en sagsøgt på Thule Air Base blev henvist til Kredsretten i Qaanaaq.

31. Se Retten i Grønland, retsbog af 28. juni 2012 i sagl. nr. JS 101/12. I den pågældende sag havde Kredsretten i Ilulissat ved beslutning af 22. juni 2012 (sagl. nr. C 99/2012) henvist sagen til Retten i Grønland med generel henvisning til, at sagen drejede sig om »vanskelige eller retslige spørgsmål«.

32. Dette fjerner den tvivl, som den hidtil gældende grønlandske retsplejelov gav anledning til. Der var i loven ingen stillingtagen til, om Østre Landsret og Højesteret i grønlandske sager virkede i henhold til den danske eller grønlandske retsplejelov.

33. BS 99-3971/2002, BS 99-3972/2002, BS 99-3973/2002 og BS 99-3974/2002.

34. Københavns Byret, dom af 14. oktober 2002 (BS 99-3972/2002), Københavns Byret, dom af 12. august 2002 (BS 99-3973/2002) og Københavns Byret, dom af 5. august 2002 (BS 99-3974/2002). I BS 99-3971/2002 afviste Københavns Byret sagen ved beslutning af 24. oktober 2002, da det ikke var muligt at fremskaffe fyldestgørende oplysning om sagsøgtes adresse.

35. Retten i Kolding, dom af 21. juni 2004 (BS 3-1853/2003).

36. Københavns Byret, dom af 7. april 2003 (BS 6D-672/2003); Københavns Byret, dom af 23. august 2004 (BS 99-7351/2004); Københavns Byret, dom af 16. november 2004 (BS 99-12042/2004), Københavns Byret, dom af 6. december 2004 (BS 99-11692/2004), Københavns Byret, dom af 20. december 2004 (BS 99-12874/2004), Københavns Byret, dom af 21. december 2004 (BS 99-13467/2004) og Københavns Byret, dom af 29. december 2004 (BS 99-12855/2004).

37. Retten i Odense, dom af 19. januar 2012 i sag nr. BS 14-151/2012.

38. Retten i Odense, retsbog af 16. februar 2012 i sag nr. BS 14-151/2012.

39. Retten i Varde, kendelse af 3. november 2004 (BS 788/2004), der henviser en sag til kredsretten i Maniitsoq med henvisning til oplysninger om, at sagsøgte ikke havde værneting ved Retten i Varde.

40. Retten i Korsør, dom af 20. februar 2004 (BS 1-746/2003, sag om husleje, varme og istandsættelse); Retten i Vordingborg, dom af 13. december 2001 (BS 1-1112/2001, sag om husleje, varme og istandsættelse); Retten i Skjern, dom af 3. december 2001 (BS 1-627/2001, sag om husleje og varme); Retten i Odense, dom af 7. december 2004 (BS 14-4729/2004, sag om skyldig husleje og misligholdelsesudgifter), Retten i Skanderborg, dom af 14. december 2004 (BS 2-1083/2004, sag om istandsættelsesarbejder) og Retten på Bornholm, retsbog af 27. april 2012 (BS 18/2012), hvor der blev mæglet og indgået forlig i en sag mellem en grønlandsk udlejer og en fraflyttet lejer. Se et tilsvarende eksempel på forligsmægling Retten i Randers, retsbog af 25. september 2012 (BS 15-1138/2012).

Nyttig viden


Burgund

Burgund er det historiske navn for et kongedømme og senere et hertugdømme i det område, der ligger i den franske region Bourgogne.


Regionen består i dag af departementerne Côte-d'Or, Nièvre, Saône-et-Loire og Yonne.


Arealet er på 31.741 km2, og der er en befolkning på ca. 1,61 millioner.


Regionalhovedstaden er Dijon; øvrige større byer er Auxerre, Macon og Nevers.


Som hertugdømme blev Burgund i senmiddelalderen en magtfuld spiller på den europæiske scene i direkte konkurrence med hoffet i Paris.


I dag er Burgund især kendt for dets vine.