Artiklen er oprindeligt offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996B.263 og gengives i samarbejde med forfatteren og med tilladelse fra Karnov Group Denmark A/S
DGL 2008.9: Den medie- og presseretlige situation i Grønland - før og nu
Af advokat Nicholas Symes, Nordic Law Group
Resumé
Den medie- og presseretlige situation i Grønland er
væsentlig forskellig fra det, som kendes i Danmark. Det beror bl.a. på, at
Grønland har egen kriminallov, der med danske øjne må synes at være
indholdsfattig. Endvidere har Grønland ikke fået gennemført særlove inden for
det medie- og presseretlige område. Men det kommer nu, 135 år efter pressens
opstart i Grønland, og med bestyrket kraft, da et fremlagt lovforslag tillige
kommer til at omfatte offentligt tilgængelige datanet.
1. Det nuværende lovgrundlag
I
flere sammenhænge er Grønland et meget lille land i forhold til Danmark, i
særdeleshed når samfundsforholdene sammenlignes. Befolkningstallet svarer til
ca. 1% af Danmarks befolkning, og Grønland har kun tre væsentlige nyhedskilder,
nemlig KNR (Kalaallit Nunaata Radioa - Grønlands Radio), der er en
Hjemmestyreejet radio- og fjernsynsvirksomhed, samt to selvejende,
dobbeltsprogede aviser AG og Sermitsiak. Endelig findes der en række
lokalaviser, der primært kun indeholder annoncer og tv-programmer, og som
derfor er mindre relevante i nærværende sammenhæng. Men som noget nyt er en
internetavis, Atagu, gået ud. Lovgivningsmæssigt er det tilsvarende
kendetegnende, at det samlede grønlandske lovkompleks er betydeligt mindre, og
at konsekvensen heraf er, at der i lovgivningen findes huller, som i Danmark
for længst er udfyldt. Et af disse huller findes inden for det medie- og
presseretlige område.
Indtil
i dag er medie- og presseretten reelt kun reguleret af kriminalloven, og endog
i meget begrænset omfang. Grundloven og Den europæiske menneskerettighedskonvention
(EMRK) har kun en marginal rolle, hvorimod det tilsvarende retsområde i Danmark
foruden straffeloven tillige er reguleret af medieansvarsloven, og til dels af
EMRK i henhold til lov om Den europæiske Menneskerettighedskonvention.
2. Grundloven
Grundloven
gælder for alle dele af Danmarks Rige, jf. Grundlovens § 1. Det betyder, at
Grundlovens bestemmelse om ytringsfrihed (§ 77) finder tilsvarende anvendelse i
Grønland. Imidlertid er den herskende statsretlige teori om Grundlovens
ytringsfrihedsbestemmelse, at den alene sikrer mod forudgående censur.
Beskyttelsen af ytringsfriheden er kun af formel, og ikke af materiel karakter,
hvorfor ytringens retsstilling skal søges i de love, der direkte eller
indirekte beskytter eller begrænser ytringsfriheden.
3. Kriminalloven
Før
gennemførelse af den grønlandske kriminallov i 1954 (og for Nordog Østgrønlands
vedkommende i 1966) fandtes der ingen bestemmelser om freds- og
husfredskrænkelser. Dette kunne bl.a. finde sin begrundelse i den stærke
solidaritetsfølelse mellem beboerne i de små grønlandske samfund, således at
begreber som f.eks. »husfred« og »privat ejendomsret« fik en ganske anderledes
betydning i forhold til den danske opfattelse. Man kom ofte på besøg, eventuelt
i pleje, hos andre, og lån af forskellige genstande, f.eks. fangstredskaber var
ganske udbredt, og til tider nødvendigt for at kunne overleve.
Anderledes
forholdt det sig med ærefornærmelse. I inuitkulturen har ærebegrebet stor
betydning, hvilket går igen i flere af de grønlandske sagn. Mindre tvister
kunne udrydde de små samfund, og af samme grund måtte man omgås hinanden med
dyb respekt. En konfliktløsningsinstitution var de såkaldte sanglege, hvor to
stridende parter på skift sang nidviser, hvis indhold kunne nedgøre modparten i
andres agtelse. Ved hjælp af de omkringstående personers hån og latter
udfandtes en vinder.
Ordet
udgjorde den største magt i det østgrønlandske samfund, og såfremt man undslog
sig en sangkamp, var der betydelig risiko for, at man ville blive ramt af
trolddom, foruden den skam, man påførte sig ved kujonagtigt at trække sig ud af
en duel. En nidvise hedder på grønlandsk »iverpaa«, der samtidig betyder
»at åbne, tage ud eller gennemtrænge«. Hermed menes, at ordet gennemtrænger
modparten og fanger »ivigap«, den, som nidvisen er rettet imod.
Til
trods for ærebegrebets centrale betydning blev kapitel 20 i kriminalloven besynderligt
nok ikke tillagt nogen væsentlig betydning ved lovens gennemførelse. Dette
beror nok på, at udformningen af kriminalloven var forestået af danske
embedsmænd, der i overensstemmelse med dansk kultur og retstradition sandsynligvis
ikke kunne anse blotte skældsord som trussel mod ens gode navn og rygte.
Kriminallovens
kapitel 20 om freds- og ærekrænkelser omfatter relativ få bestemmelser, der
beskytter borgeren mod uretmæssig indtrængen i privatlivet, hvor det
tilsvarende kapitel i straffeloven (27) er væsentligt bedre udbygget.
3.1. Freds- og husfredskrænkelse
Straffelovens
bestemmelser om freds- og husfredskrænkelse, samt hæleri til disse
bestemmelser, findes i §§ 263-264 d. Disse bestemmelser er med enkelte mindre
ordlydsforskelle parallelt overført til kriminallovens §§ 68-69 b. Tilsvarende
er straffelovens § 265 om forulempelse overført til kriminalloven i § 68, stk.
2.
Til
trods for den mere eller mindre identiske ordlyd er retstilstanden ingenlunde
ens i Danmark og Grønland. Det beror bl.a. på de principper, hvorpå henholdsvis
kriminalloven og straffeloven bygger. Medens man i sanktionsudmålingen i dansk
strafferetspleje tager udgangspunkt i den begåede gerning, tages der i den
grønlandske kriminalretspleje udgangspunkt i gerningsmanden, hvilket vil sige,
at foranstaltningsvalget bør lede til restitution af gerningsmanden uden større
skelen til det eventuelle offer. Således skal foranstaltningen træffes med
særligt henblik på gerningsmandens personlighed og på, hvad der efter de
foreliggende oplysninger må skønnes at være nødvendigt for at afholde ham fra
yderligere lovovertrædelser, jf. kriminallovens § 87, 2. led. Materielt betyder
det, at f.eks. retspraksis ikke må anvendes i kriminelle sager, idet sagerne skal
bedømmes på individuelt grundlag. Imidlertid må det nøgternt erkendes, at
præjudikater og intern praksis i ganske vidt omfang anvendes i kriminelle
sager, og ikke mindst ved Grønlands Landsrets behandling af sagerne, hvor
retsformanden og anklagemyndigheden er repræsenteret af danske jurister, der
for en given periode er udstationeret til Grønland af Justitsministeriet.
3.2. Ærefornærmelser
Som
et udgangspunkt i grønlandsk og dansk ret findes der ikke æreløse personer.
Selvom en person i almindelighed er ganske ringe agtet, har vedkommende
retskrav på beskyttelse mod ærefornærmelser.
Medens
kriminallovens § 71, stk. 1 vedrører ærefornærmelser, omhandler straffelovens §
267, stk. 1 ærekrænkelser. Ud over denne lille sproglige forskel er der i
overensstemmelse med det bærende princip i kriminalloven ikke tilknyttet nogen
sanktion til bestemmelsen. Det betyder samtidig, at der i kriminalloven ikke
findes nogen parallel til straffelovens § 267, stk. 2 og 3, der vedrører
kvalificerede ærekrænkelser (skærpende omstændigheder).
Kriminalloven
har ligeledes heller ikke en bestemmelse om politisk ærekrænkelse, jf.
straffelovens § 267 a. En parallel bestemmelse i Grønland kunne have været
relevant, da avisen Sermitsiak i en stærkt krænkende artikel med tilhørende
forsidebillede udpegede landstingsmedlemmet Kaj Egede som løgnhals.
Sagens
omstændigheder var, at et landstingsmedlem, der samtidig var Grønlands
repræsentant i Nordisk Råd, offentligt udtalte, at han havde afgivet en stemme
til fordel for Nordskandinaviens oprindelige folk under en afstemning i Nordisk
Råd, hvorimod stemmeprotokollen viste, at han ikke havde afgivet stemme. Dette
misforhold mellem udtalelsen og virkeligheden fulgte avisen op, bl.a. med et stort billede af Kaj Egede på
forsiden af avisen samt med fed skrift:»Kaj lyver!«. Kaj Egede truede herefter
avisen med politianmeldelse for injurier. Anmeldelsen blev aldrig indgivet, men
var årsag til flere spaltepladser i avisen. Artiklen var utvivlsomt
ærefornærmende, og som sådan en overtrædelse af kriminallovens § 71, stk. 1.
Men i henhold til kriminallovens § 71, stk. 2, der svarer til straffelovens §
269, ville Sermitsiak's artikel om Kaj Egede være sanktionsfri, når dens
sandhed bevises, og når avisen har handlet i berettiget varetagelse af åbenbare
almene interesser. Derfor kunne det i denne sammenhæng have været særdeles
relevant at have fået afprøvet sandhedsspørgsmålet for retten samt få afprøvet
grænserne for, hvad en politiker kan udsættes for af pressen.
Men
idet sagen ikke blev prøvet ved domstolen, kan man kun gisne om, hvorledes
udfaldet af en eventuel sag ville have været. For så vidt angår prøvelse af
sandheden, kunne avisen på den ene side dokumentere, at Kaj Egede mod sin
påstand ikke havde afgivet stemme, medens avisen på den anden siden sandsynligvis
ville have betydeligt sværere ved at godtgøre, om avisen med sine artikler og
krænkende forsidebillede og tekst har handlet i berettiget varetagelse af
almene interesser, jf. § 71, stk. 2, ligesom artiklen ikke er utilbørlig fornærmende,
jf. § 71, stk. 3, 1. led (svarer til straffelovens § 270, stk. 1), og at
Sermitsiak havde rimelig anledning til at bringe artiklen, jf. § 71, stk. 3, 2.
led.
Grønland
kan med rette bryste sig af at være et moderne demokratisk samfund med frie
valg, hvor den politiske ytringsfrihed anses for fundamental, og hvor enhver
bør være berettiget til, i endog særdeles kritiske vendinger, at udtale sig om
politikere, forvaltning, samfundsforhold og deslige. Derfor er det evident, at
der på dette område bør være adgang til at føre sandhedsbevis over de forhold,
kritikken er baseret på. Men man er endnu ikke komme så vidt med lovgivningen i
det relative unge demokratiske Grønland.
Væsentligt
i denne sammenhæng er det at bemærke, at den »grove sandhed« kan bringes ind i
det strafbare område i henhold til § 71, stk. 3, når sigtelsen har været
utilbørlig fornærmende eller ikke har givet gerningsmanden rimelig
anledning til fremsættelse af sigtelsen. Herved er der en klar adskillelse til
straffelovens § 270, stk. 1, hvor sigtelsen både skal være utilbørlig
fornærmende og ikke give gerningsmanden rimelig anledning til
fremsættelse af sigtelsen.
Modsat
af Danmark kan der i Grønland ikke siges, hvilken tendens der er i
injuriesager. Dertil er der alt for få sager. I Danmark synes tendensen at
være, at beskyttelsen for den almindelige borger langsomt går i retning af en
udvidelse, medens retsudviklingen for en bestemt type borgere, først og
fremmest politikere, går i modsat retning. Denne udvikling vil sandsynligvis
have indflydelse på udviklingen i Grønland, hvorfor det må antages, at
mediernes ytringsfrihed udvides i forhold til de ledende politikere.
Begrundelsen for den begrænsede privatlivsbeskyttelse for de ledende politikere
- uanset om disse befinder sig i Danmark eller Grønland - er, at det
demokratiske grundlag, vælgerne, har et behov for at kende så meget som muligt
om politikerne, før de tager stilling til politikernes anmodning til borgerne
om at lade sig repræsentere af disse. Sandheden er, at politikere næsten ikke
er til at komme af med igen, når først de er blevet valgt, hvorfor et større
kendskab til politikerens politiske og personlige forhold giver borgeren et bedre
beslutningsgrundlag, når beslutning om valg eller forkastelse skal tages.
I
sagen vedrørende Kaj Egede må det således antages, at blandt andre han som
politiker må finde sig i overordentligt meget, og at en parallelbestemmelse til
straffelovens § 267 a kun i begrænset omfang ville have ydet ham beskyttelse.
Bestemmelsen synes imidlertid ikke at være et stort savn for den grønlandske
kriminalretspleje, ligesom den i Danmark kun synes at have antikvarisk
relevans.
3.3. Bagvaskelse
I
kriminalloven er der ikke gennemført en særlig bestemmelse om bagvaskelse. Det
beror bl.a. på, at der i kriminalloven ikke er foretaget en nuanceret
gradsinddeling af delikterne. Straffelovens § 268 om bagvaskelse beskrives som
fremsættelse af urigtige kvalificerede sigtelser. En sådan adfærd i Grønland
vil umiddelbart kunne henføres til kriminallovens § 71, stk. 1 om
ærefornærmelser.
Bagvaskelse
over for døde, jf. straffelovens § 274, er ligeledes heller ikke medtaget i
kriminalloven. På dette punkt lider kriminalloven af en betydelig mangel, idet
der ikke eksisterer bestemmelser om ærefornærmelser over for døde, samt at
kriminallovens § 25 om gravfred ikke yder den afdøde nogen beskyttelse over for
bagvaskende eller ærefornærmende ytringer. I denne sammenhæng skal det bemærkes,
at inuitkulturen opererer med særlige moral- og ærekodeks for så vidt angår afdøde.
I de gamle myter og sagn kan man læse om slægtsfejder, hvor døde skal hævnes,
og om døde, der er blevet genoplivet ved hjælp af åndemaning. Den dag i dag har
man stadig den smukke tradition, at man navngiver børn efter en nylig afdød
slægtning. Det er min opfattelse, at afdødes ære bør være en værnet interesse,
og krænkelse af denne bør være anført som et særskilt delikt. Dog kan pålægges
ansvar efter kriminallovens § 69, 2. pkt. for uberettiget viderebringelse af meddelelser
eller billeder vedrørende afdødes private forhold eller billeder af afdøde
under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget af offentligheden.
I
udkastet til kriminalloven (s. 91) bemærkes det, at en parallelbestemmelse til
straffelovens § 274 ikke er medtaget i kriminalloven, idet kriminallovens § 71
yder de ved den danske bestemmelse værnede interesser tilstrækkelig
beskyttelse. Ud fra en stringent ordmæssig fortolkning er denne bemærkning kun
tvivlsom korrekt.
3.4. Diskrimination
Kriminallovens
§ 71 a er en parallelbestemmelse til straffelovens § 266 b. Imidlertid er der
ikke sket »regelharmonering« efter gennemførelse af lov nr. 357 af 3. juni 1987
om ændring af straffeloven for så vidt angår forbud mod diskriminering på grund
af seksuel orientering. Modsætningsvis betyder det, at diskrimination i
Grønland på grundlag af seksuel orientering ikke er forbudt. Kuriøst kan det
nævnes, at lov om registreret partnerskab heller ikke er blevet gennemført i
Grønland.
Tilstedeværelsen
af kriminallovens § 71 a er i dag mere af formel end reel betydning. Grønland
er et bi-etnisk samfund, der bl.a. er kendetegnet ved stor tolerance over for
diversiteten inden for race, hudfarve og tro. Danmark har hele vejen gennem sin
tilstedeværelse i Grønland forsøgt at respektere inuits kulturelle arv, og
inuit har ikke været afvisende over for den danske kultur. Imidlertid har der
været politisk trommeslåen, hvor hovedbudskabet har været, at problemerne i
Grønland var forårsaget af danskerne, og at »de dumme danskersvin skal ud af
Grønland«. Disse manifestationer har indtil videre været betragtet som billig
politisk valgflæsk, uden reelt indhold. Den eneste sag, der har været afgjort
efter denne bestemmelse vedrørte en dansk håndværker, der fremsatte
nedværdigende udtalelser om det farvede amerikanske lufthavnspersonel i Thule.
3.5. Mortifikation
Såvel
i straffelovens § 273, stk. 1 og i kriminallovens § 71, stk. 4 er der adgang
til at forlange mortifikation i dommen. Imidlertid er der ikke adgang med
hjemmel i kriminalloven til at forlange berigtigelse på gerningsmandens
bekostning. Manglen på denne institution er ganske væsentlig, idet
medieansvarslovens § 54 om berigtigelse endnu ikke finder anvendelse i
Grønland. I bemærkningerne til kriminalloven (s. 33) anføres det, at en
parallelbestemmelse til straffelovens § 273, stk. 2 i kriminalloven ikke anses
for nødvendig, idet bestemmelse kun vil få ringe praktisk betydning.
3.6. Påtale
I
henhold til kriminallovens § 82 eksisterer der kun offentlig påtale i kriminalsager
i Grønland, hvorimod kapitel 27 i straffeloven som udgangspunkt er undergivet
privat påtale, jf. straffelovens § 275. Denne høje grad af officialmaxime
genses i den grønlandske retsplejelov og har sit naturlige udspring i
kodificeringen af kriminal- og retsplejeloven, hvor man forudså et behov for at
have hånd i hanke med den kriminalretlige udvikling, jf. bemærkninger til loven
(s. 35). Endvidere anvendtes straffelovens § 25 (ophævet i 1961) som model for
kriminallovens påtalebestemmelse.
4. Den europæiske Menneskerettighedskonvention
EMRK
med tilhørende protokoller er gældende i Grønland, jf. kongelig resolution af
31. marts 1953, hvor Danmark den 13. april 1953 på vegne af Danmark, Færøerne
og Grønland ratificerede Den europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK),
efter at Rigsdagen havde meddelt sit samtykke (se i øvrigt Bet. 1220/1991, s.
41).
Ved
lov nr 285 af 29. april 1992 om EMRK, blev EMRK inkorporeret i dansk ret,
hvorefter konventionens tekst kan påberåbes i danske retssale. Af § 5 i samme
lov fremgår det, at loven ikke gælder for Grønland. Der er derved skabt en
retlig forskel mellem Danmark og Grønland i forhold til EMRK. For Danmarks
vedkommende betyder inkorporeringen af EMRK, at ytringsfriheden nyder en
materiel retlig beskyttelse ved konventionens artikel 10 (1), medens
ytringsfriheden i Grønland stadig kun nyder formel beskyttelse ved Grundlovens
§ 77. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at udvalget foreslog, at
loven umiddelbart skulle være gældende for Grønland. Imidlertid fandt
Justitsministeriet det rigtigst, at lovens ikrafttræden for Grønland skulle
gøres til genstand for sædvanlige forhandlinger med Grønlands Hjemmestyre.
Spørgsmålet er blot, hvornår disse forhandlinger påtænkes at finde sted.
Hvor
umuligt det af og til må synes i det grønlandske retssystem, så tilstræbes
opfyldelse af de folkeretlig mål i meget vid udstrækning, og i særdeleshed i
disse tider, hvor der er global fokus på de oprindelige folkeslag. Det er
således et spørgsmål om reel efterlevelse af EMRK, der må anses for centralt,
og ikke hvorvidt den grønlandske borger kan påberåbe sig EMRK ved de
grønlandske domstole. I medie- og presseretlig sammenhæng er EMRK artikel 10 om
ytringsfrihed særdeles relevant, hvilket bl.a. sagen om Bjørn Barfod viste.
Omstændighederne
i sagen vedrørende Bjørn Barfod var, at Barfod kritiserede en dom, der vedrørte
retlige spørgsmål om hjemmel til opkrævning af skat. Sagen var anlagt af det
danske personale på Thule Airbase mod Grønlands Hjemmestyre. Domstolens
sammensætning bestod af to lægdommere, der til dagligt var ansat under
Grønlands Hjemmestyre, samt en juridisk dommer. Afgørelsen i sagen blev to stemmer
mod én i hjemmestyrets favør, hvorfor Barfod i sin artikel skrev: » ...
landstingets medlemmer kunne holde øje med, at de to grønlandske lægdommere nu
også gjorde deres pligt, og det gjorde de da! Dommerstemmerne stod to imod een
i hjemmestyrefavør, og med det dommerpanel skal der ikke meget fantasi til at
gætte, hvem der har stemt hvad ...«. Det foranledigede landsdommeren for
Grønland til at indgive politianmeldelse mod Barfod for ærefornærmelser (jf.
kriminallovens § 71, stk. 1), og i kredsretten i Narsaq og ved senere
stadfæstelse i Grønlands Landsret blev Barfod idømt en bøde på kr. 2.000. Sagen
blev indklaget til Den europæiske Menneskerettighedskommission, der med 14
stemmer mod én fandt, at der forelå en krænkelse af konventionens artikel 10
(Barfods ytringsfrihed). Sagen blev efterfølgende bragt for domstolen (EMRD
145), der omvendt af kommissionen frifandt Danmark med 6 dommerstemmer mod én.
Domstolen fandt, at der var foretaget et indgreb i Barfods ytringsfrihed, men
at domsmagtens integritet måtte beskyttes i overensstemmelse med, hvad der
anses for nødvendigt i et demokratisk samfund, jf. artikel 10 (2).
5. Medieansvarsloven og kommende grønlandsk lovgivning
Til
trods for flere tiltag har Grønland endnu ingen medieansvarslov, ej heller en
presselov, og der er foreløbig ingen lovbestemmelser, der dækker et retligt
spørgsmål om medieansvar. Imidlertid er der fremlagt et dagsordensforslag til
Landstingets forårssamling 1996 om gennemførsel af en medieansvarslov i
Grønland. I forhold til den resterende del af rigsfællesskabet kommer loven med
betydelig forsinkelse. I 1861 så den første grønlandske avis dagens lys, og i dag
er Atuagadliutit/Grønlandsposten (AG) en af rigsfællesskabets ældste aviser. I samtlige
af avisens 135 år lange levetid har avisen ikke været undergivet en egentlig
presselovgivning. Enkelte censurregler har dog været gældende, men i langt mere
begrænset omfang, end hvad man gennem tiderne har set i Danmark. En
medieansvarslov vil således være en nyskabelse i grønlandsk ret.
I
Danmark blev presseloven fra 1938 afløst af lov nr. 348 af 6. juni 1991 om
medieansvar. Baggrunden for ændringen var, at den teknologiske udvikling havde
overhalet presseloven indenom. Presseloven omhandlede kun den trykte presse og
var ikke længere tidssvarende, idet de elektroniske massemedier udgjorde en
ganske anselig del af medie- og pressemarkedet. Der var således et retligt behov
for, at navnlig radio og tv tilsvarende skulle undergives et presseretligt
ansvarssystem. Men denne lov er allerede blevet overhalet af den seneste mediemæssige
udvikling, heriblandt de offentligt tilgængelige datanet, det såkaldte
internet. At gennemføre en medieansvarslov i Grønland, der er en tro kopi af
den danske, vil ikke alene være uhensigtsmæssig i relation til de særlige
grønlandske forhold, men også ganske utidssvarende. Om end Grønland i flere
henseender er et lille land, er den første internetavis (Atagu) gået ud.
I
forslaget til den grønlandske medieansvarslov er der taget højde for
nyhedsformidling via internet, og dermed går loven videre end den danske
medieansvarslov. I forslaget til den grønlandske medieansvarslov sidestilles
internetaviser i flere henseender med den trykte presse. Det sker vel vidende,
at man i f.eks. USA har ønsket at sidestille internetaviser med den
elektroniske presse, hvor lovgivningen er langt mere restriktiv end inden for
den trykte presse.
Forslaget
til en medieansvarslov er stort set identisk med den danske lov og omfatter
først og fremmest placering af ansvar i såvel kriminalretlig som
erstatningsretlig henseende (henholdsvis kapitel 3 og 4), om presseetik
(kapitel 5), om retten til genmæle (kapitel 6), om pressenævn, der behandler
sager om presseetik og genmæle (kapitel 7), og om sanktioner (kapitel 8). De
reelle forskelle mellem lovforslaget og den danske medieansvarslov ligger i, at
man har indført et afsnit om offentligt tilgængelige datanet i loven, hvor
redaktøransvaret placeres hos den, der er beføjet til at træffe endelig
afgørelse om det, der skal gøres tilgængeligt på datanetadressen. I henhold til
lovforslagets § 9, stk. 4, angående placering af ansvar for internetavisens indhold,
bestemmes det, at for offentligt tilgængelige datanet omfatter ansvaret på den
enkelte datanetadresse alle data, der gøres tilgængelige på datanetadressen ved
hjælp af dynamisk adressering, hvilket vil sige en hypertekst-henvisning, der
kan gøre tekster og billeder og så videre fra andre databaser over hele kloden
til en integreret del af de tilgængelige data på datanetadressen. Det vil sige,
at redaktøren gøres ansvarlig for udenlandsk producerede nyheder gennem
dynamisk adressering, såvel som grønlandsk producerede nyheder efter de kendte
bestemmelser. Efter min opfattelse en meget væsentlig nyskabelse inden for den
retlige regulering af informationsspredning.
I
lovforslaget er der endvidere taget højde for de mangler, den danske lovgivning
lider under. Det vil først og fremmest sige problemet angående TV-3, der ikke
ses omfattet loven. I den danske lov er fejlen opstået ved, at man konkret
henviser til specifikke massemedier, som skal være omfattet af loven, nemlig
TV-2 og Danmarks Radio, samt lokalstationerne. I Grønland vil man forsøge at
imødegå dette problem ved at henføre til, at loven gælder for enhver, der i det
grønlandske terriotorium spreder lyd- og billedprogrammer.
Der
er således samlet tale om en betydelig forbedring af bestemmelserne om
ansvarsplacering i forhold til den eksisterende grønlandske lovgivning. I den
nuværende og den hidtidige mangel af en medieansvarslov/presselov kan
kriminallovens § 9 om medvirken finde anvendelse. Imidlertid synes denne
situation at være ganske absurd, idet detailledet i så fald kan være omfattet
af bestemmelsen om medvirken til overtrædelse af kriminallovens kapitel 20, når
avisen indeholder elementer af freds- og ærekrænkelser. Ydermere synes
avisbude, købmanden, trykkeren og så fremdeles at kunne gøres ansvarlige for overtrædelse
af kriminallovens § 69 om uberettiget videregivelse af meddelelser og billeder,
ligesom køberen af avisen gør sig skyldig i meddelelseshæleri, jf.
kriminallovens § 69 b. Denne situation er imidlertid ikke et korrekt billede af
gældende grønlandsk medie- og presseret. Når påstande om freds- og
ærekrænkelser rejses, sigtes først og fremmest artikelforfatteren og subsidiært
»ansvarshavende« redaktør, hvis artiklen ikke er navngivet. Således minder den
medie- og presseretlige situation i Grønland om den danske, til trods for at
der ikke er lovgivet på området. Således følger medie- og presseretten i
Grønland, som de andre ulovgivne områder i grønlandsk ret, den danske
retstilstand, og i særdeleshed de normer, der gælder for pressen, herunder god
presseskik.
6. Udviklingslinier
Karakteristisk
for Grønland om sager om ærefornærmelser er, at de for det første sjældent
bliver anmeldt til politiet, og for det andet sjældent fører til domfældelse.
Dette beror måske på, at begrebet ære er et svært definerbart begreb, og at det
kan befrygtes, at man fra de udsendte danske embedsmænd i anklagemyndigheden og
i landsretten har svært ved at skue ud over egne kulturnormer. Netop fordi
ærebegrebet er svært håndtérbart, er det min fornemmelse, at retssystemet
værger sig mod sager om ærefornærmelser. Et eksempel herpå var, da en tidligere
retsassessor ved Grønlands Landsret blev anmeldt for injurier for i radioens lørdagsmagasin
i maj 1986 ubegrundet og mod bedre vidende havde udtalt, at bestyrelsen i Nuuk
TV ApS havde en personlig økonomisk interesse i opløsning af en TV-forening.
Sagen blev henlagt uden tiltale med den begrundelse, at retsassessoren ikke
havde forsæt til krænkelse. Et andet ikke uvæsentligt problem er behandlingen
af ærefornærmelsessager i Grønlands Landsret, hvor retsformanden ikke behersker
det grønlandske sprog, og hvor sagen således må foretages under medvirken af
tolk, hvorved de ærefornærmende ytringer kan miste eller tillægges en
anderledes betydning, når den ærefornærmende ytring oversættes.
Som
eksempel kan nævnes en af de få trykte domme om ærefornærmelser (TfGR 1981 s.
16 f.), hvor tiltalte i Aasiaat kredsret blev dømt for ærefornærmelser for at
have sagt: »Zrdlerinartokarmat ernutaka pisiniartitaraluardlugit, sapingajagkaluardlunga
nangminek pisiniarfiliartalerpunga«. Såfremt sagen var blevet anket til
Grønlands Landsret, skulle denne sætning tolkes til dansk, og hvem kan
garantere, at visse nuancer ikke ville gå tabt ved tolkningen;
anklagemyndigheden, der består af en dansk udsendt embedsmand, bisidderen, der
meget ofte kun er dansktalende, eller dommerpanelet?
Grønland
har sit eget demokrati, egne folkevalgte organer og politiske partier. Den
politiske debat er lige så vigtig i Grønland, som den er i Danmark eller noget
andet sted i verden. Derfor er ytringsfriheden i Grønland et af de vigtigste
midler i den demokratiske proces og for udvikling af det grønlandske samfund.
Men begrebet ytringsfrihed får kun mening, hvis man ser på de begrænsninger,
der findes i ytringsfrihed, ligesom pressefriheden tilsvarende skal
sammenholdes med personlighedsretten (privatlivets fred).
De
grønlandske medier er langt hen ad vejen underlagt en vis form for ensidig
politisk styring. Som i Danmark har de to eksisterende aviser i Grønland deres
politiske observans. Men på grund af, at der kun er meget få medier, har de
partier, der ikke nyder mediernes gunst, meget svært ved at komme til orde.
Således var Landstingets næststørste parti, Atassut, i forbindelse med
landstingsvalget i foråret 1995 nødsaget til at udgive sin egen separate
valgavis, idet nyhedsmedierne ikke loyalt havde gengivet deres valgoplæg,
ligesom nyhedsmedierne blev væk, da partiet afholdt pressemøde forud for
valget. Atassut har i dag taget til »genmæle«, da internetavisen »Atagu«
redigeres af landstingsmedlemmet Anders Nilsson, der er valgt ind for Atassut.
Tv-stationen,
KNR, har Jens Lyberth som direktør, der er en tidligere frontfigur i Siumut,
samt tidligere landsstyremedlem for kultur m.v. Denne politisering af medierne
skaber nogle reelle problemer, hvor grænsen mellem politisk agitation og
objektiv nyhedsformidling udviskes. Under valget optrådte tv-journalisten John
Lynge i politisk reklame, hvor partiet Siumut brugte hans billede og det
program, hvor han fungerer som oplæser. Budskabet i den politiske agitation
var, at et bestemt grønlandsksproget program (Qanorooq) skulle være på dansk. Ud
over at der kan være et reelt retligt problem i at anvende personbilleder uden
forudgående tilladelse, jf. bl.a. UfR 1986 428 Ø, så må det ligeledes anses for
ganske problematisk, at ledende politiske partier i deres valgoplæg dikterer
programfladen i det eneste landsdækkende tv-medie.
I
modsætning til i Grønland føres der i England fra politisk hold »en arms længde
politik« til medierne, hvor man ikke tillader en direkte indblanden fra det
politiske styre i medierne. Enhver forbindelse mellem det politiske styre og
medierne foregår på et sagligt objektivt grundlag, der på ingen måde kan
relateres til politik. Denne politik var begrundet i før-krigstidens europæiske
regimers (mis)brug af medierne til ensidig politisk agitation. Resultatet har
været, at man i medierne har haft en meget vid politisk kritik, hvor kun
kongehuset (indtil for nylig) har nydt en vis form for immunitet. I Grønland
har situationen været omvendt. AG fik indtil for nogle år siden subsidier fra
Hjemmestyret, og Sermitsiaq blev for nogle år siden frosset ude fra
Hjemmestyrets pressemøder og fik ingen pressemeddelelser, sandsynligvis fordi
avisen havde været for kritisk over for den daværende landsstyreformand
Jonathan Motzfeldt.
Under
anden verdenskrig oplevede grønlænderne propaganda. Ved Tysklands besættelse af
Danmark den 9. april 1940 stoppede den daglige radioavis sendt fra
København-Kalundborgsenderen. Derefter var grønlænderne henvist til udenlandske
radiostationer, herunder BBC, London, der hver dag havde en 5-minutters
udsendelse på dansk, men sandsynligvis under en stærk engelsk censur. Ikke
desto mindre var det imponerende, at landsfoged Aksel Svane allerede to dage
efter Danmarks besættelse udsendte pressemeddelelser på baggrund af de meldinger,
der kunne modtages via radio. Hverken dengang eller i dag er nyheder, der er
underlagt en militær eller politisk censur, troværdige.
Der
er derfor et grundlæggende behov for, at retstilstanden inden for det medie- og
presseretlige område opgraderes, om ikke på højde med amerikanske eller
europæiske retlige tilstande, så i det mindste til et ansk niveau. Og der er
ved at ske noget. I foråret 1994 nedsattes den store retsvæsenskommission, der
har til opgave at granske kriminalog retsplejen i Grønland. En af opgaverne
bliver bl.a. at sørge for, at det grønlandske samfund kan leve op til kravene i
EMRK. Som led i dette retsvæsensarbejde kan kommissionen passende drøfte den
medie- og presseretlige situation i relation til revidering af kriminalloven. Højesteretsdommer
Per Walsøe, der er formand for kommissionen, har givet udtryk for, at man i
kommissionen er åben over for forslag, der kommer fra det grønlandske folk, jf.
TfGR 1995, s. 10ff. Imidlertid er kommissionens arbejde ikke færdigt før 1997,
måske senere. Inden da må det anses som sandsynligt, at medie- og presseretten
i Grønland allerede har været undergivet en gennemgribende revision, bl.a. ved gennemførelse
af en medieansvarslov.
Netop
gennemførsel af en medieansvarslov er en aktuel begivenhed i Grønland, og vel
at mærke en efter tiden avanceret lov, der måske er værd at kopiere, f.eks. i
Danmark. Grønland har i mange år savnet noget at give tilbage til Danmark, og
en efter min opfattelse avanceret lov vil vise, at man trods alt kan finde ud
af tingene, om end Grønland er et lille land. |