! Du skal være logget ind for at bruge denne del af DGL !

Du kan logge ind og ud i bjælken foroven.

I tilfælde af, at du er logget ind, skyldes denne meddelelse, at du har prøvet at gå ind på sider, hvortil der kun er adgang for DGL-administratorer eller for DGL-brugere med andre rettigheder end dig selv. Eksempelvis har du ikke adgang til lovsamlingen, hvis du er logget ind med abonnentlogin, men kun til administrationsoplysninger vedrørende abonnementet under "Din side". Hvis du er logget ind med brugerlogin, har du adgang til lovsamlingen og DGL's øvrige indhold, men ikke til oplysninger om abonnementet (bortset fra dine egne brugeroplysninger).

Hvis du ikke har oprettet dig som bruger og/eller abonnent, kan du også se her, hvordan DGL bruges.

Såfremt du er oprettet, men alligevel har problemer, kan du få tilsendt dine brugeroplysninger.


 

Nyttig viden


UV-stråling

Ultraviolet stråling har bølgelængder, der er mindre end synligt lys' og større end røntgenstrålings. Efter UV-strålingens virkninger inddeles den i følgende kategorier efter dens bølgelængde (en nanometer er en milliarddel af en meter):


UVA: 380 nm - 320 nm
UVB: 320 nm - 280 nm
UVC: 280 nm - 185 nm
UVD: 185 nm - 10 nm


UV forekommer naturligt i solstråling.


UVD og UVC absorberes fuldstændigt i atmosfæren og når altså ikke frem til jordens overflade.


UVB absorberes i vid udstrækning i ozonlaget.


UVA absorberes ikke i atmosfæren, men det spredes som andet lys og når altså heller ikke usvækket frem til jordens overflade.


Solstrålingens indhold af UV afhænger af solhøjden (dvs. af den geografiske breddegrad, årstiden og klokkeslættet), skydækket og af højden over havets overflade. Jo længere strålingen skal rejse frem til jordens overflade, jo mere spredes den. Derfor er UV-intensiteten størst, når Solen står højt på himlen. Fjerner man sig fra havets overflade, bliver atmosfæren tyndere, og en større del af den ultraviolette stråling når frem - dette fænomen går under betegnelsen højfjeldssol. Det såkaldte UV-index er et mål for UV-strålingens styrke på en given lokalitet til et givet tidspunkt.


UV kan også frembringes vha. særlige lamper. Almindelige glødepærer udsender en beskeden mængde UV. En mere effektiv UV-kilde haves i lysstofrør, som bl.a. finder anvendelse i solarier.


Papir og hvide tekstiler tilsættes ofte stoffer, som fluorescerer i UVA-lys. Hensigten er at få de hvide materialer til at fremstå endnu hvidere. Virkningen beror på, at det fluorescerende stof udsender blåligt lys, når det bestråles med UVA.


Samme effekt udnyttes af filatelister. I en årrække blev frimærker trykt både på fluorescerende og på ikke-fluorescerende papir. Man kan skelne mellem de to papirtyper ved at belyse dem med en UVA-lampe. Endvidere har visse pengesedler sikkerhedsmønstre, som træder frem ved UVA-belysning.


Fluorescens forekommer også naturligt i visse mineraler, hvis tilstedeværelse i en bjergart altså kan påvises i UV-belysning.