Artikler



Artiklen er oprindeligt offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1971B.265 og gengives med tilladelse fra Karnov Group Denmark A/S


DGL 2009.17: Grønlandske retsproblemer


Af fhv. Højesteretspræsident, dr.jur. Jørgen Trolle


(Grundlag for et foredrag holdt på Dommerforeningens årsmøde i oktober 1971)


Selvom det, jeg skal tale om her, er retsproblemer, må jeg - med en halv undskyldning - begynde med at minde om noget, vi alle ved, nemlig at Grønland er verdens største ø og dermed et umådelig stort land. Når det kun er med en halv undskyldning, jeg går lidt ind herpå, er det dels fordi det er svært at forestille sig, hvad landets størrelse og barskhed betyder, og dels fordi disse faktorer, som det vil fremgå af det følgende, ikke kan undgå at have indflydelse på en række retlige spørgsmål.

Der er fra Julianehåb i det sydlige ca. 500 km til Godthåb, som også ligger sydligt. Herfra bruger en god kystdamper omtrent af størrelse som de gamle Ålborgbåde ca. 12 timer til at sejle til næste by, Sukkertoppen, og så er der lige så langt til Holsteinsborg og så igen 12 timer til Egedesminde, og derfra igen til Umanak og igen til Upernavik. Når vi er nået så langt, er der så ca. 1000 km til Thule, hvad der omtrent svarer til fra København til München. Grønlands hele længde er som fra Skagen til et godt stykke ned i Afrika. Den del af landet, der ikke er dækket af is, og som i samlet areal er omtrent som Norge, er en kyststrækning indtil små 200 km bred bestående mest af stejle fjelde, dybe fjorde og skærgård, så at to steder, der i luftlinie ligger tæt ved hinanden, kan være adskilt ved adskillige timers motorbådssejlads, idet forbindelse over land de fleste steder ikke er brugbar.

Transport foregår med motorkuttere, der ofte hæmmes stærkt af is og tåge i de skærfyldte farvande, og om vinteren i det nordlige med hundeslæder. Under isens opbrud er det svært at bruge nogen af delene. Jeg kan måske til illustration nævne, at ved kredsdommermødet i Julianehåb i juli for 3 år siden var kredsdommeren i Thule repræsenteret ved sin sekretær - der var jordemoderen - og hun havde brugt det meste af en uge til at komme frem, deraf, såvidt jeg husker, 2 dage med hundeslæde og så med kystbåd og helikopter.

I dette land bor der - meget spredt - ca. 40.000 menesker, hvoraf ca. halvdelen er børn.

Ved Grundloven af 1953 blev Grønland, der tidligere havde haft status som en koloni, gjort til en del af Danmark. På det tidspunkt var den retlige situation i Grønland den, at der for grønlændere gjaldt grønlandsk sædvaneret, som for det meste var uskreven, mens danske i Grønland - og nogle i det offentlige ansatte grønlændere - var undergivet dansk ret. Denne stilling, som skyldtes, at forholdene i Grønland stadig var væsentligt forskellige fra dem i Danmark, kunne naturligvis ikke opretholdes i det lange løb. Både fra dansk og grønlandsk side ønskede man da også den størst mulige retsenhed ikke blot mellem beboere i Grønland, men også mellem de to lande. Derfor var allerede i 1951 Det grønlandske Lovudvalg blevet nedsat, som havde til opgave at gennemgå den danske lovgivning, og navnlig civilrettens regler, for at undersøge og give indstilling om, i hvor vidt omfang lovene kunne indføres i Grønland, eventuelt med sådanne ændringer og tilføjelser, som de særlige forhold i Grønland gør nødvendige.

Som jeg om lidt skal komme nærmere ind på, er det i de forløbne 20 år stort set gået efter den lagte plan, idet størstedelen af den danske lovgivning på person-, familie- og arverettens og formuerettens område - dog endnu med et par væsentlige undtagelser - er gennemført i Grønland.

Lovudvalget gjorde i sit arbejde en principiel sondring mellem på den ene side sådanne love, som stærkt berører den enkelte, love som han føler på sin krop, såsom familie- og arveretlige love og straffe- og retsplejelove, og på den anden side sådanne love, som den jævne mand sjældent har brug for eller selv med udbytte kan læse, såsom de fleste af de formueretlige love.

På det første område udformede man nye love på basis af de danske, men med visse forenklinger og tilføjelser. Man forenklede derved, at man udelod visse bestemmelser, der handler om komplicerede og usædvanlige situationer, for derved at lette hvervet for de læge kredsdommere, som jeg straks omtale. Hvis et sådant særligt tilfælde skulle komme til at foreligge, kunne det behandles efter sagens natur og muligt i lys af dansk lov. Tilføjelser og mindre ændringer skyldtes ønsket om særlig hensyntagen til grønlandske sædvaner og forestillinger. Imidlertid var det politisk ønskeligt, at der skulle gælde samme ret for alle, der var bosat i Grønland, være sig, at de var født der eller i Danmark. Vanskelighederne ved at komme til en lovgivning, der væsentligt lignede den danske, viste sig at være mindre, end man kunne have frygtet, og der var da også blandt grønlænderne et vidtspredt ønske om legal enhed mellem Danmark og Grønland, hvor de danske retsprincipper gennem mange års samhørighed var tilvante.

Den lige omtalte sondring mellem lovene efter deres karakter har man også lagt til grund, når man kom til spørgsmålet om oversættelse til grønlandsk af de love, man indførte.

Selvom en væsentlig del af den grønlandske befolkning forstår noget dansk, er det kun et mindretal, der behersker sproget. Det skyldes dels den meget store forskellighed mellem de to sprog, og dels de uhyre vanskeligheder, der er og navnlig har været forbundet med at få egnede lærerkræfter til at lære alle børn i små fjerne udsteder dansk. Det ville derfor i og for sig være ønskeligt, om alle love, som man anser det rimeligt i civiliserede stater, fandtes på befolkningens modersmål. Men det er imidlertid umuligt at gennemføre. Oversættelse fra dansk til grønlandsk frembyder betydelige vanskeligheder, ikke mindst når der er tale om lovsprog. En oversættelse ord for ord kan der ikke være spørgsmål om. Det grønlandske sprogs særlige konstruktion gør, at sætningerne helt må ombygges. Og jo mere kompliceret en dansk lovs udtryksmåde er - og nogle ting er jo efter deres natur komplicerede - des større er sandsynligheden for, at en grønlandsk oversættelse ikke kommer til at stemme med originalteksten.

Hertil kommer, at det forhåndenværende antal af gode tolke er meget begrænset, som det må være at vente med en voksen befolkning på kun 20.000 mennesker. Og da grønlandsk er umådelig svært at lære for danske, kommer der også kun få fra den side. De fleste gode tolke er overbebyrdede med arbejde i forbindelse med den voldsomme tekniske udvikling og varetagelsen af administrative anliggender. Man har derfor fra første færd måttet spare tolkene ved at give første prioritet til den gruppe af love, som befolkningen føler på sin krop. Ægteskabslov, arvelov, myndighedslov, kriminallov og retsplejelov foreligger derfor på grønlandsk, men de fleste formueretlige love er ikke oversat. Man må trøste sig med, at danske også oftest må have sagkyndig bistand for at få noget ud af dem.

Selvom lovsproget således ikke er både dansk og grønlandsk, er dette imidlertid tilfældet med retssproget, som jeg nu skal gøre rede for, idet det nok vil være praktisk at fortælle om de særlige forhold i Grønland ved domstolsorganisationen og retternes virke, inden jeg går over til problemer i den materielle ret, idet flere af disse har forbindelse med særegenhederne ved retsapparaturet.

Før 1952 var retsplejen - således som det var tilfældet her før 1919 - ikke adskilt fra forvaltningen. Det kunne naturligvis ikke vedblive at være sådan, og forholdene blev derfor ændret ved lov nr. 271 af 14 juni 1951 om rettens pleje for Grønland. Ved denne indførtes en nyskabning i Grønland, som nok er en af de mest betydningsfulde i reformperioden, selvom den ikke er så kendt og påagtet som mange af de andre nyskabelser af mere teknisk og økonomisk art. Der indførtes en landsret i Grønland med sæde i Godthåb og bestående af en landsdommer med et personale af fuldmægtige, sekretærer og kontorfolk. Det er klart, at denne landsret ikke med de uhyre afstande, der er tale om, og de uvejsomme forhold kunne berejse og dække hele Grønland. Der ansattes derfor til hans bistand et antal læge, ikke juridiske kredsdommere, der dømmer i de fleste sager i første instans såvel civile som kriminelle. Kredsretternes domme kan indankes for landsretten, der også kan tage større og sværere sager i første instant. Grønland deltes i 19 kredse, stort set svarende til kommunerne, 16 i Vestgrønland, 2 i Østgrønland og én i Nordgrønland (Thule). I hver af disse kredse er der en kredsdommer (der er dog idag to i Godthåb). De fleste af disse kredsdommere er kun deltidsbeskæftigede, men det er hændt at to eller tre kredse er lagt sammen under én dommer, som så er heltidsbeskæftiget. Kredsdommerne, der udnævnes for 4 år ad gangen af landsdommeren efter forhandling med landshøvdingen, er som nævnt læge; de er ansete, oftest lidt ældre mænd fra egnen. De kan være kateketer, lærere, tolke, kontorfolk fra handelen eller kæmnervæsenet, værkførere ved et skibsværft eller lign., chauffører eller medhjælpere. I begyndelsen var ca. halvdelen danske og resten grønlændere; i de senere år har de næsten alle været grønlændere. Nogle kredsdommere har været kvinder, i øjeblikket er der én. Fælles for de danske kredsdommere, der er eller har været, er, at de gennem et mangeårigt ophold i Grønland har indgående kendskab til grønlandske forhold. Både grønlandske og danske kredsdommere forstår og taler begge sprog, men mere eller mindre godt. - Kredsdommeme dømmer både i civile og kriminelle sager sammen med to domsmænd, der udpeges af kommunalbestyrelserne. Landsdommeren har også to domsmænd ved sin side. Blandt disse domsmænd er der nok en noget større kvotient af danske end blandt kredsdommerne.

Under sagens behandling medvirker der ikke sagførere. Der er i Grønland kun ét Sagførerfirma, som har slået sig ned der for 3-4 år siden, og man har for ikke at skabe den ulighed, at der for en ret bestående af lægmænd møder en sagfører på den ene side, men ikke på den anden side, indgået en aftale med dette firma om, at det ikke møder i retten. Parterne møder derfor selv eller bliver i visse mere juridiske sager bistået af lokale jurister navnlig fra landshøvdingens kontor. I sammenhæng med dette at parterne møder selv står, at retten udøver større initiativ i retning af at oplyse sagen og vejlede end her; den bistår også med at udfærdige stævninger.

Det er ganske store krav, der har været og navnlig nu bliver stillet til disse kredsdommere. Og da de har løst deres opgave godt, ville det være fristende at gå nærmere ind herpå og på de vanskeligheder, de har haft og har. Men det kunne fylde et helt foredrag eller mere, så jeg skal kun opridse nogle hovedtræk.

Det er store distrikter, de har, så at deres hverv kræver mange og ofte langvarige og anstrengende rejser. Da deres hverv for de flestes vedkommende er en bibeskæftigelse, kan dette belaste forholdet til hovedarbejdsgiveren, der ikke altid har haft fuld forståelse for betydningsfuldheden af deres virke og velvilje overfor deres fravær.

De ydre forhold, man har kunne byde dem, har ikke altid været tilfredsstillende. Lokaler er meget efterspurgt i Grønland til alt muligt brug, og flere deltidskredsdommere har derfor måttet dele nogle meget trange lokaler med andre. Lokalerne er ofte meget små - til så små, at man ikke kan efterleve kravet om offentlighed i retsplejen. Jeg har i en kredsret, som dog havde et helt - men lille - hus til sin rådighed, set et retslokale, hvor der kun omkring et bord er plads til dommer og domsmænd, tolk og sekretær, anklageren, den tiltalte og hans forsvarer (bisidderen) og så ikke flere. Til disse besværligheder kommer, at deres vederlag er særdeles beskedent.

En vanskelighed, som man kunne frygte, er, at der i sager, hvori det offentlige er involveret, ikke skulle være fuld tillid til kredsdommernes uafhængighed og upartiskhed, fordi et ret væsentligt antal af dem, som jeg før nævnte, er ansat i forskellige offentlige kontorer. Denne vanskelighed foreligger imidlertid ikke. Rundspørge foretaget i forbindelse med en for nogle år siden foretagen undersøgelse af kredsretternes funktion viste, at der ikke har været nogensomhelst mistillid i denne retning hos befolkningen.

Når forholdene i begyndelsen af 50-erne endnu var relativt enkle, er det stof, de med den rivende udvikling må sætte sig ind i, stadig større og mere kompliceret. Der udfoldes da også en betydende vejledende virksomhed fra landsdommerens side, og landsrettens sekretærer anvendes i noget omfang til bistand enten mere permanent eller på rejser. I de senere år har der hvert andet - nu desværre kun hvert tredie - år været afholdt kredsdommermøder af 2-3 ugers varighed, hvor problemer drøftes under landsdommerens ledelse, og instruktive foredrag holdes delvis under medvirken af det grønlandske lovudvalg. Om disse møder kan jeg henvise til de referater, der findes i det i 1965 startede Tidsskrift for Grønlands Retsvæsen.

Under disse omstændigheder er det måske ikke egnet til at forbavse, at systemet af og til har været udsat for kritik, og at det i perioder har været forbundet med en vis vanskelighed at få stillingerne besat med tilstrækkeligt kvalificerede folk. Takket være en indsats fra mange sider og ikke mindst fra landsdommerens, synes forholdene nu at være så meget forbedrede, at den anseelse, der er knyttet til stillingerne og deres ydre kår, er sådan, at de er tilstrækkeligt tiltrækkende for egnede emner. Kredsdommerne har - kan jeg bevidne fra deltagelse i adskillige møder i de senere år - fået et betydeligt kendskab til deres stof og forstår at optræde med myndighed og praktisk sans for det, som er væsentligt.

Personlig tror jeg derfor, at systemet har trådt sine børnesko og har en betydelig levetid foran sig.

Man har af og til drøftet den mulighed at få disse deltidsbeskæftigede lægdommere erstattet med et lille antal formentlig 2-3 juridiske dommere eller dommerfuldmægtige i 2-3 distrikter. Nu er der imidlertid ingen grønlandske jurister[1], som sådanne stillinger kunne besættes med, og der kan - på grund af de uhyre sproglige vanskeligheder - ikke ventes at blive produceret nogle i hvert fald i de nærmeste år. Disse stillinger, som ville kræve flere og længere rejser - måske næsten konstante rejser - kunne derfor kun ventes besat med yngre juridiske kandidater, der næppe kunne ventes at forblive i dem i mere end nogle år. De kunne derfor ikke få noget dybtgående kendskab til grønlandske forhold, det grønlandske folk og det grønlandske sprog. De måtte derfor foretage alt gennem tolk, og det er nu, selv med en god tolk, mindre betryggende end det nuværende system, hvor kredsdommerne alle taler og forstår grønlandsk, og, selv i de tilfælde, hvor der ønskes bistand af tolk, kan forstå dansk. Og selvom sådanne juridiske fuldmægtige måtte kunne overkomme arbejdet - men tolkning sinker overordentligt - ville den omstændighed, at arbejdet skulle udføres på lange og vanskelige rejser med forsinkelser på grund af vejrhindringer - uundgåeligt betyde, at visse afsides egne kun kunne besøges en eller to gange årligt og så måske endda med den risiko, at de mennesker, man skulle træffe, var borte på fangst.

Det nuværende system frembyder omvendt den uhyre fordel, som det er, at menigmand i retten taler til en dommer, som forstår hans sprog og kender hans og landets forhold. Det er derhos i sig selv et gode, at et så vigtigt anliggende som retsplejen varetages af grønlændere, når så mange, mere tekniske opgaver varetages af danske. Og når den danske lovgivning - som det ønskes både fra dansk og grønlandsk side - skal indføres i Grønland, er det næsten nødvendigt eller i hvert fald ønskeligt, at anvendelsen af lovene er betroet til folk, der er kendt med grønlandsk tankesæt og så at sige ser loven gennem grønlandske briller.

Vi kan derefter gå over til den materielle ret, og her vil det være naturligt at begynde med 1ste civilret.

Om Myndighedsloven er der ikke meget at sige, den er indført i Grønland i samme skikkelse som i Danmark.

Derimod gør der sig nogen forskel gældende på Ægteskabslovgivningens område. Før 1953 gjaldt der ingen lov om ægteskab i Grønland. Personer, der var undergivet grønlandsk ret, levede derfor efter grønlandsk sædvane. Denne indebar, at man meget vel kunne gifte sig - der var jo tale om et siden Hans Egedes tid kristent samfund - men man antog, at man ikke kunne blive skilt, når der ikke var nogen hjemmel dertil. Selvom tanken om skilsmisse nok for 20 år siden var noget »avanceret«, var det klart, at der måtte gives en ægteskabslov for Grønland, og det skete da også ved lov nr. 152 af 11. maj 1954. Den var stort set som den danske, men den havde efter grønlandsk ønske en art »fortrydelsesfrist« i tilfælde af skilsmisse på grund af utroskab. Man var bange for, at man pludseligt skulle få for mange skilsmisser. Disse kunne med sælfangernes naturaløkonomi frembyde særdeles vanskelige problemer med hensyn til hustrubidrag. Jeg skal ikke gå nærmere ind på denne særregel, da den nu er ophævet, idet det dels viste sig, at der ikke var så mange skilsmisser som frygtet, og dels skete det, at naturaløkonomien i stigende grad afløstes af fiskernes pengeøkonomi.

En til loven af 1922 svarende lov gælder derfor for tiden, men den skal snarest afløses af en til loven af 1969 svarende. Det bliver dog nok et spørgsmål, om man ikke må bibeholde nogle af de gældende forskelligheder. Jeg skal nævne 3 af dem for at illustrere, hvorfor det i det hele er sådan, at de danske love ikke uden videre kan sættes i kraft i Grønland.

Den første har forbindelse med, at embedsapparaturet er og navnlig har været mindre udviklet og specialiseret end her, og den består i, at det er præsten, der ikke blot foretager vielsen, men også prøver ægteskabsbetingelserne og meddeler visse dispensationer fra disse. Man har ikke præst, kommunalbestyrelse og overøvrighed så tæt ved hånden som her, så den danske ordning ville tage noget mere tid og også dobbeltarbejde. Det er nemmere at gå til præsten på stedet fremfor at få en lægeattest og derefter få optaget en politirapport - der er intet politi på de små steder, men kun i byerne, der kan være 5-6 timers sejlads borte - og så sende sagen til landshøvdingen i Godthåb. Når han så har sendt sagen tilbage - måske sinket af tåge og is, skulle man derefter til kommunalbestyrelsen for at la betingelserne prøvet for endeligt at kunne gå til præsten for at fa vielse. Og i disse sager kan det jo haste.

Den anden af de afvigelser, som jeg skal nævne, har forbindelse med en vis forskel i samfundsforholdene og består i, at smitsom kønssygdom i Grønland er ægteskabshindring. Her var forholdet jo efter 1922-loven det, at smitsom kønssygdom ikke var nogen ægteskabshindring, men parterne havde pligt til inden brylluppet sammen at modtage mundtlig vejledning af en læge om sygdommen. Vejledningspligten er nu faldet væk, så at kønssygdom slet ikke er ægteskabshindring i Danmark. Om denne regel kan overføres til Grønland, eller om man skal bibeholde forbudet eller indføre vejledningspligt beror vel navnlig på det grønlandske landsråds vurdering af sygdommenes udbredelse og folks kendskab til deres farlighed og modtagelighed for vejledning. Under drøftelser med kredsdommerne i sommer havde jeg nærmest indtryk af, at man var noget betænkelig ved den nye danske regel.

Det tredie, jeg skal nævne, er, at skilsmisse og separation som hovedregel gives ved dom, også i de tilfælde, hvor bevilling efter loven af 1922 var obligatorisk. Bevilling - som gives af landshøvdingen - er undtagelsen. Grunden er også her den, at landshøvdingen kan være noget langt væk, mens kredsretterne dog er noget nærmere ved hånden til forhandling mellem parterne og til at skaffe oplysning om deres forhold. Det er også kredsretterne, der skifter fællesboet og fastsætter underholdsbidrag. Det har været ventileret, om man ved indførelsen af 1969-loven i Grønland skulle overføre myndigheden til at bestemme hustrubidragets størrelse til landshøvdingen. Under forhandlingerne i sommer gav kredsdommerne - der absolut har nok at gøre - dog overvejende udtryk for den opfattelse, at det vedblivende bør være dem, der bestemmer bidragets størrelse. De kan med deres lokalkendskab bedre bedømme, hvor meget der kan og bør ydes - eventuelt i naturalier - sagde de.

For så vidt angår loven om ægteskabets retsvirkninger er stillingen i Grønland den, at den slet ikke er indført. Der gælder altså for personer, der er under grønlandsk lov - hvis man endnu kan tale om det - hvad der må antages at være grønlandsk sæd og skik. Når man ikke i sin tid skred til at indføre 1925-loven, var det, fordi man ikke var helt sikker på, hvordan man i befolkningen så på problemet om fælleseje-særeje, og hvordan det var med fælliget i de endnu ikke helt sjældent forekommende storfamilier, hvor ægtepar i forskellige generationer lever sammen i et vist erhvervs- og forbrugsfællesskab. Og for så vidt angår almindelige familier havde man jo ingen skilsmisser og dermed ingen erfaring for, om man ved separation eller skilsmisse opløste og ligedelte et fællesbo. Derimod var det ret sikkert, at den efterlevende ægtefælle i tilfælde af død kunne hensidde i uskiftet bo og ved skifte fik en halvdel som boslod foruden arv. Lovudvalget og ministeriet for Grønland valgte derfor at se tiden an, og da en ny lov omkring 1960 syntes at være på trapperne, fandt man at kunne vente lidt endnu. Da der for 7-8 år siden var udarbejdet udkast til en ny lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, tog jeg anledning til på kredsdommermødet i 1967 at gøre rede for hovedprincipperne i den danske lov for med dommerne at drøfte, hvordan disse stemte med deres og befolkningens forestillinger.[2] Svarene var alle positive. Der kan ikke være noget til hinder for at indføre de danske principper fra 1925-loven med en vis tilgodeseen af eventuelle problemer i storfamilierne, men det vil nok være nødvendigt at vente til det nu siddende ægteskabsudvalg har afgivet betænkning, og ægteskabsloven af 1925 er blevet ændret. Man bør ikke belaste kredsdommersystemet med at indføre 1925-loven for et par år efter at lave om på den.

For arvelovens vedkommende så man lidt anderledes på det. Da man i 50'erne begyndte at lovgive på 1ste civilrets område, var det ret klart, at man ikke kunne indføre arveforordningen af 1845 med tillægsloven om uskiftet bo af 1926, men man syntes på den anden side ikke, at man kunne undvære en positiv lov. Da man nu fra arvelovsbetænkningen af 1941 nogenlunde vidste, hvordan en kommende dansk lov ville blive bygget op, udarbejdede lovudvalget en arvelov for Grønland nr. 190 af 7. juni 1958, hvis materielle indhold var som arveforordningens og 1926-lovens, men som var konstrueret som udkastet. Det ville så ikke volde alt for stort besvær, når man ændrede den, efter at den nye arvelov var kommet. Og det gjorde man da også, efter at arveloven af 1963 var trådt i kraft, ved lov nr. 154 af 27. maj 1964. For den grønlandske arvelovs vedkommende har man, da den skal anvendes meget af kredsdommerne og skal kunne læses af folk, anvendt det princip, jeg omtalte før, at man har gjort den væsentligt kortere og enklere end den lange danske, idet den har 42 paragraffer mod den danske lovs 81. Sjældent forekommende og komplicerede situationer er ladt uomtalt; de må, hvis de dukker op, løses efter forholdets natur og i lys af den danske lov. Der har måttet tages et vist hensyn til særlige forhold i Grønland, nemlig at arvinger i visse tilfælde, navnlig på de små steder, i fællesskab hensidder i en art uskiftet bo efter en afdød. Muligheden for salg af boets ejendele eller en praktisk fordeling ved lodtrækning er heller ikke de samme som her. Man måtte derfor i arvelovens kap. 2., som formelt er et skiftekapitel, give nogle særlige regler herom, som delvis er arveret og delvis skifteret. Jeg bemærker herved, at skifteloven ikke er overført til Grønland.

Lovgivningen om børn er materielt væsentligt forskellig fra den i Danmark gældende. Her havde vi i tiden fra 1937 til 1960 det system, at et uægte barn kunne få udlagt en fader, som det fik navn og arv efter, hvis det kunne anses sikkert, at den pågældende mand var barnets fader, men at det eventuelt måtte nøjes med én eller flere bidragspligtige, hvis man ikke turde fastslå faderskabet. Fra 1960 er man som bekendt gået over til enten at dømme én mand som fader eller helt frifinde den eller dem, der kan være tale om, nemlig hvis det ikke kan fastslås, at én mands faderskab er væsentligt mere sandsynligt end de andres. Det var noget, man kunne indlade sig på uden risiko for alt for mange frifindelser, fordi kendskabet til blodtyprsystemerne og de antropologiske målinger havde nået en sådan udvikling, at det er meget sjældent, at man ikke med en væsentlig sikkerhed kan pege på én fadermulighed.

I Grønland har man imidlertid ikke kunnet tage det skridt, man tog i Danmark i 1960, men har måttet blive stående ved en til vor 1937-lov svarende lov. Det skyldes, at kendskabet til de mange forskellige blodtypers fordeling i den grønlandske befolkning, og muligheden for at nå resultater gennem antropologiske målinger endnu ikke har nået samme stade som for den danske befolknings vedkommende. En anvendelse af den danske lov i Grønland ville derfor føre til, at et ikke helt ubetydeligt antal børn udenfor ægteskab hverken ville få en fader eller en bidragspligtig. Vor viden er imidlertid fremadskridende, så at der er mulighed for retsenhed indenfor en overskuelig fremtid.

Der var iøvrigt på kredsdommermødet i sommer en interessant diskussion om betimeligheden af allerede nu at indføre den danske lovgivning. Meningerne delte sig omtrent lige, og fra begge sider fremførte kredsdommerne kort og med fyndighed alle relevante argumenter for eller imod: på den ene side hensynet til retsenhed, som gør sig stadig stærkere gældende, jo mere det indbyrdes samkvem stiger, og jo oftere det sker, at grønlandske og danske mænd bliver udlagt som fædre i både Danmark og Grønland, og på den anden side det uheldige i, at det ikke sjældent kunne ske, at grønlandske børn ikke fik tilkendt bidrag hos de danske eller grønlændere, som kunne være deres fædre.

Vi kan derefter gå over til at se på formueretten. Her må det først nævnes, at de fleste formueretlige love, derunder navnlig købeloven, aftaleloven, kommissionsloven og afbetalingsloven, veksel og checkloven, gældsbrevsloven[3] og mortifikationsloven[4] og forsikringsaftaleloven[5] er indført i Grønland. Det samme gælder også de fleste af de selskabsretlige love. Det er sket uden væsentlige ændringer. De ændringer, der er, skyldes landets størrelse, den meget spredte beboelse og klimaets vanskeligheder. En række tidsfrister, der er relativ korte i Danmark med vor tætte befolkning og gode kommunikationer, har måttet forlænges væsentligt i Grønland, hvor der ikke er veje udenfor byerne, og den meste trafik sker med både, der ofte hindres af is, eller helikoptere, der hindres af tåge. Særlige bestemmelser har på visse områder måttet gives om, at telegrafiske meddelelser med et vist indhold er tilstrækkeligt.

Visse vanskelige spørgsmål er opstået henad vejen, inden et område blev dækket af lov. Som eksempel kan nævnes, at Søloven naturligvis er en lov, det var af vigtighed at få indført i Grønland. Den måtte imidlertid følges med en række andre love, navnlig Skibsregistreringsloven, der krævede anlæggelse af et register for Grønland kombineret med vort og særlige regler om telegrafiske anmeldelser og protester. Inden disse love var gennem gået og indfort, kunne der opstå væsentlige spørgsmål, f.eks. om der havdes krav på bjergeløn og efter hvilke regler, og i bekræftende fald om der - når ingenting gjaldt andet end forholdets natur - var søpant for bjergelønnen. Det ældgamle spørgsmål om groshaveri, som allerede klassisk græsk ret kendte (lex rhodia de jactu) og som går ud på, at når skipperen i havsnød kaster dækslasten for at redde skibet, da skal tabet fordeles også på skibet og den øvrige ladning, er såvidt jeg husker ikke dukket op. I sidste ende måtte slige spørgsmål naturligvis afgøres af domstolene - kredsretterne og Grønlands landsret under appel til Østre Landsret og Højesteret. Men ministeriet for Grønland ønskede ikke sjældent lovudvalgets udtalelse om problemer af denne art. Man antog, at der også uden lovhjemmel efter almindelige versio in rem principper måtte være krav på bjergeløn og søpant for det.

Et tilsvarende spørgsmål, om hvad der gælder, når ingenting er skrevet, er iøvrigt aktuelt for tiden, nemlig spørgsmålet om, hvordan det forholder sig med konkurs. Jeg nævnte før, at vor lange og noget indviklede og noget gamle skiftelov fra 1874 ikke er indført i Grønland. Man har hidtil klaret sig meget godt uden - også fordi større danske boer kan henvises til behandling ved en skifteret i Danmark, i hvilket fald man antager, at dansk ret skal anvendes. Konkursloven er heller ikke indført. Den er jo også gammel, lang og kompliceret, og der har hidtil næsten ikke været brug for den. Dens indførelse måtte kræve en grundig gennemgang, som der var så meget mindre anledning til at foretage, som der sad og sidder en kommission, der skal lave en ny lov for Danmark. For nogle år siden dukkede imidlertid en konkurssituation op, og man antog i Grønlands landsret og i Lovudvalget, at man nok måtte kunne gå konkurs efter sagens natur, når det var nødvendigt. Såvidt jeg ved, udviklede sagen sig ikke så meget, men nu er der et stort bo med væsentlige aktiver og passiver, og der dukker naturligvis en række spørgsmål op. Da konkurs er dekreteret, bliver der ikke i denne omgang spørgsmål om, hvilke konkursbetingelserne er, men der er andre problemer. Man mener i Lovudvalget, at massekrav, der opstår af boets behandling, må være priviligerede efter sagens natur og versio in rem princippet. Det samme må vel gælde separatist- og pantekrav. Andre privilegier er meget tvivlsomme. Ansattes lønkrav kan muligt anerkendes for en kortere tid, hvis de har været ansat i virksomheden, men mere tvivlsomt er det, hvis der er tale om private medhjælpere. Andet, såsom skatter kan nok ikke anerkendes. Afkræftelse må vel nok kunne ske efter almindelige retsprincipper, som de er anerkendt her - men næppe efter de positive bestemmelser i konkursloven.

Særligt vanskelige og interessante er spørgsmålene om registrering af ejendomsret til og panteret i fast ejendom. I 1953 var der intet tinglysningssystem med hensyn til fast ejendom, ingen protokoller og ingen matrikulering.

Efter at den økonomiske udvikling begyndte at sætte ind, og navnlig i de senere år, da bankerne og sparekasserne åbnede filialer i Grønland, blev behovet for at kunne optage lån mod sikkerhed i fast ejendom stadigt stærkere. Imidlertid var det ikke muligt straks at indføre et til det danske svarende system, simpelthen fordi det nødvendige apparatur manglede. Der var ingen matrikel over Grønlands udstrakte arealer, og de små ejendomme, der er, mest huse med en smule klippegrund omkring, havde ikke præcise grænser, og deres beliggenhed var ikke let at skildre. Der manglede kyndigt personale til at foretage registrering, og der var i de fleste kredsdommerkontorer hverken plads til aktskabe og protokoller, og heller ikke tilstrækkelig sikre opbevaringsmuligheder for dem.

Som følge heraf fandt der indtil for ca. 10 år siden praktisk set ingen registeering sted af adkomst til fast ejendom, og pantsætning var praktisk set ukendt. I tilfælde, hvor trangen hertil var særlig stor, kunne kredsdommeren - som det vist var her i ældgammel tid - indføre et pantsætningsdokument i retsbogen - imellem retssager og afhøringer - med en kort beskrivelse af, hvilken ejendom der var tale om. Men hvilke retsvirkninger noget sådant havde, var tvivlsomt, og der var under mangelen af positive reglen en almindelig usikkerhed med hensyn til, hvordan eventuelle konflikter ville blive løst. Heldigvis opstod sådanne ikke, men lovudvalget udtalte i 1953 den mening, at aftaler om pantsætning af fast ejendom måtte betragtes som gyldige, så at pantet nød beskyttelse mod kreditorer og senere erhververe.

I 1958 skete der så det, at landet blev kortlagt ved luftfotografi efter et koordinatsystem, således at det blev muligt at beskrive enhver ejendoms beliggenhed ved henvisning til dets koordinater, på lignende måde som man kan angive en briks placering på et skakbræt ved f.eks. betegnelsen h 3. Lovudvalget tog derfor i 1961 initiativet til en beskeden begyndelse til en registreringsordning. Der er ikke anledning til at gå i tekniske detailler her. Der skete det, at landsdommeren efter bemyndigelse af Grønlandsministeriet tilbød - og skabte mulighed for - registrering af fast ejendom i Godthåb kommune. Enhver kunne komme med sine beviser for sin ejendomsret til en fast ejendom, og hvis de blev fundet tilstrækkelige, blev den registreret. Ordningen var frivillig, og, da den ikke havde lovgrundlag, men alene hvilede på landsdommerens tilbud, ingen retsvirkninger udover den faktisk bevismæssige, som dokumentet og dets indførelse gav. Der var altså ikke nogen regel om, at den, der fik registreret i god tro, fortrængte tidligere uregistrerede rettigheder. Formålet med systemet var dels at få folk til at vænne sig til at registrere rettigheder over fast ejendom, og dels at få skabt en begyndelse til et register over ejendomsret, som med tiden et mere solidt system kunne bygges på.[6]

Disse hensigter nåedes. I de første 4 ½ år blev 5-600 dokumenter indleveret til registrering, og derudover kom der et yderligere antal fra kredsene udenfor Godthåb. Som regel var der ikke vanskeligheder forbundet med at få relativt god dokumentation for første registrering af adkomst. Hvor nye huse blev bygget, var den officielle tilladelse dertil som oftest tilstrækkelig. Når der var tale om ældre huse bevirkede den omstændighed, at samfundene er små, og at folk kender hinanden, at det var relativt let at få godtgjort en adkomst erhvervet ved køb eller arv, selv om det af og til kunne være usikkert, hvor mange personer der gennem arv havde fået andel i en ejendom. Hvis alene pant søgtes registreret, søgte man at få ejendomsretten til ejendommen registreret samtidig, noget der ofte var muligt, fordi pant ofte blev givet som byggelån fra offentlige institutioner som i forbindelse dermed havde givet tilladelse til at udnytte ejendommen.

I 1967 mente man, at tiden var inde til at fæste systemet. Der blev givet en art tinglysningslov for Grønland nr. 154 af 10. maj 1967, en sød lille dukkelov på kun 4 paragraffer med materielt indhold imod tinglysningslovens 54 og et par ikrafttrædelsesparagraffer. Den var ikke og kunne ikke være et fuldt tinglysningssystem. Et sådant måtte forudsætte, at alle ejendomme og adkomster til dem var registreret. Og dette ville igen forudsætte, at man indkaldte alle adkomster til registrering og med præklusiv virkning, så at den, der ikke meldte sig, eventuelt fortabte sin ret. Det kunne man i sin tid gøre på Færøerne, men i Grønland kunne det ikke lade sig gøre. De fleste adkomster er ikke registreret, og befolkningen har ikke været vant til at registrere overdragelser eller arv. Under disse omstændigheder, og når man henså til, hvor fjernt og øde mange små huse var beliggende, måtte man påregne, at en indkaldelse ikke ville have tilstrækkelig effekt, og at et stort antal adkomster ikke ville blive anmeldt, således at man risikerede mange retsfortabelser eller i hvert fald udbredt usikkerhed. Hertil kom, at det antal anmeldelser, som kunne ventes og den nødvendige undersøgelse af dem, ville betyde en større byrde, end det i forvejen overbebyrdede kredsdommersystem kunne klare.

Det nye system måtte derfor starte fra »scratch« fra lovens ikrafttræden, således at ældre rettigheder lodes uberørt, og altså ikke kunne extingveres af rettigheder, som bliver registreret efter lovens ikrafttræden. Dette medfører naturligvis - og navnlig i begyndelsen - en vis usikkerhed, men denne usikkerhed vil, efterhånden som tiden går, og antallet af registrerede rettigheder vokser, gradvis mindskes og til sidst forsvinde.

Det var også ret klart, at man måtte lade ejendomsret - hvad man kalder adkomst, fordi det er lidt usikkert i hvilket omfang det offentlige ejer den grund, husene står på - udenfor lovens ordning, så at den alene kom til at vedrøre pant og andre begrænsede rettigheder. Som jeg lige nævnte, har folk i Grønland ikke været vant til at registrere adkomster, og da navnlig ikke arv, som er langt den almindeligste adkomst. Der ville derfor være en fare for, at et påbud om at registrere adkomst ikke ville blive efterkommet i et sådant omfang, at systemet kunne fungere. Når der derimod er tale om pant, vil debitor oftest stå overfor en kyndig kreditor - ofte et offentligt væsen - så at man havde al anledning til at regne med, at et påbud om at registrere pant ville blive efterkommet.

Som følge heraf handler loven kun om pant, som på vanlig måde, når det er registreret i god tro, fortrænger tidligere, men efter lovens ikrafttræden stiftet uregistreret pant. Det nyder derhos beskyttelse mod senere stiftede rettigheder - også adkomst - men ikke imod rettigheder fra før loven.[7]

Når den lov har virket gennem nogen tid, kan det eventuelt blive muligt at gå over til et mere fuldstændigt system.

Til slut kan der måske nævnes et par områder fra den offentlige ret, hvor man også har søgt at forenkle.

Her kan først nævnes, at Grønland har sin egen færdselslov nr. 197 af 8. juni 1966, der er forenklet, som naturligt er, når henses til, at der kun i byerne er veje - af indtil 5-10 km's længde - som kan befærdes af motorkøretøjer. I loven er der en udtrykkelig bestemmelse om, at den ikke gælder på slædeveje. Denne bestemmelse har været nødvendig, fordi slædehundene - ingen ved hvorfor - er overbeviste venstrekørende og ikke kan bringes til at holde til højre.

Der foreligger fra Lovudvalgets hånd et alment udkast til lov om ekspropriation, som skal modsvare den række love, som her i landet gælder om ekspropriation til forskellige formål. Dette udkast medtager alle formål, som der kan tænkes eksproprieret til, og giver en ensartet fremgangsmåde. Det er af grunde, som ikke har interesse her, ikke blevet gennemført ved lov.

Endelig skal jeg omtale, at der i seneste tid er udarbejdet et udkast til en kort lov om fredning, som skal modsvare en række ret udførlige love her hjemme og erstatte en række spredte bestemmelser, som gælder i Grønland. Den skal dække fredning af natur og historiske minder, som her er under naturfredningsloven, og visse fredninger af dyreliv, som her sorterer under jagtloven - men i Grønland også delvis under kommunerne - samt fredning af bygninger svarende til bygningsfredningsloven.

Som det er tilfældet her i landet, er visse ting eo ipso fredede ved loven uden særskilt fredning. Det gælder som her oldtidsminder fra nordbotiden eller eskimokulturen, nordboruinerne, nordboernes hoppesten og indretninger til fangst af rener og laks. På naturvidenskabens område foreslås meteoriter, som ikke kan flyttes med håndkraft, fredede.

For en række andre objekters vedkommende skal fredning ske ved deklaration efter en fredningssag. Der kan her være tale om værdifulde landskaber, de trækveje, som rensdyr og moskusokser følger, navnlig dem de benytter, når de vandrer til Grønland fra de mod nordvest beliggende øer, og de fældepladser, som hvalrosserne går op på for at fælde. Endvidere kan der være spørgsmål om særligt forsteningsførende eller ædelstensholdige lag, hvorved jeg dog bemærker, at værdifulde mineraler i Grønland tilhører staten jfr. Lovbekg. nr. 397 af 16. juli 1969 (tidligere lov nr. 166 af 12. maj 1965).

Endelig er der regler for afleveringspligt for visse sjældne ting på lignende måde som det gælder her efter reglerne om danefæ i Danske Lov 5-9-3 og de supplerende plakater af 22. marts 1737 og 7. marts 1752. Som eksempel på ting, som man, hvis man samler dem op, skal anmelde og på forlangende af vedkommende offentlige myndighed aflevere, kan jeg nævne ting med runeskrift eller mindre og flyttelige meteorsten.

Lovudkastet indeholder til slut en paragraf om fredning som naturpark af områder, hvis rammer lovudvalget, som ikke har sagkundskab her, ikke har angivet nærmere, men som kan udfyldes af de politiske myndigheder.

Til allersidst skal jeg kun nævne, at der i Grønland gælder en speciel og særdeles interessant kriminallov. Tiden tillader ikke, at jeg kommer ind på den, og den er adskillige gange gjort til genstand for udførlig skildring og drøftelse.



Noter:

[1] Af vore to grønlandske cand.jur.'er er den ene folketingsmand og den anden er efter at have været politimester i Godthåb overgået til privat erhverv.
[2] T. f. Grl. Retsv. 1968 p. 79 ff.
[3] Alle ved lov nr. 104 af 31. marts 1965.
[4] Jfr. lov nr. 50 af 24. februar 1960.
[5] Anordninger nr. 27-37 af 11. april 1961.
[6] Kommitteret Aksel Svane har redegjort for ordningen i Tidsskriftet for Grønlands Retsvæsen 1965/66 p. 65 ff.
[7] Jeg har nærmere kommenteret loven i Tidsskrift for Grønlands Retsvæsen 1967 p. 89 ff.

Nyttig viden


Burgund

Burgund er det historiske navn for et kongedømme og senere et hertugdømme i det område, der ligger i den franske region Bourgogne.


Regionen består i dag af departementerne Côte-d'Or, Nièvre, Saône-et-Loire og Yonne.


Arealet er på 31.741 km2, og der er en befolkning på ca. 1,61 millioner.


Regionalhovedstaden er Dijon; øvrige større byer er Auxerre, Macon og Nevers.


Som hertugdømme blev Burgund i senmiddelalderen en magtfuld spiller på den europæiske scene i direkte konkurrence med hoffet i Paris.


I dag er Burgund især kendt for dets vine.