DGL 2007.5: Frivillighed eller tvang: Thuleboernes flytning 1953

Af tidl. professor, dr.jur. Henrik Zahle, Københavns Universitet

Artiklen indeholder en kritisk analyse af spørgsmålet om tvang i forbindelse med Thule-befolkningens flytning i 1953, således som spørgsmålet er behandlet i Beretning herom fra 1994.

1. I 1910 etablerede Knud Rasmussen en handelsstation ved Thulefjeldets fod tæt ved bopladsen Uummannaq. Dette sted udviklede sig med tiden til en større boplads. Thuleområdet administreredes af et Fangerråd, der bestod af dels 3 fødte medlemmer, nemlig inspektøren, præsten og lægen, dels tre valgte medlemmer fra områdets 3 distrikter. Fangerrådet blev først i 1963 erstattet af en egentlig kommunalbestyrelse. Thuledistriktet henhørte under Ministeriet for Grønland og dettes repræsentant i Grønland, Landshøvdingen i Godthåb.

I 1951 etablerede USA en base i Thule. Dette skete på grundlag af en overenskomst mellem Danmark og USA af 27. april 1951. Basens opgaver var i 1950'erne stadig voksende, og således var der under anlæg af et varselssystem BMEWS 1958-59 en maksimal bemanding på ca. 10.000 personer beskæftiget i Thule.[1]

I maj 1953 flyttede den grønlandske befolkning fra Uummannaq; en stor del flyttede til en nordligere boplads, Quaanaaq, andre til andre bopladser i distriktet. Denne flytning har siden været genstand for en stadig lokal debat, og Fangerrådet fremsatte i 1960-61 et erstatningskrav over for ministeriet, hvis behandling og vurdering af kravet dog ikke har kunnet belyses med stor sikkerhed, eftersom erstatningssagen i ministeriet er bortkommet.[2] Sagen blussede op igen efter fremkomsten af Jens Brøsted og Mads Fægteborgs bog om emnet;[3] den derpå følgende debat, om flytningen havde været tvangsmæssig, og om der kunne gøres krav på erstatning, førte til, at justitsministeren i 1987 nedsatte et undersøgelsesudvalg, hvis opgave det var nærmere at klarlægge hændelsesforløbet. Udvalget bestod af Sven Ziegler (nu landsretspræsident), Erik Stig Jørgensen (nu direktør), og Kristian Mørch (nu biskop i Nuuk).

2. Det er et enkelt, men centralt punkt i dette udvalgs rapport, der skal tages op her:

Var denne flytning 1) en samlet fraflytning, og var den 2) tvangsmæssig? Grundlaget for min besvarelse af spørgsmålene er alene Beretningen fra 1994.

Det nærmeste, Beretningen kommer til en besvarelse af spørgsmålene, er følgende: »Udvalget finder ikke grundlag for at antage, at der fra inspektør Mørck Rasmussens eller pastor Jokum Knudsens side er udtrykt nogen form for trusler eller udøvet nogen form for tvang ud over den nødvendighed, der lå i selve det faktum, at de nævnte installationer ville blive opført og baseområdet udvidet i overensstemmelse hermed«.[4] De to navngivne personer var fødte medlemmer af Fangerrådet i 1953. Det i henvisningen til de aktuelle udvidelsesplaner liggende forbehold uddybes i Udvalgets sammenfatning, hvori det anføres, at der er »ingen tvivl om, at den militære udvikling har virket som den afgørende og tvingende årsag til, at befolkningen faktisk flyttede«, men hertil føjes så, at »(d)ette gælder for alle de involverede beslutningstagere, hvortil også må henregnes medlemmerne af Fangerrådet ...«.[5]

Inden jeg kommenterer disse passager fra Beretningen, skal nogle få supplerende oplysninger omkring flytningen trækkes frem. Da flytningen skete, havde basen, som man ser, eksisteret i flere år. Den havde allerede da influeret på fangstforholdene og på livsvilkår i øvrigt.[6] At flytningen blev aktuel i foråret 1953, skyldtes, at USA da ønskede at opstille et luftsværnsartilleri ganske nær ved den hidtidige boplads i Thule. Måske spillede også frygt for sovjetisk bombning en rolle. Planerne om et luftværnsartilleri angives at være nævnt for ambassadør Kaufmann i september 1952[7] og for departementschef Eske Brun i samme måned,[8] men ved det årlige fangerrådsmøde i april 1953 var det kun den stadigt forringede fangst og den deraf følgende gradvise udflytning, der var fremme, medens »(d)en kort efter stedfindende forhandling i København og den i forlængelse heraf følgende flytning af hele befolkningen fra Uummannaq til Quaanaaq overhovedet ikke blev berørt«.[9] En sådan udflytning blev aktuel, da USA's planer om installation af luftværnsartilleri blev fremskyndet (eller blev gjort klart for danskerne?) i slutningen af april 1953, og inspektøren og pastoren - to af de fødte medlemmer af Fangerrådet - blev hasteindkaldt til København.[10] Om forhandlingerne i København vides ikke noget nærmere, men den 11. maj 1953 udsendte Ministeriet for Grønland en pressemeddelelse, hvori det anførtes, at

»Grønlandsdepartementet og repræsentanterne for Fangerrådet i Thule i Nordgrønland er blevet enige om, at kolonien Thule skal flyttes. () ... der er allerede opnået enighed om, at eskimoernes ønske om at flytte fra Thule skal opfyldes.() På det sidste møde i Fangerrådet i Thule var man enige om, at en flytning var nødvendig ...«[11]

Basens nærvær havde ifølge nogle af fangerne en negativ indflydelse på fangsten, og dette kunne naturligvis motivere en del af dem til at flytte - et mønster der er nærliggende for en fangerkultur. Det er imidlertid ikke en sådan flytning, som sagen omhandler, selvom nogle af fangerne kan have flyttet ud fra sådanne motiver. Flytningen har karakter af en evakuering,[12] idet alle fraflyttede, og det ikke på grund af dårlig fangst, men fordi bopladsens areal blev underlagt et amerikansk militært formål. Når der tales om, at »kolonien ... skal flyttes«, tales der om en kollektiv eller samlet fraflytning.

Næste spørgsmål er, hvem der besluttede, at alle grønlændere skulle forlade Uummannaq?

Af den citerede pressemeddelelse fremgår, at Grønlandsministeriet fremstillede det som beboernes egen beslutning.[13] Men den i København bekendtgjorte samlede udflytning har som nævnt slet ikke været på dagsordenen på Fangerrådets møde i april 1953, og heller ikke beboerne har mødtes om dette før efter inspektørens og pastorens hjemkomst fra København, hvor beslutningen var truffet.[14] Beslutningen er naturligvis heller ikke truffet af inspektøren, selvom det var ham, der i hovedsagen var formidleren af beslutningen og stod for dens gennemførelse.

Spørgsmålet om, hvem der har truffet beslutningen, må ikke forveksles med beslutningens motivation, der 1) generelt var ønsket om at sikre fangerkulturen, der på mange måder var truet af basens nærhed, herunder var truet af svigtende fangstgrundlag, og 2) aktuelt var det amerikanske militærs ønske om en udvidelse af basens territorium til at indbefatte bopladsen. Det første motiv var tidligere drøftet i Fangerrådet, og dette motiv kunne føre til individuelle beslutninger om flytning - og sådanne flytninger fandt i vidt omfang sted. Fra det offentliges side blev der ydet støtte med oprettelse af depoter, ved opførelse af huse andre steder osv. Beslutning om fuld evakuering hænger sammen med det andet motiv, det amerikanske nyanlæg. Ministeriets opgave var ikke let, idet man jo øjensynligt ønskede at forene en accept af den mest avancerede teknologi (basen) med den oprindelige fangerkultur.

De i Beretningen fremlagte oplysninger taler for, at der er truffet en beslutning om afviklingen af bopladsen Uummannaq, at denne beslutning er truffet af Ministeriet for Grønland efter samråd med to danske medlemmer af Fangerrådet, men uden forudgående konsultation med befolkning eller Fangerråd.[15] Der holdtes et orienteringsmøde for den lokale befolkning den 25. maj 1953, og fraflytningen skete den 28. maj 1953.[16]

Når Beretningen i passagen citeret ovenfor betoner, at der ikke udgik trusler fra inspektør eller pastor, tager dette sigte på vilkårene for flytningen, navnlig spørgsmålet om erstatningshuse. At alle måtte flytte, måtte være klart. I samme retning kan det tolkes, når Beretningen anfører, at »(f)angernes forudsætninger i forbindelse med flytningen har efter alt at dømme været det negative, at de har gået ud fra, at det ikke under de foreliggende omstændigheder ville være muligt at blive på stedet selv under reducerede fangstvilkår, dels det positive, at der ville blive skaffet dem passende boligforhold på de nye bopladser, og at der på de nye steder, ville være tilstrækkelige fangstforhold.«[17] Men det forekommer mig ukorrekt at henregne de lokalvalgte medlemmer af Fangerrådet til »beslutningstagere«, idet beslutningen om flytning som nævnt slet ikke har været på Fangerrådets dagsorden, men er truffet i det koloniale administrationssystem, som i denne sag ikke er videre påvirket af den samtidigt kørende grundlovsreform, der skulle bringe den grønlandske befolkning på lige fod med den danske.[18]

Når Beretningen betoner, at der ikke blev »... udøvet nogen form for tvang udover den nødvendighed, der lå i selve det faktum, at de nævnte installationer ville blive opført og baseområdet udvidet i overensstemmelse hermed«, negligeres det »faktum«, som sagsmappens bortkomst kan have gjort mindre synligt, at mellem denne »nødvendighed« og lokalbefolkningen har der indskudt sig en statslig administration, der udenrigspolitisk har accepteret denne nødvendighed[19] og indenrigs sørget for dens implementering.

Hvordan præmisserne for en erstatningsretlig bedømmelse af denne konflikt skal udformes, behandler Beretningen ikke, men to yderpunkter præsenteres dog: Enten må der gives adgang til tilsvarende fangstområder, tilbydes tilsvarende boliger osv., kompenseres gennem naturalier, og kompensation ydes i vidt omfang til kollektiver. Eller sagen skal vurderes som efter gældende dansk ret, dvs. med anerkendelse af individuelle private rettigheder, som betragtes som genstand for ekspropriation eller offentlig (legal eller illegal) skadegørende virksomhed. Som en mellemform har man den koloniale administrations tilbud om nye motorbåde, fangstudstyr, subvention ved indhandling o.lign. Sagen illustrerer således vanskelighederne ved mødet mellem to normative systemer, det eskimoiske og det koloniale, og problemerne øges yderligere ved, at de i dag må anskues fra en tredje synsvinkel – ekspropriation eller ekspropriationslignende indgreb. Dette skal ikke drøftes her.

Uanset hvilken ramme man vælger for den videre behandling af befolkningsflytningen, fører de i Beretningen (note 1) fremlagte oplysninger til den konklusion, at fraflytningen var samlet, og at flytningen blev besluttet af det offentlige og i den forstand var tvangsmæssig i betydningen obligatorisk i forhold til den lokale befolkning.

De i Grønlandsministeriets pressemeddelelse indeholdte oplysninger, citeret ovenfor ved note 10, er alle usande.[20]

3. En processuel kommentar kan tilføjes. Det kan undre, at undersøgelsens centrale spørgsmål ikke synes formuleret som udgangspunkt for undersøgelse og analyse. I bevisretten taler man undertiden om at tematisere, hvorved undersøgeren (eller parten, hvis det er en partsproces) præsenterer den hypotese eller det problem, der fokuseres på.[21] Denne undladelse stemmer med, at Beretningen - med henvisning til kommissoriet - alene vil være »en gennemgang af faktiske omstændigheder«.[22] Men en sådan tilskæring kan føre til, at de for den retlige bedømmelse relevante fakta ikke lader sig opfange, for undersøgeren er afskåret fra at gå ind på en fastlæggelse af den retlige ramme, der skal til for at etablere et retsfaktum. Dette kan have bidraget til, at Beretningens sammenfatning om tvang er præget af en vanskeligt forståelig sammenkædning af beslutning, motivation og årsag.[23]

Når der skal redegøres for »de faktiske omstændigheder« ved flytningen i maj 1953, er det f.eks. af stor interesse at få svar på spørgsmålet, om flytningen var frivillig eller skete under tvang, og den tidligere citerede[24] konklusion er da vel også en slags svar på dette spørgsmål. Men tematiseringen kunne have fortjent en præcisering, f.eks. ved at være udbygget i følgende mere specifikke temaer: Forelå der tvang i form af,

1) Voldelig kompulsiv tvang: Thule-beboerne flyttedes ved politieskorte (nej),

2) Simpel tvang: Inspektør eller andre myndighedspersoner fremsatte udtalelser om erstatningshuse, der var ment som eller kunne opfattes som trusler(ja?),

3) Objektive nødvendigheder: Flytning var nødvendig af hensyn til overlevelsesmuligheder (næppe), for at undgå fraternisering (ja), for at undgå at Thule-befolkningen blev særlig udsat i tilfælde af militær konflikt (ja), osv.

4) Obligatorisk: Flytningen blev besluttet af ministeriet som led i en udvidelse af baseområdet, og flytningen var derfor obligatorisk (ja!). Betydningen af det sidstnævnte - at flytningen ikke var frivillig, men obligatorisk og i den forstand tvangsmæssig - bliver særlig interessant i forbindelse med en befolkning som den eskimoiske, hvorom det grønlandske medlem af undersøgelsesudvalget Kristian Mørch anfører: at »de grønlandske repræsentanters holdning nok endnu i den omhandlede periode har været præget af den traditionelle autoritetstro og respekt over for de danske myndigheder og den ligeledes traditionelle gæstfrihed over for besøgende, som ikke har tilladt værterne at rykke gæsterne for et svar«.[25] Det er mærkeligt, at de to øvrige medlemmer af udvalget ikke har taget stilling til en forståelsesbaggrund af så afgørende betydning - eller har de netop afvist den? Der kan ikke drages nogen slutning af det forhold, at der ikke bagefter blev protesteret mod flytningen.

Når en mere specificeret tematisering er lagt frem, kan de tilgængelige oplysninger bedømmes med henblik på at tage stilling til, hvordan det forholder sig med temaet. Det er denne strukturering, man savner i denne Beretning.

Noter:

1. Beretningen om flytningen af Thulebefolkningen i 1953, afgivet af Undersøgelsesudvalget af 4. juni 1987, 1994 s 254.
2. Erstatningssagen er gennemset af Mads Fægteborg i Grønlandsministerieti 1981; det er efter dette tidspunkt, sagen er bortkommet; herom Beretning (note 1) s 421 f, 435 f. Også en anden sag, hvor der blev rejst grønlandsk krav, er forsvundet, Beretningen s 409.
3. Jens Brøsted og Mads Fægteborg: Thule - fangerfolk og militæranlæg, 1985.
4. Beretningen s 191-92.
5. Beretningen s 11.
6. Dette redegøres der udførligt for i Beretningen s 195-347.
7. Beretningen s 52.
8. Beretningen s 89.
9. Udvalgets konstatering, Beretningen s 102.
10. De to havde efter det oplyste ikke noget mandat fra Fangerrådet og kunne for så vidt ikke optræde som repræsentanter for dette.
11. Beretningen s 107.
12. Dette er da også departementschef Eske Bruns samtidige udtryk i f.eks. telegram af 30/4 1953 til inspektør og præst i Thule, citeret i Beretningen s 105.
13. Dette var også den opfattelse, som Eske Brun senere gav udtryk for. I en diskussion om tvangsmomentet i 1966 anførte han bl.a.: »Ministeriets afgørelse herom (om at forlade pladsen) var, at hvis befolkningen ønskede at flytte, ville man yde dem al hjælp hertil. Der er aldrig over for ministeriet nævnt noget om, at en del af befolkningen ønskede at forblive, og ministeriet havde da heller ikke nogen som helst beføjelse til at flytte nogen mod deres vilje«, Grønland 1966 s 399, citeret i Beretningen s 173-74. Det sidste er næppe nogen korrekt beskrivelse af ministeriets (regeringens) kompetence, for så vidt angår aflukning af et område i forbindelse med en udvidelse af et baseområde, og det var jo det, sagen angik, se Eske Bruns notat 11. juni 1953 til statsministeren, hvor han kommenterede amerikanske ønsker i foråret om antiluftskyts på Thule med, at »placering af dette artilleri ville betyde, at vi måtte flytte befolkningen fra kolonistedet ...«, Beretningen s 105. I en kommentar til en Thule-boer i 1961 benyttede Eske Brun samme udtryk, som Udvalget nu har ophøjet til faktum: »Der har ikke været tale om anden tvang end den, der fulgte af nødvendigheden, fordi fangstmulighederne blev forringet ...«, Beretningen s 175. Her er det dog fangsten, der optræder som »nødvendighed«.
14. Om beboermødet se Beretningen s 109-10.
15. Det kan hævdes - spørgsmålet drøftes ikke i Beretningen - som en mulighed, at de 2 fangerrådsmedlemmer har givet ministeriet det indtryk, at alle ville flytte. I Mørck Rasmussens telegam 24. april 1953 til Landshøvdingen anføres, at »(a)lle fangere ... enige (i) vore synspunkter«, hvilket svarer til hans brev af 29.11.1952 til Eske Brun, hvor dog nævnes, at »de fleste af Thulefolkene vil flytte med«, Beretningen s 102, 92. Men det stod dog klart for ministeriet, at evakueringsplanen først var aktualiseret efter det sidste møde i Fangerrådet, og det burde være klart, at ikke alle beboere i Uummannaq var hjemme i den mellemliggende periode. Ministeriet har derfor uanset eventuelle udtalelser fra inspektør og pastor om almindelige flytteønsker måttet disponere med den mulighed i tankerne, at ikke alle beboere gerne - fangstforholdene mv. taget i betragtning - ville flytte.
16. Beretningen s 109-12. Enkelte rejste først senere.
17. Beretningen s 12.
18. Også efter gennemførelsen af grundloven den 5. juni 1953 har der været forsinkelser i denne proces. Fangerrådets sammensætning indtil 1963 er et nærliggende eksempel.
19. Jfr. verbalnote af 2. juni 1953 fra USA's ambassade, Beretningen s 52.
20. Måske af taktiske grunde i forhold til USA, sml Beretningen s 156.
21. Bernh. Gomard: Civilprocessen, 1994 s 410. Henrik Zahle: Bevisret. Oversigt, 1994 s 25 f, 126.
22. Beretningen s 5 (kursiv tilføjet).
23. Jeg er efter færdiggørelsen af denne artikel blevet bekendt med det af advokat Mogens Kroman (tidligere Per Walsøe) afgivne indlæg af 14.4.1994, der indeholder et klargørende bidrag til en sådan tematisering (s 134 f), men dette er der ikke gjort brug af i Beretningen (sml s 3).
24. Ovenfor ved note 4.
25. Beretningen s 16.