DGL 2008.11: Presseret i Grønland og i Danmark

Af afdelingsforstander Knud Aage Frøbert, Danmarks Journalisthøjskole

Resumé

Foran s. 263 ff [DGL 2008.9] har advokatfuldmægtig Nicholas Symes, Nuuk, skrevet en artikel, der bl.a. redegør for forslaget til en ny medieansvarslov for Grønland. Forf. oplyser, at loven skal gælde for enhver, der i det grønlandske territorium spreder lyd- og billedprogrammer, og det betegnes som fejl og mangler, at den danske lov ikke tager højde for nyhedsformidling via internet. Men herved overses såvel baggrunden for som indholdet i den danske medieansvarslovs § 1, nr. 3. Det påvises, at den bestemmelse bedre end det grønlandske forslag afgrænser de medier, som forestår en periodisk nyhedsformidling, der kan gøre det rimeligt at lade dem være omfattet af et presseretligt ansvarssystem.

1. Forslag til en grønlandsk medieansvarslov

Foran side 263 ff har advokatfuldmægtig Nicholas Symes, Nuuk, skrevet om den medie- og presseretlige situation i Grønland – før og nu. Artiklen påkalder sig korrektion på nogle væsentlige punkter.

Forf. oplyser, at der i Landstingets forårssamling 1996 er fremlagt et dagsordensforslag om at gennemføre en medieansvarlov i Grønland. Der henvises i den forbindelse til, at den danske presselov fra 1938 er blevet afløst af lov nr. 348 af 6. juni 1991 om medieansvar. Videre hedder det:

»Baggrunden for ændringen var, at den teknologiske udvikling havde overhalet presseloven indenom. Presseloven omhandlede kun den trykte presse og var ikke længere tidssvarende, idet de elektroniske massemedier udgjorde en ganske anselig del af medie- og pressemarkedet. Der var således et retligt behov for, at navnlig radio og tv tilsvarende skulle undergives et presseretligt ansvarssystem. Men denne lov er allerede blevet overhalet af den seneste mediemæssige udvikling, heriblandt det offentligt tilgængelige datanet, det såkaldte internet. At gennemføre en medieansvarslov i Grønland, der er en tro kopi af den danske, vil ikke alene være uhensigtsmæssigt i relation til de særlige grønlandske forhold, men også ganske utidssvarende. Om end Grønland i flere henseender er et lille land, er den første internetavis (Atagu) gået ud.

I forslaget til den grønlandske medieansvarslov er der taget højde for nyhedsformidling via internet, og dermed går loven videre end den danske medieansvarslov. I forslaget til den grønlandske medieansvarslov sidestilles internetaviser i flere henseender med den trykte presse«.

Senere skriver forf.:

»I lovforslaget er der endvidere taget højde for de mangler, den danske lovgivning lider under. Det vil først og fremmest sige problemet angående TV-3, der ikke ses omfattet /af/ loven. I den danske lov er fejlen opstået ved, at man konkret henviser til specifikke massemedier, som skal være omfattet af loven, nemlig TV-2 og Danmarks Radio samt lokalstationerne. I Grønland vil man søge at imødegå dette problem ved at henføre til, at loven gælder for enhver, der i det grønlandske territorium spreder lyd- og billedprogrammer«.

2. Den danske medieansvarslov og internettet

Det er imidlertid en misforståelse, at den danske medieansvarslov ikke omfatter nogen del af den nyhedsformidling, som finder sted på internettet. Lovens område beskrives således i § 1:

»§ 1. Loven gælder for følgende massemedier:
1) Indenlandske periodiske skrifter, herunder billeder og lignende fremstillinger, der trykkes eller på anden måde mangfoldiggøres.
2) Lyd- og billedprogrammer, der spredes eller fordeles af Danmarks Radio, TV-2, TV-2's regionale virksomheder og foretagender, der har tilladelse til lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed.
3) Tekster, billeder og lydprogrammer, der periodisk udbredes til offentligheden, såfremt de har karakter af en nyhedsformidling, som kan ligestilles med den formidling, der er omfattet af nr. 1 eller 2, jf. dog § 8, stk. 1«.

Henvisningen til § 8, stk. 1, indebærer, at de i § 1, nr. 3, nævnte massemedier kun omfattes af loven, hvis de har indgivet anmeldelse til Pressenævnet, jf. herom nedenfor under 4.

Som følge af den bestemmelse omfattes nogle vigtige danske databaser og visse andre nyhedsmedier i dag af medieansvarsloven. Ifølge Pressenævnets årsberetning for 1995 drejer det sig om følgende: Under A/S Forlaget Børsen: 1. Dagens Nyheder. 2. TeleBørsen. 3. Børsen-Linjen. 4. Danish Press Today. Under Ritzaus Bureau I/S: 1. Den generelle nyhedstjeneste. 2. Finansnyhedstjenesten. 3. Telefonavisen. 4. Sportsavisen.

3. Baggrunden for det presseretlige ansvarssystem

For de danske massemedier har det følgende konsekvenser, at de omfattes af medieansvarsloven:
a) De undergives det særlige presseretlige ansvarssystem.
b) De har pligt til at overholde reglerne om god presseskik.
c) De har under visse nærmere fastsatte betingelser pligt til at offentliggøre genmæle.
d) De omfattes af Pressenævnets kompetence. Her er der kun grund til at omtale den under a. nævnte konsekvens.

Det presseretlige ansvarssystem går i korthed ud på, at lovovertrædelser i et periodisk skrift som hovedregel kun kan medføre ansvar for forfatteren og skriftets redaktør. Er overtrædelsen begået i en radioeller tv-udsendelse, kan ansvaret som hovedregel alene gøres gældende mod forfatteren til en retsstridig tekst, mod den, der har fremsat en resstridig udtalelse, samt mod stationens redaktør.

Ansvaret for forfatteren eller den, der har fremsat en udtalelse, er betinget af, at den pågældende ikke optræder unavngiven. Anonymitet er således ansvarsfrihedsgrund. En navngiven forfatter m.v. er derimod ansvarlig efter lovgivningens almindelige ansvarsregler, hvilket indebærer, at de almindelige skyldbetingelser skal være opfyldt. Strafansvar kan derfor normalt kun pålægges den forfatter m.v., der har handlet forsætligt. Når en forfatter m.v. herefter er ansvarlig for en navngiven artikel, er redaktøren som hovedregel ansvarsfri. Der er ikke her anledning til at omtale de undtagelsestilfælde, hvor redaktøren kan pådrage sig et medansvar for en navngiven artikel eller udtalelse (se dog nedenfor om redaktørens medansvar for faste medarbejderes produkter).

For en anonym artikel eller udtalelse er derimod redaktøren ansvarlig, og her er der tale om en afvigelse fra det normale skyldprincip: Redaktøren er nemlig ansvarlig, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes vedkommende hverken som forsætlig eller uagtsom.

Det presseretlige ansvarssystem afviger således fra de almindelige strafferetlige ansvarsregler ved, at princippet om skyld og princippet om medvirken delvis er sat ud af kraft. Baggrunden herfor er navnlig at skabe de bedst mulige vilkår for nyhedsformidlingen og meningsudvekslingen i samfundet:

Det er et stort gode for de trykte og de æterbårne massemedier, at kredsen af ansvarssubjekter er begrænset til nogle få hovedpersoner. Når man betænker, hvor mange mennesker der beskæftiges med fremstillingen af et stort dagblad eller en nyhedsudsendelse i fjernsynet, og hvor kort fremstillingsprocessen er, ville det virke forsinkende og uheldigt, hvis hver enkelt deltager i publikationsprocessen skulle tage stilling til retmæssigheden af den enkelte artikels eller det enkelte indslags indhold. Ved at centralisere ansvaret på forfatter og redaktør har loven skabt en klarhed, der betyder, at for eksempel en redaktionssekretær ikke skal føle en lovmæssig forpligtelse til at blande sig i redaktørens kompetence med hensyn til at afgøre bladets eller udsendelsens indhold.

Nicholas Symes anfører i sin artikel, at efter det almindelige medvirkenprincip synes avisbude, købmanden, trykkeren og så fremdeles at kunne gøres ansvarlige for overtrædelse af kriminallovens § 69 om uberettiget videregivelse af meddelelser og billeder, ligesom køberen af avisen gør sig skyldig i meddelelseshæleri, jf. kriminallovens § 69 b. Da et ansvar for medvirken forudsætter skyld – normalt i form af forsæt – kan budets eller købmandens risiko for at blive inddraget i en straffesag om en retsstridig avisartikel næppe fremføres som et seriøst argument imod anvendelse af almindelige ansvarsregler på presseforseelser.

Bestemmelsen om forfatterens ansvar for en navngiven artikel og den tilsvarende bestemmelse om ansvaret for navngivne udtalelser i radio/tv gør det lettere for en borger at komme til orde i medierne. Bestemmelsen skyldes først og fremmest et hensyn til udenforstående skribenter som indsendere af læserbreve, kronikører og lignende. Men den omfatter også de faste medarbejdere, der lægger navn til avisartikler eller til indslag i radio/tv-udsendelser. Da de imidlertid navnlig skal løse opgaver, der pålægges dem af redaktionen, er en fast medarbejder ikke nødvendigvis ene-ansvarlig, idet redaktøren er medansvarlig for en navngiven artikel eller et navngivet indslag, såfremt produktet med redaktørens vidende er fremstillet af en fast medarbejder.

Baggrunden for det presseretlige ansvarssystem er således ønskeligheden af på dette område at have ansvarsregler, der tilgodeser bestemte formål. De ovenfor nævnte formål har en nær forbindelse med informationsfriheden og ønskeligheden af at skabe de bedst mulige vilkår for nyhedsformidling og meningsudveksling i samfundet. Hertil kommer yderligere et formål, som skal tilgodese retshåndhævelsen: Ansvarsreglerne skaber klarhed, så der ikke er tvivl om, hvem den ansvarlige person er, og samtidig skaber de en høj grad af sikkerhed for, at retshåndhævelsen kan nå den ansvarlige person. Hvis forfatteren til en artikel, eller hvis den, der udtaler sig, på grund af anonymitet i den ene eller den anden form ikke er ansvarlig, påhviler ansvaret redaktøren.

Sammenfattende kan det siges, at det presseretlige ansvarssystem ikke er etableret for massemediernes skyld, men med henblik på, at massemedierne kan løse en række opgaver, som det i et demokratisk samfund må anses for vigtigt at få løst. Det drejer sig navnlig om opgaver i henseende til effektiv og hurtig nyhedsformidling, orientering om indenrigs- og udenrigspolitiske samt økonomiske emner og om kulturelle forhold, til at fremme en folkelig debat og til at afspejle offentlighedens syn på aktuelle spørgsmål.

Af hensyn til det presseretlige ansvarssystem indeholder medieanvarsloven derfor også bestemmelser om, at et periodisk skrift altid skal angive, hvem der er redaktør, og at Danmarks Radio, TV-2, TV-2's regionale virksomheder samt foretagender, der har tilladelse til lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed, skal meddele Pressenævnet, hvem der er redaktør.

Ved redaktør forstås ifølge medieansvarsloven den, der er beføjet til at træffe endelig afgørelse om skriftets indhold eller til at træffe beslutning om at udsende et program eller indslag. Der kan kun være én redaktør for et periodisk skrift eller for et radio- eller tv-foretagende.

4. Medier underkastet almindelige ansvarsregler

For de massemedier, der ikke omfattes af det presseretlige ansvarssystem, gælder dansk rets almindelige ansvarsregler. For retsstridige indslag i bøger og andre ikke-periodiske skrifter, i almindelige spillefilm og mange videoproduktioner m.v. kan strafansvar gøres gældende mod enhver, der har medvirket til fremstillingen eller udbredelsen af det retsstridige indhold, og som opfylder de sædvanlige skyldbetingelser, ved straffelovsovertrædelser altså forsæt. Anonymitet er ikke ansvarsfrihedsgrund, og der er ikke noget objektivt ansvar for eksempelvis bogudgiveren eller filmproducenten.

Til den kreds af massemedier, som er undergivet de almindelige ansvarsregler, hører også udenlandske periodiske skrifter, samt udenlandske radio- og tv-udsendelser, der kan modtages her i landet via egen antenne eller via satellit og/eller kabelfremføring og -spredning. For så vidt angår disse massemedier, er der behov for regler, hvorefter ansvar kan gøres gældende mod andre end den redaktør, som normalt ikke kan nås af den danske retshåndhævelse. Som mulige ansvarspersoner kan nævnes importør, distributør eller formanden for en antenneforening, som har gjort det til sit speciale at sprede udenlandsk fremstillede tv-programmer med racistisk indhold.

Da det presseretlige ansvarssystem som nævnt navnlig har til opgave at tilgodese den periodiske nyhedsformidling, som sker via de danske massemedier, vil også langt de fleste databaser på Internettet være omfattet af almindelige ansvarsregler. Den informationsteknologiske udvikling kan ikke begrunde, at det presseretlige ansvarssystem udvides til at omfatte alle databaser og de mange former for elektronisk service, som tilbydes ad denne vej. Til støtte herfor kan anføres:
a) Mange databaser har ikke karakter af massemedier.
b) Mange databaser udbyder ikke periodisk nyhedsformidling.
c) Mange databaser er ikke »indenlandske«.
d) Databasen har normalt ikke et blandet, fra forskellige kilder hidrørende indhold, som begrunder redaktøransvaret.
e) Der er ikke et samfundsmæssigt behov for at anerkende anonymitet som ansvarsfrihedsgrund. Det forudsætter nemlig, at der kan pålægges en redaktør, hvis identitet fremtræder klart over for offentligheden, et objektivt ansvar.
f) Databasen kan ikke tjene som forum for offentlig debat i lighed med den, der foregår gennem den periodiske presse og de æterbårne massemedier. Der er derfor ikke behov for et soloansvar for forfatteren med deraf følgende ansvarsfrihed for de medvirkende.

Antallet af databaser på Internettet kan formentlig kun beskrives som et ukendt antal millioner. På den informationsteknologiske landevej kan der opstå megen kriminalitet, og den må normalt efterforskes og om muligt retsforfølges på grundlag af de almindelige ansvarsregler. Mange frygter, at ophavsretskrænkelser vil få et betydeligt omfang, og det vil her være absurd, hvis den anonyme »krænker« kan unddrage sig retsforfølgning.

Det står imidlertid også fast, at en database kan have et indhold, som gør det rimeligt, at basen omfattes af det presseretlige ansvarssystem.

Derfor er det en hensigtsmæssig ordning, der er fastlagt i den danske medieansvarslov, og hvorefter tekster, billeder og lydprogrammer, der periodisk udbredes til offentligheden, kan blive omfattet af disse ansvarsregler, hvis de har karakter af egentlig nyhedsformidling, og hvis de anmeldes til Pressenævnet. Det sidste er vigtigt, fordi ansvarssystemet forudsætter, at en borger kan få oplyst, hvem der er redaktør.

5. Sammenhængen mellem ansvarsregler og kildebeskyttelse

Som anført flere steder foran indebærer det presseretlige ansvarssystem en væsentlig beskyttelse for anonymitetsretten. Når redaktøren er ansvarlig for det unavngivne stof, medens forfatteren er ansvarsfri for den unavngivne artikel og redaktionssekretæren for unavngivne overskrifter, mellemrubrikker og andre redaktionelle dispositioner, kan redaktøren ikke forpligtes til at røbe forfatterens eller redaktionssekretærens identitet.

Anonymitetsretten suppleres af den kildebeskyttelse, der er fastlagt i retsplejeloven. Herefter har redaktører og redaktionelle medarbejdere ikke pligt til at afgive vidneforklaring om, hvem der er forfatter til en unavngiven artikel eller kilde til en unavngiven oplysning.

Kildebeskyttelsen er afgrænset på samme måde som det presseretlige ansvarssystem, således at den omfatter redaktører og medarbejdere m.v. ved alle de massemedier, der er nævnt i medieansvarslovens § 1, nr. 1-3. Der er ikke konstateret noget behov for at fastsætte regler om kildebeskyttelse for den, der opretter en database på Internettet (medmindre databasen opfylder betingelserne for at være omfattet af medieansvarsloven).

6. Ingen mangler i den danske medieansvarslov

Ifølge Nicholas Symes er der i det grønlandske lovforslag »taget højde for de mangler, den danske lovgivning lider under«. Og han skriver: »I den danske lov er fejlen opstået ved, at man konkret henviser til specifikke massemedier, som skal være omfattet af loven, nemlig TV-2 og Danmarks Radio samt lokalstationerne. I Grønland vil man søge at imødegå dette problem ved at henføre til, at loven gælder for enhver, der i det grønlandske territorium spreder lyd- og billedprogrammer«.

Som det vil være fremgået, er der i den danske lov hverken tale om mangler eller fejl. Forf. synes her at have overset den danske medieansvarslovs § 1, nr. 3, jf. ovenfor under 2. Der har hverken i medieansvarsudvalget, regeringen eller Folketinget været noget ønske om at lade loven gælde for enhver, der på dansk territorium spreder lyd- og billedprogrammer. Der er ikke noget behov for, at telefonaviser med rent propagandistisk indhold skal omfattes af medieansvarsloven. Det samme gælder billedprogrammer på cyperspace, for eksempel illustrerede spil. Når derimod en dansk avis sender sit indhold ud på Internettet, bør ansvaret for indholdet kunne fastlægges på grundlag af det presseretlige ansvarssystem, idet reglerne om det eksklusive ansvar for redaktør eller forfatter og om anonymitetsbeskyttelse ellers bliver værdiløse.

Der er derfor en overordentlig logisk sammenhæng mellem punkterne 1, 2 og 3 i den danske medieansvarslovs § 1. For de indenlanske periodiske skrifter véd man, hvem redaktøren er, idet vedkommendes navn skal stå i kolofonen. For Danmarks Radio er generaldirektøren og for TV-2 den administrerende direktør redaktør. For TV-2's regionale virksomheder er direktøren redaktør. Redaktøren skal være anmeldt til Pressenævnet, og på samme måde skal der ske anmeldelse af, hvem der er redaktør for et foretagende, der har tilladelse til lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed.

Når vi vender os til de under § 1, nr. 3, nævnte massemedier, melder der sig problemer, som ikke opstår i forbindelse med de under 1 og 2 nævnte. Der opstår hele tiden nye databaser, og offentligheden kan ikke skaffe sig noget, der blot ligner et overblik, over alle eksisterende databaser. Langt den største del af dem beskæftiger sig ikke med periodisk nyhedsformidling og kan derfor ikke gøre krav på de fordele, der er forbundet med at være omfattet af det presseretlige ansvarssystem. Der opstilles derfor to krav, som skal være opfyldt, for at en database kan blive omfattet af loven. Det første krav er af materiel karakter: Databasens indhold skal være tekster, billeder eller lydprogrammer, der har karakter af en nyhedsformidling, som kan ligestilles med formidlingen i de indenlandske periodiske skrifter eller de anerkendte radio/tv-stationer. Det andet krav er af formel karakter: Databasen skal anmeldes til Pressenævnet. Når disse betingelser er opfyldt, skal databasens redaktør anmeldes til Pressenævnet, og til redaktøren stilles samme krav som til redaktøren for en radio- eller tv-station.

Forf. skriver afslutningsvis: »Netop gennemførsel af en medieansvarslov er en aktuel begivenhed i Grønland, og vel at mærke en efter tiden avanceret lov, der måske er værd at kopiere, f.eks. i Danmark«.

Som det vil være fremgået, er der ikke noget behov for, at Danmark kopierer det grønlandske forslag om, at loven skal gælde for enhver, der i det indenlandske territorium spreder lyd- og billedprogrammer. Derimod kunne forf.s fremstilling give en formodning om, at de, der har forberedt det grønlandske lovudkast, ikke har haft tilstrækkeligt kendskab til baggrunden for og indholdet i den danske medieansvarslovs § 1, nr. 3.

Litteratur

Betænkning nr. 1205/1990 om medieansvar.
Knud Aage Frøbert: Massemediernes frihed og ansvar. 2. udg. 1992. S. 143 ff.
Knud Aage Frøbert: Medieudvikling og Informationsret. Bilag nr. 1 til betænkning nr. 1320/1996 om Medierne i Demokratiet.
Knud Aage Frøbert og Jørgen Paulsen: Medieansvarsloven med kommentarer. 1992.